Det moderne gennembrud

En litterær revolution

Mens verden moderniseres, hersker de nationalromantiske forestillinger fortsat. Æstetisk er de litterære idealer ude af trit med en moderne storbys puls.
Georg Brandes (1842-1927) destruerer på kort tid det fundament, som den danske litteratur hviler på, og baner vejen for en tiltrængt modernisering.
Den 3. november 1871 begynder Brandes en af sine forelæsninger over emnet: Hovedstrømninger i det nittende århundredes litteratur på Københavns Universitet (link: http://www.danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/georg-brandes-om-hovedstroemninger-i-1800-tallets-litteratur-1871/). Da forelæsningsrækken et par år senere er forbi, er den danske litteratur afgørende forandret.
Brandes præciserer, hvilke problemer den moderne litteratur sætter under debat i Europa. Her tager litteraturen stilling til forholdet mellem de to køn, ejendomsforholdene, religionen og samfundet. Forelæsningerne bliver signalet til et litterært opbrud, en litterær revolution. Rygtet om den unge mand, der har sat København på den anden ende, når hele Skandinavien rundt. I løbet af få år bliver København centrum for den moderne nordiske litteratur. De senere verdenskendte svenske og norske forfattere: August Strindberg, Henrik Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnson valfarter hertil. Herved kommer Brandes forelæsninger til at ændre den skandinaviske litteratur radikalt.
I løbet af få år er resultatet synligt. Vi får en række forfattere, der i dag regnes blandt vore bedste: J. P. Jacobsen, Herman Bang og Henrik Pontoppidan. I rækken bag dem står nogle kendte, men mindre betydningsfulde forfattere som Holger Drachmann, Sophus Schandorph og Erik Skram. Endelig får vi det første gennembrud for en hel generation af kvindelige forfattere. De skriver alle om kønslivet, religionen og samfundet, men deres udtryk er individuelt, de bruger deres eget toneleje, og ikke altid til Brandes’ tilfredshed. Alle vil de ud af den nationale hygge og ufarlighed, alle vil de skrive en litteratur, der lever, som sætter problemer under debat.

Kritikken

Brandes er på mange måder en stor beundrer af romantisk litteratur, og hans formål er ikke at nedgøre romantikken og romantismen. Brandes kritiserer den nationalromantiske litteratur, den litteratur, som dyrker institutionerne: kongehuset, kirken, nationen og familien.
Herved sætter han helt bevidst parentes om H. C. Andersen, Steen Steensen Blicher, i særdeleshed om Søren Kierkegård, som han respekterer og beundrer.

Æstetisk naturalisme: J. P. Jacobsen:

