INDHOLDSFORTEGNELSE
Indledning 1
Apartheid – Race adskillelse 2
Ny regering – nye regler 3
International storkapital til landet 4
Rhodesia og Syd – vest Afrika – to ømme punkter 4
Hvordan kunne Sydafrika modstå verdenens pres/embargo 7
Nye tider 7
FN’s indflydelse på Sydafrika 8
Nelson Mandela 11
Konklusion 13
Kildeangivelser 15
Bilag 1 16
Bilag 2 17

Indledning

Min motivation for at skrive denne opgave, kom ved at jeg fik Mandela skrevet af Nelson Mandela i bog, som gave her til jul. Og den har fanget min interesse, og tidligere har jeg også været grebet af racismen der foregik i USA. Og nu senere er interessen faldet på situationen i Sydafrika. Og nu er vi i det 21. århundrede og der er stadig spor fra apartheiden.

I min større skriftlige opgave har jeg derfor valgt at skrive om apartheid.
Jeg vil starte med at kort at beskrive og redegøre for hvad apartheiden indebar og hvilke konsekvenser den havde for det sorte folk i Sydafrika.

Dernæst vil jeg analysere hvordan omverdenen så på Sydafrikas politiker, herunder det pres FN pålagde Sydafrika, med diverse boykots og sanktioner, både økonomisk og kulturelt.

Endeligt vil jeg vurdere Nelson Mandelas rolle og betydning for at, Sydafrika kunne finde tilbage til et Sydafrika hvor race og farve ikke spiller nogen rolle, et Sydafrika der kan modtage internationalt anerkendelse i stedet for internationalt afsky.

Slutteligt vil jeg komme med min egen mening om, jeg nu synes det var godt det økonomiske og kulturelle pres FN og omverdenen lagde på Sydafrika. Endeligt forklare min mening om Mandelas indsats og engagement mod en forenet Sydafrika.

Apartheid – Race adskillelse

Apartheid er det ord som er forbundet til Sydamerika.
Bogstaveligt talt betyder det adskillelse. Apartheid var et system af race adskillelse som var indført i Sydafrika fra 1948 til 1994.
Selvom mange vil mene der havde været raceundertrykkelse i mange år forinden, kom det nu ned til en juridisk ramme, som gjorde at den forsættende økonomiske og politiske dominans fra folk med europæiske rødder fortsatte.

Under apartheid var folk retsligt klassificeret i race grupper. Ordet apartheid [ə.ˈpɑː(ɹ).teɪt] blev første gang brugt i 1917 under en tale af Jan Christian Smuts[1], som senere blev stats minister for Sydafrika. Apartheid er et system af love introduceret af den britiske koloni. Dette resulterede i at de sorte/ikke hvide blev flyttet fra deres land til steder som de hvide havde valgt for dem de såkaldte reservater/’’homelands’’, så de hvide kunne bo for sig selv, uden race forvirring.
Selvom de sorte udgjorde 87 % af den sydafrikanske befolkning, fyldte deres reservater kun 13 % af Sydafrikas areal.
Disse love forhindrede ikke kun de sorte i at bo hvor de ville, men også deres gang mellem distrikterne. Uden et juridisk pas/kort kunne de ikke passere distrikterne. Ydermere havde de sorte ikke lov til at gå på gader i ’’Cape Colony og Natal’’ efter mørket og de var nødt til at gå med dette såkaldte pas/kort hele tiden.

Det praktiserende af apartheid kan ses som en rettighed, storhed og forlængelse af de adskillelses politikker som tidligere hvides kolonier havde grundlagt. Et eksempel er bl.a. ’’Land act[2]’’ som var en lov fra den Sydafrikanske lovgivende myndighed der sigtede mod at regulere afskaffelsen af land som var de indfødtes.

Det er påstået, at den originale ide omkring apartheid var en politisk adskillelse (også kaldt ’’grand apartheid[3]’’) ikke så meget fysisk adskillelse (også kaldt ’’petty apartheid[4]’’).
Et tilfælde, er under anden verdens krig, hvor Smuts regering begyndte at gå væk fra de stive håndhævelser af adskillelseslovene.

Ny regering – nye regler

Optakten til valget i 1948, kørte ’’The National Party (NP)’’ en kampagne omkring dets politik om apartheid. NP vandt knebent over Smuts ’’United Party’’. De formede en koalitions regering sammen med ’’Afrikaner party (AP)’’ under Daniel Francois Malan[5] som leder. Øjeblikkeligt begyndte regeringen at implementere apartheid (’’petty apartheid’’). Love blev vedtaget der medførte at det var forbudt med miksede race ægteskaber, og individuelle blev opdelt efter race, og et speciel komite blev oprettet der skulle afgøre hvilken race man hørte til, til de folk der var tvivlsomme.
’’The group areas act[6]’’ fra 1950 blev hjertet af apartheid, et system der gjorde at man geografisk blev opdelt efter race. ’’The separate amenities act[7]’’ fra 1953 gjorde at der kom separere strande, busser, hospitaler, skoler og universiteter, alle med forskellige kvalitet. De hvides var selvfølgelig de bedste. De sorte var forbydet at bo i de hvides kvarterer, medmindre de arbejdede i byerne, og de sorte der boede i byernes slægtninge, var forbudt adgang til byerne.
I 1954 tog Johannes Gerhardus Strijdom[8] over for Malans position som statsminister, begge fra samme parti NP. Han startede med at tage de få stemmerettigheder der var tilbage hos de sorte. Strijdom havde en del problemer med at få sine love igennem, så tænkte han over hvad han kunne gøre for at få sine love gennemført. Dette medførte at han forøgede appel domstolens dommere fra fem til elleve, og ansatte pro – nationalistiske dommere til at udfylde disse pladser. Dette betød at Strijdom nu havde et overtal i appel domstolen, og nu kunne han få sine love gennemført. Desuden forøgede han også senatet fra 49 til 89 sæder, justeringer blev gjort så NP kontrollerede 77 af disse sæder.

International storkapital til landet

Selvom apartheid var en forfærdelig periode i Afrikas historie faldt apartheiden sammen med den stærkeste økonomiske vækst i Sydafrikas historie. Apartheid agerede på mange måder som et funktionelt system for kontrol af arbejdskraften, og det tillokkede international storkapital til landet og det muliggjorde en alsidig industriudvikling.
Protesterne fra de sorte militante grupper voksede, frem for alt oprøret i Soweto[9] i 1976. Den internationale foragt voksede tilmed, det skabte i slutningen af 1970’erne et kæmpe pres mod regeringen til at ændre de racistiske træk i systemet.
Apartheid blev formelt afskaffet ved overgangen til sort flertalsstyre i Sydafrika i første halvdel af 1990’erne. Nu er de etniske grupper ikke længere formelt opdelt/adskilt med love, men 45 år med apartheid har sat dybe spor i landet og hos indbyggerne og medført, at der stadig eksisterer raceforskelle, på arbejdsmarkedet, i boligområderne, i befolkningens sociale og økonomiske muligheder[10].

Rhodesia og Syd – vest Afrika – to ømme punkter

Rundt omkring i verdenen voksede væmmelsen af apartheid, det isolerede Sydafrika omkring 1960’erne. Over alt i verdenen, kom der anti-apartheid grupper, som arrangerede demonstrationer, handels og sports boykots. Bl.a. i 1966 hvor Verwoerd[11] nægtede at spille en kamp mod Maoris et Sydafrikansk hold, som den New Zealandske rugby organisation havde valgt Verwoerd til at spille imod[12].

Begivenheder i Rhodesia (nu Zimbabwe) og Syd – vest Afrika (Nu Namibia) gjorde Sydafrika endnu mindre populær internationalt, men de nationalistiske politikere nægtede at tilpasse sig og ændre på reglerne.
Baggrunden for Rhodesia (Zimbabwe) er, at de var blevet en britisk koloni i 1890. Det var primært britiske og Sydafrikanere der bosatte sig i landet. I 1923gav Briterne dem et valg om enten at blive en del af Sydafrika eller at blive selvstændig nation med sin egen regering. De valgte at blive selvstændige.
I Starten af 1960’erne var der omkring 240.000 hvide og omkring 4 millioner sorte[13]. I 1953 gik den britiske regering sammen med, Nord Rhodesia, Syd Rhodesia og Nyasaland, og formede Central Afrikanske føderation[14]. Men den britiske regering blev overtalt af de lokale sortes nationalistiske bevægelse til at slutte denne føderation. Det resulterede i at både Nord Rhodesia og Nyasaland fik deres uafhængighed i 1964, som Zambia og Malawi. Syd Rhodesia forventede at få deres uafhængighed i den nære fremtid.

