Freddys beretning
Henryk og jeg løb ned af mange gader, vi ikke kendte. Bagefter os, løb mange tyske soldater, der alle skød vildt. Vi havde ingen våben, og vi kunne begge se, at dette ikke kunne fortsætte. Vi ville hurtigt blive indhentet. De tyske soldater, var ikke mere end 20 - 30 meter bag os. Vi drejede hurtigt om et hjørne. Så råbte jeg: ”Henryk hurtigt, til venstre!” Så løb vi begge ind i et stort, men meget smadret hus. Der var ingen vinduer, og ingen døre, men til gengæld en stor trappe. Tyskerne var ikke langt efter, men de så os ikke, da vi løb op ad trappen. Vi stod forpustet og stønnede på første sal af huset. Henryk var meget udmattet, og var helt svimmel. Han stod og svajede frem og tilbage. Nu var gaderne i Ghetto C pludselig helt stille. Jeg var også helt udmattet. Så jeg lænede mig mod den kolde hårde væg. Tyskerne stod stadig og kiggede forvirret rundt nede på gaden, men de var naturligvis også trætte efter den vilde jagt, der lige havde fundet sted. Henryk havde været syg i flere dage allerede, men insisterede på at komme med i modstand grupperne, uden for byen. Vi havde prøvet at liste os ud meget tidligt om morgenen, men eftersom Henryk var syg, havde han nyst over vækket den tyske vagt. Og nu stod vi her. Vis vi bevægede os, bare en lille smule ville vi hurtigt blive opdaget af de tyske soldater. BUM! Henryk lå bevidstløs på jorden. Jeg fik et chok, men det værste var ikke sket endnu, en a tyskerne råbte: ”SE DEROPPE!” Halvdelen de tyske soldater afsikrede deres geværer, mens den anden halvdel begyndte at løbe op mod det hus, hvor vi stod i. Det hele gik meget stærkt, og jeg måtte løfte Henryk op i mine arme og løbe. Jeg løb ind mod den anden side af huset, hvor jeg nu så et stort vindue uden glas. Uden at tænke mig om hoppede jeg ud. Jeg kiggede forskrækket ned, og så at jeg ville dø. Men det gjorde jeg ikke. I stedet vågnede Henryk, og kunne nu humpe langsomt frem. Jeg kiggede mig tilbage, og så nu at en tysker hoppede ud ad det store vindue, og råbte som en galning. Ingen af de andre tyske soldater turde hoppe ned fra den højde.
Jeg så frem ad den øde vej, et stort, men ikke videre kønt hus. Huset havde et stort skilt over døren, på skiltet stod der: Nr. 78. Tyskeren var stadig efter os, så jeg kunne ikke vente længe. Jeg viste ikke hvorfor, men jeg følte at det var dette hus, jeg skulle ind i. Inde i nummer 78 var der en stor entré og ude ved væggen hang en rebstige ned. Jeg hviskede højt til Henryk, ”Hurtigt, vi må op her!” Tyskeren stod nu i døråbningen. Henryk og jeg var på vej op ad rebstigen. Tyskeren afsikrede sit gevær, og jeg kiggede rædselsslagen på ham. Jeg kunne se hans hånlige smil, da han tog sigte… BANG! Jeg troede jeg var død, og det gjorde Henryk vist også. Men i stedet for os var det tyskeren der lå livløs på jorden. ”Hvem skød ham?” Spurgte jeg ud i luften, ikke fordi jeg troede at der var nogle, der ville svare. ”Det har jeg!” Sagde en spinkel, men alvorlig stemme. En lille dreng med mørkt, pjusket hår. Han stod med en pistol i hånden. Jeg kiggede smilende på ham og sagde: ”Tak skal du have!”
Jeg indså at Henryk var alt for syg til at forsætte, og derfor overlod jeg ham til drengen. Jeg kunne se at han kunne klare det. Efter det lykkedes det mig at flygte ud af byen, og slutte mig til jer. Jeg kan kun takke drengen for, at jeg er i live i dag.