Blinkende lygter
- af Anders Thomas Jensen

Filmen ’Blinkende lygter’ er skrevet og instrueret af Anders Thomas Jensen, født den 6. april 1972 i Frederiksværk. Anders har gennem sin ungdom opbygget en interesse inden for filmmediet. Anders Thomas Jensen har ud over hans debutfilm ’Blinkende lygter’ også instrueret ’De grønne slagtere’ og ’Adams æbler’. Jeg har valgt at arbejde med ”Blinkende lygter” ud fra opgaven der hedder -ordbilleder og filmbilleder. Jeg har valgt at arbejde med filmen fra den vinkel fordi, jeg synes det er spændende at analysere digte, og se hvor meget der egentlig ligger under overfladen. For derefter at gå ind og perspektiverer til filmen. Det samme gælder med filmen, at gå ind og tage nogle billeder ud, og så skulle henvise til digtet. Derefter begynder der at komme en mening frem både via billeder og ord. Samtidig skal jeg ind og forstå symbolikken, og se på hvorfor de genstande, og ord lige netop er blevet placeret i den sammenhæng.

Sammen med sine barndomsvenner: den coke afhængige Peter, den skydeglade Arne og den evigt spisende Stefan har Thorkild i årevis smuglet, og stjålet sig gennem livet uden at nå et højere niveau. Jorden brænder under Thorkild, der oftere og oftere lader sit liv styres af andre bander, som han står i gæld til. Dagen hvorpå Thorkild fylder 40 år, vælger hans kæreste, Therese at slå op med ham, fordi hun ikke længere vil høre på Thorkilds tomme ord, og vente på hans løfter om at ændre livsbane. Thorkild beslutter sig for, at nu skal det være slut med våben, forbrydelser og flugt de skal leve livet på den rigtige side af loven. Et allersidste kup, skulle afslutte hans forbryderliv, som vil gøre ham gældfri så han kan starte et nyt liv. Samme nat står Thorkild pludselig med 4 millioner kroner i hænderne. Sammen med Arne, Peter, og Stefan beslutter de sig til at flygte med pengene, som Thorkild skulle have afleveret til Færingen, som Thorkild står i gæld til. At flygte væk fra det hele, politiet, rivaliserende bander, kærester og den tilværelse, de aldrig ville kunne komme ud af. På flugt fra alle og med en slemt såret Peter på bagsædet, har de sat kursen mod Barcelona i den stjålne varevogn. Men da bilen kort før grænsen til Tyskland brænder sammen, ser det for alvor sort ud for de fire venner.