Men den hvide minoritet i Syd - vest Rhodesia (Namibia) havde andre planer. De ville have deres egen regering, uden indflydelse fra de sorte som var majoriteten. Bl.a. fordi Belgien havde givet uafhængighed til Congo og lod de sorte styre landet, et land som ikke var parat til at være uafhængige og dermed udbrød en grusom borger krig. Derfor var de hvide bange for at de samme ville ske i Syd – vest Rhodesia (Namibia). Men den britiske regeringen ville have at, de sorte skulle have en indflydelse.

Dette medførte at hvide i Syd - vest Rhodesia (Namibia) valgte at løsrive sig fra Storbritannien uden samråd med Storbritannien. Denne begivenhed blev kendt som UDI, ’’the Unilateral Declaration of Independence’’[15] det chokerede hele verdenen[16]. Storbritannien og FN deklarerede det til at være ulovligt og anbefalede omverdenen til at lave økonomiske sanktioner. Det inkluderede et stop med olie til landet. Men hvis disse sanktioner virkelige skulle have en effekt på Syd - vest Rhodesia (Namibia), skulle de få Sydafrika til at sanktionere mod Syd – vest Rhodesia (Namibia), da det var fra Sydafrika de fik deres forsyninger. Men Sydafrika nægtede, og fortsatte med at forsyne Rhodesia med varer, fordi den hvide regering i Sydafrika, gerne ville hjælpe sine hvide venner i Syd – vest Rhodesia (Namibia). Ydermere sendte Sydafrika politi op til Rhodesia for at nedkæmpe guerilla krigerne og de sorte nationalister, men det var ikke kun for at hjælpe de hvide venner oppe i Rhodesia, der var også en selvisk tanke bag, da man var bange for hvis Syd – vest Rhodesia (Namibia) væltede ville man være sikker på at Sydafrika var de næste der blev stærkt angrebet af guerillaer og sorte nationalister, og de ville være støttet af FN[17].

I Syd – vest Afrika var situationen endnu værre, Syd – vest Afrika havde været koloniseret af tyskerne fra 1884 til 1914, men under den første verdenskrig, havde Sydafrika overtaget den tyske regering og taget kontrol over området. I 1919 gav ’’League og nations[18]’’ den Sydafrikanske regering i Syd – vest Afrika et mandat, der betød at de ville få lov til at styre Syd – vest Afrika indtil ’’the league of nations’’ mente at landet var klar til at få deres uafhængighed.
Men så i slutningen af 2. verdens krig overtog FN ’’the league of nations’’, og nu forventede den regeringen i Syd – vest Afrika stærkt at, man nu ville få lov til at styre landet, men med en masse protester. Bl.a. indiske protester imod regeringens race politikker, var med til at FN i stedet valgte at, den Syd – vest Afrikanske regeringen, skulle gøre landet parat til dets uafhængighed. Dette var dog det sidste det hvide Sydafrika ville. De ville ikke have en sort uafhængigheds stat som nabo. Derfor gjorde den hvide regering alt i dens magt for at gøre Syd – vest Afrika en del af Sydafrika. Det resulterede i bl.a. at i 1949 kunne alle hvide indbyggere stemme de folketings medlemmer ind de ville. Etiopien og Libyen appellerede til retfærdighedsdomstolen, da Syd – vest Afrika ikke tog hensyn til hele nationen, men kun de hvide, men det slog fejl.
I 1969 erklærede FN at den Sydafrikanske styring af Syd – vest Afrika skulle stoppe. Det store problem for FN var at, Syd – vest Afrika blev styret af hvide uden indflydelse, eller chance for sorte at gøre en forskel.
Selvom forargelsen fortsatte og omverdenen prøvede og prøvede, fortsatte nationalister stadig med at føre deres apartheid politik, de mente ikke at FN havde noget med Syd – vest Afrika (Namibia) at gøre.

