Det Røde Bånd

Mit navn var Judas. Jeg var 25 år gammel og skulle lige straks giftes med en kvinde, jeg ikke elskede.

Hvorfor gifte sig med nogen, man ikke elskede? Det lette svar ville nok være, at hun havde et højt antal point. Åh, og at det ville gøre mine mødre glade. Mange point og glade mødre var jo lidt, hvad de fleste ønskede af livet. Desværre for mig var jeg gået hen og blevet forelsket i en helt forkert slags menneske. Forrykt, styg, sindssyg; der fandtes mange navne for min kærlighed. Det værste var dog næsten tanken om, at den var gengældt.

”Godmorgen skatter. Så er det din store dag!” lød det lige ved siden af min seng. Min ene mor, Sannah, havde sit ansigt så tæt på mig, at jeg nærmest kunne smage hendes sirupånde. Jeg vendte forskrækket hovedet om, bare for at finde min anden mor, Gwentru, mindst lige så tæt på.

”Du må skynde dig op og spise noget, så vi kan få dig i tøjet og for alvor gøre os klar til festlighederne!” Det var formentlig ikke helt ordret nedskrevet, men kommandoen lød i hvert fald noget i den stil. Min krop var halvvejs ude på toilettet, før jeg opfattede, hvor lidt klokken egentlig var.

”5.15?,” kom et vredt udbrud fra mig, men jeg turde ikke stoppe op og høre det ton af undskyldninger og forklaringer, de bekymrede mødre kunne kaste over mig. Efter at have låst døren bag mig og fået tisset af, stod den på boblebad. Boblebadet måtte være en af de bedste opfindelser nogensinde.

En af mine gamle veninder bildte mig engang ind, at der for nogle århundreder siden ikke havde fandtes et boblebad i alle hjem. Skulle folk virkelig have levet uden mulighed for at lægge sig ned i det varme, velduftende vand og bare lade tankerne flyde? Jeg havde grædt i ugevis. Nu hvor jeg var blevet voksen, var det lettere at forholde sig til. Bevares, for bare et par årtier siden skulle man være rig for at rejse længere væk end til Uranus og for små 3-400 år siden havde kun de rigeste mennesker råd til deres egne hus-botter.

Boblebadet forblev nu alligevel mit yndlingssted i verden. Det var først ved hus-bottens hadede stemme: ”Du bliver nødt til at gå op af vandet nu, ellers skader du dig selv,” at jeg ligeså langsomt trak mig op af den lilla farve og iførte mig en sølv badekåbe. Jeg havde vistnok fået den i 21års fødselsdagsgave af min ene oldemor.

Som barn havde jeg lidt af homofobi. Det var en ganske almindelig sygdom blandt børn i alderen tre til syv, som lægerne så pænt havde forklaret mine bekymrede mødre. Ved genkaldelse var det faktisk en meget god periode; en simpel tid. Hver gang jeg ikke fulgte regler, kunne lægerne sætte det ind i et sygdomsmønster og give mig medicin, der svarede sig til det. Da homofobien stod på sit allerhøjeste, snakkede jeg ikke engang med mine mødre.

Det var deromkring, jeg lærte Ronnie at kende. Ronnie var hverken min kommende brud eller mit hjertes udkårne, men min bedste ven. Som barn havde han lært mig ikke at være bange for eller hade menneske. I dag stod han klar på mit soveværelse, da jeg var kommet op af mit alt for lækre og dermed rynkende lavendel-bad. Selvom jeg havde kendt manden i næsten tyve år, var lysten til at spærre mig selv væk fra alt menneskeligt noget nær ødelæggende. Seriøsiteten iblandet den fiktive lyd af klokkeklang krampede i min mave, lunger og hjerte.

”Jeg fik lokket de gamle væk,” lød det fra Ronnie, så tavsheden endelig krakelerede. ”Du ser nervøs ud, smukke,” fortsatte han og gav mig et kys på munden. Han hev mig hen til sengen, hvor der var dækket op til et gigantisk morgengilde. Hvis ikke synet af bryllupstøjet, hængende frit fremme lige bag ved Ronnie, havde slået samtlige sanser samt alle andre tanker end ”løb, løb, løb, skrig, skrig, løb, løb, løb,” ud af hovedet på mig, burde min mave have knurret langt tidligere. Gwentru og Sannah havde i sandhed lagt meget arbejde i maden. Ikke alene fyldte den halvdelen af min dobbeltseng; den duftede også så godt, at man næsten kunne smage alt kødet og pandekagerne – ja, selv frugten. Jeg satte mig til at spise.

