Metroexpress og Urban. Er det virkelig det første som skal møde de studerende. Trist. Nå, men man kan vel ikke forvente sig så meget mere, det er trods alt bare VUC.
”VUC”; jeg havde altid undret mig over hvad det egentlig var, da jeg var yngre altså. Jeg gik med en forestilling om at det var et sidste stop, for voksne, før de kunne fortsætte med deres trivielle liv. Få sig et 9 til 5-job på et kedeligt kontor, kedelig kone og kedelige børn. Skulle dette virkelig overgå mig? Det er jo alt det jeg altid har stræbet efter ikke at blive. Det er som om alt, lige meget hvor meget jeg har kæmpet imod, har ført mig mod denne dag. Første skoledag.
En usædvanlig lav kvinde stiller sig ret foran mig. "Hej", siger hun. Bare hej. Jeg fortæller hende at jeg er ny, og spørger høfligt om hvor jeg skal henvende mig. Uden at sige noget, bare med et akavet smil, peger hun på et stort skilt, hvorpå der står: ”Alle nye kursister skal mødes i lokale 118 på 1. sal.” - Jeg takker og prøver at bevæge mig uden om hende, hun bliver bare stående. Besynderligt.
Jeg undrer mig over hvorfor der står en klump af unge mennesker og venter ved elevatoren. Jeg tager trappen.
På vej op til første sal forsøger jeg at overbevise mig selv om at det her må være det rette for mig. Selvom samtlige atomer i min krop fortæller mig det modsatte. Jeg beslutter mig for at finde kantinen, bare lige for at klare mine tanker. Gangen ned til kantinen er dekoreret med malerier, det måtte være elevmalerier, for kønne det kunne man ikke kalde dem.
Jeg bestiller en kylling-sandwich. Den hjemmelavede med ekstra dressing, selvfølgelig.
Jeg begynder at pakke min sandwich ud af den tætsiddende folie og kan ikke tænke på andet end to år. To hele år, nye mennesker, nye lærere, alt er nyt. Måske er det bare mig og min frygt, frygt for det ukendte. Hvorfor?
Jeg tager en bid af den hjemmelavede sandwich og det er som om alt ændrer sig. Det er den mest fantastiske kylling-sandwich jeg nogensinde har smagt. Enestående.