I anslaget bliver vi præsenteret for en hyggelig kro, med nylagt stråtag dybt inde i en idyllisk sønderjysk skov. Træerne har vokset sig store og fået lange brune grene, hvorpå lysegrønne blade er vokset ud. Vi ser den hvide flagstang med et stort Dannebrog flagrende i toppen. Solen skinner fra en skyfri himmel og vi bliver ført ind i kroen. Der kommer en voice-over, hvor en kvindestemme fortæller om, at kroen ikke bare er et sted hvor man sidder i en krog, men hvor man ser værterne udstråle en sjælden tilfredshed, og ser dem arbejde. Et sted hvor man tænker: de har altid hørt til. Fra sommerbilleder af den solbeskinnede kro, går vi over til regnvåde billeder fra København, hvor kolde og mættede farver som grå og sorte er meget dominerende. Vi bliver præsenteret for de fire venner, som er nede på havnen. Thorkild som utålmodigt venter på noget, Arne der renser nummerpladen med neglene, Peter der afprøver sine slå teknikker på Arne og Stefan som sidder i bilen og spiser af en pakke rosiner. En lastbil kommer kørende ned på havnen. De åbner lastrummet og ser flere tusinde cigaretter med mærket: Grønne Look. Her går det op for Thorkild, at alt hvad han laver kun er misforståelser. Jeg har det sådan, at Point of no return ikke kan udpeges ved første øjekast man ser filmen, for Thorkild gør flere gange en handling, hvor der ingen vej er tilbage. Men jeg har valgt at point of no return i min opgave er scenen, hvor Thorkild skal lave et kup for Færingen hos den græske diplomat. Han skal stjæle en kuffert, og har fået besked på ikke at åbne den op. Men da Thorkild står med kufferten i hånden kan han ikke dy sig. Han åbner kufferten, og ser at der ligger firemillioner danske kroner i den. Med firemillioner i hånden tager de fire venner til Barcelona. Konfliktoptrapningen strækker sig over et længere forløb, hvor man følger de fire venners liv ude i skoven hvor deres liv bliver sat på prøve. Det er vinter og stemningen er nedtryk, de har fundet en faldefærdig hytte som de kan søge ly i. Peter som er slemt såret slipper op for coke, og bliver tvunget ud på en kold tyrker. Vi bliver ført tilbage i Peters barndom via et flashback, hvor vi ser at Peter sidder oppe på hans værelse og ryger. Da hans far opdager det, bliver Peter låst inde i skabet med en pakke cigarer, og hans far vil først låse ham ud, når han er røget den alle. Peter sidder der nogle dage, indtil faren får en blodprop. Peter bliver låst ud, og får af vide at han skal flygte. Peter bliver forvandlet til en lille blid dreng, som ser lægen som en faderligfigur. Vi oplever også at Arne gennemgår en forvandling, da han sidder ude i skoven sammen med jægeren omkring bålet, bliver vi ført ind i Arnes barndom. Vi ser faren står højt hævet over Arne i døråbningen. Arne siger at skal ud i skoven med sine kammerater. Ude i skoven skyder de Arne og hans venner efter dyr. Arne tror de har ramt noget, så han sender den ene ven hen får at se efter. Har Arne fået overtalt den anden ven til at prøve. Vennen skyder og man hører flere skrig inde fra skoven. Arne løber ind til vennen han hører et skud mere, og vennen som var ude for skoven har skudt sig selv i hovedet. Efter flash- backet opdager han lysten i at skyde store dyr i stedet for mennesker. Thorkild er sur over at Arne og Peter er faldet til som almindelige danskere. Thorkild går stadig med sine tanker i hovedet, men han får dem ikke ført ud i livet. I klimaks kommer Færingen for at hente sine penge, men der er ikke flere tilbage, fordi Thorkild har brugt dem på hans eget sted: restauranten. Thorkild får hidset Færingen op, men lige i det øjeblik, hvor Færingen vil skyde kommer jægeren og lægen ind med et hånende smil, og skyder Færingen og hans tilhængere ned til melodien ”Rapsody in blue”. I udtoningen bliver vi igen præsenteret for restauranten, som er filmet i fugleperspektiv med skoven omkring sig, og Dannebrog hejst med den varme røde farve og genfødslens hvide farve. Der bliver zoomet ind på kroen, og vi bliver ført med indenfor og kvindestemmen kommer igen og fortæller os om et besøg på ”Blinkende lygter”. I hyggelige og stille omgivelser. De fire venner er kommet ud af kriminalitetens verden og har startet livet på ny. Filmen er skrevet i den genre man kalder rammefortælling. Rammefortælling er hvor vi i anslaget, får fortalt eller ser hvad der sker i udtoningen. I udtoningen starter filmen så fra ny igen med de samme billeder og ord.

Digtet giver nogle billeder om en dreng, som er bange for at knytte tætte bånd til omverdenen. Han forsøger at elske dem der står ham tættest, men efter sin barndom uden kærlighed og lykke har han svært ved at elske personen tilbage, ligeså meget som hun elsker ham. Han søger derfor tilbage til barndommen efter et lykkeligt minde, som et håb om at genskabe glæden ved barndommen, men det eneste, som han kan mindes er hvor ondt den har gjort. Han vil tilbage til sin barndom for at ændre den, men han har kun et valg, og det er at komme videre i livet. Barndommen er hans fortid og det er uopnåeligt. Digtet giver en stemning af en drømmeverden, som er uopnåelig for enhver. Man skal gennem en fase som ser trist og kold ud. En fase hvor man skal finde ud af hvem man er, og ikke tænke på hvem man var.

