...
'"
•
...

,
:''jr;
i al 2. o· Siden »Fyrsten« blev udgivet 1532 (tyve år efter den blev skrevet), har værket været ombrust af stærkt følelsesladet debat, dybt forkætret og højt beundret, i lige grad til inspiration for Shakespeare som for
Hitler.
»Fyrsten« er en lærebog i statsmandskunst, skrevet
..i en pessimistisk krisetid, og med opskrift på hvordan' .. krisen kan løses. I bogen fremfører Machiavelli s...in berømte og berygtede tanke om, at målet helliger.
";nidlerne, at f.eks. vold kan være berettiget til at opnå • ~.; magt i en given situation.
.
Problemstillingen har levet siden, hvad historien
.
Hm taler sit alt for tydelige sprog om, og »Fyrsten« er ;?i
.stadig et af de mest kontroversielle værker i verdens-' . litteraturen. ~
-~~

~

f

I.· jt: ", .p
~~,

.!
.~..;:-

.,

'.

I

l,·

~~

. --.

~II~'
-

--­

s:,

"~ :-"'-"'"-","~_

."-.,, ,"

"-,-- _

stærkere. Det koster ikke erobreren store anstrengelser ar vinde de svage, da de gerne tilslutter sig en ny hersker, og passer han på, at de ikke får for megen indflydelse og magt, kan han let med sine egne stridskræfter og ved de svages hjælp holde landets mægtige nede og herske over dem. Men den, som ikke passer på her, vil nemr tabe, hvad han har vundet, og så længe han bevarer de nye be­ siddelser, kun have evige vanskeligheder og ærgrelser.
Romerne har i deres provinser taget hensyn til dette.
De oprettede kolonier, srøttede de svage uden at styrke dem, svækkede de mægtigste og undgik al fremmed ind­ flydelse. Jeg vil her nøjes med det ene eksempel, provin­ sen Grækenland: Her understøttede de akæerne og æto­ lerne, svækkede det makedoniske rige og forjagede Antio­ kos. Men aldrig har ætolernes og akæernes fortjenester faet rOmerne til at indrømme dem nogen større magtfor­ øgelse, aldrig bevægede Filips overtalelsesforsøg dem til at slutte sig til ham uden at holde ham under kontrol, og aldrig kunne Antiokos, til trods for sin magt, gøre sig gældende i denne provins. Romerne gjorde i disse tilfæl­ de, hvad en klog fyrste bør gøre. Deres opgave er ikke .' blot at se øjeblikkets farer, men også fremtidens, og med flid afværge sidstnævnte. Ser man faren, mens den endnu er langt borte, kan man let modvirke den. Venrer man, til den er rykket tæt op ad en, kommer lægemidlet for sent, fordi sygdommen er blevet uhelbredelig. Det forholder sig her som med svindsotten; i sygdommens begyndelse er den let at helbrede, men vanskelig at opdage. Bliver den ikke lægt med det samme, er den let at opdage, men vanskelig at helbrede. Sådan går det også med statsanlig­ gender. Opdager man sygdomskimen i tide, hvad der kun
14

er muligt for den kloge, er helbredelsen nem. Opda den ikke og tager til i styrke, indtil enhver kan se den, des der ikke længere noget helbredelsesmiddel. De vidste romerne altid at bekæmpe den, da de altid foru faren; og aldrig lod de dårlige tilstande vare ved fo undgå krig. Romerne vidste, at krigsfaren på denne m ikke var ophævet, men kun udskudt til fordel for fjen
Derfor ville de kæmpe med Filip og Anriokos i Græk land, for at undgå krig i Italien. Og det, skønt de på d tidspunkt kunne undgå begge dele. Heller ikke synte om den talemåde, vore vismænd stadig fører i mund
»Kommer tid, kommer råd,c Til gengæld benyttede de af klogskab og tapperhed I tidens kølvand følger me ondt som godt, og godt som ondt.
Men lad os igen vende os til Frankrig og undersø om det har anvendt nogen af de nævnte metoder. Og lig vil jeg tale om Ludvig XII og ikke Karl VIII, f hans herredømme i Italien har været af større varigh og hans handlinger derfor bedre er til at overse. Vi vil dage, at han gjorde det modsatte af alt, hvad der skal res, for ar bevare en fremmed stat
Kong I..,udvig blev igennem venezianernes magtbe kaldt til It~lien, da de derigennem ventede at vinde halve Lombardie. Jeg vil ikke dadle kongen for de beslutning. Når han ville vinde fodfæste i Italjen, ude have venner i landet (tværtimod var alle porte lukke grund af Kong Karls færd), var han nødt til at tage bundsfæller, hvor han kunne finde dem. Beslutning konsekvens ville også have været til fordel for Lud hvis han havde undgået fejl i de øvrige manøvrer. Næ havde Ludvig erobret Lombardiet, før Frankrig genva

den anseelse, som det igennem Kong Karl havde mistet.
Genua overgav sig; florentinerne blev hans våbenfæller, marehesen af Mantua, Hertugen af Ferrara, Bentivoglio,
Fruen af Forli, Herrerne af Faenza, Pesaro, Rimini, Ca­ merino og Piombino, republikkerne Lucca, Pisa og Siena kom ham i møde for derved at opnå hans venskab. Nu kunne venezianerne se, hvor uigennemtænkt deres be­ slutning havde været. For at vinde to områder i Lombar­ diet havde de gjort kongen til herre over to tredjedele af
Italien. Det er ikke svært at se, hvor let kongen kunne have bevaret sin anseelse i Italien, hvis han havde agtet på de ovenfor nævnte regler og sørget for våben.fællernes sikkerhed og forsvar. Deres store antal, deres frygt og svaghed for kirken og venezianerne tvang de nye under­ såtter til at holde sig til kongen. Med deres hjælp ville det have været en nem sag at sikre sig imod de øvrige magt­ havere. Men næppe stod kongen i Milano, før han gjorde det modsatte ved at støtte pave Alexanders erobring af
Romagna Han gjorde sig ikke klart, at han svækkede sig selv ved at miste sine forbundsfæller og dem, der havde søgt tilflugt hos ham, og at han styrkede paven ved at føje en stor del verdslig magt til den i forvejen betydelige kir­ kelige. Men da han først havde begået denne ene fejl, var han nødt til at fortsætte ad samme vej, indtil han, for at sætte skranker for Alexanders magtbegær og for at hin­ dre ham i at bemægtige sig Toscana, måtte komme til Ita­ lien. Og ikke nok med, at han udbyggede kirkens magt og selvforskyldt tabte sine venner, han ville også eje Napoli ved at dele det med Kongen af Spanien. Medens han ind­ til da havde været den største magt i Italien, hentede han nu en rival, som alle ærgerrige og misfornøjede kunne ty
16

I

til; og medens han kunne have ladet den gamle, af ham af­ hængige konge blive på tronen, hentede han en ny, der

var i stand til at fordrive ham selv. Erobringslysten er no­

get naturligt og almindeligt; når fyrster, der har den til­

strækkelige magt, foretager erobringer, bliver de rost, i

hvert tilfælde ikke dadlet. Men hvis man for enhver pris

ønsker at erobre, uden at have de tilstrækkelige kræfter,

handler man forkert og fortjener dadel. Hvis derfor

Frankrig med sine egne kræfter kunne erobre Napoli,

burde det også gøre det; hvis dette ikke var muligt, måtte det ikke dele landet med nogen anden. Og hvis delingen af Lombardiet med venezianerne kan undskyldes, fordi
Frankrig på denne måde fik indflydelse i Italien, bør Na­ polis deling afgjort dadles, fordi den ikke kan retfærdig­ gøres med samme nødvendighed. Ludvig har altså begået følgende fire fejl: Han tilintetgjorde de sva e, hentede en
~'i u en an S' stormagt til landet, bosatte sig ikke der og
/ dannede ingen kolonier. Alle disse fejl havde måske, så længe han levede, ikke kunnet skade ham, havde han ikke
.) begået en femte fejl, at fratage venezianerne deres besid­ delser. Havde han ikke styrket kirken og bragt Spanien til
I~, ha'lde det været rigtigt og nødvendigt at svække dem. Men efter at have taget disse to skridt, måtte han på ingen måde indvillige i deres ødelæggelse. Så længe vene­

zianerne var mægtige, ville de altid hindre andre i at an­

gribe Lombardiet. De ville kun have tilladt et angreb hvis de selv kunne være blevet herre i landet. De øvrige ville ikke have syntes om at tage Lombardiet fra Frankrig
.for at give det til venezianerne, og at kæmpe med dem begge to havde de aldrig vovet. Hvis man nu mener, a
Kong Ludvig har afstået Romagna. til Alexander og Na

1

~)--~"

poli til Spanien for at undgå krig, så henviser jeg til de foroven nævnte grunde, at man aldri skal lade misfor­ hold vare ved for at undgå krig, da den alligevel ik e an iii"ia"gås og kun udsættes til egen skade. Hvis nogen vil
Indvende, at kongen støttede paven, fordi denne opløste hans ægteskab og gav Rouen kardinalshatten, henviser jeg til det, der nedenfor skal siges om fyrstelige løfter og hvorvidt disse skal holdes. Sådan altså tabte Ludvig Lom­ bardiet, fordi han ikke iagttog nogen af de regler, som andre, der har erobret og bevaret deres erobringer, har fulgt. Hans uheld er ikke noget under, men meget natur­ ligt og forståeligt. Jeg talte om dette emne med Kardina­ len af Rouen i Nantes, da Valentinais, der almindeligt kaldtes Cesare Borgia, søn af pave Alexander, erobrede
Romagnaen. Kardinalen sagde dengang, at italienerne ikke forstod sig på krigskunsten, hvortil jeg svarede, at franskmændene ikke forstod sig på politik, da de ellers al­ drig ville give kirken en sådan magt.' Erfaringen har vist, at pavens og Spaniens magt i Italien var Frankrigs værk, og at disse var årsagen til Frankrigs sammenbrud. Deraf følger den almengyldige regel, som sjældent eller aldrig ., fejler: Den, som hjælper en anden til magten, ødelægger'­ sig selv_ For at hjælpe en anden til magten hører der dyg­ tighed eller styrke, og begge dele gør den, man har hjulpet frem, mistroisk.

1. Som gesandt for den florentinske republik opholdt N. Machiavelli sig fra august til december 1500 ved det franske hof, der j okwber og november befandt sig i Nantes.

~;~

I

FJERDE KAPITEL
Hvorftr Darius' rige, som Alexander erobrede, ved dennes d ikke gjorde oprør mod hans efterftlger.

Gennemtænker man, hvor vanskeligt det er at bevare nyerhvervet stat, undrer man sig over Alexander, der i bet af få år gjorde sig til herre i Asien og døde kort ef erobringen, uden at riget gjorde oprør. Hans efterfølge formåede at opretholde herredømmet uden andre va skeligheder end dem, de selv skabte ved deres egen æ gerrighed. Dertil er at svare, at fyrstevælder, hvorom m har beretninger, bliver regeret på to måder: enten er d en fyrste, medens resten er trælle, som han af nåde u nævner til ministre, for at de kan hjælpe ham med styr sen af riget; eller også har rsten en del baroner ved
SI e, som kun har deres slægts ælde og ikke fyrstens nå at takke tor deres høJe rang. Disse baroner har landbes deJSer og anerkendes af deres undersåtter som her med en gammel og naturlig hengivenhed. I stater, der hans trælle, har herskeren større geres af en fyrste seelse og magt. l hans rige anerkendes ingen anden so herre end fyrsten selv, og hvis undersåtterne er lyd over for nogen anden, er det som mod en embedsma eller minister, for hvem de ikke nærer nogen hengiv hed. Eksempler på disse to modsatte regeringsformer vi i vor tid i Tyrkiet og Frankrig. Hele det tyrkiske m narki bliver styret af en herre, de andre er trælle. Han ler sit rige i sandjaker, hvortil han udsender forskell

og

18

~~\.:

~(:

~Y

-""~"'=~-""=~''''

l

i

-~"""*

-----------------

======~

guvernører, som han ombytter efter behag. Kongen af
Frankrig derimod er omgivet af en mængde gammel adel, som anerkendes og elskes af deres undersåtter. De har forrettigheder, som kongen kun med fare for sig selv kan fratage dem. Sammenligner man disse to stater, opdager man, at det tyrkiske riges indre styrke består i, at en an­ griber ikke kan tilkaldes af rigets stormænd, eller at et fra­ fald i herskerens nærmeste omgivelser ikke kan fremme angriberens planer. Grundene hertil er nævnt foroven.
Da de alle er trælle og deres rang skabt af herren, er de vanskelige at bestikke; og selvom det var muligt at be­
~tikke dem, var der kun håb om ringe fordele, da de af de fornævnte grunde ikke kan få befolkningen med siS' Yi! man derfor an ibe Tyrkiet, må man regne med at møde et enigt rige, og man gør ve I at stole mere på sin egen
;tyrke end modstanderens uenrghed. Men er sultanen først slået og i felten besejret, så han ikke kan samle no­ gen ny hær, har man ingen anden end herskerætten at frygte. Er denne udryddet, er der ingen faremomenter til­ bage, da ingen anden har anseelse blandt folket; og som sejrherren før sejren ikke kunne sætte noget håb til no-~ gen, således behøver han efter sejren ikke at frygte nogen.
Det stik modsatte er tilfældet ved erobringen af stater, der styres på samme måde som F rankrig. Her kan man let trænge ind ved at vinde en af landets baroner for sig; der findes altid misfornøjede og forandringslystne. Disse kan af de nævnte grunde åbne dig vejen til riget og lette sejren for dig. Men derefter, når det gælder at bevare, begynder vanskelighederne, både over for dem, hvis hjælp man fik, og over for dem, man undertrykkede. Det er heller ikke nok at udrydde herskerætten, for tilbage bliver landets

store, som vil sætte sig i spidsen for de misfornøjede; o da man hverken kan tilfredsstille dem eller udrydde dem vil man tabe landet ved første givne lejlighed.
Overvejer man nu, hvordan Darius' rige blev styret, man finde et nært slægtskab med det tyrkiske. Derf måtte Alexander angribe Darius med al magt og slå ha af marken. Efter sejren og efter Dari us' død var hans b siddelse af landet sikret af de ovenfor nævnte grund
Også hans efterfølgere kunne have glædet sig over herr dømmet, hvis de havde været enige, da der i landet ik fandtes andre urokilder end dem, de selv skabte.
Men stater som Frankrig kan aldrig blive så uforstyrr de besiddelser. Sådan var årsagen til de hyppige oprør
Spanien, Gallien og Grækenland mod romerne de talri fyrstehoffer, der fandtes i disse lande. Så længe erindri gen om dem levede i befolkningens hjerter, var romer aldrig sikre på deres besiddelser. Men da mindet om de blev fortrængt af imperiets styrke og varighed, var r merne de ubetingede herrer i landet. l borgerkrigens t kunne de krigsførende få en part af de provinser, hvor nød den største anseelse, til at slutte sig til deres par
Provinserne anerkendte efter de gamle slægters død r merne som herrer. Overvejer man alt dette, undrer m sig ikke over den lethed, !J-vormed Alexander bevare det asiatiske rige, mens Pyrrhos og mange andre havde store vanskeligheder ved at bevare deres erobringer. A sagen hertil ligger ikke i sejrherrens større eller mind dygtighed, men i de erobrede rigers forskelligheder.

20

__ o

"._d.

'.,

'.U

d.

-,

".

_

,

'-.-'

-

,,­

'H

----""",1--:

,...

...,

.'

..-

'.-

FEMTE KAPITEL

Hvordan man skal styre de byer ogfjrstevæ/der, der før erobrin­ gen havde egne love.
Hvis en erobret stat er vant til at leve i frihed og efter egne love, er der kun tre muligheder for at bevare den. iFor det første ved at udslette den:t'or det andet ved per­ sonlig at bosætte sig der, ojfor det tredje ved at lade dem beholde deres love, ved at kræve årlige afgifter, og ved at indsætte et styre, der kan sikre landets loyalitet. Thi da dette styre er skabt af herskeren, ved det, at det ikke kan bestå uden fyrsten, og det vil derfor gøre alt for at sikre hans herredømme. I hvert tilfælde er det lettere at styre en hidtil fri by med hjælp af dens egne borgere end på no gen anden måde, hvis ikke man vil ødelægge den. Som ek­ sempel kan spartanerne og romerne tjene. Spartanerne beherskede Athen og Theben ved at indsætte et fåmands­ styre. Ikke desto mindre tabte de begge byer igen.
Romerne udslettede Capua, Carthago og Numantia tabte dem ikke. De forsøgte at styre Grækenland på om­ trent samme måde som spartanerne, ved at lade dem be­ holde deres frihed og love; men det lykkedes dem ikke, så de så sig nødsaget til at ødelægge mange af provinsens byer for at kunne beholde dem. Der er i et sådant tilfælde ikke noget andet middel mod tabet end ødelæggelsen, og den, der bliver herre over en hidtil fri by og ikke udsletter denne, må regne med selv at blive udslettet af den. Bor­ gerne vil ved et oprør altid kunne påberåbe sig deres fri­

hed og gamle minder. Ligegyldig hvilke forholdsreg erobreren anvender, hvis ikke han splitter befolkning ad, glemmer de aldrig deres frihed og skikke og vil v første lejlighed forsøge at generobre dem, som pisane gjorde det, efter at de havde levet I00 år under floren nernes åg. Anderledes går det, når indbyggerne af en eller provins altid har været styret af en fyrste, og den slægt er uddøet: så er de vant til at adlyde og savner naturlig fyrste; vælge en ud af deres midte kan de i enes om; og de har aldrig lært at leve frit. De vil næp beslutte sig til at gribe til våben, og en fyrste kan ne vinde dem for sig. Men i republikkerne er der mere had og hævnlyst. Mindet om den tabte frihed lader d ikke i ro. Derfor er det sikrest for erobreren at udr
;m eller at tage bopæl i dem._

og

22

..~

-o

-_·

o

••• -

...Ii.__.- .

••

0'0

'0'.

•

'.

,

•••••..•
-.-,

,_.-""._

. ' . ,__ 0 . ' . - · _

•__

'-""'.'.

=-=

~

-----­ ---_.-

------------=--="-=--::==---=-:-==--=_-:::

SJETTE KAPITEL
Om erhverveisen afet nytDrItevælde ved egne våben og dygtighed.

Man må ikke undre sig over, at jeg, når jeg omtaler helt nye fyrstevælder, hvor både fyrsten og statsformen er ny, fremfører store eksempler. Menneskene følger næsten al­ tid de af andre banede veje og retter sig i deres handlinger efter forbilleder. Da man ikke helt kan følge andres veje eller nå absolut lighed med sine forbilleder, bør den kloge altid gå i store mænds fodspor og efterligne de fortræffe­ ligste, så han, om ikke kommer til at stå med samme glans, så dog alligevel får et genskær af den. Heri bør han efterligne den kloge bueskytte: synes han, at målet, der skal rammes, er for langt borte, må han sigte en del højere end målet - ikke for at nå en sådan højde med pilen, men for ved hjælp af det høje sigte at nå selve målet.
Ved de helt nye fyrstevælder, hvor selv fyrsten er ny, er vanskelighederne ved at bevare dem større eller min­ dre i forhold til erobrerens større eller mindre evner. Da det at svinge sig op fra privatmand til fyrste forudsætter enten held eller dygtighed, synes det, som om begge dele måtte forringe vanskelighederne. Dog har de, der i min dre grad stolede på lykken, klaret sig bedst. En lettelse be­ står også i, at fyrsten, der ellers ingen besiddelser har, er nødt til at tage bopæl i den nye stat.
For først at tale om dem, der ved egen fortjeneste og ikke ved lykkens hjælp er blevet fyrster, nævner jeg først de ypperste: Moses, Cyros, Romulus, Theseus og lignen­

~;

t
~}
•.

~

,

de. Selvom jeg ikke kan tillade mig nogen vurdering af
Moses, der kun gennemførte Guds vilje, fortjener han ikke desto mindre beundring for den måde at blive fun­ det værdig at tale med Gud. Men betragter man Cyros og de øvrige erobrere og grundlæggere af riger, vil man fIn­ de dem alle beundringsværdige, og undersøger man deres enkle handlinger og forholdsregler, synes de ikke meget forskellige fra Moses, der havde en så ophøjet læremester.
Gennemtænker man deres handlinger og deres liv, ser man, at lykken kun skænkede dem en anledning, bød dem et stof, som de efter egen fri vilje prægede. Uden en sådan anledning havde deres storhed været frugtesløs, og uden deres storhed havde anledningen været spildt. Det var derfor nødvendigt, at Moses fandt Israels folk knægtet og undertrykt af egypterne, hvis de, for at flygte fra deres trældom, skulle følge ham. Romulus måtte ikke blive født i Alba og måtte ved fødselen blive sat ud, hvis han skulle blive konge af Rom og byens grundlægger. Det var nød­ vendigt for Cyros, at perserne var forbitrede over meder­ nes herredømme, og at mederne igennem en lang fred var blødagtige og svage. Theseus kunne ikke have gjort sin storhed gældende, hvis ikke athenerne havde været splittede. Det var altså anledningen, der skabte disse mænds lykke, og deres storhed lod dem erkende anled­ ningen. Og igennem dem blev deres fædreland berømt og lykkeligt. De, der bliver fyrster ved egen dygtighed, erhverver fyrstevældet med mange vanskeligheder, men har let ved at bevare det. Vanskelighederne ved erhvervelsen af et fyrstendømme består hovedsagelig i, at erobreren er nødt til at indføre nyordninger for at sikre sit herredømme og

25

24

:;'F_
;;';.:
:'?-'