Men selvfølgelig reagerede befolkningen på at der nu kom en regering, der bestemte at der skulle være nye love og regler for opførsel, nemlig apartheiden. Derfor blev der oprettet SWAPO[19] ’’the South West African People’s Organisation’’ som en guerilla krig imod Sydafrika i 1966. Krigen imod SWAPO var utrolig dyr for regeringen, der brugte millioner hvert år på at bekæmpe guerillaerne[20]. Sydafrika ville derfor gerne finde på en løsning, uafhængighed, hvis guerillaerne stopper deres krig. Det var ikke før 1988 Sydafrika i overensstemmelse med FN, de aftalte ’’freds plan’’ for landet[21]. Syd – vest Afrika/Namibia fik deres uafhængighed i 1990.

Hvordan kunne Sydafrika modstå verdenens pres/embargo

Sydafrika kunne modstå omverdenen fordi de var så utrolig økonomiske stærke. Mellem årene 1961 og 1970, voksede deres økonomi med omkring 5 til 7 procent hvert år, og nåede hurtigt op på europæiske standarder. Fordi mange forretningsfolk så kæmpe muligheder i Sydafrikansk økonomi, de investerede meget. Sydafrika var et af de største produktionslande af, Guld, platin metal, vanadium, krom malm, aluminium, magnesium malm og diamanter[22]. Det er især krom, magnesium og platin metal der var stor interesse i[23].
Nogle af disse metaller kunne man ikke finde en substituerende vare for, så Sydafrika kunne næsten tage hvad de ville for deres råvarer, den industrialiserende verden havde brug for dem, for at udvikle deres teknologi. Uden disse metaller kunne man bl.a. ikke bygge en bil, tog, olie platform eller kraftværk. Derfor var det svært for virksomhederne at høre efter FN, som gerne ville boykotte Sydafrika helt. Det var ikke fordi virksomhederne gik ind for apartheid for det gjorde de bestemt ikke, de prøvede ligeså stille at få overtalt den hvide regering til at droppe apartheid lovene. Men Sydafrika ignorerede.
Ligesom de kunne ignorere nabolandenes kritik. Fordi nabolandende var utrolig afhængige af Sydafrika. Det var fra Sydafrika de fik mest af deres import, og for de fleste lande var Sydafrika deres vigtigste handelspartner[24].
Den økonomiske succes resulterede i at Sydafrika kunne bruge store summer på militær, og de fik det stærkeste militær i hele Afrika.

Nye tider

I starten af 1980’erne indså regeringen at der måtte ske en ændring. Dette var selvfølgelig set med henblik på guerilla krigene, den internationale fordømmelse og tab af land (Namibia). De hvide fyldte nu også kun 16 % af den samlede befolkning, og dette procenttal var faldene[25],
I 1984 blev de første reformer introduceret. Mange apartheid love blev ophævet, bl.a. ’’the pass law[26]’’. En ny grundlov blev introduceret, som gav nogle specielle sorte mennesker stemmeret, stadig ikke til det sorte flertal. Men mange sorte og internationalt så man kun disse forandringer som kosmetiske, ikke nogle der gjorde en reel forandring.

Det internationale pres fortsatte på regering, og lande som UK og US var nu stor fortaler for at regeringen skulle indgå et forlig med det sorte flertal.
Den 13. februar skete der noget meget fatalt for Sydafrikas historie, den nuværende Præsident Pieter Willem Botha fik et hjertestop der resulterede i et præsidentskifte, et år senere fik Sydafrika Frederik de Klerk[27] en mand som gik ind for et ikke race adskilt Sydafrika.
Han startede med at slippe alle de politiske fanger løs heriblandt Nelson Mandela. Derefter blev Sydafrika tvunget til at stoppe deres militære beskæftigelse i Namibia af FN, og Namibia var nu en selvstændig stat (21. marts 1990).
I december 1991 begyndte forhandlingerne til en multirace regering og med en ny grundlov hvor alle racer havde de samme rettigheder.
I 1993 kunne en ny grundlov præsenteres, den repræsenterede: • Freedom of speach (ytringsfrihed) • Freedom of religion (alle religioner tilladt) • Ingen såkaldte ’’homelands’’, frihed til at bo hvor man vil • Diskrimination blev forbydet

Ligeledes kunne et nyt flag præsenteres, der repræsenterede et nyt forenet Sydafrika.
9. Maj 1994, fra balkonen på rådhuset i Cape Town, blev den nye præsident præsenteret, Nelson Mandela.