Filmen berører tre hovedtemaer: danskhed, paradiset og drømmen om sit eget. Thorkild køber for ”8500 kroners danskhed.” Dannebrog er hejst, Matador introen bliver spillet igennem, maden på kroen er kogte kartofler med fars og brunsovs. Vi får betegnelsen for hvad en almindelig dansker er. Citat fra Therese: ”Man skal giftes, have børn og tage i tivoli.” Billedet af kroen er varme farver som brun, gul og rød, som giver os et indtryk af en afslappende tilværelse, hvor alle er velkomme og hvor intet kan skubbe os ud i problemer eller gøre os ondt. Livet er som en drøm der er taget ud fra en eventyr bog, og vi glemmer at se det virkelige liv i øjnene. På havnen er stemningen nedtrykt Arne, Peter, Stefan og Thorkild bærer tunge jakker, skyer hænger lavt på himlen. Ude i skoven er det filmet som frøperspektiv. Det giver os et indtryk af at de fire venner ryger længere, og længere ud i problemer. Scenen hvor den uudholdelige Hanne har fundet deres gemmested, passer godt på det der står i digtet, fordi hun fortæller at hun er gravid og de skal være en lille familie sammen. Stefan sender tydelige signaler til os som seer, at han ikke er i stand til at elske hende og barnet ligeså højt som hun ville, fordi han ikke selv har prøvet ægte kærlighed er.

Tove Ditlevsen skriver sine digte efter egne oplevelser, som hun har været igennem i hendes liv. Og digtet her peger også i den retning, at hun har været udsat for, at hendes forældre ikke har vist hende nok kærlighed i løbet af hendes barndom. I hendes ungdom havde hun også svært ved at vise sin kærlighed over for dem, som elskede hende. I filmen føler drengene sig overset af deres forældre skubbet til side, som om de ikke findes. Jeg synes ikke at det giver en forskel, at Tove Ditlevsen har halvtredsårs mere erfaring, for de beskriver ulykkelig barndom ud fra samme synsvinkel.

Ved en filmfortælling får man ikke selv lov til at gå ind og forestille sig billeder. Vi får billederne at se direkte, ser hvordan personerne ser ud og hvilket miljø de lever i. Musikken som er i baggrunden giver også nogle tegn på hvilken stemning de bevæger sig i. Når man læser et digt kan man selv forestille sig billederne, og hvilke stemninger der hører til digtet. Stefan læser op fra digtet i filmen, det er det eneste tidspunkt, hvor vi selv skal ind og analysere og fortolke os frem til et svar. De giv- er en chancen får at forestille sig billeder, og at opfange den mulige historie eller handling, som ligger gemt under digtet. Filmen kører over et år. Vi starter med at det er sommer og solen skinner hen over skoven, som lægger skygger på jorden og kun få stråler går ned igennem de tæt siddende grene. Sommertiden spreder glæde, og folk er i godt humør på kroen. Folk griner og snakker med hinanden, børnene render rundt og leger. Blomsterne står i fjord i urtepotterne. Indtil de sidste få minutter af filmen, bevæger de fire venner sig rundt i efteråret, og vinterens kulde. Træerne står nøgne i den store skov, søen er frosset til is, og der høres ikke en eneste stemme, kun deres egne stemmer og bevægelser giver liv til stedet. I løbet af foråret er de begyndt at ”tø” op, de er ved at falde til og de har fundet deres sande jeg. Den nedlagte restaurant bliver piftet op med farven gul, som er et tegn på glæde og opløftelse. Vi bevæger os mod sommer igen, og livet er kommet tilbage til den forladte og forflad- ende restaurant.