I
~~~~~=~==~=U"

,.,-".­

~;

{,

~ ~['

!/~.
o.
..•.'
'

W

g

(>ut.t. //

kk4.t..
Jdu.

sin person. Her er det værd at huske, at intet er så vanske­ ligt at gennemføre, eller hvis heldige udfald så usikkert, som nyordninger. Man har her alle dem til fjende, som en bevarelse af de gamle forhold gavner, og finder kun lunk­ ne forsvarere i dem, der venter sig fordele af det nye. Ar­ sagen til denne lunkenhed består dels i frygten for mod­ standeren, der har loven på sin side, dels i at mennesker kun tror på nyordninger, hvis erfaringerne viser deres rigtighed. Således ser man, at fjenden ved første lejlighed angriber nyordningen med stor lidenskab, mens de andre kun lunkent forsvarer sig, så de selv og fyrsten kommer i fare. Vil man se rigtigt i et sådant tilfælde, må man under­ søge, Om reformatoren kan stå alene eller må støtte sig på andres hjælp, dvs. om han for at gennemføre sit værk må bede, eller om han kan anvende tvang! I det første tilfælde 4­6] vil det altid gå galt, men har han kun sig selv at stole på, og kan anvende tvang, så løber han sjældent nogen fare.
Det er grunden til, at alle profeter, der havde en hær, set rede, mens de ubevæbnede blev bese'rede. Er det sagt, s a er ti føjes, at mængden, som af naturen er vankel­ modig, nemt kan overbevises om noget, men vanskel!gt holdes fast ved denne overbevisning. Derfor skal man have midler til at tvinge dem til at tro, når de bliver væ­ gelsindede. Moses, Cyros, Theseus og Romulus havde ikke kunnet få folket til at holde deres love ret længe, hvis ikke de havde haft hæren at støtte sig til. Dette oplevede i vore dage Girolama Savonaraia, som gik under på sine nyordninger, da mængden mistede troen på ham og han ikke havde nogen mulighed for at fastholde de nyom­
?
vendte og for at betvinge de ikketroende.! Sådanne fyr­ ster må kæmpe med store vanskeligheder, alle mulige fa­

rer lurer på deres vej til målet, og de må overvinde d ved egen kraft. Er dette lykkedes for dem, og begynde undertrykte at møde dem med ærefrygt, når de har ryd deres rivaler af vejen, har de magt, sikkerhed, held og
Til disse berømte eksempler vil jeg tilføje et min som på mange måder kan sammenlignes med de nævnte, og som gælder for alle lignende. Jeg mener ran af Syrakus. Han hævede sig fra borger til fyrste a rakus, og heldet gav også kun ham »lejlighedenK I nø valgte syrakusanerne ham til deres øverste for hæren som sådan viste han fremragende egenskaber, så at e storieskriver sagde om ham, at han kun manglede et gerige for at være konge. Hieron opløste den gamle og skabte en ny, han brød med de gamle våbenfælle vandt nye. Da han havde venner og trofaste sold kunne han opføre enhver bygning på dette grundlag. kostede ham stort besvær at erhverve herredømmet, kun lidt at bevare det

1. Efter pavens vilje blev Savonarola brændt som kætter i året 1498

Firenze.

26

••••.

••• •••••

'0 . •

."....

co- .•••

.0'

••••••

••.•

..

• .•••••••

- 0 . · . ". •.•.

=+ .

..

hans skød, og at han efter erobringen genopretter de grundvold, som eksisterede inden erobringen.
På begge disse muligheder for at blive fyrste, held o evner, vil jeg anføre to eksempler fra vore dage: France co Sforza og Cesare Borgia. Francesco blev ved de egne midler og stor personlig dygtighed hertug af Milano, o hvad han erhvervede under tusind farer og stort besvæ bevarede han let. På den anden side har vi Cesare Borg i folkemunde kaldet hertug af Valentinois, der fIk magt igennem faderens held, og mistede den, da lykken ud blev, til trods for, at han havde gjort alt, hvad man k vente af en klog mand, for at slå rod i det land, som h ved lykkens hjælp og fremmed våbenmagt erhverved
Som allerede sagt kan ved genial begavelse fundamente ne skabes efter erobringen, selvom det indebærer en st fare for bygmesteren og for bygningen. Betragter m hertugens handlinger skridt for skridt, ser man, at h lagde en sikker grundvold for sin fremtidige magt. Jeg a ser det ikke for overflødigt at beskæftige mig nærm med dette, da jeg ikke kender bedre forskrifter for en fyrste end det eksempel, som hans handlinger giver. H hans forholdsregler var forgæves, var det ikke hans sky men følgen af en meget dårlig behandling fra skæbne side. Pave Alex. VI havde, da han ville gøre sin søn her gen stor og mægtig, mange øjeblikkelige og fremtid vanskeligheder. Først og fremmest så han ingen muligh for at gøre sønnen til herre over noget område, der i tilhørte kirken; og han var klar over, at hertugen af M no og venezianerne, under hvis beskyttelse Faenza og mini stod, ikke ville tillade, at han generhvervede kir

SYVENDE KAPITEL

Om erhvervelsen af et nytfyrstevælde vedfremmede våben og lyk­ kens hjælp.
De, som alene ved lykkens hjælp hæver sig fra privat­ mænd til tyrster, når det med ringe besvær, men har store vanskeligheder ved at fastholde deres stillingc De møder ingen vanskeligheder på deres vej, da de flyver til målet; men vanskelighederne begynder, så snart dette er nået.
Hertil må regnes alle dem, der igennem penge eller ven­ skab med andre herrer opnår et fyrstevælde. Sådan gik det med mange i Grækenland, som Darius udnævnte til fyr­ ster over byer i Jonien og ved Hellesponten, for at de kunne regere til hans ære og beskyttelsec Sådan nåede også privatfolk ved bestikkelse af soldaterne at bestige tronen som romerske kejsere. Sådanne fyrsters herredøm­ me beror ene og alene på deres hjælpers vilje og held, to meget vaklende og ubestandige støtter. De mangler 'ev­ nerne og magten til at holde stillingen; hvordan skulle den, der ikke ligefrem er en genial begavelse, have evner til at regere efter at være opdraget i et borgerligt milieu?
Og magten mangler den, der savner trofaste tropper. For øvrigt har sådanne pludseligt opståede stater, som alle andre ting i naturen, ingen dybe og vidt forgrenede rød" der, så den første storm kan vælte dem, hvis ikke, som al" lerede antydet, den nye hersker er så genial begavet, at han omgående forstår at sikre det, som lykken har kastet i

28

c

"c

c"cC ""

""c

'",

C"

"C C"c

'""

'" CC

Cc c "C

Ccc'Cm cC C

ccm ccm C C cCC'c.ccn

cc,~.mc,

,c ,c

u

mm Cc' Cc m, ccc_ ,cc" c' ,

ccc'" c , cC cc CC m " Ccmcc"C ,"mmC 'C" c"' C

-~=-_

våben. For at opnå dette svækkede han først og fremme orsiniernes og colonnaernes partier i Rom; han van herrerne blandt deres tilhængere for sig ved at optag dem i sit følge og ved at udbetale dem høje salærer; ha hædrede dem efter kvalifikationer med høje stillinger hær og forvaltning med det resultat, at de i løbet af få m neder havde glemt deres kærlighed til det gamle parti o helt og holdent tilsluttede sig hertugen. Efter at hav svækket colonnaerne ventede han på en lejlighed for tilintetgøre orsinierne. Lejligheden kom meget heldigt, o han udnyttede den endnu bedre. Da orsinierne sent no opdagede, at hertugens og kirkens storhed ville blive d res undergang, samledes de til møde i Magione ved Per gia. Dette gav stødet til Urbinos frafald, oprør i Romagn og mange andre vanskeligheder for hertugen, som denn dog med franskmændenes hjælp nedkæmpede. Såd vandt han sin anseelse tilbage; men da han ikke stolede
Frankrig eller nogen anden udenlandsk magt og hell ikke ville stille dem på prøve, anvendte han fremtid snuhed Han forstod på det fortræffeligste at skjule si synspunkter, så orsinierne ved hr. Paolos mægling fors nede sig med ham. Denne forstod Cesare Borgia at ber lige ved at forære ham penge, klæder og heste, indtilor nierne i deres enfoldighed lokkedes til Sinigaglia og i ha magt. 1 Efter at have tilintetgjort sine modstanderes hø dinger og gjort deres tilhængere til venner stod ha magt fast: han ejede hele Romagnaen med hertugdømm
Urbino og havde ret til at tro, at Romagnas befolkni

staten. Han fandt endvidere Italiens hære, og særlig dem, han havde brug for, i hænderne på dem, der måtte frygte pavens magt. Han kunne altså ikke stole på dem, da de helt og holdent stod under orsiniernes, colonnaernes og deres tilhængeres indflydelse. Paven måtte derfor bringe tingenes tilstand ud af balance og bringe forvirring i sine
~odstanderes stater, hvis han uforstyrret ville tage en del af dem i besiddelse. Og dette var ikke vanskeligt. Venezia­ neme havde af andre grunde besluttet at hente fransk­ mændene til Italien. Dette ikke bare forhindrede paven ikke, men lettede det endog igennem Kong Ludvigs skils­ misse. Således kom Ludvig XII med venezianemes hjælp og Alexanders samtykke til Italien. Og næppe var han i
Milano, før paven modtog tropper fra ham, sam han an­ vendt~ til angrebet mod Romagnaen, hvori ingen vovede at hindre ham, da han støttede sig på kongens anseelse.
Således kunne Cesare Borgia erobre Romagnaen og un­ derkaste sig Calanna, men to ting forhindrede ham både i en bevarelse af det erobrede og hans videre fremmarch: troppernes upålidelighed og Frankrigs modstand. Han måtte frygte, at Orsinis tropper, der havde tjent ham, ville.~ forlade ham og ikke kun hindre ham i nye erobringer, men også fratage ham de nylig opnåede, og at kongen vil­ le gøre det samme. Hvad han kunne vente sig fra orsini­ ernes side, erfarede han, da han efter Faenzas erobring gik til angreb mod Bologna. Tropperne var ligegyldige og kolde. Kong Ludvigs indstilling lærte han at kende, da han efter indtagelsen af hertugdømmet Urbino ville gå til angreb mod Tascana, og kongen tvang ham til at opgive dette foretagende. Derfor besluttede hertugen for fremti­ den at gøre sig uafhængig af både lykken og fremmede

1. Paolo Orsini rejste den 25. oktober 1502 til Imola for

aC

forhandle m

Cesare Borgia.

30

"'""., ~.'

..-'."', ."'.' '''...

'......,.......

~

" .. ",

_--_
..

...

_.~

., - ,.. .

~

ville være hans tilhængere, da de opnåede en vis velstand under hans regime.
Da sidste del af hans politik fortjener opmærksomhed og bør efterlignes, vil jeg ikke forbigå den. Da hertugen erobrede Romagnaen, befandt landet sig under uduelige regenters herredømme, som snarere udplyndrede deres undersåtter end styrede dem, og som var årsag til splittel­ se i stedet for enhed I landet herskede røveri, stridighe­ der og lovløshed af enhver art. Han så omgående, at en god regering var betingelsen for at kunne føre landet til­ bage til lydighed og fred Han udnævnte derfor Messer
Ramiro d'Greo, en grusom og hård mand, til statholder og gav ham uindskrænkede fuldmagter. Denne genopret­ tede i løbet af kort tid fred og forståelse og erhvervede sig derved stor anseelse. Senere anså hertugen, at uindskræn­ ket myndighed ikke længere var nødvendig, da han fryg­ tede, at denne kunne fremkalde had Han stillede derfor en borgerlig domstol med en fortræffelig præsident i spidsen for provinsen. Denne lå i landets midte, og han lod hver by have en delegeret. Men da han vidste, at den hidtidige hårdhed havde gjort ham forhadt hos mange, besluttede han at erobre befolkningens hjerte ved at vise dem, at de skete grusomheder ikke var hans, men den hårde statholders værk. Han benyttede derfor en passen­ de lejlighed og lod en morgen Ramiro rive i stykker på markedspladsen. Liget blev liggende med et stykke træ og , en kniv ved siden, et skuespil, som fremkaldte både til­ fredsstillelse og bestyrtelse hos befolkningen.
Men lad os vende tilbage til udgangspunktet. Hertugen var nu mægtig og til dels sikret mod øjeblikkets farer, han havde egne stridskræfter, og de magthavere, der kunne

I

32

blive farlige ved deres nærværelse, var for størstepar udslettede. Men ville han fortsætte sine erobringer, han hæmmet af hensynet til den franske konge, da h vidste, at Ludvig, der sent nok havde indset sine fejl, ik ville tåle mere. Han søgte derfor efter nye våbenfæller påbegyndte et dobbeltspil med franskmændene, da di drog mod spanierne, der belejrede Gaeta. Det var ha hensigt at få dem i sin magt, en hensigt, der sikkert lykkedes for ham, havde pave Alexander beholdt liv
Dette var hans politik med hensyn til øjeblikket. M hensyn til fremtiden måtte han i første omgang frygte, en ny pave ville stå fjendtligt over for ham og frata ham alt det, som han havde fået skænket af Alexand
Imod dette forsøgte han at beskytte sig på fire måder. F det første ved at udrydde alle de herskeres familie, s han havde gjort magtesløse, for på denne måde ikke give paven noget grundlag for at gribe ind; for det an ved, som det allerede er sagt, at vinde den romerske a for sig og derved holde paven i skak; for det tredje ved vidt som det i det hele taget var muligt at få kardinalk legiet på sin side; og for det fJerde ved erhvervelsen den størst mulige magt inden pavens død, for at kun modstå det første angreb med egen kraft. Af disse f mål havde han nået tre og næsten det fjerde ved Alex ders død. Af de afsatte herskere dræbte han alle dem, h kunne få fat på, og det lykkedes kun få at redde sig; de merske adelsmænd stod på hans side, og i kardinalkolle et havde han stærk tilslutning. Hvad erobringerne ang havde han planlagt at gøre sig til herre over Toscana ejede allerede Perugia og Piombino, mens Pisa stod der hans beskyttelse. Som om han ikke længere tog h

