Det moderne gennembrud
Der er iblandt forskere uenighed omkring fastsættelsen af perioden, der karakteriseres som Det moderne gennembrud, men indenfor dansk litteratur er det hovedsageligt perioden fra 1870 -1890.
Det konkrete begreb, Det moderne gennembrud, udtrykker fornyelse og brud med ældre traditioner.
Udtrykket stammer fra Georg Brandes (1842-1927), som i 1883 udgav bogen Det moderne gennembruds mænd. Han var en af de mest betydningsfulde personligheder i Norden, når man omtaler denne periode. Igennem hans berømte forelæsninger på Københavns universitet i de første par år af 1870’erne, formidlede han sit budskab; han ønskede et opgør med romantikken og en ny form for litteratur. Litteratur, hvorigennem problemstillinger, især politiske og samfundsmæssige, skulle udtrykkes. ”Danske forfattere skriver ikke om vore liv, men om vore drømme”. Sådan udtrykte han sig meget præcist, og dette citat er meget sigende om den kritik, han rejste af litteraturen, som den var i Danmark på dette tidspunkt. Brandes fornemmede reaktion i den danske litteratur men ikke revolution. Derfor forsøgte han med sine forelæsninger, at få tilhørerne til at indse at behovet for realistisk og problematiserende litteratur var nødvendigt at opfylde, for at følge med den europæiske litteraturs udvikling.
Georg Brandes fører hermed også Nietzsches litteratur til et gennembrud i Europa. Heri skildres personlige problematikker og refleksioner over det sjælelige liv. Ergo betød det et tydeligt brud med romantikkens objektive og ofte idylliske skildringer af vore liv; det vi kender som
Biedermeierkulturen. Brandes ønskede de, til tider hengemte, problemer som tema for den nye type litteratur. Særligt var hans fokus omkring forholdet mellem mand og kvinde, og hermed især ægteskabet og seksualiteten. Men også samfundspolitiske spørgsmål omkring klassesamfundet var hans foretrukne.
Temaet omkring klassesamfundet var allerede taget op af Ludvig Holberg i 1700-tallet. I Jeppe på
Bjerget udtrykkes det klare budskab; at man skal opretholde samfundslagene for ”Når skidt kommer til ære, ved det ikke hvor det skal være”. Jeppe, den fattige bonde, egner sig ikke som konge. Men indirekte ligger der en kraftig undertone af en kritik af de dårlige forhold, underklassen måtte lide under. Det nye, der kom med Det moderne gennembrud var, i forhold til Holberg, at fokus ikke længere var centreret omkring de allerhøjest stillede i overklassen og de allerfattigste i underklassen, men at den almindelige borger også stod for skud. Man gik indenfor hjemmets fire vægge og afslørede hermed problemer og forhold som ellers ikke havde været fremme i lyset. På dette er Henrik Ibsens, Et dukkehjem, et tydeligt bevis. En familie, som udefra set rummer alt, der kræves for et lykkeligt liv, men bag facaden er kvinden,
Nora, undertrykt af sin mand, og deres ægteskab er fyldt med fortrængte problemer. Det har sin pris for dem at opretholde den smukke facade; ligesom det formodentlig har haft det for mange andre familier på denne tid.
Når vi snakker Ibsen er det naturligt at nævne naturalismen, da det er denne genre, og som antydet også realismen, der kendetegner hans værker.
Definitionen på naturalismen er en overførsel af naturvidenskabelige synspunkter på digtningen. I årene før Det moderne gennembrud kom Darwin på banen med sine teorier omkring menneskets opståen. Han mente alle levende væsner stammede fra én urtype, og at mennesket altså ikke var skabt af Gud, men blot tilhørte en meget højtudviklet del af dyreriget.
Darwins teorier er til inspiration for adskillige forfattere under Det moderne gennembrud. Et eksempel på dette er J.P. Jacobsen, som selv var uddannet biolog og hermed havde gode forudsætninger for at bruge Darwin i sin litteratur.
Dilemmaet omkring naturvidenskaben versus digtningen er gennemgående i denne periode og især en problemstilling for J.P Jacobsen: ”Der gives øjeblikke i mit liv, hvor jeg tror, at studiet af naturen er mit livs kald, men til andre tider er det, som om poesien var det.”
Hans mission var så at overfører naturvidenskaben til digtningen; en mission, der viser sig vellykket i hans første roman Fru Marie Grubbe. I denne roman skildres adelskvinden Marie Grubbes liv.
Hendes udvikling igennem livet beskrives ud fra samspillet mellem arv og miljø, hvilket er typisk for naturalisterne.
Marie Grubbe er en kvinde, der bryder med normen. Hun følger sin natur, hvilket indebærer at hun er kraftigt styret af sine drifter og sin seksualitet. Igennem sit liv har hun forhold til en del mænd og med hendes tydelige fokus på sine egne drifter, adskiller hun sig fra det kvindebillede, man havde før Det moderne gennembrud, hvor kvinden var dydig og ren. Fokus på drifter og seksualitet var hovedsageligt forbeholdt manden før denne tid.