Thorkild tænker tilbage på sin barndom, med den perfekte idylliske have og det danske hjem. Han står under farens æbletræ, som for første gang bærer tre røde æbler. Thorkild har kun et ønske, og det er at få sit eget sted. Moren bliver ved med at sige til ham, at han skal lade farens æbler være, da det er hans, og alle har ret til at have deres egne ting i fred. Thorkild plukker og spiser først det ene æble, han får så at vide han ikke må plukke dem. Det næste æble spiser han, men lader det hænge, derefter får han af vide at han ikke må røre dem. Det tredje og sidste æble dypper han spand blå maling. Morgen efter kigger han ud i haven, og ser sin far har hængt sig.
Thorkild kan i sit voksne liv ikke falde på plads nogen steder. Han prøver at få forholdet sammen med sin kæreste Therese til at fungere, men hun vil ikke vente længere på ham, og hun vil ikke blive ved med at hører på hans snak om at skifte livsbane. Arne tænker tilbage på sin barndom, hvor faren gav ham lov til at gå ud, og skyde med våben. Ude i skoven skyder Arne og hans ene gerne. Men den anden ven er ikke meget for det med skyderi. Da Arne rammer noget sender han vennen, som gerne vil skyde ind i skoven for, at se efter hvad de har ramt. Mens vennen er væk overtaler Arne, den anden ven til at prøve bare et skud. Vennen er usikker, men trykker alligevel knappen ind idet haglet er skudt af, høres der et skrig fra skoven. Det er vennen som er blevet ramt. Arne løber ind i skoven, og kort efter høres der et skud. Vennen som blev ude ved geværet har begået selvmord, og Arne er delvis involveret i selvmordet. Arne er som voksen meget voldelig, hvis der er noget som står ham i vejen bliver det skudt. Eller hvis han står over for en person, lapper han dem nogen på siden af hovedet til de er slået bevidstløse. Jægeren hjælper ham ud af denne tilværelse ved at vise ham hans mandlige sider, og når de skyder dyr ude i skoven er skoven et tegn på mennesket overlevelsesevne. I Peters barndom ser man ham ryge en joint sammen med en ven på loftet, for der kan hans far ikke se det. Men da faren løfter loftslemmen bliver han opdaget, og han får besked på at han skal sidde i skabet, til han har ryget æsken med cigarer. Mens Peter sidder i skabet bliver der holdt fødselsdag for ham. Han får et stykke af lagkagen ind i skabet. Under aftensmaden senere om på dagen får hans far en blodprop, som gør at han dør. Moren kommer og lukker op for skabet, og sig- er han skal løbe mens han kan.
Peter er i sit voksenliv afhængig af coke, og da han slipper op for det ude i kroen ringer han efter forsyninger, men han får ikke noget, da han siger de er lidt syd for Fredericia. Stefan tænker tilbage på sin konfirmation, hvor han er samlet med sin familie i den runde blå stue. Familien sidder og spiser kransekage, mens hans familie hakker på ham, fordi de mener han ikke besøger sin kræftramte farmor ofte nok. Farfaren rejser sig op for at holde tale. I hans tale snakker han meget om hans syge kone, og om at familien er det vigtigste her i livet. Under farfarens konfirmationstale, opdager Stefans gravide søster, at hun bløder fra underlivet. Hun ligger sig ned på gulvtæppet, men moren får hurtigt rejst sig, da hun er bange for at der komme blod på tæppet. Stefan kan ikke håndtere situationen så han stikker af.
Stefan har gennem sit voksenliv haft svært ved at give kærlighed, fordi han altid er blevet overset af sin familie. Han er blevet betragtet som drengen der kunne klare sig selv, men da hans forhold til Hanne bliver seriøst er han nødt til at sige fra. Barndomsscenerne er lavet på en måde, hvor de lægger grundlaget for de fire mænds videre liv, og så viser flashbackene at det har gjort stort indtryk på dem, og at familien har været med til at påvirke deres liv. Barndommen har formet dem til den de viser sig for at være i dag. De er et billede på deres faderlige figur. Scenerne er fortalt med enkle virkemidler, for ikke at skabe forvirring hos os seer på den måde, at de lader flere ting gå igen i alle fire barndomsminder. De ting som filmen lader få igen er et æble, en som dør, vinduet med korset og den blå farve. Når drengene ser ud af vinduet med korset i kigger de ud i noget uendeligt, og et sted derude vil de kunne finde deres jeg. Jeg’et vil ligge et sted mellem himmel og jord.

