Søndag d. 16.03.2014

Kære dagbog, Nu har jeg endelig spist aftensmad og skal til at pakke min kuffert. I morgen d. 17. Marts skal jeg nemlig på lejrtur med min klasse, til Odense. Jeg glæder mig rigtig meget til at være sammen med mine venner, og til at opleve en masse spændende ting, men jeg glæder mig mest til at hygge mig sammen med mine venner om aftenen og spise slik og lege SP eller K. Der går så lang tid. Det er lige som om tiden kører rundt i et møllehjul og bare ikke kommer videre. Præcis ligesom når det enten er min fødselsdag eller juleaften. Man glæder sig så meget til man får sine gaver og man er spændt på hvad det er man får om det er en dukke eller en legetøjsbil også selvom jeg aldrig kunne ønske en legetøjsbil, for jeg er jo ikke nogen dreng. Jeg kan næsten ikke vente til vi sætter kursen mod Odense i morgen. Men selvom jeg mest af alt er spændt og glæder mig, må jeg indrømme at jeg også får en klump i halsen hver gang jeg tænker på at skulle være væk hjemmefra i en hel skoleuge. Det er ikke fordi jeg ikke glæder mig til at være sammen med mine venner og veninder fra klassen, for det gør jeg! Jeg kan faktisk slet ikke vente. Men tanken om at skulle undvære dem derhjemme gør mig nervøs. Og det lyder jo fjollet, for jeg er ikke en lille pige mere. Jeg burde jo bare tænke at det var fedt at få fem dage helt uden en mor og to søstre der skal blande sig i alting, men jeg tænker også meget på om vi bliver uvenner fordi vi går op og ned af hinanden en hel dag og sådan er det bare hver dag også selv om man tænker, det er sgu da bare helt vildt fedt at man kan bytte sine to dumme og irriterende søstre ud med to af de bedste veninder på hele jorden. Gad vide om der er andre end mig der er nervøse for at skulle få hjemve derovre for man kan jo ikke bare lige komme hjem. For mig handler det nok mest af alt om at jeg må bide tænderne sammen og huske mig selv på at jeg jo ikke dør af at være væk hjemmefra i fem dage. Desuden ved jeg at når jeg kommer hjem vil min mor være så stolt af mig, og jeg vil også selv være stolt. Og nu må jeg hellere stoppe det her tankemyldre så ikke jeg bliver mere nervøs end jeg er i forvejen. Så jeg vil skynde mig ned under dynen og