Efter et par minutters stilhed (muligvis madro i Ronnies øjne) kom min ven igen med et par ord: ”Du virker ikke særlig spændt, Judas.” Intet svar fra min side. ”Eller måske er du tværtimod lidt for spændt?” Stadig intet svar. Jeg var jo trods alt i mit nervøse/paniske/ignorerende/bare-kig-væk-og-lad-som-ingenting-så-forsvinder-det-hele-nok/menneskesky-humør. Muligvis regnede jeg ud, at der kun var cirka en fjerdedel af et døgn tilbage og forestillede mig, at den mad, jeg proppede i mig, ville få mig til at svulme så meget op, at vi var nødt til at aflyse brylluppet. Muligvis.

”Jeg er jo din bedste ven. Du ved da, at du kan fortælle mig alting!” Det var deromkring, jeg vågnede op fra min lille fantasi. Her sad jeg så tilbage med et stykke melon i min venstre hånd, Ronnies hånd i den anden og det sidste stykke af, hvad der kunne lyde som en ganske flot monolog. De to sætninger bikset sammen med de grønne, opmuntrende øjne skød direkte igennem mit brystværn af ansvarlighed. Selvom det meste af mig vidste, at jeg var på vej til at gøre det helt rigtige, kunne jeg ikke længere holde følelserne for mig selv.

”Perverse stodder!” råbte Ronnie. Jeg kiggede over på min dør og glædede mig over den røde farve; rummet var aflåst og lydisoleret. Ikke at glæden kunne holdes op imod det at blive skældt ud af ens barndomsven, men i det mindste kunne mine mødre ikke høre det.

”Forrykt … stygt … modbydeligt!” blev han ved. Han gik sådan lidt frem og tilbage og skiftedes mellem at kigge på sine hænder og diverse steder på væggen. Allerede ved starten af min forklaring var han så småt begyndt at bevæge sig væk fra mig med øjnene fokuseret på dynen.

”Du har været på stævnemøder … med … og I har kysset … jeg vil ikke … jeg kan slet ikke holde ud at tænke på det!” blev efterfulgt af et teatralsk ”ADR!” samt endnu et par nedbrydende, sårende ord og sætninger. Hvor lang tid, der gik med det, var jeg for langt væk til at holde øje med, men som det næste lød der en banken på min dør. Den røde farve blev skiftet ud med en gul, hvilket endelig fik Ronnie til at tie stille. Lydisoleringen var ovre. Ved skiftet til den grønne farve dukkede Sannah frem.

”Såerh, er I færdige med at spise?” storsmilede hun. Ronnie gik forbi uden et ord.

”Hvad skulle han?” spurgte den nu lidt mere bekymrede mor. Jeg tog en sidste bid af citronkagen. ”Tak for mad.” Herefter blev der sendt et par underlige blikke fra både Sannah og Gwentru, men ingen af dem nænnede tilsyneladende at spørge. Jeg begyndte så småt at sætte håret og ordne mig selv generelt. Det var først, da jeg skulle lige til at tage mit sort/hvide tøj på, at der lød et: ”Kom herned, skat. Eva vil gerne snakke med dig.”

Jeg tog mig lidt for god tid på vejen ud af værelset, hen ad gangen, ned ad trappen og ind i stuen. I en fart havde jeg taget et par bukser og en sweater på. Af alle mennesker i verden var Eva nok en af de sidste, jeg ville stå halvnøgen i en alt for gammel badekåbe overfor. Faktisk fik jeg det helt dårligt ved ikke at have taget vanter, hat, solbriller og strømper på. Jo mindre af mig, hun kunne se, jo bedre ville jeg have haft det – i mit hoved i hvert fald.