syn til Frankrig - hvilket heller ikke mere var nødven­ digt, efter at franskmændene havde tabt Napoli til spani­ erne og begge parter var nødt til at søge hans venskab ­ forberedte han kampen om Pisa. Efter Pisas fald overgav
Lucca sig omgående, dels af had til florentinerne og dels af frygt, fordi florentinerne var hjælpeløse, Var alt dette lykkedes ham - han var lige ved at nå målet i det år, Alex­ ander døde - så havde han haft så megen magt og anseel­ se, at han kunne have forsvaret sig ved egen kraft uden at være afhængig af fremmede våben eller held, Hans egne midler og evner havde været tilstrækkelige. Men Alexan­ der døde kun fem år efter, at Cesare Borgia for første gang havde trukket sværdet, og hans eneste sikre besid­ delse var Romagnaen, mens herredømmet over de øvrige stater svævede i luften, og han selv dødssyg befandt sig mellem to overmægtige hære, Og alligevel ejede hertugen så meget mod og storhed, og forstod så udmærket enten at vinde eller at tilintetgøre mennesker, at gtundvolden~ der var skabt på så kort tid, dog var så stabile, at han hav­ de kunnet klare alle vanskeligheder, hvis ikke de to hære havde siddet på nakken af ham, eller hvis han selv havtle været rask, At hans grundvolde var stabile, viste sig snart
Romagnaen ventede over en måned på hans komme; i
Roma var han, skønt allerede halvdød, i sikkerhed, og selvom baglionerne, vitellierne og ursierne kom dertil, formåede de ikke at udrette noget imod ham; selvom han ikke kunne gennemtvinge et pavevalg efter sit hjerte, kunne han dog forhindre valget af en uønsket pave. Hav­ de han kun været rask ved Alexanders død, havde han opnået alt, I de dage, da Julius II blev valgt, sagde Cesare

Borgia til mig', at han havde gennemtænkt alt, hvad d kunne ske, hvis hans fader døde, og fundet en udvej f alle situationer - men aldrig havde tænkt på, at han v faderens død selv ventede på døden.
Når jeg sammenfatter hertugens handlinger, ved ikke, hvad der skulle dadles, tværtimod kan han, som har gjort det, benyttes som forbillede for dem, der v held og fremmede våben vil nå et fyrstevælde, Med ha store ånd og hans mægtige mål kunne han umuligt han anderledes, og det eneste, der kunne ødelægge hans p ner, var Alexanders korte pontifikat og hans egen s

dom.
Den, der anser det nødvendigt for sit nye fyrstevæl bevarelse at tilintetgøre sine fjender, at vinde venner, sejre over vold og snuhed, at gøre sig elsket og respek ret af sine tropper, at tilintetgøre alle dem, der har m og anledning til at skade ham, at forandre de gamle sk ke, at være streng og elsket, storsindet og rundhåndet opløse en troløs hær for at skabe en ny, at fastholde k gers og fyrsters venskab, så de er parat til at tjene ham tager sig i agt for at krænke ham - han kan ikke finde get mere nærliggende eksempel end Cesare Borgias ha linger. Kun ved pave Julius' valg fortjener han dadel at være gået den forkerte vej. Når han, som aller nævnt, ikke kunne gennemtvinge en ham venligsin pave, men forhindre et hvilket som helst valg, måtte på ingen måde gå med til valget af en italiensk kardi som han havde krænket, og hvem han efter valget m

1. N. Machiavelli opholdt sig på det tidspunkc i Rom som gesandt for florentinske republik (1503).

34

_..,_,,"

.... _ ..,-_~=~".,-,~ .•_,,~_·e·

,.,'.'.-.,-".- •. '-'-'''_

~'"

. " .....,_.

--"~-

-- . ,.. """.,,.,,,-

,.__. ,-~ -,.. ,,~,- " . _.,-'-

-.

~

-,""-, .,---

..••~, ,...""

_.".~--

,.

'-"~.-'-~

frygte. Menneskene bliver farlige af frygt eller had De, som han havde krænket, var blandt andre: San Piero ad
Vencula, San Giorgia, Calanna og Ascanio. Enhver an­ den havde som pave grund til at frygte ham med undta­ gelse af Rouen og spanieren, den sidste på grund af sin magt, da han havde kongen af Frankrig med sig. Derfor måtte hertugen først og fremmest gå ind for valget af en spanier; kunne dette ikke føres igennem, måtte han tillade valget af ærkebispen af Rouen, men ikke San Pieros. Den, der tror, at de store glemmer gammel skade over nye vel­ gerninger, tager fejl. Hertugen fejlede altså ved valget 1, og dette var årsagen til hans endelige undergang.

t

1. Julius lI, der blev pave 1503, var af slægten Rovere og modstander af
Alex.ander VI og dennes spanske slægt og mange illegitime børn, deriblandt
Cesare Borgia.

36

,,,,=..,..

""."C-"""~""""'=.~.

~

..,;..".

OTTENDE KAPITEL
Olnfyrster, der når herredømmet vedforbrydelser.

Der er to muligheder for at hæve sig fra privatmand fyrste, der ikke beror på held eller fortjeneste, og som ikke vil springe over, selvom den ene kan behand mere udførligt, når man behandler republikkerne. Dis to muligheder er, at man når herredømmet ved forbryd riske og ryggesløse handlinger, eller at man ved sine me borgeres gunst bliver fyrste i sin fødeby.
Det første tilfælde vil jeg forklare ved to eksempler, d ene fra oldtiden og det andet fra nutiden, uden for øvr at gå i enkeltheder, da man i et givet tilfælde kun behøv at holde sig til forbillederne.
Sicilianeren Agathocles hævede sig ikke kun fra borg til konge, men var oprindeligt borger af den allerlave og mest foragtede stand Han var søn af e!1 pottemag og førte i sin ungdom et forbryderisk liv. Men til tro for alle laster havde han så store åndelige og fysiske kva fIkationer, at han opnåede alle den militære løbeban grader for sluttelig at blive prætor i Syrakus. Da han h de nået dette embede, besluttede han ved vold og ud forpligtelser over for andre at blive fyrste og besid hvad man frivilligt havde overdraget ham. Efter at væ kommet til enighed om denne plan med karthagenien ren Hamilkar, der i spidsen for sin hær førte krige på S lien, samlede han en morgen folket og senatet af Syrak som om der skulle forhandles om statsanliggender; på

aftalt tegn blev senatorerne og de rigeste dræbt Efter dis­ se mord bemægtigede han sig magren og hævdede den uden indre uro. Og selvom han blev besejret to gange og til sI ut belejret af karthagenienserne, formåede han ikke blot at forsvare byen, men gik endda til angreb mod Afri­ ka efter at have ladt en del af sine tropper tilbage for at forsvare de belejrede; han befriede Syrakus i løbet af kort tid og bragre karthagenienserne i største nød, så de blev nødsaget til at slutte en overenskomst med ham, hvoref­ ter de nøjedes med Afrika og overlod Sicilien til Agathoc­ les. Den, der betragter denne mands liv og gerninger, vil se, at der ikke kan findes ret meget eller slet intet, der kan tilskrives lykken. Han er, som det allerede er nævnt, ikke ved nogen gunst, men gennem alle hærens grader, som han tilkæmpede sig under mange farer og stort besvær, nået frem til herredømmet, som han bevarede ved en række vovede og farlige beslutninger. Det kan heller ikke kaldes dygtighed, når man dræber sine medborgere, når man forråder sine venner, når man er blottet for troskab, tro og gudsfrygt Vel kan man på denne måde erhverve magt, men aldrig berømmelse. Hvem tænker på den tap~. perhed, hvormed Agathocles styrtede sig i farer og igen' befriede sig fra dem? Når man tænker sig den åndsstor­ hed, hvormed han bar og overvandt ulykker, må han stil­ les ved siden af de fremragende hærførere. Men hans bar­ bariske grusomhed, umenneskelighed og talløse forbry­ delser tillader ikke at kalde ham et fremragende menne­ ske. Det, han nåede, kan altså hverken tilskrives lykken el­ ler dygtighed
Et eksempel fra vor tid, fra Alexander VI's regerings­ tid, er Oliverotto fra Fermo. Tidlig forældreløs blev han

opdraget af en morbror ved navn Giovanni Fogliani og ynglingealderen overgivet til Paolo Vitelli, der skulle un dervise ham i krigskunsten, for at han kunne opnå et hø militært embede. Efter Paolos død kæmpede han und dennes broder Vitellozzo og blev snart på grund af s militære begavelse og frygtløshed første mand i hære
Men det syntes ham at være trælleagtigt at stå i en anden tjeneste, og han planlagde derfor med hjælp af Ferm borgere, der foretrak deres bys trældom for dens frihe og mod vitelliernes gunst at besætte Fermo. Han skrev
Giovanni Fogliani, at han efter ikke at have været hjem me i flere år ville komme og besøge ham, sit hjemsted o ved samme lejlighed se på arven efter faderen. Da han en og alene tragtede efter ære, ville han vise sine medborg re, at han ikke havde spildt tiden, og derfor ville ha komme med et ærefuldt optog ledsaget af 100 venner o tjenere til hest. Han bad også venligst sørge for en ær fuld modtagelse fra borgernes side. Ikke kun for ham men også for Giovanni, hans plejefader, ville det være e udmærkelse. Giovanni gjorde alt, hvad kan kunne for s søstersøn; Oliverotto blev modtaget med æresbevisni ger fra medborgernes side og flyttede ind i onkelens hu
Efter nogle dages forløb, som han havde udnyttet til fo beredelsen af sine forbryderiske planer, indbød han Gi vanni Fogliani og Fermos ansete borgere til en stor fe
Da man var færdig med måltidet og de til en fest høren fornøjelser, ledede Oliverotto behændigt samtalen ind farlige områder ved at omtale pave Alexanders storhe hans søn Cesare Borgias berømmelse og disses handli ger. Da hverken Giovanni eller nogen af de øvrige sva de, rejste han sig og sagde, at disse ting kun måtte omta

38

._..

c-="~,,.

-""CC--'-""_C"",~'_",c_-",_cO-"~-_-O,""'~'~

"-"~''''''"",'"_~'''''"

·'C""·-.C'_-"

"_=_,_~_,,_~,_,,--

..

",.,~_

..,-

~

","".",c-..

~·,·~·,.·-,-

et mere hemmeligt sted Med disse ord trak han sig tilba­ ge til et sidelokale, hvorhen Giovanni og de øvrige borge­ re fulgte ham. Næppe havde de taget plads, før der træng­ te soldater frem fra hemmelige rum og dræbte alle, også
Giovanni. Efter dette blodbad red Oliverotto gennem by­ en og belejrede byens øverste i rådhuset, så de af frygt måtte føje ham og danne en regering med ham i spidsen
Efter at have dræbt alle dem, der ved deres utilfredshed kunne blive farlige, befæstede han sin stilling ved en ny­ ordning af embedsstanden og hæren. I løbet af det år, han havde magten, havde han ikke alene sikret sit herredøm­ me over byen, men var blevet naboernes skræk Det hav­ de været lige så vanskeligt at besejre ham som Agathae­ les, hvis ikke Cesare Borgia havde narret ham, da han, som ovenfor nævnt, fængslede ursinierne og vitellierne i
Sinigaglia. Her blev også Oliverotto taget til fange og kvalt sammen med Vitellozzo, hans forbillede i godt og ondt, et år efter ankelens død
Man kunne spørge efter årsagen til, at Agathocles lige efter utallige grusomheder og forræderier kunne leve trygt i sin fødeby og forsvare sig mod ydre fjender, udc:n at hans medborgere nogen sinde stiftede nogen samme'~­ sværgelse imod ham, medens andre, der har begået gru­ somheder, ikke har kunnet fastholde magten i fredstid, for slet ikke at tale om krigstid ~g tror, at det afhænger af, om grusomhederne bliver anvendt godt eller dårligt.
Godt anvendt hvis man i det hele taget kan bruge ordet godt om det slette - er grusomheder, som en fyrste begår under nødvendigheden af at sikre sig, og som han ikke se­ nere bliver stående ved, men så vidt det er muligt foran­ drer til sine undersåtters ~. Dårligt anvendt er de gru­

40

somheder, som i begyndelsen kun er få, men efterhån tiltager I stedet for at aftage I antal Fyrster, der bru den første.vej, som Agathocles gjorde det, kan med G og menneskers hjælp finde en måde at sikre deres stat
De andre kan umuligt klare sig. Man kan lære heraf erobreren, så snart han tager staten i besiddelse, må g nemtænke alle mulige voldshandlinger og udføre dem en gang for at undgå at begå nye hver dag, og for at k ne berolige sit folk ved at standse grusomhederne og v de deres hjerter med velgerninger. Den, som af frygt e manglende forståelse handler anderledes, må bestan føre sværdet i hånden og kan aldrig stole på sine und såtter, da disse på grund af stadig nye voldshandlin ikke har nogen tiltro til harn Voldshandlinger må aile gås på en gang, for at de kan føles mindre hårdt og de fremkalde mindie had Velgerrunger, der skal virke st må ydes lidt efter lidt. Fremfor alt må fyrsten indrette optræden over for sine undersåtter således, at han i behøver at ændre den ved held eller uheld; for hVIS ved uheld kommer i en nødsituation, savner han mag til at straffe, og velgerningerne nytter ikke, da de vi aftvungne og derfor ingen tak høster.