Stefan læser den første og sidste strofe op for de andre, mens han græder. Det stroferne siger, er at han ikke kan finde ud af at elske andre, fordi han er bange for det. Tanken om at skulle binde sig trækker stærkt i ham. Barndommens minder vil blive ved med at sætte sig på hans nethinde, og minde ham om hvordan hans familie overså ham. Peter og Thorkild støtter Stefan i at digtet er smukt, og det ender også med at deres kro får navnet ”Blinkende lygter” efter digtet. Arne er stærkt imod at han begynder og græde over et digt, som der ikke betyder noget alligevel.

Filmen giver mere mening efter man har læst digtet igennem. Man forstår pludselig, at hvis man har haft en dårlig barndom uden lykke, og kærlighed vil det påvirke en senere i livet. At de ikke er i stand til at elske andre, som de ikke står nær, men at de altid vil kunne elske hinanden, fordi de har været soulmates siden de var børn. De mødtes i det mørke rum med smalle vinduer. De har været udsat for det samme, de har alle haft en drøm, men de har ikke mærket deres forældre opbakkelse.

Thorkild, Arne, Peter og Stefan har svært ved at finde vejen til det perfekte liv. De gør nogle hand- linger, som fører dem på rette spor, men omvendt laver de også nogle handlinger som får dem tilbage på et sidespor, som kan være svær at komme væk fra. Lygter kan være et tegn på livets vej, og hvis lyset slukkes kan man ikke se, men kun fornemme og tænke. Så ”blinkende” kan være når de er på afveje så slukkes lyset, og når de er på rette vej står lyset tændt for at lede dem.

”Blinkende lygter” er navnet på de fire venners restaurant midt ude i skoven. Navnet kommer da Stefan sidder rørt til tårer læser digtet ”Blinkende lygter” op, som er skrevet af Tove Ditlevsen (Som vennerne tror, hedder Ove Ditlevsen). Når vi læser digtet skaber vi vores egne billeder, og føler vores egne stemninger inde i vores hoveder, som vi tror det vil se ud. Og det er hvad instruk- tøren Anders Thomas Jensen har gjort. Han har sat sig ned, og tænkt over hvordan hver eneste sce- ne skulle se ud. Han har også siddet og udtænkt hvordan farver, lyd og lys kan hænge sammen så vi kommer i den rette stemning. Thorkild, Arne, Peter og Stefan har igennem deres liv levet af kriminalitet og smugleri. De har alle sammen været igennem en svær barndom, hvor de ikke har følt kærligheden helt indeni, som vi ser i de fire barndoms flashback. Lederen Thorkild, der ville have sit eget og en dag havde hans far hængt sig fordi Thorkild ikke respekterede hans tre æbler. Den skydeglade Arne, som stikker af fordi han indirekte er involveret i vennens selvmord. Narkomanen Peter, som bliver låst inde i skabet med en pakke cigarer og til sidst den spisende og barnlige Stefan, hvis familie ikke er i stand til at snakke med hinanden. Gennem filmens handling gennemgår de alle en forvandling fra krimi- nel til at være en almindelig dansker, som ved hvad dansk kultur indebærer. De åbner sammen re- stauranten ”Blinkende lygter”, som får en god succes også selvom maden er rædselsfuld. Ingen af de fire har bundet sig til det modsatte køn, fordi de har svært ved at elske personen tilbage. Gruppen er som en familie for dem selv, og den vil holde sammen for evigt.