FN’s indflydelse på Sydafrika

De Forenede Nationer er en organisation, der blev oprettet efter anden verdenskrig. Organisationen inder i alt x nationer. Den har til formål at hindre en eventuel verdenskrig, ydermere er menneskerettighederne formuleret i FN.
Organisationen spiller en vigtig rolle internationalt, med bl.a. at gå ind i kampen for menneskerettigheder, miljøsamarbejde, international samfærdsel, international udviklings politik osv.
FN er blevet uerstattelig i det internationale system.
Så det er vel forståelig for alle, hvorfor FN skulle indblande sig i Sydafrika (bortset fra Sydafrikas daværende regering). Der foregik en kæmpe undertrykkelse af racerne, hvor de hvide var overlegne, og styrede Sydafrika med hård hånd. Det blev derfor et af FN’s i samarbejde med de afrikanske nationer, mål at nedbryde apartheiden i Sydafrika[28].
For at opnå dette mål, prøvede FN på mange måder, at opfordrer omverdenen til at føre sanktioner mod Sydafrika. Både økonomisk og kulturelt.
[29] |Lesotho |Swaziland |Botswana |Zimbabwe |Malawi |Zambia | |Mest vigtige handelspartner |Sydafrika |Sydafrika |Sydafrika |Sydafrika |Sydafrika |UK | |Land som mest import kommer af |Sydafrika |Sydafrika |Sydafrika |Sydafrika |Sydafrika |Sydafrika | |Hvor stor del handel går gennem Sydafrika |100 % |50 % |Mest |75 % |33 % |50 % | |% elektricitet der kommer fra Sydafrika |100 % |77 % |21 % |1 % |0 % |0 % | |Mad forsynet af Sydafrika |Meste |Noget |Noget |Intet |Kun luksus varer |Lidt | | | | | | | | | |
Økonomisk var oprettet for at skade sydafrikansk handel og industri og derved få regering til at ophæve apartheiden. Men som nævnt tidligere var dette svært da Sydafrika havde opbygget en rigtig stærk økonomi, nabolandende var utrolig afhængige af Sydafrika.

Denne tabel giver et godt indtryk af hvor afhængige nærtliggende nationer var af Sydafrika.

Men i april blev 1980 blev Southern African Development Co-ordinating Conference[30] – SADCC oprettet, dets mål var at nedbryde nationernes afhænighed af Sydafrika. Det gjorde man ved at forbedre transporten, handel og økonomien i landende. Og derved ville man lægge et økonomisk pres på Sydafrika, målet med dette var at nedbryde apartheiden.

Problemet var bare at, dette ikke skadede de mennesker højt oppe på den økonomiske rangstige, men de mennesker der havde til formål at hjælpe, nemlig de sorte. Sorte mistede deres jobs. Sanktioner er ikke en måde at reformere Sydafrika på. Sanktionerne er kun godt for de sorte der ønsker en voldelig revolution, hvis de dengang ville vælte den hvide regering skulle der komme en revolution og det ville det koste millioner af mennesker liv, unødvendige liv, for det ville være utrolig svært at vælte det stærkeste militær i Afrika. Jeg ved godt, at det er med god intention men hvis man virkelig vil hjælpe folk fra den nederste del af den økonomiske rangstige, skal man støtte Sydafrikansk økonomi ikke ødelægge dem.
Der vil så der igen være plads til de sorte i produktionsvirksomhederne. Men selvom de sorte allerede lider under raceundertrykkelse på arbejdspladserne – får ikke de jobs de er kvalificeret til, dårlig løn, dårlige forhold, er det trods alt bedre end slet ikke noget job at have.
Men man kan argumentere for og imod sanktionerne. Sanktionerne virkede mere som symboler på, at landene ikke synes det var okay det Sydafrika gjorde, og ville opfordre dem til at stoppe apartheid. Andre mener, at det var en af årsagerne til at præsident de Klerk i 1990 løslod Nelson Mandela, og åbnede forhandlingerne for at ændre på apartheid lovene.

Noget andet er de kulturelle sanktioner der blev ført imod Sydafrika. Internationale sports begivenheder/hold, der banede Sydafrika fra at deltage/spille imod. Jeg synes det er en rigtig god ide i nogle tilfælde. Hvis fx man er et hold med kun hvide spillere der ikke lader sorte deltage, hold som dem, er det helt okay at sanktionere imod. Men hold hvor sorte spillere er med, ser jeg det som tåbeligt. Sport er noget der virkelig kan binde en nation sammen. Hvis man så på nationalt tv i Sydafrika at, en sort og en hvid spillere havde fælles succes ville nationen se at man godt kan enes og have succes som en fælles nation.