.

videre kan man ikke tilfredsstille de store uden at ska andre, men det kan man med folket. Folkets kraver me berettigede end de stores, da disse ønsker at undertryk mens folket kun ønsker beskyttelse mod undertrykkel
Endvidere kan fyrsten aldrig beskytte sig mod folket grund af dets talmæssige styrke, men imod de store k han sikre sig, de er kun få. Det værste, en fyrste kan ve sig fra en fjendtlig indstillet befolkning, er, at den forlad ham, men har han de store til fjender, må han ikke k frygte, at de forlader ham, men også at de går imod ha
Da de ser skarpere og er mere kløgtige, bringer de sig r tidigt i sikkerhed og søger venskab med dem, hvis sejr venter. Endelig er fyrsten også nødt til stadig at leve m det samme folk, men han er i stand til at undvære de s re, da han kan styrte dem hver dag for at udnævne nye give og fratage dem anseelse efter sit eget hoved.
For at klarlægge dette spørgsmål endnu mere vil bemærke, at der i hovedsagen findes to synspunkter til stores vurdering. Deres politik er af en sådan art, at enten helt og holdent knytter deres skæbne til fYrstens ler undgår dette. I det første tilfælde fortjener de, når ikke er grådige, ære og venskab. I det andet tilfælde er to muligheder. Enten er de tilbageholdende på grund forsagthed og mangel på mod, og da må fyrsten ben sig af dem, særlig af dem, der er gode rådgivere, da d gode tider erhverver ære og ikke kan blive farlige i dår tider. Men hvis de planmæssigt og af ",rgerrighed und at binde sig, er det tegn på, at de tænker mere på sig end på fyrsten; dem skal herskeren vogte sig for og fry som åbenbare fjender, da de i ulykken vil hjælpe med t styrte harn.

NIENDE KAPITEL
Omfolkefjrster.

/ - :>:
1/

Vi kommer nu til den anden mulighed: at en borger ikke ved forbrydelser eller utålelige voldshandlinger, men ved sine medborgeres gunst bliver herre i sin fødeby. Sådan en mand kan man kalde en folkefyrste; at blive dette for­ udsætter ikke rent held eller evner, men snuhed og ly~.
Folkefyrste bliver man ved folkets eller de stores gunst. I enhver byer der to hinanden modsatte strømninger, hvis da ikke folket lader sig beherske og undertrykke. Disse to hinanden modsatte tendenser fører til tre folkelige resul­ tater: til enevælde, til frihed eller anarki. Enevælde bliver skabt af folket eller af de store, alt efter som det ene eller det andet parti har brug for den. Når de store opdager, at de ikke er i stand til at yde tilstrækkelig modstand imod folket, samler de al anseelse omkring en af deres midte og gør ham til fyrste, for derefter i ly af ham at kunne til­ fredsstille deres lyster. Og det samme gør folket, når det mærker, at det ikke kan stå sig imod de store, i håb om at fmde en mægtig beskytter i en sådan fyrste. Den, der nåe­ de fyrstevældet ved de stores hjælp, har vanskeligere ved at bevare magten end den, der blev fyrste ved folkets hjælp, fordi han som fyrste er omgivet af mange, der reg· ner sig for jævnbyrdige, og som han derfor ikke kan lede og beherske efter sit eget forgodtbefindende. Men den, der blev fyrste ved folkets hjælp, har ingen eller i alle til­ fælde få omkring sig, som ikke er parat til at adlyde. End·
42

....... "......

•...

-

•..

'

..

'

.

Derfor må den, der bliver fyrste ved folkets gunst, be­ vare dets venskab, og dette er ikke vanskeligt, da folket ikke ønsker andet end beskyttelse mod undertrykkelse.
Den, der Imod tolkets vilje, men ved de stores gunst, bli­ ver fyrste, må fremfor alt søge at vinde folket for sig, hvilket ikke vil blive vanskeligt, når han tager det under sin beskyttelse, Når mennesker modtager velgerninger fra en, fra hvis side de kun har ventet ondt, slutter de sig i stærk taknemmelighed til ham, endda mere oprigtigt, end hvis det var ved folkets gunst, han havde nået herredøm­ met, Der er mange måder, hvorpå fyrsten kan vende fol­ ket, men da de afhænger af forholdene, og da der derfor ikke kan gives nogen bestemt regel, vil jeg forbigå dem her, Jeg vil kun sige så meget, at en fyrste skal have folket til ven, da han ellers står uden hjælp i ulykkestider, Nabis,
Spartas konge, modstod angrebet fra hele Grækenland og en sejrsvant romersk hær; han forsvarede sin fødeby og sit rige imod dem og behøvede i farens stund kun at sikre sig mod enkelte modstandere. Men havde han haft folket til fjende, ville dette ikke have været nok. M,an må ikke bekæmpe min anskuelse med det gængse ordsprog: Den, der bygger på folket, bygger på sand Dette er rigtigt, nå~ en almindelig borger regner med folket og tror, at det vil befri ham, når han lider overlast af sine fjender eller af myndighederne. I et sådant tilfælde vil han opleve mange skuffelser, som graccherne i Rom og Giorgia Scali i Fi­ renze!, Men når en fyrste - der er vant til at byde, som er tapper, som har mod i farens stund, som ikke forsømmer de nødvendige forholdsregler, og som holder mod i fol­
1. Blev henrettet den 17. januar 1382.

44

ket ved egen ånd og vilje - stoler på folket, bliver han al drig skuffet, men vil tværtimod finde, at han har bygge

på fast grund'
Disse troner plejer at komme i fare, når de er i gan med at gå bort fra folkefyrstevældet og over til enevælde
Fyrsterne styrer enten selv staten, eller de styrer den gen nem embedsmænd I det sidste tilfælde er deres stilling me re svag og ret farlig, da de er fuldstændig afhængige af d borgeres gode vilje, der står for embederne. De kan, sæ lig i uheldige tider, let styrte fyrsten ved åben modstan eller ved ligegyldighed i embedet Men fyrsten vil i faren stund ikke evne at overtage eneherredømmet, da borge ne, som er vant til at modtage ordrer fra embedsmænde ne, ikke er villige til uden videre at lyde fyrstens befalin ger, og han vil mangle trofaste folk i kritiske tider, En s dan fyrste kan ikke stole på sine erfaringer fra fredelig dage, da borgerne trængte til styret, da de alle var ivrig da alle gav løfter og ville dø for ham, så længe døden v langt borte, Men i nødens stund, når fyrsten har brug f borgerne, findes der kun få. Et sådant forsøg er så meg farligere, fordi det kun kan gøres en gang, Derfor må klog fyrste forstå at indrette sig således, at borgerne al har brug for ham og hans styre; så vil de altid være ha tro. '(

,.

1i.
,
TIENDE KAPI1EL
Hvordan allefyrstevælders kraft skal måles.

i::
I.

:1

Man må ved en undersøgelse af disse fyrstevælders egen­ skaber tage endnu noget i betragtning, nemlig om fyr­
'\ stens magt er så stor, at han i nødstilfælde kan forsvare
[,. sig selv, eller om han behøver andres hjælp og beskyttelse.
For at gø;e forskellen klarere vil jeg tilføje, at jeg regner de fyrster i stand til eget forsvar, der disponerer Over så mange penge eller så mange mennesker, at de evner at opstille en god hær og kan kæmpe med hvem, der end skulle angribe dem. Derimod mener jeg, de fyrster altid trænger til hjælp, som ikke kan kæmpe med fjenden i åben mark, men må flygte bag murene og forsvare sig. Det før­ ste tilfælde har jeg omtalt og vil senere sige det nødvendi­ ge derom ! det andet tilfælde kan der ikke siges andet, end at en sådan fyrste gør bedst i at befæste sin by godt og opgive landet. Den, hvis byer godt befæstet, og sO!TI har optrådt sådan over for sine undersåtter, som det ovenfor er sagt og i det følgende skal siges, ham vil ingen uden Yidere angribe, fordi menneskene altid undgår fore­ tagender, der synes vanskelige; og et angreb på en fyrste, hvis byer velbefæstet, og som ikke har folket til fjende, byder ingen udsigt til et godt resultat. De tyske byer har en udstrakt frihed, har kun lidt opland, lyder kejseren, når de har lyst, og frygter hverken ham eller nogen anden magthaver i deres naboskab, da deres fæstningsanlæg er så stærke, at deres erobring må anses for vanskelig og

langvarig. Alle har velanlagte mure, grave og rige skyts. I de offentlige magasiner er der altid mad, drikke brænde for et år. Desuden har de, for at kunne ernære muen uden tab for det offentlige, arbejdsmuligheder et år i de erhverv, der er byens styrke og liv, og af hv folket ernærer sig. De holder de militære øvelser i høj og har endda mange forordninger for at forbedre dem.
Altså en fyrste, der har en stærk by og ikke gør sig f
) hadt, kan ikke angribes. Og findes der alligevel en an
,!Jer, vil han være tvunget til at trække sig tilbage m skam, da tilstandene er så skiftende her på Jorden modstanderen umuligt kan ligge ledig med sin hær fo belejre ham Man kunne indvende, at folket, der har siddelse uden for murene og ser dem gå op i flammer, tabe tålmodigheden oyer den lange belejringstid og gle me fyrsten. Hertil svarer jeg, at en mægtig og modig ste altid vil overvinde disse vanskeligheder ved snar give sine undersåtter håb om, at ulykken ikke skal v længe, snart indgive dem frygt for fjendens gtusom og behændigt sikre sig dem, der synes ham for frem træ gende. For øvrigt vil fjenden naturligvis hærge og bra skatte landet ved indmarchen på en tid, hvor borgerne begejstrede og parat til forsvar. fyrsten har endnu min grund til at være bekymret, når begejstringen er afkø skaden allerede er sket, lidelserne gennemgået og in hjælp mere mulig, hvorfor undersåtterne knyttes end fastere til fyrsten, da de tror, at han har forpligtelser o for dem, fordi de har tabt hus og jord for hans sk
Menneskene er skabt således, at de ydede velgemin forpligter lige så meget som modtagne. Derfor er det, velovervejet, ikke vanskeligt for en klog fyrste at op

46 l __

holde indbyggernes mod i begyndelsen og under belejrin­ gens senere forløb, når han ikke mangler levnedsmidler og våben.
ELLEVTE KAPITEL
Om gejstligefyrstevælder.

Der er nu kun tilbage at tale om de gejstlige fyrstevæld
Her kommer vanskelighederne før erhvervelsen da

,i

.

"

48

erhverves enten ved held eller dygtighed, men bevar uden nogen af delene. De støtter sig nemlig på urgam hellige traditioner, der er så mægtige, at de bevarer tr nen, ligegyldigt hvordan fyrsten lever og handler. De de eneste herskere, der har stater og ikke forsvarer de og undersåtter uden at regere dem; men staterne fratag dem ikke, selvom de er uden beskyttelse, og borger bryder sig ikke om, at de ikke regeres, de hverken kan ler vil løsrive sig. ~r fyrster nyder sikkerhed lykke. lien da de er underkastet højere love, som d menneskelige forstand ikke kan fatte, vil jeg ikke omta dem yderligere. Da det er Gud, der ophøler o bevar dem, ville det være anmassen e og orvovent at bedø me dem. Jeg vil kun behandle spørgsmålet om årsagen at kirkens verdslige magt har haft en sådan fremgang, de italienske magthavere før Alexander, og ikke kun virkelige magthavere, men enhver lille baron og her ringeagtede kirkens magt, mens nu en konge af Frank skælver for den, og paven er i stand til at drive ham ud
Italien og tilintetgøre venezianerne. Selvom udvikling er kendt, synes det mig ikke overflødigt at tilbagekal hovedtrækkene i hukommelsen.
Inden kong Karl VIII af Frankrig kom til Italien, v

herredømmet over landet delt mellem paven, venezianer­ ne, kongen af Napoli, hertugen af Milano og florentiner­ ne. Disse magter l havde væsentlig to ting at tage vare på: for det første, at ingen fremmed i spidsen for en væbnet magt rykkede ind i ltalien, og for det andet, at ingen af dem selv udvidede sit rige. Deres største bekymring var paven og venezianerne. For at ængste venezianerne måtte de andre holde sammen, som ved forsvaret af Ferrara, og for at holde paven i skak benyttede de sig af Roms baro­ ner. Da disse var splittede i to partier, orsinierne og co­ lonnaerne, var der altid anledning til stridigheder, og ved at stå med våben i hånd over for hinanden under pavens øjne svækkede de hans magt. Selvom der fra tid til anden kom en handlekraftig pave, som Sixtus 2, formåede han trods held og evner ikke at få tingenes misforhold rettet op. Det var deres korte regeringstid skyld i. I de ti år, som en pave endnu havde at leve i, lykkedes det ham næppe at kue det ene af partierne. Hvis f.eks. en pave næsten havde knækket colonnaernes magt, så var hans efterfølger sik­ kert en fjende af orsinierne. Derfor genoplivede han co­
Jonnaernes magt uden at have tid til at gøre det af med .' orsinierne. Sådan kom det, at pavens verdslige magt kun havde ringe anseelse i Italien. Da kom Alexander VI, der som ingen af sine forgængere viste, hvilken overlegenhed en pave kunne tilkæmpe sig med penge og våbenmagt; han udrettede ved Cesare Borgias hjælp og den lejlighed, franskmændenes indrykning bød ham, alt det, som jeg