Eva var ligesom Ronnie hverken min kommende brud eller mit hjertes udkårne. Modsat min allerældste ven havde hun og jeg dog en hel del andre stærke bånd. For det første var hun min grandkusine, hvilket betød, at vi havde kendt hinanden altid. Hun var et par år ældre end mig, så hun så mig formentlig tage mine første skridt og oplevede min sære periode med ikke at ville have noget med mennesker at gøre. Oven i det var hun min ekskæreste.

Det havde været en meget hemmelig ting. Dermed var den så hemmelig, at mine mødre aldrig havde fået det at vide, men selvfølgelig havde jeg fortalt Ronnie om det. Eva var faktisk lidt mit første alt; første veninde, første date, første kys, første sex, første brud. Det var mig, der i sin tid havde slået op, men Eva havde taget det pænt nok til stadig at være venner; ikke kun udadtil.

”Du er ikke i dit bryllupskluns endnu?” kom det fra det solbrune, lyshårede, langbenede stykke kvindfolk, der allerede havde armene sat i position til at tage imod mig. Et øjeblik følte jeg, at det hele nok skulle gå. Næste øjeblik spurgte Eva til, hvor jeg havde gjort af Ronnie. Aldrig havde jeg kendt nogen, der kunne bringe så mange humørsvingninger over mig som min grandkusine. Heraf kom min frygt for at se hende, men jeg havde ikke behøvet bekymre mig. Selvom jeg inderst inde havde det endnu værre end med Ronnie, gjorde billedet af hans reaktion på min tilståelse mig til verdens bedste skuespiller.

Efter at have snakket noget tid med Eva kom den ene halvrablende mor efter den anden og skyndte på mig. Mens jeg iførte mig bryllupstøjet hang mine tanker rart nok ikke så meget ved selve brylluppet, men ved barn. At få barn var selvfølgelig den helt store årsag til at blive gift; og hellere tidligere end sent. Kun et par med rigtig gode point kunne være så heldige at få godkendelse til barn. Man fik kun dén ene chance.

Siden jeg var lille, havde jeg altid tænkt, at mit barn skulle hedde Eva. Det kom sig ikke af, at jeg ville opkalde barnet efter min grandkusine som sådan, men jeg havde bare altid haft en rar fornemmelse omkring navnet. Det var så kort og nemt og naturligt på en eller anden måde. For det andet havde det en masse seje betydninger.

Ligesom mit eget navn var det abnormt gammelt og havde engang tilhørt den kristne mytologi. Jeg fik engang at vide, at Eva ifølge den kristne tro havde været en engel, der kunne snakke med dyr. Ellers også havde hun været en af deres guder og dermed med til selveste skabelsen? Jeg var ikke helt sikker. Det eneste jeg vidste med sikkerhed, var, at Judas havde været et fantastisk menneske, der havde healet alverdens slags folk, forvandlet sand til vand og spist mad med guderne. Ifølge mine mødre havde det været den primære grund til deres valg af navn. Det havde ingenting haft at gøre med den berømte sanger og tv-vært – havde de påstået.

Pludselig stod jeg der. Det ene øjeblik havde jeg bundet sløjfen om halsen, mens jeg det næste befandt mig på det store ceremonigulv. Jeg kunne næsten bilde mig selv ind, at det hele var en drøm eller et mareridt, da det jo kun er i drømmescenarier, man kan den slags. Synet af Ibel i den anden ende af gangtæppet virkeliggjorde dog det hele igen.

Skridt for skridt nærmede vi os hinanden og dermed også den bemyndigelsesrobot, der kunne lovliggøre vores ægtepagt. Mine ben fulgte trommens takt, mens mit hjertes galop for hvert trin blev hurtigere. Jeg stirrede på Ibel og undrede mig endnu en gang. Hun var formentlig den smukkeste skabning, jeg kendte. Lego havde engang tilbudt hende et job som model eller mulighed for at lægge stemme til maskiner. Mange andre ville give halvdelen af deres organer for sådan en chance for berømmelse, men ikke Ibel. Ikke alene var alt ved hende smukt og perfekt og helt rigtigt skruet sammen. Hun var også både charmerende og sød og ønskede endnu mere inderligt end mig at få et barn; at starte en familie. Så at hendes point var næsten ligeså fantastiske som hendes person var bare endnu en grund til, at hun kunne have fået alle og enhver.

