Georg Brandes (1842–1927): af hans ”Indledningsforelæsning” (1871)
Tekstkommentar
Den 3.11.1871 besteg en ung mand universitetets talerstol. Salen var fyldt, og den efterfølgende forelæsningsrække blev et tilløbsstykke og startskuddet til det, vi kalder det moderne gennembrud.
Den unge mand var Georg Brandes, nyuddannet litteraturmagister, der efter en inspirationsrejse til Frankrig havde indledt et forskningsprojekt, der kom til at bære titlen Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Literatur.
I Frankrig havde Brandes lært, at også forfatteren måtte gå videnskabeligt og kritisk til værks. Men sådan så den danske litteratur overhovedet ikke ud. Mens den europæiske litteratur forholdt sig til tilværelsens barske realiteter, skrev danskerne harmløse eventyr, nydelige naturdigte, salmer og vaudeviller. Det er her, Brandes ønsker at sætte ind: Det, at en litteratur lever, viser sig i, at den sætter problemer under debat. Og det var netop det, den romantiske litteratur undlod.
Det var især den herskende (dobbelt)moral, Brandes var ude på at få ændret, og som ateist fik han fra starten den samlede folkekirke imod sig. På grund af sine synspunkter fik Brandes ikke det professorat på universitetet, som blev ledigt i 1872, og i protest flyttede han til Berlin i perioden 1877-82. Professor blev han dog. Efter det politiske systemskifte i 1901 var de tanker, Brandes havde hentet med hjem fra udlandet, modnet i folks bevidsthed, og det gjorde, at man gav ham status af professor med tilhørende løn. Her bringes hans programerklæringer fra 1871:

af ”Indledningsforelæsning” til Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Literatur (1871)
Der vil vel uden Vanskelighed kunne opnaaes Enighed om, at den danske Literatur ingensinde i dette Aarhundrede har befundet sig i en saadan Hendøen som i vore Dage. Den digteriske Frembringen er saa godt som fulstændigt stanset, og intet alment Spørgsmaal angaaende Menneskeliv eller Samfund formaar at vække nogen Deltagelse eller fremkalde anden Drøftelse end Dagspressens og Døgnliteraturens. En stærk oprindelig Frembringelsesdrift har vi ikke nogensinde besiddet, nu er en næsten fuldstændig Mangel paa Tilegnelse af fremmed Aandsliv traadt til, og den aandelige Døvhed har som Døvheden hos den Døvstumme medført Stumhed.
Det, at en Literatur i vore Dage lever, viser sig i, at den sætter Problemer under Debat. Saaledes sætter f.Eks. George Sand Forholdet mellem de to Køn under Debat, Byron og Feuerbach Religionen, Proudhon og Stuart Mill Ejendommen, Turgenjev, Spielhagen og Emile Augier Samfundsforholdene. At en Literatur Intet sætter under Debat er det samme, som at den er i Færd med at tabe al Betydning. Det Folk, som frembringer den, kan da længe nok tro, at al Verdens Frelse vil komme fra det; det vil se sig skuffet i sin Forventning; det bliver ikke mere et saadant Folk, som styrer Udvikling og Fremskridt, end Fluen gjorde det, da den mente at drive Vognen frem, fordi den nu og da gav dens fire Heste et ubetydeligt Stik.