Jens Peter Jacobsen (1847 – 85) kommer ikke som Brandesbrødrene fra det velhavende og europæisk orienterede borgerskab. Han kommer fra Thisted og hans far har arbejdet sig fra fattigdom til at være en velhavende købmand. J. P. Jacobsen tager til København for at studere naturhistorie, altså biologi, og faget er på den tid blevet et kontroversielt fag – efter Darwins ideer har vundet gehør. Naturvidenskaben udgør et centrum for den ideologiske debat.
Jacobsen bliver snart kendt som Danmarks måske eleganteste forfatter, men Brandes-brødrenes første indtryk er, at han er en bondestudent.
Det seksuelle partnervalg er, for darwinismen, drivkraften i naturens udvælgelsesproces af de bedst egnede. derfor er spillet mellem mænd og kvinder dybt interessant, og Jacobsen studerer det i sine romaner. Specielt ser man de farvestrålende og dæmoniske kvinder, som er istand til at tæmme manden og frit vælge sig en partner.
Jacobsen finder altså ikke Darwin via litteraturen og den litterære debat. Han møder tværtimod Darwin i naturvidenskaben og fører herfra perspektivet ind i den litterære løbebane.
Før sin litterære debut oversætter han i årene 1871 – 74 Darwins hovedværk ”On Origin og Species” (Om arternes oprindelse). Hos Darwin henter han forestillingen om de kræfter, der styrer det menneskelige liv. Disse kræfter er fysiske, biologiske og frem for alt seksuelle. Verden er ikke styret af menneskets sjæl, men af dets krop. Jacobsens livssyn er naturalistisk.
Den yderste konsekvens af Darwins tanker er, at mennesket ikke er skabt af Gud, men nedstammer fra aberne. Det er altså særdeles kontroversielle tanker, som vækker harme og debat.
Jacobsens værker bliver aldrig programlitteratur og indholdet noget drømmende. Han taler mere om erotisk dæmoni end om seksualmoral, og han taler mere om forholdet mellem drøm og virkelighed, end han formulerer et direkte opgør med det romantiske.
Han dyrker naturen udfra en videnskabelig interesse, men der er hverken noget firkantet eller regelret over hans prosa – tværtimod! Hans foretrukne stilfigur er arabesken, et ornament, der især kendes fra nærorientalsk kunst. Det er en sammenslynget figur, som typisk består af plantedele. Arabesken er stiliseret, men ikke på en enkel måde, og der er ingen rette linier.
Jacobsen er en fin iagttager, men hans blik er ikke udelukkende videnskabsmandens. Hans naturalisme er altid fuld af noget dunkelt og anet, som på sin vis peger tilbage til romantikken, men som først og fremmest peger fremad mod symbolismens større følsomhed, hvor seksualdebatten afløses af en erotisk nerve, og hvor den ideologiske debat afløses af en eksistentiel debat.
Foruden at være en central skikkelse i dansk litteratur, påvirker Jacobsen den internationale litteratur – f.eks. har de tyske forfattere: Rainer Maria Rilke og Thomas Mann vedkendt sig en afgørende påvirkning fra ham.
Jacobsen debuterer med Mogens (1872), men allerede i 60’erne har han skrevet digte, som udgives efter hans død. Han når at udgive romanerne Fru Marie Grubbe (1876) og Niels Lyhne (1880), inden han som 38-årig dør af tuberkulose.
Fru Marie Gruppe: I debutromanen Fru Marie Grubbe er rosenbeskrivelserne i romanens begyndelse samtidig en beskrivelse af seksualitet. Af gode grunde kunne Jacobsen ikke beskrive seksualiteten mere direkte, men brugen af rosenbillederne er ikke kun for at undgå skandale og øjeblikkelig beslaglæggelse af bogen. Stilen er et mål i sig selv, og denne stil bliver Jacobsens kendetegn. Han er farvenuancernes mester i dansk prosa, og naturen bliver gengivet som under et mikroskop med masser af detaljer. Af de mest traditionelle anmeldere blev bogen betragtet som skandaløs, men samtidig bliver den en kunstnerisk succes for Jacobsen og det nye litterære miljø.
Marie Grubbe var en autentisk, historisk person, som allerede var beskrevet af Ludvig Holberg. Han undrede sig over hendes skæbne: en adelig kvinde derangerer socialt, fordi hun lader sig skille og følger en af karlene på faderens herregård. Jacobsen skildrer hende uden undren – hun følger seksualdriften.
Links: Det kongelige Bibliotek, Epoke, Kalliope

Impressionismen i maleriet:

Impression betyder indtryk. Fra 1870 og frem til 1900 bliver impressionismen den dominerende nyskabelse. En ny gruppe malere dukker op i Paris, og de vender op og ned på normerne for billedkunsten og opfattelsen af skønhed. Impressionismen har fået navn efter et maleri af Claude Monet:” Impression, soleil levant” (Indtryk, solopgang)

[pic]

