Grænseoverskridende underholdning

Søren Staal Balslevs uddrag af artiklen ”Giftigt: Klædt af” handler om et tv show som hedder sandhedens time.
Artiklen er fra weekendavisen den 26. september 2008.
Showtet handler om at der er en vært og en deltager. Deltageren for stilt 50 personlige spørgsmål før showet. En løgn detektor afgøre om deltager svare sandt eller falsk på spørgmålene.
Under showet sidder værten og deltageren over for hinanden, mens deltagerens familie og venner sidder i en sofa et stykke længere væk.
Ideen med showet er så at deltageren får stillet 25 af de 50 spørgsmål. Hver gang han eller hun svare rigtigt kommer deltageren ligt tættere på at vinde 500000 kr. Ligesom i ”hvem vil være millonær”
Når et spørgsmål er blevet stillet til deltageren, har familien eller vennerne mulighed for en gang i løbet af showet at trykke på en knap, så bliver spørgsmålet sprunget over og deltageren får stillet et nyt.
Spørgsmålene kan være meget personlige og stødende for venner og familie. F.eks. kunne spørgsmålet være ”føler du at du er blevet svigtet af din far da du var barn” eller ”er du flov over din mor”. Det er spørgsmål som disse som vil skade forholdet mellem deltageren og familie eller venner, som showet beskæftiger sig med.
Søren Staal Balslev giver i stor grad udtryk for sin mening i artiklen.
Han fortæller om showet på sådan en måde at han får læseren til synes at det er et forfærdeligt program. Hvordan programmet nedbryder mennesker, og udnytter folks personlighed for at underholde seerne.
Han er så rystet over programmet at han direkte skriver ”jeg er sitrende arrig og fyldt op med lede og væmmelse”. Han er stærkt utilfreds med at de udnytter de svagt stillede individer og deres pårørende. At lave et program som går ud på at udstille og udnytte en person på den måde burde ikke være acceptabelt. Grænserne bliver hele tiden skubbet længere og længere. Før kunne X-faktor virke hårdt og stødende psykisk. Men efter den nye bøgle af psykisk nedbrydende programmet er kommet, virker X-faktor nu slet ikke hård og stødende mere. At de udstiller og viser alle dem som klarede sig dårligst er jo næsten ingenting i forhold til de nye programmer. Når X-faktor viser de dårligste virker det mere bare som sjov, hvor imod f.eks. sandhedens time mere virker som om de vil jorde deltageren.
Overskriften på artiklen som er ”giftift: klædt af”passer helt fint på artiklens handling.
Når deltageren sidder i stolen kan man sige at han eller hun stiller og roligt bliver klædt af, indtil der kun er den bare sandhed tilbage. De bliver udstillet offentligt, ligesom hvis man var nøgen.
Ordet giftig kan betyde en negativ måde at gøre noget på. F.eks. ”den mand der ovre et giftig, så hold dig fra ham”, det kan betyde at han ubehalig.
Det kan man samligne med at det er en ubehalig måde deltagerne bliver ”klædt af” på.

Camilla Høy-Jensen: En lille hvid Lars
Teksten er et uddrag af et interview med Lars Hjorthøj i politiken den 28. september 2008.
Lars Hjortshøj var værten i tv programmet ”sandhedens time”.
Lars Hjortshøj siger at man ikke skal tage programmet for mere end det er.
Nogle kander det facebook på tv. De deler deres liv offentligt. Om det er på facebook eller i sandhedens time, er der ikke rigtig nogen forskel på mener han ikke.
Det tillander jeg mig at være uenig. Man bestemmer hvad man ligger på facebook, og så personlige ting som der bliver spurgt om i sandhedens time vil man ikke selv ligge på facebook.
Sandhedens time havde ca en halv million seere, så programmet har måske ikke ramt helt ved siden af, selvom det er grænseoverskridende. Men folk i nutiden vil måske se mennesker der der har det dårligt. Man kan bare se ”luksusfælden” hvor man ser om folk der har det rigtig dårligt økonomisk. Vi nyder simpelhen at se folk der er dummere end os selvså meget at det er blevet underholdning.
Men sandhedsens time er efter min mening gået lidt over stregen til hvornår det er sjov, til hvornår det er ydmygelse.