Og i 1992 stemte de hvide for at de Klerk skulle afmontere apartheid. Og da dette skete stoppede bl.a. den amerikanske præsident sine økonomiske sanktioner, med den hensigt at formålet med sanktionerne var fuldført.
Derfor synes jeg det var en nødvendighed for de sorte at gennemgå denne periode af fattigdom og sygdom. Selvom det måske har kostet nogle mennesker liv, overvandt de fleste denne undertrykkelse. Nu er der officielt ikke apartheid mere i Sydafrika.

Man kan sammenligne dette med hvordan de sorte havde det i USA.
Hvor tusinde af afrikanske slaver blev sendt til landet. De var lovet at de skulle arbejde eller udøve en service, og derefter var de så lovet et stykke land. Dette land fandtes bare ikke. Derefter blev disse slaver brugt til alt det arbejde de hvide ikke gad at udfører selv, specielt i produktion af bomuld og tobak. Slaverne til et materiel ejendele man kunne eje, det var dog kun de rigeste amerikanere der kunne eje en slave. Hvis man var slave gennemgik man konstant racisme og diskrimination pga. farven på ens hud. Og der blev konstant begået kriminalitet på de farvede. Ligesom der gjorde i Sydafrika. De kunne heller ikke bo hvor de ville, og led også under de hvides styre. Forskellen fra Sydafrika og USA var at, i Sydafrika var det de sorte der var majoriteten, hvorimod i USA var det de hvide.

Nelson Mandela

‘’Hver gang Mandela træder ind I et lokale, føler vi os alle sammen en lille smule større, vi har alle lyst til at rejse os, vi har alle sammen lyst til at juble ham, for vi vil gerne være som ham på vores bedste dag.’’ Citat Bill Clinton[31].

Nelson Rolihlala Mandela født den 18. juli 1918, er en tidligere Sydafrikansk der har haft kæmpe indflydelse/stor betydning på apartheidens ende.

Som ung jurist blev han medlem af African National Congress[32] (ANC) i 1992. Her blev han involveret i den politiske modstand mod det hvide minoritetsstyre, der nægtede politisk, sociale og økonomiske rettigheder til den sorte majoritet. Grundet sabotage modtog han en dom der lød på livstid.
Allerede i 1952 var Mandela med til at skrive ’’Freedom Charter[33]’’ som senere har været en af grundstene til den nye grundlov i Sydafrika.
Som nævnt tidligere, var Mandela medlem af ANC, men de mistede en del tilhængere da en ny organisation af sorte aktivister brød op ’’Africanists’’. ’’Africanists’’ gik ind for en mere voldelig løsning end ANC som stod for det mere ikke voldelig angreb mod regeringen. ANC lavede alliancer med de hvide, farvede og indiske politiske partier, for så havde de en større appel. Men senere tabte ANC deres militante styrker til ’’Africanists’’. Mens Mandela sad i fængsel blev han leder for ANC væbnede styrker. Som leder for de væbnede styrker organiserede han bl.a. en sabotage kampagne mod regeringens militær og vigtige mål for regeringen. Mandela have en guerilla krig i baghovedet, men det var kun som den sidste løsning, for som ANC gjorde fik Mandela ind for ikke voldelige løsninger. Men det gik op for Mandela at års forsøgen på en ikke voldelig løsning, var der nødt til at ske en mere drastisk løsning, derfor startede han paramilitær træning og senere startede guerilla krigen der specielt igennem 1980’erne hærgede, i hvor mange civile døde.
Mandela var i fængsel i 17 år af sit liv som politisk fange, 17 af disse befandt sig på Robben Island[34] , som Mandela selv beskrev det, levede han et hårdt liv i fængslet, her blev fanger opdelt efter race, hvor de sorte fik de mindste rationer. Ydermere fik politiske fanger endnu mindre, Mandela var kun tilladt et besøg og et brev hvert 6. måned. Og når breve kom ind til ham, blev de censureret.
Senere blev Mandela sammen med andre ældre fanger forflyttet fra Robben Island, da man var bange for de ville have en stor indflydelse på de nye og unge fanger, hvilket også var rigtigt.

