Den kroniske uskyld, Klaus Rifbjerg, 1958, ungdomsroman
Resume:
I ”Den kroniske uskyld” møder vi de to unge drenge Janus, der er fortælleren i bogen og Tore der er hans bedste ven. Vi følger dem igennem deres udvikling fra barn til voksen. Og gennem pubertetsperioden , i deres relation til hinanden, lærere, forældre, andre kammerater og voksne og ikke mindst fra Jungersen. Janus ser i den grad op til Tore, en tilbedelse der bevirker at alt, hvad Tore gør, siger og mener, acceptere Janus. Janus’s voldsomme idealisering af Tore medfører at Janus ubevist føler sig fremmed for sig selv og det bliver endnu mere problematisk for ham, da hans spirende seksualitet fører ham ud i selvforagt og lede, i stedet for forelskelse og kærlighed.
Tore, der bor sammen med sin mor, flytter i en kortere periode til Jylland fordi han`s mor har truffet en mand, som hun flytter sammen med. Forholdet brister og Tore og han`s mor flytter tilbage til København og Tore og Janus er igen sammen.
Da Tore møder den dejlige Helle, som han bliver kæreste med, bliver også hun genstand for den idealiserende betagelse Janus føler for Tore, samtidig med at Janus ambivalent slås med sin jalousi. Helle bor sammen med sin mor, fru Jungersen. Tore og Helle`s forehold er ren platonisk , Tore må kæmpe med sin seksualitet og sin ufrivillige uskyld, hvorimod Janus på sin selvforagtende måde eksperimenterer med sin seksualitet i sit erotiske forhold til Ellen, en pige han møder på en bar. Fra at være sorgløse teenagere der bliver studenter, tvinges de fra den ene dag til den anden, til at blive voksne, da der sker en tragisk hændelse.
I slutningen bliver et møde Janus har med Tore en konfrontation med ham selv og han`s eget jeg, der brat får ham til at erkende sin egen identitet og sit negative selvbillede.
Temaer i ”Den Kroniske Uskyld”
Den Kroniske uskyld beskæftiger sig med de evige aktuelle og vedkommende temaer, som to unge´s identitetsudvikling , venskab, forelskelse, seksualitet og idealisering.
Personkarakteristik:
De mest centrale og fremtrædende personer i bogen er Janus, Tore, Helle og fru Jungersen.
Personer, der er beskrevet og præsenteret af Janus og det er gennem hans øjne vi møder de andre personer i bogen.
Janus er den forvirrede, usikre teenager, der er irriteret på forældrene . Man har indtryk af at han er flittig med sine studier. På den ene side er han sorgløs, glad for livet, er smilende og positiv, når han er sammen med Tore og Helle. Når han er alene virker han meget ensom og alene med sine tanker og følelser, og når han er sammen med Ellen lever han sin aggressive og selvforagtende side ud.
Tore er den succesfulde teenager, han er ”gud”, uskyldsren og uforfalsket, alle ser op til Tore. Dog er der det minus at Helle ikke vil gå i seng med ham.
Helle er den vidunderlige, skønne og dejlige pige, ren og lysende som en engel, men i hendes øjne viser sin ind imellem en uforståelig angst, som Janus oplever det.
Fru Jungersen , Helle´s mor er ” slangen i paradiset”, hun er den ond, vulgær og beregnende og i Janus`s opfattelse, er hun også løven og edderkoppen der kun venter på at slå kløerne i sit bytte.
Vurdering:
Den Kroniske uskyld er en psykologisk udviklingsroman. Klaus Rifbjergs debutroman, er en klassiker og selv om den er mere end 50 år gammel er den stadig aktuel, fordi den beskæftiger sig med den eksistentielle side af tilværelsen. De første sider i bogen, hvor Janus præsentere Tore på en nærmest begejstret, euforisk, og idylliserende måde er efter min mening lidt tunge at komme igennem. Sætningerne er meget lange og sproget ”kringlet” i forhold til at det er en teenager der bruger det.
Eksempelvis står der på side 13, ”Det var meget skægt, meget af det man snakkede om, men de fleste af dem oppe ved katederet var døde for flere hundrede år siden, bare ved tanken om at de hver dag skulle stå op og gå af sted hen til et grødfad og sidde og se ud over det i timevis og ikke få andet ud af det end snot og søvnighed”. Og på side 17 bruges ord som ”akademisk vid” og ”transponeringer” ligesom der på side 117 står ”renfærdige kys”.
På trods af, at bogens foregår i 1950erne og selvom jeg ved Klaus Rifbjerg er en sprogekvilibrist, så syntes jeg, at sproget forekommer mig meget gammeldags. Her tænker jeg ikke på at man var De`s på denne tid, men jeg tvivler på at en ung fyr, som Janus ville bruge alle de mange ”voksne fremmedord”, der bruges i teksten. Når jeg ser bort fra dette, finder jeg bogen interessant og nærværende, fordi man kan identificere sig med Janus i han`s forvirrende identitetsudvikling og i al fald til en vis grad også hans usunde dyrkelse af Tore og Helle. Og Tore`s kamp og kvaler for at komme af med sin uskyld er også genkendelige elementer fra egen udvikling.
En absolut læseværdig bog.