I et saadant Samfund kan mange Dyder være bevarede, det krigeriske Mod f.Eks., men disse Dyder kan ikke holde Literaturen oppe, naar det aandelige Mod er sunket og forsvundet. At stivnet Reaktion er tyrannisk, og naar et Samfund efterhaanden har udviklet sig saaledes, at det under Frihedens Maske bærer Tyranniets Træk, naar der til den offentlige Ytring af enhver hensynsløst frisindet Anskuelse eller Fremstilling er knyttet en Adgangsformening fra Selskabet, fra den agtede Del af Pressen, fra en stor Del af Statens Embeder, saa vil der naturligvis udfordres langt ualmindeligere Betingelser end ellers til at danne den Art Evner og den Art Karakterer, paa hvilke i et Samfund Fremskridtet beror. Ifald et saadant Samfund nu udvikler en Art Poesi, da kan man ikke alt for meget undres over, at dens væsentligste Indhold bliver det at forhaane Samtiden og skamme den ud. En saadan Poesi vil atter og atter kalde Samtidens Menneske Usling, og man vil maaske opleve, at de Skrifter, som berømmes og købes mest, (Ibsens Brand f. Eks.) bliver dem, i hvilke Læseren først med en Art Rædsel, senere med en Art Vellyst ret maa føle, hvilken Orm han er, hvor ussel og hvor modløs. Man vil maaske ogsaa opleve, at Ordet Vilje bliver Stikordet for en saadan Slægt, at den raaber med Viljes-Dramer og Viljes-Filosoffer. Man forlanger det, man ikke har. Man raaber paa det, efter hvilket Efterspørgslen er størst. Men man vilde trods Alt tage fejl, ifald man nedslaaet mente, at der i en saadan Slægt var mindre af Mod, Besluttethed, Begejstring og Vilje end i Gennemsnittet af saa mange andre. Der er lige saa meget Mod og Frisind, men der behøves mere. Thi naar Reaktionen i en Literatur trænger de nye Tanker tilbage, og naar det Samfund, af hvilket den er udgaaet, vel at mærke ikke som det engelske f.Eks., dagligt har maattet høre sig beskyldt, for haanet, ja forbandet for sit Hykleri og sin Vedtægtsdyrkelse, men tvertimod er overbevist om sit Frisind og dagligt i den Anledning faar et Røgelseskar svunget under sin Næse, da udfordres der hos dem, der maaske ellers kunde bibringe Literaturen nyt Blod, særegne Egenskaber og særegne Vilkaar. En Soldat behøver intet ualmindeligt Mod for at turde skyde paa Fjenden, dækket af en Jordvold, men har man ført ham saa slet, at han ingen Dækning finder, da undre man sig ikke over, at Modet forgaar ham.
En Sammenknytning af forskellige Aarsager har bevirket, at vor Literatur i ringere Grad end de større har arbejdet i Fremskridtets Tjeneste. Selv Omstændigheder, der har begunstiget Udviklingen af vor Poesi, har her været os i Vejen. Jeg vil saaledes fremhæve et Træk af Barnlighed i Folkekarakteren. Vi skylder denne Egenskab vor Poesis næsten enestaaende Naivitet. Naivitet er en afgjort poetisk Egenskab og man genfinder den hos næsten alle vore Digtere fra Oehlenschläger over Ingemann og Andersen til Hostrup. Men Naivitet er ikke nogen revolutionær Tilbøjelighed. Jeg vil dernæst fremhæve vor Literaturs virkelighedsfjerne Idealisme. Den handler ikke om vort Liv, men om vore Drømme. Denne Idealisme har som Idealismen og Virkelighedsskyen i alle Literaturer sin Aarsag i, at vor Poesi udviklede sig under en politisk ussel og nedbrudt Tilstand som en Art Trøst i den reale Genvordighed, som en Art aandelig Erobring, der skulde trøste for de materielle Tab. Men den har bevaret en sørgelig Mangel som Minde derom.
Georg Brandes: Indledningsforelæsning til Hovedstrømninger 1871 - Her efter ”Samlede skrifter bind 4”, side 5-7, Gyldendal 1900
Noter til tekstuddraget:
George Sand (1804-76): Kvindelig fransk forfatter
George Gordon Byron (1788-1824): Engelsk romantist
Ludwig Feuerbach (1804-72): Tysk religionskritisk filosof
Pierre Joseph Proudhon (1809-55): Grundlægger af anarkismen, kritiker af ejendomsret
John Stuart Mill (1806-73): Liberalistisk forfatter, der støtter utilitarismen, dvs. konsekvens-etik, der fordrer størst mulig lykke til flest muligt. Han skrev en bog om kvindefrigørelse, som Brandes oversatte.
Ivan Turgenjev (1818-83): Russisk forfatter
Friedrich Spielhagen (1829-1911): Tysk forfatter
Emile Augier (1820-89): Fransk dramatiker
Henrik Ibsen(1828-1906): Norsk forfatter, der bl.a. skrev skuespillet Brand (1866), der behandler problemerne om en højstemt idealisme og menneskelig dobbeltmoral.