Den daværende præsident P.W. Botha, tilbød Mandela frihed hvor han til i gengæld ville have at Mandela skulle stoppe guerilla krigen. Mange af Bothas ministrere havde frarådet ham at tilbyde det, da de var sikker på han ville afslå. Og det var netop det Mandela gjorde, han bad sin datter svare på hans vegne,

’’What freedom am I being offered while the organisation of the people remains banned? Only free men can negotiate’’.

Under hans tid i fængsel, er der lokalt og internationalt blev sat et kæmpe pres på regeringen for at løslade Mandela, under sloganet ‘’Free Nelson Mandela!’’ fra 1989. Efter at Botha fik et slagtilfælde, og de Klerk blev præsident, annoncerede de Klerk i februar i 1990 Mandelas befrielse.

Gennem sine 27 år i fængsel er Mandela sammen med Martin L. King og Gandhi, en af de mest kendte og respekterede personligheder både blandt venner og fjender, det kan man foruden se da regeringen allerede i 1985, holdte møder med Mandela under hans fængslings tid, der nogensinde har været på denne jord. Han er blevet ikon for frihed og anti-apartheid. Han har en stor del af den fortjeneste af Sydafrika nu er fri fra apartheid. Selvom han ikke selv gik ind for det var hans igangsatte guerilla krige en stor faktor til at regeringen indså hvad de gjorde var forkert og at der måtte ske en ændring. Og siden enden på apartheid, har han modtaget anerkendelse overalt. Han har modtaget over hundrede priser, heriblandt en Nobels freds pris i 1993.

Konklusion

Grunden til at den hvide regering og den hvide befolkning reagerede, var de var først og fremmest bange for at miste det de havde bygget op, deres nationalitet, deres eget sprog og uafhængighed. De havde allerede kæmpet hårdt for denne uafhængighed før bl.a. den første og anden boer krig[35], henholdsvis (1880–1881) og (1899–1902).
For det andet, var de bange for at der ville ske det samme kaos, undgå en ny borgerkrig, og så var det svært for dem at gå fra den neoliberalistiske styreform om til det demokratiske.

Hvad var det så der til sidst fik regeringen til at ændre deres politik?
Jeg tror det gik lige så stille på for dem at deres politik havde slået fejl, eller måske ikke fejl men den kunne i hvert fald ikke længere eksistere, de havde trods alt haft deres politik og dominans i en del år nu. Presset fra FN og omverdenen blev for stort, i takt med at landene omkring Sydafrika fik deres uafhængighed bl.a. Namibia der med hjælp fra FN fik deres uafhængighed, indså de nu at måske var det dem som var forkert på den, og det måske var dem der skulle tilpasse sig omverdenen, ikke omverdenen der skulle tilpasse sig til dem.

Var det FN og omverdens sanktioner der gjorde at Sydafrika ændrede mening?
Nej ikke nødvendigvis, som de Klerk sagde i sin tale i Paris d. 14/6/2004, er sanktioner et langsomt våben, med uforudsigelige efterfølger. Sanktioner kan være gode til at opmuntre en nation til at gøre oprør og til at ændre på reformer der ikke gøre den store forskel. Så nej, jeg tror ikke det var sanktioner der i det lange løb betød at man stoppede apartheiden, selvfølgelig var det et irreterations moment, at FN og omverdenen pålagde embargo på en del områder. Som de Klerk selv sagde i hans tale
’’Sanctions were certainly a factor that the South African government had to consider very carefully when considering its options. However, they were not by any means the main factor in our decision to embark on fundamental reform and often undermined the real forces for change’’. Citat de Klerk[36]

Jeg tror, det var folk som Mandela og hans organisation der var grunden at apartheid endte. Det pres de lagde på regeringen var enormt. Ikke kum psykisk men også økonomisk, da det kostede en del at forsvare sig imod guerillaerne. Men det hjalp kolossalt at FN og anti-apartheid grupper rundt omkring i verdenen, gjorde opmærksom på dem selv. Så kunne regering måske indse at de måske havde haft gang i noget forkert, som de så også gjorde.

’’Vi har kæmpet hårdt for denne dag, for den dag, hvor alle sydafrikanere – farvede afrikanere indere og hvide – sammen kunne vælge en regering, der repræsenterer et flertal af befolkningens interesser’’. Citat Nelson Mandela[37].