ovenfor har skildret under hertugens gerninger. Hvi hans hensigt var at gøre ikke kirken, men hertugen stor kom det, han udførte, alligevel kirken til gode, som efte hans død og hertugens undergang høstede frugterne a hans arbejde. Således var kirkestaten mægtig ved Julius tiltræden; hele Romagnaen var kirk~ns, de romerske ba roner var undertrykkede, og partiernes magt var splitte af Alexander VI. Endvidere var der skabt nye pengekil der, der ikke var kendt før ham. Julius II fortsatte ikke ale ne denne politik, men udbyggede den også: Han beslutte de at vinde Bologna, at bryde venezianernes magt og for drive franskmændene fra Italiens jord. Og alle disse fore tagender lykkedes for ham, til så meget mere hæder fo ham, som han gjorde alt for at udbygge kirkens og ikke e enkelts magt. Orsiniernes og colonnaernes partier hold han som sin forgænger i stramme tøjler, og selvom de nok var anledning til stridigheder, var der to grunde til a bevare freden; for det første kirkens magt, og for det an det den kendsgerning, at de ikke havde nogen kardinale der var de egentlige årsager til deres stridigheder. Kard nalerne fremmer i Rom og andre steder partivæsenet, o baronerne er tvunget til at forsvare dem, således at præl ternes ærgerrighed skaber splittelse og oprør blandt baro nerne. Således fandt Hans Hellighed Pave Leo kirken magt på sit højeste, og hvis hans forgængere havde gjo den stor ved krigsgerninger, så kan man håbe, at han ve sin godhed og sine utallige andre dyder vil gøre kirkest ten overordentlig stor og ærværdig'.

1. 1482 dannedes der en liga til forsvar for Ercole d'Este mod venezianerne af Sixws'IV, Kong Alfons af Napoli, Lorcnw il Magnifico, Ludovica Sfor­

z.

Z.Sixtus IV, 1471-1484.

50

1. Leo X, opr. Giovanni Medici, søn af Lorenzo il Magniflco og siledes yn re broder til Pietro, blev pave t 513.

:

TOLVTE KAPITEL

On/ftrskellig< arter stridskræfter og on/lejetropper.

Efter at jeg nu i alle enkeltheder har drøftet de fyrstevæl­ ders egenskaber, som jeg fra begyndelsen foresatte mig at behandle, og har klarlagt årsagerne til deres blomstring og forfald, og endvidere har påvist de metoder, ved hvis hjælp mange har forsøgt at erobre og bevare dem, står der nu kun tilbage at omtale mulighederne for angreb og forsvar, der kan tænkes i de nævnte fyrstevælder. Vi har ovenfor sagt, at et fyrstevælde først og fremmest må have en god grundvold, og de bedste grundvolde er gode love og en god hær. Da de gode love kun kan bestå der, hvor \ der fIndes en stærk hær, og da der, hvor der fIndes gode hære, må være gode love, vil jeg undlade at beskæftige mig med lovene og kun tale om hærvæsenet.
Den hær, hvormed en fyrste forsvarer sin stat, er enten

i:
I

I
,
;

'ii

i

i!
"

I,
!
I'I

hans egen eller består af lejetropper, af hjælpetropper, el-' ler af blandede tropper. Leje- og hjælpetropper er til ingen nytte og farlige, og den, der støtter sig på lejede tropper, vil aldrig leve længe og aldrig være tryg. De er splidagti-. ge, magtbegærlige, uden tugt, upålidelige, tapre mod ven­ ner og feje mod fjender, de er uden gudsfrygt og uden tro mod mennesker. Undergangen udebliver kun så længe, som der intet angreb kommer, i fredstid bliver landet plyndrer af dem, i krigstid af fjenden Grunden hertil er,

at de ikke føler kærlighed til noget, og der er ikke andet til

at samle dem omkring fanen end lidt sold, der dog ikke

52

kan få dem til at være rede til at ofre livet for fyrsten. D vil gerne være fIne soldater, så længe der ikke føres kri men kommer krigen, vil de flygte eller rømme. Det burd ikke falde mig vanskeligt at overbevise alle om rigtigh den af dette, da Italiens øjeblikkelige forfald ikke har n gen anden årsag, end at landet har stolet på lejetroppe mange år. Den cnc eller den anden stat skylder dem no tak for et godt resultat, og de synes kække, når de slås in byrdes. Derimod viste de deres sande natur, da fjend kom, således at Karl VIII af Frankrig kunne erobre Ita en med kridt i hånden'. Og hvis der er nogen, der h sagt, at det er vore synder, der er skyld deri, så havde h ret, men det var ikke de synder, han mente, men de, j har nævnt, og da det er fyrsternes synder, har de og måttet bøde for dem.
Jeg vil endnu nøjagtigere vise, hvor uheldige disse le tropper virker. Lejetroppernes fører er enten en frem gende mand eller ikke. I det første tilfælde kan fyrst ikke stole på ham, da han altid vil stræbe efter person magt ved enten at ødelægge sin herre eller, mod hans v je, andre. Er han ikke dygtig, fremkalder han fyrstens u dergang på den almindelige måde. Indvender man, at d der har våben i hånden, vil handle ens, lejesoldat el ikke, vil jeg svare, at tropperne enten tjener en fyrste el en republik. Fyrsten må selv deltage i krigen og overta førerens stilling; republikken må sende en af sine borge viser denne sig uduelig, bør han afsættes, er han en fre ragende hærfører, bør han holdes i tømme ved love hjælp. Erfaringen viser også, at eneherskere og væbne

L Almindeligt bruge vending. henviser til det kridr, hærens kvarter b afmærker med

i~ ii I,
'I

,I li il il i'Ii,l

Il
II
Il
"

1:

republikker opnår store resultater, mens lejetropper al­ drig anretter andet end skade. Endvidere kommer en re­ publik med egne våben ikke så nemt under en borgers herredømme som den, der har fremmede tropper. Således var Rom og Sparta fri i århundreder. Schweizerne er me­ get krigeriske og fuldsrændig frie. Et eksempel på leje troppernes væsen i oldtiden har vi i karthagenerne, som i deres første krig mod romerne næsten blev tilintetgjort af deres egne lejesoldater, selvom deres egne medborgere var befalingsmænd. Filip af Makedonien blev efter Epa­ minondas død udnævnt af thebanerne til øverstbefalende over deres tropper og berøvede dem friheden efter sejren
Borgerne af Milano hvervede efter hertug Filippos død
Francesco Sforza mod venezianerne. Han besejrede fjen­ den ved Caravaggio og sluttede sig sammen med dem for at underkue sine herrer, Milanos borgere. Da hans fader,
Giovanni Sforza, stod i dronning Giovanna af Napolis sold, lod han hende pludselig tilbage uden våben, så hun for ikke at tabe sit rige var nødt til at kaste sig i armene på kongen af Aragon. Når venezianerne og florentinerne kunne udbygge deres magt ved lejetroppernes hjælp, og' deres hærførere alligevel ikke har revet herredømmet til sig, men forsvarede det, så kan jeg kun sige, at florenti­ nerne har haft heldet med sig i dette tilfælde. Af de frem­ ragende hærførere, som de havde anledning til at frygte, er der nogle, der ikke sejrede, nogle, der mødte modstand, mens de øvrige fandt andre mål for deres ærgerrighed.
En, der ikke sejrede, var Giovanni Acuto, hvis troskab man derfor ikke kunne prøve. Men enhver vil indrømme, at han havde holdt Firenze i sin hånd, hvis han havde sej­ ret. Sforza havde altid Braccios parti imod sig, så de be-

54

vogtede gensidigt hinanden. Francesco rettede sin ærger righed mod Lombardiet, Braceio mod kirkestaten o kongeriget Napoli. Men lad os komme til et tilfælde fr for kort tid siden. Florentinerne havde udnævnt Paol
Virelli til deres hærfører, da han var en meget klog mand der som almindelig borger havde opnået stor anseels
Hvis han havde erobret Pisa, er der ingen, der vil nægt at florentinerne havde været tvunget til at underkast, si ham; gik han i deres fjenders tjeneste, var de fortabt. Vil de beholde ham, måtte de lyde. Betragter man venezia nernes gode resultater, vil man se, at deres foretagende forløb gnidningsløse, så længe de selv førte krig - og de var tilfældet, før de begyndte krigsforetagender til land dengang kæmpede både adelen og det bevæbnede fol med stor tapperhed. Men da de begyndte at føre krig p fastlandet, opgav de denne udmærkede vane og fulgte it liensk skik. I den første tid af magtudvidelsen til land havde de, på grund af deres små besiddelser der og dere store ry, ikke meget at frygte fra deres generalers sid
Men da de fortsatte udvidelsen under Carmagnuola, f de fejlenes følger at mærke. De anerkendte ham som e strålende hærfører - da de under hans ledelse havde slå hertugen af Milano, men på den anden side bemærked de, hvor afkølet hans iver var, og mente derfor ikke læ gere at kunne sejre med ham. De hverken kunne eller v le afskedige ham, for ikke atter at tabe de nye erobringe
De så sig derfor nødsaget til at dræbe ham for at være p den sikre side. Hos deres senere generaler, Bartolom fra Bergarno, Roberto fra San Severino, greven af Piti liano og andre, måtte de kun frygte nederlaget, ikke s ren. Således gik det også ved Vaila, hvor de på en dag ta

I

!

,'.

:j
,
'i

l
"

:!

i! d i,

I

i.

'0.0

,.'u(l.. , ,,

e ar stort antal so ate!.

et var kommet så vidt,

man l en hir på 20.000 mand ikke havde 2000 fodfol
Endvidere havde de været meget emsige for at spare s for møje og frygt ved ikke at dræbe hinanden i fægtni gerne, men at lade sig tage til fange uden sværdslag. Bele ringstropperne stormede ikke om natten, de belejrede f retog ingen udfald. De omgav ikke lejren hverken m palisader eller grøfter, og gik ikke i krig om vinteren. A dette var tilladt efter krigsreglerne, og som allere nævnt indført af dem selv for at undgå farer og besvæ
Således bragte de Italien skændsel og trældom.

1. Skabre de første ren-italienske lejecropper.

56

i.

i:

ernære et større. Derfor indskrænkede de sig til tterie hvorved de kunne ska fe sig livsophold og ære med

te alt det, som de i 800 år havde erobret under stort beo svær. Det ligger i lejetroppernes væsen, at deres frem­ skridt er små, tager lang tid og er meget usikre, men at deres tab er pludselige og uhørte. Da jeg nu med disse ek· sempler er kommet til Italien, hvor lejetropper har her­ sket i mange år, vil jeg betragte dem fra en endnu højere synsvinkel, fordi man på grund af kendskab til deres oprindelse og udvikling bedre kan bøde på ulykken.
Man må her huske på, at Italien - så snart kejserens magt blev svækket og paven opnåede større verdslig magt - splittedes i en række stater. Mange af de rige byer greb til våbnene mod adelen, der tidligere, støttet afkejse­ ren, havde undertrykt dem Kirken begunstigede dem i deres bestræbelser, for at udbygge sin egen verdslige magt. I mange andre byer blev en borger fyrste. Således var næsten hele Italien og nogle enkelte republikker i hånden på kirken, og da præsterne og borgerne var vant til våbentjeneste, begyndte de at hverve fremmede. Den første, der hjalp disse tropper til anseelse, var Alberigo fra
Conio i Romagna '. Fra hans skole udgik bla. Braccio og
Sfor"a, der i deres tid bestemte Italiens skæbne. Efter dem kom alle de andre, der indtil vore tider har ledet lejetrop- , perne. Resultatet af dere. tapperhed er, at Italien blev hærget af Kar!, plyndret af Ludvig, underkuet af Fernan· do og skændet af schweizerne. Deres krigskunst bestod først og fremmest i, at de, for selv at opnå større anseelse, berøvede fodfolket dets anseelse. Uden jordbesiddelser og tvunget til at leve af krigshåndværket kunne de ikke ska· be sig nogen anseelse med et ringe antal fodfolk og ikke

u.'.....'o "...

u' ..'............

'.'.'00"

I ~

~

.•••••

• • • . • . • • ." • • • • • • • • • •,

",......

.

,...

,·,··

TRETTENDE KAPITEL
Om hjælpetropper, blandede og egne tropper.

'i

;1

II

,i

,!

li,

I

Man kan tale Om hjælpetropper, den anden art unyttige tropper, en fyrste erhverver sig, når han henvender sig til en anden magt for at få stridskræfter til hjælp og beskyt­ telse. Et eksempel fra den nyeste tid er pave Julius, som, efter at han havde gjort dårlige erfaringer med sine leje­ tropper i kampen mod Ferrara, tyede til hjælpetropper ved at slutte overenskomst med kong Fernando af Spani­ en, hvorefter denne skulle sende sine tropper til hjælp. Så­ danne hjælpetropper kan være både brugbare og dygtige, men skader altid den, der må tilkalde dem. Taber de, er også han fortabt; sejrer de, er han 1 deres ma . Selvom o dtidens historie er ful af eksempler herpå, vil jeg allige­ vel holde mig til pave Julius' tilfælde, da det endnu er i frisk erindring. Hans beslutning var ugennemtænkt, da han for at få Ferrara gav sig fuldkomment i fremmed" hænder. Men til hans held opstod der en helt anden løs:

ning, således at han ikke fIk sine forkerte handlingers føl­

ger at føle. Efter at hans hjælpetropper var slået ved Ra­ venna, kom schweizerne til og jagede, mod hans og en­ hver andens forventning, sejrherren bort. Således kom han hverken i sine ~enders eller hjælpetroppernes vold, da de førstnævnte var slået på flugt, og han ikke havde sejret ved de sidstnævntes våben. Florentinerne, der selv var aldeles våbenløse, førte 10.000 franskmænd mod Pisa for at erobre den, og kom derved i større fare end nogen

