Grantræet

Af Naja Marie Aidt
Hvad kan man sige om Maria? At hendes hår er gult og mørkt i bunden?
At hun elsker flæskesteg med svær? At hun som barn holdt af at se ud over de flade marker, i skumringen, i februar? Når blikket kunne hvile dér, ved den lave himmel, det grå, grå lys, lige indtil det blev så mørkt at hun kun kunne se sit eget ansigt, den grønne lampe på bordet bag hende, og allerlængst væk hendes mor, der stod lænet op ad døren og røg.
Vinduet, et sort spejl.
Maria.
Hun slår sit lille barn, til det holder op med at skrige. Det er en dreng. Han hedder Torben. Det er der ikke mange, der kalder deres sønner mere. Jo,
Maria! Dét kan man sige om hende: ’Hun gav sin dreng navnet Torben.’
Nu er han snart to år. Han er et lille skravl. Der er ikke noget særligt ved ham. De kommer gående ned ad gågaden. Torben og Maria. De holder hinanden i hånden. De standser op ved springvandet. Maria sætter sig på en bænk.
Torben løber ind under kastanjetræerne. De blomstrer netop nu og er meget smukke. Han jager en flok duer op. Han finder en lille sort sten. