Dansk kultur

Er dansk kultur, som vi kender den, truet? Mit navn er Rasmus Johansen, og jeg vil i det næste stykke tid koncentrere mig om dette spørgsmål. Jeg vil fortælle om mine egne erfaringer, og ikke mindst ytre mine meninger og synspunkter. Kan vi som danskere se vores danske værdier, normer, vort danske sprog og vor historie forsvinde? Er vores kultur virkelig truet, eller er den i rivende udvikling sammen med den enkelte danskers personlige udvikling?

Først skal vi fokusere på, hvad kultur egentligt er. Kultur for mig er den danske sportsånd. Danskere der er samlet på et fodboldstadion, for sammen at se det danske landshold spille. Kultur er en open air koncert på plænen i tivoli, med min familie og mine venner. Kultur er, hvad jeg er opvokset med, og jeg er opvokset med brun sovs og kartofler. Jeg er dog også opvokset med pizza, burger og andre ting som mine forældre ikke nødvendigvis er vokset op med. Min forståelse af kultur er kommet ind med modersmælken. Det jeg nu ser som normer, er noget jeg har lært fra min nærmeste familie, og mennesker jeg har omgået meget i min opvækst. Under min opdragelse har jeg altså fået en form for forståelse, for hvad man skal, og især hvad man bestemt ikke skal. Mine forældre og mine venner har sikker nogle andre idéer om, hvad kultur er for dem. Jeg tror dog, at vi danskere også har ting, som vi er enige om. F.eks. at vores historie og vores kunst er kultur, vi kan være stolt af. Generationer før mig ville sikkert have sagt kunst, som en af de helt store danske kulturklenodier. De ville bestemt have nævnt skagensmalerierne, guldhornene og sikkert også de nordiske vikinger. Det er jeg ikke sikker på, at min generation vægter lige så højt. Men deraf kan vi altså konkludere, at man ofte kan sige, at meget kulturforståelse er individuel, og at den ofte ændrer sig fra generation til generation.

Lad os hoppe tilbage i tiden. Forestil jer danmark, som det var i gamle dage. Brun sovs og kartofler. Landbrug og marker dækkede store arealer af Danmark. Forestil jer så, at i går ned gennem en hvilken som helst middelstørrelse by. Der er hverken McDonald, Burger King, kinesiske restauranter, kebab huse eller pizzarier. Idag ville det samme billede være ganske unormalt, for vores madkultur har ændret sig radikalt. Unge mennesker er vokset op med pizza og burger, og det er ligesom klassisk dansk mad blevet en del af vores madkultur, som vi højst sandsynligt vil give videre til vores børn. Amerika er et glimrende eksempel på et land, der har præget madkulturen i Danmark og mange lande i resten af verden. Fast-food nationen Amerika sender nemlig fed mad ud til resten af verdenen igennem store firmaer som Coca Cola, McDonald, Burger King og KFC. Vi i Danmark ser stille og roligt til, mens en form for fedmeepidemi tager til. Vi kunne før følge udviklingen i Amerika, og nu indtræffer følgesygdomme flere og flere gange i det danske samfund.

Verden bliver mindre og mindre, set i det perspektiv, at man nu kan rejse til USA på omkring 10 timer. Det varede før 30 dage med et skib. Det sammen med bl.a. medier bevirker, at vi hele tiden bliver påvirket af andre kulturer. Vi tager det til os vi kan lide, og laver vores egne traditioner ud af det. Som nævnt er mad-kulturer noget af det, vi virkelig tager til os fra udlandet, men det er ikke det eneste. Ting som Valentinsdag, Halloween og mors dag er alle sammen traditioner, som stammer fra Amerika. Bliver vi allesammen Amerikanere, eller er det en naturlig udvikling, når landene kommunikere, handler og udveksler idéer? Jeg tror på det sidste. Er denne udvikling virkelig så slem? Jeg tror det ikke. Men det generelle billede af dansk kultur er ændret på grund af påvirkning fra bl.a. Amerika.

Immigranter og emigranter ændrer også hele verdensbilledet. Vi bor ikke nødvendigvis der hvor vi er født. Vores kulturer mødes, og bliver ofte blandet. Selvom få danskere vil indrømme det, ser vi også, at vi ikke kun har, hvad der i nogles øjne vil betegnes som, dansk kultur tilbage. Der er kun få lande tilbage uden blandede kulturer og etniske baggrunde, og det er efter min største overbevisning på grund af udelukkelse eller udeblivelse fra globaliseringen. Men er det virkelig en god idé, ikke at udvikle sig som nation? Dette må igen være en individuel vurdering, og folk der altid har levet uden udvikling af deres kultur, kunne højst sandsynligt ikke forestille sig, at der pludselig kom andre mennesker med anden etnisk baggrund, og rodede rundt i deres kultur og ændrede deres faste dagligdag. Jeg kan kun snakke for mig selv, og jeg kunne i hvert fald ikke forestille mig, at leve i et samfund uden udvikling og uden nye indtryk fra anderledes mennesker.

Mennesker er, eller skulle efter min mening gerne være, i udvikling hele tiden, og så længe den teknologiske udvikling stadig drøner fremad, må vi også forvente, at vi udvikler os, da nye indtryk vil forbigå os hele tiden. Jeg tror, at ungdommen styrer kulturens gang. De følger den teknologiske, den videnskabelige og den menneskelige udvikling i andre lande. De møder nye mennesker, og derved møder de nye kulturer. De er åbne for nye ting, og de er ikke bange for at ændre i de ting, de er vant til. Det samme er deres forældre sandsynligvis, men deres imødekommenhed overfor andre kulturer er dog højst sandsynligt i lavere, på grund af det teknologiske lavere stadie, der var i deres ungdom. De mødte derved ikke andre kulturer lige så tit, som min generation gør. En grund til at generationer er forskellige kunne være, at hver gang et barn opdrages, tager forældrene det de bedst kan lide fra deres opvækst, og mikser det med nye indtryk og oplevelser, de mener, at barnet er bedst tjent med, at de bruger i opdragelsen. Derved udvikler vi vores kultur. Vi ændrer i vores normer og uskrevne regler. Vi skal udvikle os. Det har vi altid gjort, og det tror jeg, at vi vil blive ved med. Kultur er ikke en begreb der skal være i stilstand. Jeg tror at det skal udvikle sig for at ungdommen ikke føler, at de lever i det forrige århundrede. Jeg mener altså ikke, at den danske kultur er truet, men at den bare er i udvikling, og at kultur tildels er individuelt fra person til person, men især forskellig generationer imellem. Det vil altså sige, at borgere i et land har ting som helligdage, historie osv. tilfælles med hinanden i deres mening om kultur, men der vil altid være forskelle.

Tak fordi i gad at høre på mig.