58

II

Il

z:

(

.

sinde i deres værste trængselstid l. Kejseren af Konstan nopel sendte, for at værge sig mod naboerne, 10.000 t kere ind i Grækenland Da krigen var afsluttet, nægte de at drage bort igen; og det var begyndelsen til Græke lands trældom under de vantro. Den, der altså ikke på n gen måde ønsker at sejre, kan benytte hjælpetropper, de er langt farligere end lejetropper. Med hjælpetropper din undergang en sikker sag, de er enige og vant til lyd hed mod en anden; lejetropper derimod behøver, når har sejret, mere tid og bedre anledning for at blive farli aa de ikke danner nogen enhed og er hvervede og bliv betalt af fyrsten. Også en tredje, der af fyrsten er udpe til deres fører, kan ikke øjeblikkelig få så stor indflydel at han kan skade. Kort og godt: ved lejetropperne er fejheden, hos hjælpetropperne er det tapperheden, m må frygte. En klog fyrste vil derfor altid undgå sådan tropper og kun benytte sine egne; han ville hellere ta med egne end vinde med fremmede våben i erkendels
,af; at en sejr, der er opnået med fremmede våben, ikke nogen virkelig sejr. Jeg har aldrig betænkeligheder ved anføre Cesare Borgia og hans gerninger. Hertugen træn te ind i Romagnaen med hjælpetropper, idet hans hær h og holdent bestod af franskmænd Med dem erobrede h
Imola og Fodi Men da han ikke anså disse tropper for være pålidelige, erstattede han dem med lejetropper, d var mindre farlige, og hvervede Orsini og Vitelli. Da h også anså deres anvendelse for usikker og farlig, afskaf de han dem og skabte sin egen hær. Man kan nemt m forskellen mellem begge arter af stridskræfter, når m

1. Efter et resultatløst angreb udbrød der mytteri blandt tropperne, de slut deserterede.

:
,
il li I

iI
I
l

tænker på forskellen i hertugen's anseelse dengang, han kun havde franskmændene, og senere, da han benyttede orsinierne og vitellierne, og sidst, da han stolede på sine egne tropper og sig selv. Man vil se, at hans anseelse stadig steg, og han blev ikke virkelig agtet, før enhver så, at V han var fuldt ud herre over sine tropper.
Jeg ville helst indskrænke mig til de nyere italienske ek­ sempler, men vil dog ikke forbigå Hieron af Syrakus, da jeg allerede hat nævnt ham ovenfor. Da han, som allerede sagt, blev udnævnt af syrakusanerne til deres hærfører, så han omgående, at lejehæren ikke duede, fordi førerne lig­ nede italienske kondottierer. Men da det både syntes ham umuligt at beholde dem og at afskedige dem, lod han derri alle hugge ned Derefter førte han krig med egne og ikke med fremmede tropper. Jeg vil også minde om en skikkel­ se i det gamle testamente, som passer her. Da David til­ bød at kæmpe med filisteren Goliat, der havde udfordret israelitterne, gav Saul ham sine egne våben for at opmun­ tre ham. Men så snart David havde dem på, afslog han dem og sagde, at med dem kunne hans kræfter ikke ud­ nyttes fuldkomment, og at han ville møde fjenden med slyngen og sin kniv. Kort sagt: en fremmed rustning er enten for vid eller tung, eller ogsa for snæver for dig.
Da Karl VII, faderen til Ludvig XI, ved held og evner

havde befriet Frankrig fra englænderne, indså han nød­ vendigheden af at skaffe sig egne tropper og oprettede i sit rige kompagnierne Gens d' Armes og fodfolk. Hans søn, Kong Ludvig, afskaffede senere fodfolket og indfør­ te hvervningen af schweizerne. Denne fejl, som hans ef­ terfølgere fortsatte, er, som tilstandene klart viser, årsa­ gen til den fare, der truer Frankrig. Ved at give schwei­

n

!

i:

I:,
,I

l
:1
:'r

:

'b..

~ ..

I

i

!

:\

'

zerne anseelse forringede kongen sine egne troppers vær­ di Fodfolket er opløst og rytteriet afhængig af fremmede tropper, da de er vant til at kæmpe med schweizerne og ikke tror at kunne sejre uden dem. Deraf kommer det, at franskmændene ikke' kan klare sig over for andre. Den franske hær er altså sammensat af lejetropper og landets soldater. Disse to patter sammen er meget bedre end ene hjælpetropper eller lejetropper, men meget dårligere end egen hær. Dette eksempel kan være tilstrækkeligt; Frank­ rig ville være uovervindelig, hvis Karls indretning var bibeholdt og udbygget. Men mennesker indfører med de­ res ringe forudseenhed nydannelser, fordi de for øjeblik­ ket ser ud til at bringe fordele, og fordi de ikke ser den skjulte gift, som jeg allerede ovenfor har omtalt.
Derfor er en fyrste, som ikke ser ondet i dets vorden ikke virkelig klog; og en sådan forudseenhed er kun give
~ Undersøger man årsagen til romerrigets forfald, vi man se, at hvervningen af gotherne var begyndelsen ti sammenbruddet 1. Fra det øjeblik begyndte kræfterne i de romerske rige at slappe af, og i samme gtad romerne svækkedes, forøgede gotherne deres kraft. Jeg komme derfor til det resultat, at en fyrste uden hær aldrig er sik ker, tværtimod er han helt afhængig af lykken, da han ikk ejer noget magtorgan, der kan bruges til forsvar i nødstil fælde. Altid var det de vises mening og tale, at intet var s svagt og foranderligt som den magts ry, der ikke støtte af egne stridskræfter. Egne tropper er de, der er dannet a undersåtter, medborgere eller fyrstens tjenere. Alt ande er leje- eller hjælpetrop,.,pr. Den rigtige måde at organise

n

Ll

1. Undet kejserne Va.lens (376) og 1 r,waosius (382).

6

60

11

",-_-,~o., -.-'C-."''-.~

_'

,- _".

'",,,,,,--- 'CO -~--,.- .--.

,o,

"".~""_"'".,

- - - - - - - - - - - - - - .--==-

=,,---.~

--­

__'

__
_'C'-.~,-

._,_'''''_"_-_-O'''',.-_,~,-"'"'-.'=,.".

~-

__".,-',"'_._ ._,__,, __,_,_,_

__. __

~_~'-_.".,-

,I
I

I

re sine tropper på er let at finde, når man gennemgår de

ovennævnte herskeres fremgangsmåde og for øvrigt iagt­

tager, hvordan Filip, Alexander den Stores fader, og man­ ge andre fyrster og republikker har skabt deres hær. Jeg henviser i et og alt til deres eksempel

FJORTENDE KAPITEL

Om enfyrstes militære opgaver.

I

I ii "

,

,

I
,

i

il

.

En fyrste må altså ikke have noget andet mål, ikke nogen anden tanke, ikke interessere sig for andre ting end kri­ gen, dens regler og forudsætninger. Dette er den eneste kunst, der passer til en fyrste, o den har så stor bet d­ ning, at en ikke alene sikrer de fødte fyrster deres rettig­ heder, men mange gange hæver en mand fra borger til fyrste. Omvendt kan man også se, at fyrster, der mere tænkte på livsnydelse end på dygtighed i krigen, mistede deres rige. At foragte krigskunsten er begyndelsen til ri­ gets forlis; den bedste metode til at vinde et rige er at være mester i denne kunst. Francesco Sforza hævede sig fra borger til hertug af Milano, fordi han var øvet i krigs­ håndværket; hans efterkommere blev fra hertuger privat­ mænd 1, fordi de skyede soldaterlivets besværligheder.
Bortset fra alle andre uheldige sider, som manglende krigsdygtighed fører med sig, skaber den ringeagt, noget enhver fyrste må vogte sig for. En bevæbnet lader sig slet ikke sammenligne med en ubevæbnet, og man kan ikke vente, at den bevæbnede skal vise lydighed Over for den ubevæbnede, og at den ubevæbnede skal føle sig sikker mellem bevæbnede tjenere. Da disse foragter ham, og han står mistroisk over for dem, kan de umuligt samarbejde på rette måde. Til alle de øvrige uheldige sider kommer
1. Sønnen Lodovico il Moro tabte i året 1500 Milano eil Ludvig de i fransk fangenskab i 1510.

62

xn og dø~
63

"""~""'~"""."'--="_'_

.

-,"-_=.~·.Co'~,_-

",,",,_,.~.

,,,,,,.,,.=---~,,_.,,,

.._.,"

-,-,- .. __ ..

,

:,

der som nævnt, at en fyrste, der ikke forstår krigshånd­ værket, ikke har sine soldaters agtelse og ikke kan stole på dem. Han må derfor aldrig have andet i tankerne end krigsøvelser, og endda mere i fredstid end i krigstid. Det­ te kan gøres på to måder. ved handlinger og ved studium.
Hvad det første angår, må han foruden at holde sine sol­ dater i tugt og øvelse dyrke jagten og på denne måde vænne sin krop til besværligheder. Han må også studere forskellige egnes natur, bestige bjerge, undersøge floder­ nes beskaffenhed, hvordan dalene løber ud, hvorledes sletterne strækker sig og sumpenes karakter, og han må anvende stor omhu på dette. Et sådant kendskab har to nyttige sider. for det første kommer han til at kende sit land og forstår sig derved bedre på dets forsvar, og for det andet vil han ved kendskab til sit eget land bedre fin­ de sig til rette i andre lande, som han måtte få at udspejde.
Højene, dalene, sletterne, floderne og sumpene i Toscana
f.eks. har en vis lighed med dem i andre provinser, således

at den, der kender terrænet i en provins, let kan slutte sig til forholdene i de andre landområder. En fyrste, der ikke har denne erfaring, mangler den vigtigste forudsætning for at være hærfører; thi kun på denne måde lærer man at' ~ finde fjenden, at finde en heldig lejringsplads, at bestem­ me marchretningen, at vælge kamppladsen og at omringe en fæstning på den mest fordelagtige måde. Arkæernes fyrste, Philipaemen, berømmes af historieskriverne først og fremmest, fordi han i fredstid aldrig tænkte på andet end krigens taktik. Tog han med vennerne en tur gennem landet, standsede han tit og diskuterede med dem: H vis fjenden stod på den høj, og vores hær stod her, hvem hav­ de så den gunstigste stilling? Hvordan skulle vi forfølge

I

I
I

l i ,

i
,
ri­

;I
:j

il

!i
,I

:I

:1

li

I

64

~'\
~~

..

_,_~

"_o_=e=-_,,,,,.

=C="-=-O-~C'

ham? Sådan forelagde han dem undervejs alle de situatio ner, som en hær kan komme i; hørte deres mening, udtal te sin egen og begrundede den. Kort sagt: i følge disse sta dige overvejelser kunne der ikke tænkes nogen situation krigen, hvor han ikke kendte en udvej.
H vad krigens åndelige forberedelse angår, må fyrste studere historien og betragte fremragende mænds gernin ger, se hvorledes de handlede i krigstider, undersøge årsa gerne til deres sejre og nederlag, for at undgå de sidste o efterligne de første. Først og fremmest må han følge tidl gere tiders store mænds eksempel, som valgte sig en fortidens berømte helte til forbillede og altid holdt sig d res handlinger og deres optræden for øje. Sådan sk
Alexander den Store have efterlignet Akilles, Cæsar Ale ander, Scipio Cyros_ Enhver, der læser Xenofons levned beskrivelse af Cyros, vil se af Scipios levnedsløb, hv meget denne efterligning hjalp ham, og hvor nøjagti han i retskaffenhed, vennesælhed, menneskelighed gavmildhed har rettet sig efter det, Xenofon beretter o
Cyros. Sådanne principper må en klog fyrste følge, og h må aldrig være ledig i fredstid, men flittigt benytte tid til at samle kapital, som kan bruges i farens stund, så lykken, når den vender sig, finder ham parat til modstan

i,

il

gerrig (avaro) efter vort sprogbrug også omfatter den skyr at udnytte sine besiddelser. En kaldes ødsel, en dig, en grusom, en mild, en troløs og en tro, en kvin tig og lidt af en kryster, en anden stærk og modig. En ses for venlig, en for hovmodig, en for udsvævende for tilbageholdende, en for redelig, en for snu, en hård, en for elskværdig, en for alvorlig, en for letsin en for vantro osv. Enhver vil naturligvis indrømm det var prisværdigt, hvis en fyrste kun havde de a opremsede egenskaber, der gælder for gode. Men da m neskets natur nu engang ikke tillader, at man besi dem og altid udnytter dem, må fyrsten være klog no at undgå bagtalelse for de fejl, der kan blive farlige hans herredømme. Endvidere hvis det er muligt, de der ikke har de samme konsekvenser. Formår han ikke, kan han uden samvittighedsnag give efter for d
Heller ikke må han undgå bagtalelse af de fejl, uden h ke han vanskeligt kan beholde magten. For alt velove jet findes der egenskaber, som regnes for dyder, men vil fremkalde hans undergang, mens andre derimod, gælder for fejl, skaber sikkerhed og velfærd.

il

"
I

li

FEMTENDE KAPITEL
Hvad der skaffer menneskene og især./jrsteme ros eller dadel.

il

" l' il
!\

il
"

"

i

il

I,
,
!

i

I

l,:

I

I

Der er tilbage at undersøge, hvordan en fyrste skal for­ holde sig over for sine venner. Da jeg ved, hvor mange der har skrevet om dette, frygter jeg at virke anmassende ved også at behandle emnet, særlig da jeg under gennem­ gangen af dette problem afviger fra andres fremgangsmå­ de. Men da det er min hensigt at skrive noget, der kan nytte dem, der forstår mig, synes det mig rigtigere at hol­ de mig til tingenes virkelige tilstand og ikke til fantasibil­ leder. Mange har fremmanet fyrste vælder og republikker, om hvis eksistens man aldrig har hørt. Mellem livet, sam det er, og som det burde være, er der en så stor forskel, at den, der ikke tænker på, hvad mennesker gør, men kun interesserer sig for, hvad de burde gøre, snarere ødelæg­
