Václav Havel
Václav Havel (Havel red.) holdte tilbage i maj 1991 denne tale ved Københavns Universitet, hvor han yderligere modtog den danske Sonningpris. Det er en forholdsvis kontroversiel tale, i form af at det burde være en takketale. Set i lyset af hans fortid som dramatiker giver talen større mening, da det ikke er en traditionel takketale sammenlignet med dem vi for nyligt så ved Oscar-uddelingen, så baggrunden som dramatiker er grundlag for hans skriftlige evner. Talen er kontroversiel i den forstand, at Havel til dels sender en løftet pegefinger til alle etablerede politikere, og det faktum at han ser kritisk på sig selv efter han er blevet præsident. Havel påpeger i sin tale, hvordan han mener den ideelle politiker bør være. Ifølge ham skal god politiker passe på at lade sig friste af alle de muligheder det giver at besidde embedet. Havel pointerer i hans opremsning af meningsløse scenarier, at man som politiker let kan omgås alle de små udfordringer der kendetegner tilværelsen, men hvordan skal man være en god poltikker, når man ikke kender til de problemstillinger, der betyder noget for de almindelige mennesker, med andre ord, deres vælgere? For at kunne repræsentere dem, så skal man kende til dem og deres hverdagsproblemer. Han har selv prøvet, at efterleve det her ideal, men i sin tale kommer han ind på, hvorfor det er så nemt at bukke under for alle de fristelser, der er som højtstillet politiker, for hvornår er det tilladt at udnytte sin position, og hvornår skal man ikke? Havels budskab er, at for at være politiker skal man have gode intentioner og en stærk moral, en der ikke bukker under for alle fristelserne. Til at gå nærmere i dybden med Havels påstand, så vil jeg benytte Toulmins model om argumentation, for at finde ud af hvordan Havel begrunder hans holdning.
Påstanden er, at politikkere skal være særligt moralsk rene mennesker, og derfor ikke fører politik for egen vindings skyld, men i stedet gøre det deres vælgeres interesse.
Belægget for det, er at hvis ikke det er tilfældet, så får de mennesker der bliver tilbudt så stor en magt svært ved at modstå fristelserne ved at hoppe over hvor gærdet er lavest. Man kan drage parallel til politikere, der søger mod midten for at trække stemmer, de søger magt, men ikke for den politik, de til at starte med, blev valgt på af deres vælgere.
Hjemmel er, at politikkerne skal bygge deres politik på troværdighed og rene intentioner, da det er den etisk korrekte måde at føre politik på.
Der er en form for gendrivelse i, at han stiller spørgsmålstegn ved sin egen evne til at efterleve sit budskab. Som han siger, så kræver det stor årvågenhed, og han er ikke sikker på han selv besidder den store årvågenhed, som han påkræver.
Derudover benytter Havel logos som appelform, da denne tale appellerer til at det er logisk at politikkere bør agere efter Havels ideelle billede, som det eneste rigtige.
Vi har brug for politikere, som ønsker og evner at hæve sig over deres egne magtinteresser og deres partis eller lands særinteresser, og som handler i overensstemmelse med menneskehedens grundlæggende interesser af i dag.
Václav Havel
Vi har brug for politikere, som ønsker og evner at hæve sig over deres egne magtinteresser og deres partis eller lands særinteresser, og som handler i overensstemmelse med menneskehedens grundlæggende interesser af i dag.
Václav Havel
Havel tager fat i en problemstilling som jeg tror, at han undervurderer når man taler om politikere, der skal handle efter etik og være årvågne, og det er nemlig deres egen stræben efter bekræftelse og anerkendelse. Havel har sit på det rene, da folket værdsætter ham i høj nok grad til at gøre ham til præsident, så derfor kan han sagtens sige at man skal holde sig selv i nakken, for han er allerede værdsat og anerkendt. Men politikere der ikke er værdsatte og higer efter større anerkendelse, så er det svært ikke at trække mod midten i søgen efter stemmer, for politikere der ikke har denne opbakning og får denne anerkendelse, vil af instinkt i håb om bekræftelse og anerkendelse, søge mod midten efter stemmer. Ud fra ovenstående kan man relaterer til forhenværende statsminister, Anders Fogh, der blev ved med at trække mod midten indtil han havde flertal. Hvis Fogh skulle have fulgt Havels budskab, så skulle han ikke have ændret sin politik, men i stedet skulle befolkningen stemme på ham for den han var og de værdier han repræsenterede til at starte med. Så til Havel skal der tilføjes, at egoet spiller en stor rolle hvad angår befolkningsopbakning. Ud fra Havels tale ville man mene, at denne særlige årvågenhed ville medføre at man forblev tro mod sine egne værdier, både hvad angår værdipolitiske dilemmaer, og samtidigt de endeløse smutveje som en politikker er stillet til rådighed, de skal derfor påminde sig selv om at de er der på deres vælgeres bekostning, og derfor skal de repræsentere de idealer og værdier, der gjorde at vælgerne stemte på dem, da den givne politiker varetog sig ansvaret for at repræsentere dem. Når det er sagt, så kommer man til den svære del, for hvem kan så være politiker, hvem har moral nok til ikke at lade sig stræbe, hvem har moral nok til kun at repræsentere deres vælgere, og ingen andre?