Kildeangivelser

Bøger:

• Mandela, Nelson – Mandela, Rosinante i samarbejde med PQ Blackwell, 2006. - 355 side • Ian Phillips – South Africa apartheid, Holmes MCDougall, 1989, - 128 side • Martin Roberts – South Africa, Longman, 1996, 128 side

Web:

• http://en.wikipedia.org/wiki/Native_Land_Act • http://africanhistory.about.com/library/bl/blSAApartheidFAQ.htm • http://www.capetown.at/heritage/history/apart_petty.htm • http://en.wikipedia.org/wiki/Daniel_Fran%C3%A7ois_Malan • http en.wikipedia.org/wiki/J.G._Strijdom • http://en.wikipedia.org/wiki/Soweto_riots • http://en.wikipedia.org/wiki/League_of_Nations • http://en.wikipedia.org/wiki/Namibia • http://en.wikipedia.org/wiki/History_of_South_Africa_in_the_apartheid_era#Internal_resistance • http://www.fwdklerk.org.za - F.W. de Klerk, The effect of sanctions on constitutional change in SA,

Bilag 1

Jan Christian Smuts: National Party: Var en regering som styrede Sydafrika fra 1949 til 1994, blev udelukket fra politik i 2005, bl.a. pga. dets apartheid politiker.

Daniel Francois Malan: Johannes Gerhardus Strijdom:

Soweto: Rhodesia (Zimbabwe):

Syd – vest Afrika (N u Namibia): Pieter Willem Botha:

Bilag 2

League of Nations:

Nelson Mandela: Frederik de Klerk:

-----------------------
[1] Var statsminister fra 3. september 1919 til 30. juni 1924.
[2] http://en.wikipedia.org/wiki/Native_Land_Act
[3] http://africanhistory.about.com/library/bl/blSAApartheidFAQ.htm
[4] http://www.capetown.at/heritage/history/apart_petty.htm
[5] http://en.wikipedia.org/wiki/Daniel_Fran%C3%A7ois_Malan
[6] http://en.wikipedia.org/wiki/Group_Areas_Act
[7] http://en.wikipedia.org/wiki/Separate_Amenities_Act
[8] http://en.wikipedia.org/wiki/J.G._Strijdom
[9] http://en.wikipedia.org/wiki/Soweto_riots
[10] Martin Roberts – South Africa 1948-94,s.57
[11] Verwoerd er blandt andre ting et New Zealands rugby hold.
[12] Martin Roberts – South Africa 1948-94, s.57
[13] Martin Roberts – South Africa 1948-94, s.57
[14] http://en.wikipedia.org/wiki/Federation_of_Rhodesia_and_Nyasaland
[15] Martin Roberts – South Africa 1948-94, s.57
[16] Martin Roberts – South Africa 1948-94, s.58
[17] Martin Roberts – South Africa 1948-94, S.58
[18] http://en.wikipedia.org/wiki/League_of_Nations
[19] http://en.wikipedia.org/wiki/SWAPO
[20] Ian Phillips – South Africa, Apartheid, s. 114
[21] http://en.wikipedia.org/wiki/Namibia
[22] Martin Roberts – South Africa 1948-94, s. 59
[23] Martin Roberts – South Africa 1948-94, s. 59
[24] Ian Phillips – South Africa, Apartheid, s. 111
[25] http://en.wikipedia.org/wiki/History_of_South_Africa_in_the_apartheid_era#Internal_resistance
[26] Var en lov der var designet til at adskille landet.
[27] De Klerk har bl.a. vundet en Nobelpris i 1993, for hans arbejde mod fred og et ikke race adskilt Sydafrika
[28] http://www.unhchr.ch/html/menu3/b/11.htm
[29] Tabel fra Ian Phillips – South Africa, Apartheid, s.111
[30] http://en.wikipedia.org/wiki/SADCC
[31] Citat er taget ud af bogen, Mandela, Nelson – Manela, 2002, side 3
[32] http://en.wikipedia.org/wiki/African_National_Congress
[33] http://en.wikipedia.org/wiki/Freedom_Charter
[34] http://en.wikipedia.org/wiki/Robben_Island
[35] Krige hvor de hvide kæmpede mod de sorte/indfødte om landet
[36] http://www.fwdklerk.org.za
[37] Citat er taget ud af bogen, Mandela, Nelson – Manela, 2002,