":
ger end gavner sig selv.
Et menneske, der kun vil det gode, må gå under blandt de mange, der ikke er gode. Derfor må en fyrste, der vil bevare sin magt, være i stand til ikke at være god, ~t anvende det gode eller det ikke gode, eftetsom omstæn­ dighederne kræver det. eg forbIgår altså alle fantasier om en fyrste og holder mig til kendsgerningerne, Her skal da først og fremmest bemærkes, at man tillægger alle mennesker egenskaber, der enten bliver rost eller dadlet. Således anses den ene for at være gavmild og den anden for at være gerrig, da

1

J

66

j

I

I

II'
! :

SEKSTENDE KAPITEL
Om gavmildhed oggerrighed.

I il ilI
'
il

:1

i

li

l

il

'I'

I

il
I

~~

For at begynde med de to førstnævnte egenskaber. Det ville ganske vist være godt at anses for gavmild Men den, der vil gælde for at være det, må være gavm~ld på en så­ dan måde, at det ikke skader ham selv. Øves en som dyd s>g som den burde øves, bliver den ukendt og beskytter ikke mod bagtalelse for gerrighed Den, der vil gælde for gavmild hos mængden, må derfor ikke spare på nogen art af pragtudfoldelse. En sådan fyrste vil ved disse lejlighe­ der bruge alle sine midler, for sluttelig, når han vil beva~e sit rygte, at se sig nødsaget til at trykke folket med over­ ordentlige byrder, inddrive skatter og gøre alt muligt for at skaffe penge. Derved vi! han gøre sig forhadt hos 'sine undersåtter og ringeagtet af enhver, eftersom han bliver fattig. På grund afhans gavmildhed vil også det første det bedste uheld have alvorlige følger, og enhver fare vil ry-. ste hans trone, da gavmildheden kun gavner de få og ska-'" der masserne. Opdager han dette og vi! trække sig tilbage, bagtales han øjeblikkelig for gerrighed Da en fyrste altså ikke kan øve gavmildheden uden at skade sig selv, hvis han da ønsker. at det skal være kendt, så må han, hvis han er klog, ikke frygte for at blive kaldt gerrig. I tidens løb vil han mere og mere blive omtalt som gavmild, hvis folket ser, at han på grund af sin sparsommelighed kan klare sig med sine indtægter, er i stand til at forsvare sig og at gen­ nemføre en krig uden byrder for sine undersåtter. Således

vil han kaldes gavmild af dem, som han ikke fratager get - det er de mange ­ og gerrig af dem, han intet g
- og det er de få. I vor tid har vi ikke set andre ud srore ting end de, der ansås for gerrige; de andre er under. Pave Julius II benyttede sit ry for at være gav til at nå paveværdigheden, men gjorde, for at kunne krig med Frankrigs konge, intet for at bevare det. De kunne han føre store krige uden at udskrive ekstrao nære skatter, da hans langvarige sparsommelighed s ham i stand til at bestride de overordentlige udgifter. nuværende konge af Spanien havde ikke kunnet begy og sejre i så mange krige, hvis han havde været anse gavmild Derfor må en fyrste ikke tage det fortryde! igt op, han kaldes gerrig. Kun på denne måde undgår ha plyndre sine undersåtter; han kan forsvare sig, undgå mod og ringeagte!se og tvinges ikke til grådighed. De fe;! er derfor en støtte for hans herredømme. H vis nø vil sige, at Cæsar opnåede verdensherredømmet ved g mildhed, og mange andre har nået højt ad samme ve vil jeg svare: enten besidder man herredømmer, eller m vil erhverve dem. I det første tilfælde skader gavmildh i det andet er den en nødvendighed. Cæsar hørte til d der ville opnå herredømmet over Rom. Men hvis han ter at have nået sit mål, havde levet længere og ikke skrænket sin gavmildhed, ville han have undergravet egen stilling. Og hvis nogen vil indvende, at man ken mange fyrster, der har udrettet store ting med deres h og alligevel var anset for særdeles gavmilde, så svarer en fyrste forbruger enten sit eget og sine undersåtters ler også fremmedes gods. I det første tilfælde må

68

:i.. '

. . ',n . . . ._".

. .....

I

være sparsommelig. l det andet må han ikke undlade på alle måder at skabe sig et ry for gavmildhed Den fyrste, der går i krig med sin hær og ernærer sig af rov, af plyn­ dring og brandskatning, og i det hele taget bestemmer over fremmed gods, kan ikke undgå at være gavmild, hvis hans soldater skal følge ham. Det, der ikke tilhører clig el­ ler dit folk, kan du bortgive efter eget skøn, som Cyros,
Cæsar og Alexander gjorde det; ødselhed med sit eget skader. Der er intet, der fortærer sig selv så meget som gavmildheden, ved at øve den mister man muligheden for at øve den, og man bliver fattig og foragtet, og for at undgå fattigdommen - grådig og forhadt. Men intet må fyrsten fry~e mere end had og foragt, og gavmildhed for­ årsager dem begge. Derfor viser han større klogskab ved at Ende sig i at få ord for gerrighed, der skaber et dårligt rygte uden had, end hvis han for at blive kaldt gavmild pådrager sig ry for grådighed, der avler vanry og had

II'
II'
I,I'

! i I

J
!i
,I

i

I:
,
,

SYTTENDE KAPITEL
Om grusomhed og mildhed, og om at det er bedre at blive frygte end elsket.

,~ ,

Ved at gå over til de andre førnævnte egenskaber vil jeg bemærke, at en fyrste må tragte efter at blive anset for at være mild og for ikke at være grusom. Dog må han tage sig i agt for ikke at anvende mildheden på en forkert måde. Cesare Borgia kaldtes grusom, men denne hans grusomhed har skabt orden og enighed i Romagnaen og genindført ro og lydighed. Ret beset var han meget mil­ dere end florenrinerne, der for at undgå at blive kaldt grusomme tillod ødelæggelsen af PislOja.
En fyrste, der vil opretholde enighed og loyalitet blandt sine undersåtter, må ikke tage det fortrydeligt op, hvis han bliver kaldt grusom. Nogle enkelte afskrækkende eksempler er mildere end overdreven langmodighed La­ der man uvæsenet gå sin gang, bliver resultatet mord og rov, hvorved hele samfundet skades, mens en af fyrsten forordnet henrettelse kun rammer den enkelte. Endnu mere end for andre fyrster er det for en ny fyrste umuligt at undgl beskyldning for grusomhed, da hans nylig opret­ tede herredømme er udsat for mange farer. Således lader
Virgil Dido undskylde sit styres hårdhed:
Res dura et regni nav/ras me talis cogunt
Moli,im et latrfines rustode tueri.
(Den vanskelige situation og mit herredømmes unge

70

~t

71

."._"'~.'._ ""~"'_ .~,. ,_"''''~,,_,_.'_ ._,. ",' '. _,"",~'_"'C~ . " __•.
'

.

"".-",,~=-'__

'_','C."'''_',

····.~',.->e"'-~

•."C""·,

,=~,,","~.'

~'="'";

'o

,_",,0_0"_"'_'_

'-;0.

_'''' __

,,~..

-'"~-"'_

..

,c._, __"",.,- __

,,~_, ~~'"

"",,,0

.. -""-.~-~,..

-~_._, ...-,-,---­ - ".-

r
I.

alder rvinger mig til sådanne forholdsregler og til en stærk beskyttelse af grænserne.)
Men fyrsten må ikke være for hurtig til at tro alt og til at handle. Han må ikke se farer, hvor der ingen er, han må være tilbageholdende, forsigtig og menneskelig, for at ikke for stor tillidsfuldhed skal gøre ham uagtsom eller for stor mistillid gøre ham utålelig.
Hertil er der knyttet et stridsspørgsmål: om det er bed­

re at være elsket end frygtet, eller omvendt. Svaret lyder,

at det ville være det bedste både at være frygtet og elsket;

men da det er vanskeligt at forene begge dele, er det mere

trygt at være fry et end elsket, når man må give afkald på en af delene. Om mennesker an I a mIn e Ig e sIges så meget, at de er utaknemmelige, vægelsindede og hykle­ riske, fulde af angst for enhver fare og begærlige efter ge­ vinst §.å længe de har fordel af dig, er de dine med liv og
~æL De er parat til at ofre deres liv, deres ejendom, deres blod og deres børn for dig, så længe nøden er langt borte.
Nærmer den sig, gør de oprør. En fyrste, der stoler på de­ res forsikringer og ikke sikrer sig på anden måde, er for­ tabt De venskaber, man erhverver ved betaling og ikke ved sjælsadel, har ikke stor værdi, og man kan ikke regne med dem i nødens stund Menneskene har også mindre skrupler ved at såre en fyrste, der er elsket, end en, der er frygtet Kærlighedens bånd regnes for forpligtelsens bånd, og da menneskene er slette, rives det over ved en­ hver lejlighed, der byder på fordele. Hvorimod frygten opretholdes ved angsten, som aldrig forlader menneske­
~e. Men en fyrste, der vil gøre sig frygtet, må passe på, at han om ikke bliver elsket, så i al fald undgår at blive for­ hadt Man kan godt blive frygtet uden at blive hadet. ~

I.,
I
'1

I

il
I

il

I'

i,.

...

l

I

te vil altid lykkes ham, hvis han undlader at røre borge
Ees og undersåtternes gods og kvinder. Skulle det bliv nødvendigt at straffe en af sine undersåtter med døden kan han gøre det med rolig samvittighed, når han har re ten på sin side, og når offentligheden har samme syns punkt - kun må han ikke røre hans ejendom. Mennesken glemmer hurtigere deres faders død end fortabelsen a fædrenearven Endvidere mangler der aldrig lejlighed t at tilegne sig fremmed ejendom, og den, der først er be gyndt at leve af rov, finder altid en anledning dertiL Om vendt er anledningen til dødsstraf mere sjælden og genta ger sig ikke. Er fyrsten også hærfører og skal styre e mængde soldater, må han ikke på nogen måde sky at bliv kaldt grusom. Uden et sådant ry har aldrig nogen kunne have en enig og slagkraftig hær. Man regner det for en a
Hannibals største bedrifter, at der aldrig opstod stridighe der i hans brogede sammensatte og på fremmed jor kæmpende hære; hverken i lykkens eller ulykkens dage
Grunden hertil kan ikke søges andre steder end i han umenneskelige grusomhed, som i forening med hans øvrigt fremragende egenskaber gjorde ham til soldaterne afgud og skræk. Uden grusomheden havde alle hans for trin ikke været nok til at nå en sådan virkning. Snæversy nede forfattere beundrer på den ene side hans bedrifter mens de på den anden side fordømmer deres vigtigst forudsætninger. At hans øvrige fejltrin ikke havde være tilstrækkelige, kan man se af Scipio, en sjælden mand, ikk kun for sin samtid, men for hele historien. Når hans span
.·ske legioner alligevel gjorde oprør, var hans overdrevn mildhed den eneste årsag, da soldaterne havde mere fri hed, end der kan forenes med militær disciplin. Fabiu

7

i

72

Il

•.

~~-.-=","

'~.""._

''_.,-.•"-,,.-,.

c-"-".",__ --",

c>-""-_.,-,,,~-,._,,,-

._-"",_.,~

,"'~"7-

j[

!:

t':

I:

I'

II

,
,

'(

Maximus angreb ham derfor i senatet og kaldte ham for den romerske krigstugts nedbryder. Da Locris var øde­ lagt af en af Scipios legater, hverken hævnede Scipio byen eller straffede sin legats overmod, alt på grund af sin føje­ lige katakter. Derfor forsvaredes han af en taler i senatet med ordene: »Qer er mange, der bedre forstår at undgå en fejl, end at straffe andres.« Dette karaktertræk havde i tidens løb skadet Scipios anseelse, hvis han havde vist det som fyrste, men da han stod under senatets overherre­ dømme, skjultes denne skadelige egenskab og forhøjede endda hans anseelse.
For at komme tilbage til undersåtternes frygt eller kær­ lighed fastslår jeg til sidst: Da det afhænger af undersåt­ terne, om de elsker, og af fyrsten, om de frygter, må en fyrste stole på det, der står i hans egen og ikke i andres magt; kun må han bestræbe sig for at undgå had

ATIENDE KAPITEL
Hvorvidt enfyrste skal stå ved sit ord.

Hvor prisværdigt det er af en fyrste at holde tro og at handle uden falskhed eller svig, det forstår enhver desto mindre lærer man af erfaringerne, at det i vore er de fyrster, der har udrettet mest, som kun i ringe agtede troskab og forstod at indfange menneskene list for sluttelig at vinde over dem, der holdt på retfæ
\ heden. Man må gøre sig klart, at der eksisterer to slag
~ben: lovens og mwens. De første er karakteristis menneskene, de sidste for dyrene. Men da de første altid slår til, må man ved lejlighed benytte sig af de a
Derfor må en fyrste være i stand til at gennemføre ronen som menneske og som dyr. Denne grundsæ har oldtidens skribenter overleveret fyrsterne i indi form ved at fortælle, at Akines og mange andre af f dens fyrsters opdragelse blev betroet til kentauren ron. At en fyrste får en læremester, som er halvt dy halvt menneske, vil ikke sige andet, end at fyrsten må stå at forene begges egenskaber, og at den ene del kan bestå alene. Da en fyrste altså skal være i stand antage et dyrs egenskaber, må han både vælge ræve
~ Løven er hjælpeløs mod snarer, ræven kan værge sig mod ulvene. Man må være ræv for at k snaren og løve for at skræmme ulvene. De, der ude kende holder sig til løven, forstår ikke tingene.
En klog fyrste må derfor ikke stå ved sit ord, hvis

I ,,,' il' '

I:

"

U-.

74

_. __

__ '_' __ '__"_'

• • • • •