Livet på jorden / livet i himlen, sorg/glæde og angst/tryghed det er nogle af de meste brugte kontraster i barokken. Hvilke også kommer til udtryk i det barokiskdigt ”Hver har sin skæbne” af forfatteren Thomas Kingo. Det er fra 1681 hvor et af de store fokuspunkter i det litterære var dualismen. Digtet er også præget af de karaktertræk som kendertegner barokken, som det at livet efter døden, er noget man skal se frem til, da livet på jorden ikke kan måle sig med himlen. Thomas Kingo kigger bagved facaden og alt det pompøse, som folk forsøgte at gemme sig bagved.

Hvis man kigger på kompositionen af digtet, består det af 7 strofer med 7 vers i hver strofe. Ved hjælp af ababcc rim, som alle strofer er opbygget af, skabes der en god rytme når det læses op. Her i første strofe kan man se at det er ababcc rim. Hobe rimer på tilråbe, rad rimer på ad og så er der guld, muld og fuld som rimer til sidst. Rimene kaldes ørerim da de lyder ens, men nødvendigvis ikke staves ens, som ”hobe” og ”tilråbe”. I dette digt er der 4 første vers som er ørerim, mens de 3 sidste vers ender på ord som rimer. Det ses i ”Sorrig og glæde de vandre til hobe, lykke, ulykke de gange på rad, medgang og modgang hinanden tilråbe, solskin og skyer de følges og ad. Jorderigs guld er prægtig muld, Himlen er ene af salighed fuld . På jorden kan man ikke leve med det ene uden det andet, men kun når man er i himlen og død i guds tro, kan man få det gode, som glæde, lykke, medgang og solskin.

En tydelig indikator på at den stammer fra barokken, er hvis man kigger på digtets sprog. I den original version af digtet, og ikke den som er i den danske samlebog bliver der skrevet ”aa” i stedet for ”å”, noget andet er at alle navneordne i digtet skrevet med stort og ordet gud bliver skrevet: GUD. Dette viser tydeligt at det var troen på gud og himlen, som var noget af det allervigtigste på denne tid. Det var det som var noget af det ypperste, som man kunne stræbe efter her på jorden, men det kunne kun opnås igennem troen.