Det særlige ved impressionisterne er, at de maler med lyset, som deres vigtigste stilmiddel. Lyset bliver endog væsentligere end det motiv, der afbildes. Ambitionen er at vise, hvordan lyset bestemmer tingenes overflade, deres farve, deres struktur. derfor ændrer motiverne sig efter vejret og lysets skiften i løbet af dagen. Kunstneren går fra nu af ud i virkeligheden – ud i landskabet, som f.eks. Monet og van Gogh, men kunstneren stiller sig også midt ind i byens pulserende liv. Andre kendte impressionister er Camille Pissaro.
At fatte forandringen: Når storby og impressionismen passer sammen, er det, fordi storbyen er foranderlig: mennesker, hestekøretøjer, kunstigt lys er i konstant bevægelse, så storbyen får noget opløst over sine konturer.
Impressionismens ambition er at fatte forandringen, at se tilværelsen i en række enestående øjeblikke. Fotografiet og den medicinske videnskab omkring øjets opbygning havde i årene op til impressionismen revet grunden væk under den opfattelse, at verden er stabil. Derfor afviser man den regelbundne form, man afviser de sirlige, glatte penselstrøg. Man sætter tempoet op, og som konsekvens af den nye viden om øjets opbygning lægger man ikke længere farverne på lærredet i de præcise nuancer, man ønsker.
Man ved nu, at farverne blander sig i betragterens øje, afhængigt af hvilken afstand et billede betragtes fra. Derfor sætter man stærke, ublandede farver op ved siden af hinanden med grove penselstrøg.
Impressionismen påvirker komponisten Debussy, men også litteraturen f.eks. J. P. Jacobsen og Herman Bang påvirkes. Resultatet er dog særdeles forskelligt. J. P. Jacobsens stil kaldes ofte for beskrivelsesimpressionisme på grund af den detaljemættede beskrivelse. Herman Bang søger i stedet at fange bevægelseslogikken – han søger at udtrykke stemninger og psykologiske mønstre ved hjælp af den minutiøse registrering af bevægelser og gestik. Bangs impressionisme er altså scenisk og ligger tæt op af det nye medie: fotoet, og ikke mindst filmmediet.
Den 22. marts 1895 kan brødrene Lumière henrykke og forbløffe den parisiske befolkning med en virkelig sensation – levende billeder.

Herman Bang:

Herman Bang (1857 – 1912) er som Jacobsen en ukendt provinsstudent, da han som ganske ung kommer til København, men hans baggrund er meget anderledes. Han kommer fra en adelig præstefamilie: moderen dør tidligt, og da faderen i lange perioder er psykisk syg, går han på kostskole.
Som voksen ernærer han sig som digter, journalist og oplæser. Dermed bliver han et typisk eksempel på den nye type forfatter: en løst tilknyttet litteratur- og kulturmedarbejder, der færdes i storbyen og lever på markedets betingelser.

1 Den degenererede familie

Bangs debutroman ”Haabløse Slægter” retsforfølges og bliver fundet utugtig. Bang får en mindre bøde, men bliver med et kendt på den litterære scene. Baggrunden for retsforfølgelsen er de erotiske skildringer – (Bang sigtes for pornografi), men Bangs sigte er et andet. Han beskriver en familie, som på mange måder er syg og perverteret. Inspireret af darwinismen beskriver han en familie: • som har levet for længe, • som er tømt for kraft og sundhed, • som lever i illusionernes tågeverden • som er uden håb og fremtid • som er degenereret.

Bogen indeholder selvbiografiske træk, da Bang opfatter sin egen familie som på vej mod degeneration, at Bang selv er homoseksuel, betrakter han som et degenerationstræk i slægten. Derved bliver homoseksualiteten en skæbne, som er ham pålagt – det er ikke noget frit valg.

2 Stille eksistenser

Bang er mester i skildringen af den kvindelige længsel efter kærlighed. Næsten alle disse kvindeskæbner er ulykkelige. De lever et trist begivenhedsløst liv, men har i sjælen vilde uopfyldelige drømme om kærlighed og lykke. Typisk blomstrer de op i et enkelt, umuligt, men passioneret forhold – for derefter at visne, resignere eller ligefrem dø. Disse driftsstærke, men socialt stækkede kvinder kalder han selv for stille eksistenser. Hvilket også er titlen på en af hans samlinger af fortællinger.
Hans værker er præget af en nærhed og intimitet i menneskeskildringen.

3 Bangs impressionisme

For Bang er impressionisme: at kunne fastholde virkelighedens mangfoldige og pulserende liv. De impressionistiske malere medtænkte betragteren – på sammen måde går Bang i dialog med læseren. Han forkaster den psykologiske beskrivelse og åbner dermed et nyt rum for fortolkning. ”Jeg ser mine personer billede efter billede og kun i situation efter situation hører jeg dem tale.”
Prosafremstillingen opløser sig i scene på scene. Personerne karakteriseres gennem deres reaktioner og deres individualiserede replikker. Replikskifterne dominerer til tider så stærkt, at fremstillingen nærmer sig dramaet.

