Grænsebrydende kunst
Grænsebrydende kunst er intet nyt fænomen. Kunst og litteratur har altid været med til at rykke menneskets grænser, normer og værdier op gennem tiden. Man er gået fra kunstperiode til kunstperiode, og det slår aldrig fejl. Hver periode overskrider grænser, skaber debat og forargelse i samfundet, overrasker, provokerer, støder og chokerer, men rykker også grænser og skaber derved nye. Vores grænser er på denne måde konstant udviklet og flyttet gennem tiden.

Et periodeskift er eksempelvis, hvor man går fra impressionismen, der gengiver virkeligheden som den er og ser ud, og til ekspressionismen, der er modsat gengiver følelser og det subjektive syn. Det ekspressionistiske digt ”Odalisk-skønhed” af Rudolf Broby-Johansen fra 1922 er et eksempel på, hvordan kunsten kan virke provokerende på dens samtid. Den samfundskritiske tone i digtet med fokus på storbyens negative konsekvenser for mennesket er subjektiv, og derved meget mod den ellers impressionistiske observerende stil. Det provokerer og støder med de barske og groteske skildringer af blod, død og ødelæggelse i gaderne. Grænser rykkes, og digtet er udtryk for grænsebrydende kunst, da ekspressionismen vandt frem, men chokerer og provokerer dette digt os her i år 2007, som det gjorde ved skreven fod (?). Nu til dags er beretninger om død og ødelæggelse blot baggrundsstøj fra fjernsynet – ”voldtægt af 21-årig kvinde, 10 civile døde i Irak, knivstikkeri fredag aften” – intet, der chokerer eller overrasker os længere. Så hvem ville blive stødt af at høre ”Skurk skjuler halvnøgent kvindelig i kloak”, som Broby-Johansen skriver i 1922?
Vores grænse er rykket. Hvad der er grænsebrydende, er altså under konstant udvikling, en udvikling som kunsten er en del af. Der flyttes grænser, og hidtil gældende normer udvides, men når vi ikke længere stødes på samme måde af ord som død og lig, er det så tegn