Essay: Reality

Kultdokumentargenreen har så sandelig forandret sig gennem tiden. I 1960'erne kendte man reality-tv'et som ”den oberserverende dokumentarisme”, men i dag associeres reality-tv med unge folk, der på national tv dyrker sex, drikker alkohol og overhovedet ikke tager stilling til det virkelige livs facetter og ansvar. Ib Bondebjerg beskriver i ”Reality” nutidens reality-tv som ”at være social pornografi og voyeurisme for Over-Danmark på Under-Danmarks bekostning”1, hvilket programmer som 'Paradise Hotel', 'Familien fra Bryggen', 'For lækker til love' etc. i grov forstand danner grundlag i. Men er reality-stjernerne med deres uansvarlige livsform dårlige forbilleder for ungdommen i dag, eller er det bare en genre, som bliver anskueliggjort på samme plan som b.la. fiktion?

En rundspørge på Berlingske Research viser, at 25 procent af 520 adspurgte 15-19-årige unge, ser op til deltagerne i det kontroversielle realityprogram »Paradise Hotel«, hvor unge deltagere fester, drikker, dyrker sex og skændes for åben skærm, hvilket for mig at se, er dybt urovækkende. Underholdningsbranchen er åbenbart kommet til det punkt, hvor en fuldstændig blotning af livet intime øjeblikke, er nødvendig, og unge med en identitet under opbygning, finder disse tidligere tabu-emner

som dybt fascinerende og Paradise-deltagerne for insprirende personer. Efter min mening, er det problematisk, da jeg ser f.eks. Paradise Hotel som mere fiktion end fakta, og det giver et skævt billede på virkeligheden. Samfundsforsker Johannes Andersen fortæller i debatindlægget ”Realityprogrammer”: ”Vi er gået fra janteloven til »X Factor«-loven. Programmerne dyrker i høj grad selvtilliden hos den enkelte, men på den konto bliver selvværdet svækket, og man tror, man skal leve op til særlige idealer, og det er bekymrende”2

Men praktisk talt er det forståeligt nok, at unge ser Paradise-deltagerne som forbilleder. De mediesvage unge, der hver aften spændt følger med i udskejelserne, oplever en gruppe af socialt stærke unge mennesker, som selv bestemmer og ikke er pålagt nogle forældrestemme, og som nyder livet. De fester og har sex, hvilket er en stor del af unges hverdag i dag. Ydermere, så er dokumtargenren, en genre, der lever af fakta og videreformidling af denne. Derfor ser vi i bund og grund Reality-tv som en afbildning af virkeligheden, hvilket måske svækker mediekritikken hos de unge seere.

Ib Bondebjerg fortæller: ”Reality-tv er ikke kulturens undergang, selv om aspekter af den rummer betænkelige kommercielle udnyttelsesperspektiver. Det er blot endnu et underholdnings-koncept eller et blandet dokumentarisk genreprodukt, som afspejler en moderne medievirkelighed på godt og ondt. En virkelighed, der er blevet medialiseret og globaliseret...”. Han mener altså, at Reality-showsene blot er en uskyldig genre, som afspejler virkeligheden, som den er i dag. I så fald en utrolig overfladisk virkelighed, efter min mening. En virkelighed uden sans og samling, uden værdier og uden medansvar for hver en anden.

Jeg er selvfølgelig også selv teenager og en del af ”Facebook-generationen”, og jeg har da også set adskillige afsnit af diverse reality-shows, hvor jeg efterfølgende enten har ytret et grynt af et fnis eller en rysten på hovedet over de fordummende kommentarer og handlinger, hvilket efter min mening er det reality-showsene stort set består af. Reality-programmer får danske unge til at fremstå som dumme og uvidend. Hvad ville en udenforstående, der ikke kendte til Danmarks ungdom og som så reality-tv, ikke tænke om den danske ungdom?Vedkommende ville tænke, at danske unge består af en samling af uansvarlige og taberagtige individer. Samtidig med min utilfredshed over programmerne, mener jeg at den ”dumhed”, der bliver udstråligt skaber en form for nærhed mellem den måske mere intelligente seer og programmet. Jeg mener bare at reality-tv skal befinde sig på en mellemgang mellem det uintelligente og det virkelige ansvarlige liv. Det er helt okay, at vi ser unge mennesker udtale sig dumt og gøre dumme udskejelser, for hvem har ikke kommet til det? På det ledderfor skaber det uintelligente et realistisk billede af virkeligheden. Men der skal være grænser for hvad deltagerne siger af uintelligente ting.

Enten elsker man at sætte dig godt til rette og kigge med, når unge, danskere drikker sig fulde, går i seng sammen og oplever drama dag ud og dag ind, eller også har man haft oplevelsen af at blive frastødt af at bruge et par minutter på TV3. Michaela Krigsager, cand.mag, fortæller i artiklen ”Derfor ser vi Paradise”: ”Vi elsker alle sammen synligheden. Deltagerne kan sige, 'hurra, jeg er på tv', hvor de kan se sig selv. Og seerne kan sige både 'gid, det var mig' og 'godt, det ikke er mig'. Synligheden giver symbolsk kapital, som er med til at give programmet en høj værdi”3

Jeg er en af de første til at indrømme, at det er underholdende tv, og man kan ikke lade være med at trække på smilebåndet, når de unge diskuterer, om det hedder ’mandshumanist’ eller ’mandschauvinist’, eller om 2. Verdenskrig varede 20 år. Problemet er bare desværre, at genren er ude af trit med virkeligheden og er ved at tegne dansk ungdom op i et hjørne af dumme bemærkninger og uvidenhed, og det skal efter min mening ændres, for ikke at løbe løbsk, så producenterne ikke slukker deres ”seertørst” ved hjælp af flere meningsløse og forfalskede versioner af Danmarks ungdom og fremtid.

1 Ib Bondebjerg: ”Reality”
2 Rolf Pedersen, BT: ”Realityprogrammer”
3 Thomas Hofmann, Videnskab.dk: ”Derfor ser vi Paradise”