4 Stuk

I romanen Stuk fra 1887 går Bang tæt på storbymiljøet, som udvikler sig i København. Byen er fuld af byggematadorer og plattenslagere, og den gamle embedskultur må se sig overhalet af gullaschbaroner, der har råd til alt. I en yderst sarkastisk form klædes de af til skindet.
Selve titelen Stuk rummer en kritisk pointe – den nyrige stil var rent facadebyggeri: det skal se flot og prangende ud, og der klaskes tonsvis af gipsstukkatur uden på byggeri af en højst usolid og ringe kvalitet. – Som det forholder sig med bygninger – sådan forholder det sig med personerne. Her er intet solidt, ingen stil og ingen moralsk ryggrad. Anmeldelserne klagede over ”fremstillingens ulidelige uro og den trængselslignende skare af personer” – men det var netop pointen. Det udtrykker noget centralt ved den moderne storby, hvor trængsel og rastløshed udgør den daglige virkelighed.
I sin levetid bliver Bang en anerkendt forfatter, men samtidig er pressen hård ved ham, bl.a. er hans homoseksualitet et konstant tema. Alligevel slår Bangs beskrivelse aldrig over i det kyniske. Det lykkes ham at bevare en menneskelig varme i skildringerne af de mennesker, der så grundigt forspilder deres liv og lykke. Bang har en evne til at lave en personlig og indfølende karakteristik, som kommer itl at ændre normerne for persontegningen i dansk litteratur. Bang har en modvilje mod programlitteratur og formår med sin nyskabende impressionistiske stil at forny den danske litteratur.

Skagensmalerne:

I Danmark får vi med Skagensmalerne en ny gruppe malere, som inden for deres kunstart tager de moderne udfordringer op. P. S. Krøyer og Anna Ancher behersker den nye impressionistiske malerstil, mens Michael Ancher har sit centrum i den realistiske stil.

[pic]
Godt nok havde Guldaldermalerne malet naturen, og de var gået ud i det danske landskab, men det begrænsede sig til Nordsjællands bøgeskove og Københavns udkanter. Med Skagensmalerne bliver Jylland et foretrukket motiv. Lyset ved Skagen er specielt, og da lyset med impressionisterne kommer i centrum, bliver Skagen interessant som motiv. Impressionistisk inspirerede malere fra hele Norden rejser i de lange lyse somre til Skagen, hvor der efterhånden etableres en regulær kunstnerkoloni med både forfattere og malere. Det bliver mondænt at bo på Skagen om sommeren – som det stadig er i dag.
Blandt de hyppige sommergæster på Skagen finder man bl.a. Georg Brandes og Holger Drachmann.

Anna Ancher: De motiver, Anna Ancher maler, er aldrig de klassiske Skagen-motiver. Hun maler ikke fiskere – men interiører, som i princippet kunne være malet hvor som helst. Hun udvikler en suveræn impressionistisk teknik, og selve lyset er båden den centrale metode og det centrale motiv.

Krøyer: Den impressionistiske metode behersker Krøyer også, og han er helt igennem en moderne maler. Han lader sig f.eks. inspirere af den moderne fotografiske teknik. Flere af hans kendteste malerier er malet på baggrund af fotografier.

1 Henrik Pontoppidan: (1857 – 1943)

2 Allerede i sin studietid viser Pontoppidan interesse for de moderne, videnskabelige tanker. Han debuterer i 1879 med en lille fortælling: Kirkeskuden, der ikke bærer præg af gennembruddets tematik, men et par år efter udgiver han novellesamlingen Stækkede vinger, der har et klart naturalistisk præg. Herefter følger Landsbybilleder (1883), Fra hytterne (1887– se link:http://www.henrikpontoppidan.dk/text/kilder/boeger/fh/) og Skyer (1890). Den sidste kan læses som en afslutning på første fase i Pontoppidans forfatterskab. I disse bøger er hans mest barske og kompromisløse kritik af forholdene på landet, som endnu er set i Danmark.