Ergo, hvorfor mig? Ikke alene var jeg blevet så gammel, at det tærede på mine point. Jeg var også bare så forfærdelig kedelig. Selvfølgelig var jeg ikke kedelig-kedelig, men jeg var ikke nær så høj, overdådig og stjernesmuk som hende. Dermed kunne det ved første øjekast konkluderes, at hendes frieri ikke havde været på baggrund af mit udseende. Personlighedsmæssigt var jeg selvfølgelig god nok til efterhånden at have skaffet mig en rimelig stor vennekreds, men de var også alle sammen frembrusende mennesker, hvilket passede sig godt med tilbageholdende, lille mig. Når Ibel og jeg var alene sammen, blev der ikke sagt noget; vi var begge for generte. Dermed var hun nødt til at tvinge sig selv til at tage initiativet, hvis der skulle ske noget. Men det kunne selvfølgelig være, hun på den måde følte, jeg bragte det bedste frem i hende.

Vi stod endelig, pludseligt, over for hinanden. Musikken standsede, så man kunne høre folk holde vejret. Stilheden var vejen til et fuldbyrdet ægteskab. Hvis vi kunne stå over for hinanden uden at sige et ord eller en lyd i de syv minutter, loven forventede, ville vi blive ét via det afsluttende kys. Både Ibel og jeg kiggede alle mulige andre steder end i hinandens ansigt og øjne, hvilket ellers var normalen.

Mit blik lå et øjeblik ved brudetøjet. Ligesom mig var Ibel iklædt sort og hvidt; en flot hvid kjole med sort jakke til og et kæmpe antal sorte blonder og sløjfer. Traditionen tro havde vi fundet nogle gamle smykker hos vores mødre, noget nyt via undertøj og noget rødt i de sløjfer, vi havde om halsen. Efter det smukke, romantiske øjeblik i kysset og ved officielt at være ægtefæller skulle frieren – altså Ibel – binde min sløjfe op, hvorefter jeg skulle opbinde hendes. Tolkninger af ritualet bød på, at man enten blev frigjort ved at binde sig eller noget i den stil.

Jeg kiggede for første gang rundt på gæsterne. Mit blik firede straks direkte tilbage til Ibel og hen til dennes diamantsmukke, grå øjne, men det var for sent. Øjnene var låst fast i hendes, men mine indre tumulter var blevet endnu mere umulige at tøjle. Egentlig havde jeg mange grunde til at bryde sammen. For det første havde Gwentru sendt mig det ondeste blik. Desuden sad Ronnies ægtefælle alene med sønnen, hvilket måtte betyde, at han stadig ikke kunne tåle synet af mig; muligvis aldrig ville kunne have noget med mig at gøre igen. En tredje ting var, at Eva græd på en jeg-er-ikke-kommet-over-dig-og-kommer-nok-aldrig-over-dig-agtig måde.

Alle de ting var i sig selv til at klare; problematiske og triste, men til at overskue. At Dan var blandt gæsterne var jeg derimod ved at dø indeni over. Dan var alting. Dan var perfekt; høj og udadvendt, klog og vild, glad for børn og med en god familie bag sig og et udmærket antal point. Godt nok havde Dan ikke fantastisk smukke, grå øjne og var ikke spinkel og fin eller nogen skønhed generelt. Alligevel var det bare så forkert og rigtigt på den rigtigt forkerte måde.

Og dog. Jeg ville ikke ses ned på. Tanken om evig skam og endda risiko for fængsling eller dødsstraf holdt mig tilbage; ligesom det havde gjort så mange dage og måneder i forvejen.

”Jeg vil og kan ikke blive gift med dig, Ibel!” kunne jeg have sagt. Der var et kæmpe antal måder, man kunne være sluppet væk. Hvis jeg ville have skabt ekstra meget drama, kunne jeg have givet Ibel eller en hvilken som helst anden person en lussing; ikke at det ville have givet nogen mening, men jeg havde aldrig haft mulighed for at være voldelig før. Ved at kysse hende for tidligt, ville ceremonien ligeledes have været ødelagt. Eller jeg kunne selvfølgelig bare have gået min vej.

Det røde bånd løsnedes.