Den standhaftige Tinsoldat er skrevet af Hans Christian Andersen (1805-1875). Han er kendt som en kunstner som sammensætter en række forskellige elementer til sine eventyr, han beskæftigede sig med bl.a. sange og digte, men mest af alt er han kendt for sine kunsteventyr. Gennem kunsteventyrene hentede H. C. Andersen en lang række temaer, som han hentede fra sit eget liv. Den standhaftige Tinsoldat er et godt eksempel for de temaer som omhandler selvfornægtelse, identitet og sociale forhold.
I den Standhaftige Tinsoldat, følger man tinsoldaten som har et ben. Hans mission er at blive gift med danserinden i papirslottet. Men det skulle vise sig ikke at være særlig nemt, da han falder ud af vinduet, ned på en brostensvej, hvor han bliver samlet op af to drenge, som putter ham i en båd til han ender ud i havet, hvor han bliver spist af en fisk. Men heldigt for ham fanger datteren i hans hus fisken hvori han er, og tager ham med hjem til drengen (ejeren). Her ser danserinden at tinsoldaten er vendt hjem og de får øjenkontakt, men det brydes straks da drengen kaster tinsoldaten ind i kakkelovnen. Da gik der en dør op og der kom en lille brise som tog fat i danserinden, så hun også røg ind i kakkelovnen. Sammen skulle danserinden og tinsoldaten brænde ud.
Den Standhaftige Tinsoldat hører under kunsteventyr. Det kan ses ved at den indeholder nogle træk som er karakteristiske inden for kunsteventyr. Den første ting som indikerer at det er et kunsteventyr er begyndelsen på eventyret, som starter med ”Der var engang” og fordi vi kender forfatteren kan man udelukke at det er et folkeeventyr. Derudover indgår der eventyrfigurer, den onde told og danserinden (prinsessen). Desuden er det et fællestræk for eventyrfigurerne, at de kan handle som mennesker. De kan tale og tænkte og handle efter det.
Det er også en meget klassisk komposition, da eventyret et opbygget efter modellen hjemme-ude-hjemme. I starten befinder tinsoldaten sig hjemme på værelset, hvor han har som mål, at få danserinden, bliver præsenteret. Så falder han ud af vinduet og får en række prøvelser eller bliver udsat for farer. Herefter vender han hjem til værelset igen. Forskellen fra mange andre eventyr er, at han ikke direkte opnår sit mål.
H. C. Andersen har valgt at skrive novellen ud fra en alvidende 3.-personsfortæller, så det giver mulighed for at kigge på personerne udefra og beskrive dem objektivt. Endvidere har han gjort det muligt at springe ned i en af personerne (tinsoldaten) og beskrive dens tanker, følelser eller anvende direkte tale.
Sproget som H.C. Andersen bruger, er meget beskrivende og det er let for læseren at danne et billede af hvordan H.C. Andersen har tænkt situationen. Beskrivelsen af papirslottet og danserinden er meget detaljeret, det hænger måske sammen med at H.C. Andersen selv lavede papirklip.
På grund af papirslottet og tinsoldaterne er det muligt at finde tiden hvor eventyret har foregået. Det er fra omkring H.C. Andersens tid. Fortællertiden er svær at bestemme da der ikke er nogle direkte hints som fortæller noget om tiden.
Selve titlen på eventyret afslører hvem eller hvad hovedpersonen i eventyret er, og hvad som kende tegner hans personlighed. At være standhaftig betyder at være en som står fast på en beslutning; som ikke giver efter for fristelser, vanskeligheder eller modgang, og det passer godt på tinsoldaten i hele eventyret. Han bliver i den grad fristet af danserinden, men alt han gør, er at kigge på hende. Danserinden er derfor også standhaftig og et andet fællestræk set ud fra tinsoldatens synsvinkel er, at de begge kun har ét ben. Som læser ved man godt at tinsoldaten at det kun er tinsoldaten som mangler et ben, og derfor er det et symbol på at han også mangler en del af hans personlighed. Den del af sin personlighed som tinsoldaten mangler, er måden hvorpå han udtrykker sig korrekt. Han er lavet af metal og har en uniform på. De ting får ham til at fremstå følelseskold.
Samtidig bliver det uskyldige blik på danserinden tinsoldatens synd, som understreges af tolden, som advarer tinsoldaten om at lade være med at kigge på hende. Fordi han ikke kan lade være bliver han smidt ud på sin rejse, hvor han gennemgår en række prøvelser. Blikket som soldaten sender danserinden er et symbol på forelskelse og kærlighed til hende. Grunden til at deres kærlighed er så problematisk er deres forskellighed. Danserinden som er i den højere del af det sociale lag bor på et slot og tinsoldaten som er i den lavere del af det sociale lag, bor i en æske med femogtyve andre. Her ses temaet om de sociale forhold tydeligt. Kærligheden kan på grund af de rammer historienikke udvikles, men det betyder ikke at den ikke eksisterer, for det gør den! Det kan man se i slutscenen, hvor tinsoldat lige er blevet forenet med danserinden i kakkelovnen smeltes om til et hjerte. Her kommer de følelser ud, som han har undladt at vise mens han var i live. Så han har levet et selvfornægtende liv.