På landet var der store klasseforskelle, men langt hen havde de by-intellektuelle fokuseret på de kummerlige forhold, som arbejderklassen havde i de store byer. En del af de større bønder blev rigere og havde det godt på gårdene – og det var denne gruppe, som tog på højskole. Pontoppidan kender det grundtvigianske miljø fra en periode, hvor han ernærer sig som højskolelærer, og han bryder sig ikke om det. Han sympatiserer med de fattigste, husmænd og landarbejdere, som bliver taberne i den sociale og økonomiske udvikling. De havde ingen ejendom og måtte fortsætte det sure slid. Først ret sent bliver arbejdsforholdene reguleret via love.
Disse forhold drager Pontoppidan frem i lyset – og på den måde bliver han en vigtig forudsætning for det senere folkelige gennembrud.
Efter 1890 skifter Pontoppidan kurs – både form og indhold forandres. Han går over til romangenren og tager klassisk eksistentielle temaer op. Endvidere er han en af de første i dansk litteratur, der lader sig inspirere af Friedrich Nietzsche.

Sædelighedsfejden:

Forholdet mellem kønnene og den borgerlige seksualmoral er et af de mest påtrængende, sprængfarlige og vedkommende temaer i det moderne gennembruds litteratur. En del unge begavede kvinder tager i årene efter 1870 Brandes og de andre mænd på ordet: de forlader deres trygge, men klaustrofobiske hjem og begiver sig til København for at gøre litterær karriere. I København opstår omkring år 1880 for første gang et kunstnerisk miljø, hvor kvinderne spiller en rolle.
Blandt det moderne gennembruds mænd var der forskelligt syn på kvindens seksualitet. De var enige om, at det var urimeligt, at kvinder skulle holde sig rene og jomfruelige før ægteskabet, mens mænd frit kunne gå til prostituerede – eller udnytte det kvindelige tyende:

|1. løsning: |Brandes’s synspunkt: |Kvinder skulle kunne have mulighed for at |
| | |gøre seksuelle erfaringer før ægteskabet. |
| | |Det ville give sundere og lykkeligere |
| | |ægteskaber, hvis piger ikke var så |
| | |seksualforskrækkede og neurotiske. |
|2. løsning: |Bjørnstjerne Bjørnsons synspunkt (ses|Man måtte forlange en langt strengere |
| |f.eks. i skuespillet ”En handske” |kønsmoral – også af mændene. Man kunne |
| |1883) + |undgå mange uægte børn - og kønssygdomme, |
| |Dansk kvindesamfunds synspunkt |som blev bragt videre fra prostituerede |
| | |til borgerskabets pæne familier |

Debatten blev nærmest en slags krigstilstand, derfor blev den kaldt sædelighedsfejden.
Dansk Kvindesamfund, som opstod i 1871 tager i 1887 parti. Forkvinden Elisabeth Grundtvig (barnebarn af salmedigteren) forsvarer kyskhedsmoralen, den såkaldte handskemoral. En årsag til denne holdning kunne være, at en fri seksualmoral i et samfund uden effektive præventionsmidler, måske ikke var det værd. Kvinderne ville endnu en gang skulle lægge krop til – i form af uønskede børn, hasarderede svangerskabsafbrydelser og lignende.

Amalie Skram:

(1846 – 1905) Efter et langt fornuftsægteskab ender Amalie Skram, som egentlig er norsk, i København, hvor hun gifter sig med Erik Skram – en af forfatterne fra gennembrudsmiljøet. Kvinder er ikke myndige og som regel fik manden alle børn ved en skilsmisse, så Amalie Skrams ønske om selvstændighed betales med en høj pris. I 1885 debuterer hun med Constance Ring, som bl.a. handler om utroskab og psykisk ustabilitet. Romanerne Professor Hieronimus (1895) og På Sct. Jørgen (1895) handler om hendes oplevelser på et psykiatrisk hospital og resulterer i en heftig debat om vores mentalhospitaler.
For flere kvinder fører det moderne gennembrud til sammenbrud og selvmord – for mange bliver kampen ensom og udsigtsløs.

Litteratur om Det moderne Gennembrud:

Litteraturens huse, Systime
Litteraturhåndbogen, Gyldendal

Links:

http://www.detmodernegennembrud.dk/

http://da.wikipedia.org/wiki/Det_Moderne_Gennembrud

http://www.leksikon.org/art.php?n=1759

http://www.emu.dk/gym/fag/da/fagressourcer/modgenn.html

http://www2.kb.dk/elib/mss/dmg/

Christina Søvndal, forår 2010
(- med tak til Anne-Mette!)