Tidligt i fortællingen om Fru Marie Grubbe fornemmer man hendes spirende seksualitet efter mødet med Søren Ladefoged: ”Marie Grubbe søgte ogsaa sin seng, men hun sov ikke, hun laa og tænkte, og imellem rødmede hun over sine tanker, imellem kastede hun sig uroligt, ligesom om hun blev bange for dem.” Hun er flov over de tanker og følelser, som Søren Ladefoged sætter i gang hos hende, fordi det ikke er anerkendt at kvinder er seksuelle væsner; i hvert fald ikke at de ligefrem finder behag ved at være det. Derfor føler hun frygt for at adskille sig fra normen.
Men senere kommer det frem, at hun er styret af sine drifter og ikke gør meget for at undertrykke dem: ”Da han havde været i burehuset en maanedstid, begyndte han at nærme sig Marie Grubbe, eller tillod hende at nærme sig ham…” Det er her hendes forhold til Magister Holberg, der omtales.
På denne tid var det ikke normen, at kvinden tog initiativet. Det var manden, der skulle bejle til kvinden og efter længere tids vedholdenhed fra mandens side, kunne kvinden så vælge at være med på ”legen”. Altså adskiller Marie Grubbe sig fra denne tids kvindebillede, fordi hun står ved sine drifter og fører dem ud i livet uden synderlig angst for at blive dømt af omverdenen.
Kvindefrigørelse og seksualitet er nogen af de bærende temaer, når man taler om det moderne gennembrud. Georg Brandes oversatte allerede i 1869 John Stuart Mills bog Kvindernes undertrykkelse, og gav hermed anledning til en debat vedrørende kønnenes ligestilling, med åbenlys fokus på kvindens seksualitet. Kvindeundertrykkelse er desuden også et vigtigt tema i både Et dukkehjem og Fru Marie Grubbe, som kom i tiden efter debattens frembrud.
Denne debat kaldes for sædelighedsfejden. Den drejede sig om den dobbeltmoral, der herskede omkring mænd og kvinders seksualitet både i og udenfor ægteskabet.
Tidligere var den brede opfattelser at mænds drifter i høj grad var ustyrlige for manden selv, mens kvindens drifter uden problemer kunne undertrykkes. Imidlertid var Freud kommet på banen med sine teorier omkring de ubevidste drifter, som i forskellig grad styrer os alle, mænd som kvinder.
Også Nietzsche fokuserede på menneskets drifter, men mente i højere grad at det personlige valg var en mulighed; altså drifterne var ikke ubevidste i den grad som Freud antog det.
I sædelighedsfejden kan opstilles 3 hovedsynspunkter. Den konservative fløj, som mente manden og kvinden er skabt forskellige, og derfor har forskellige krav omkring seksualitet. De mente at man skulle indskrænke sine drifter indenfor ægteskabet, men blev denne regel brudt, var det en utilgivelig synd for kvinden, men kun en uheldig foreteelse for manden.
De mente at mandens seksualitet kunne tilfredsstilles ved brug af prostituerede og adskilte brugen af prostitution med ægteskabet, med begrundelsen at ægteskabet er indstiftet af Gud, mens prostitutionen er reguleret af samfundet.
Det andet synspunkt kan vi kalde mellemfløjen, som mente at seksuallivet var forbeholdt ægteskabet. Afholdenhed før ægteskabet og streng monogami efter indgåelse af ægteskab, var en selvfølge for disse. De kæmpede for forplantningslære i skolen og begge køn og var i skarp protest imod prostitution.
Det tredje og sidste hovedsynspunkt var den radikale fløj i debatten, som ønskede tolerance i forhold til seksualiteten. De mente at ægteskabet undertrykte menneskets frihed og specielt kvindernes. Til forskel for de to andre hovedsynspunkter, så de ikke på seksualiteten som noget skamfuldt. De mente ikke at ægteskabet skulle havde nogen betydning for de kønslige forbindelser.
De så seksuelle forbindelser som en personlig sag, som staten ikke skulle gribe ind i, med mindre det drejede sig om direkte forbrydelser. Herunder hørte altså for dem ikke prostitution, hvilket de bakkede op om. Kritikken af denne radikale fløj gik ud på at deres kvindesyn ville medføre en holdning til kvinden som seksualobjekt.
Altså førte Det moderne gennembrud, udover et litterært brud, også et samfundsmæssigt brud med sig, som dog først trådte i kraft for alvor næsten 100 år senere under kvindefrigørelsen i 1970’erne.
Et brud med det stereotype billede af kvinden som undertrykt og uden seksualdrift. Kvindens rettigheder skulle nærme sig mændenes, og det skulle tillades kvinden at tage stilling og gå imod den norm, hvor manden havde den altoverskyggende rolle som autoritet.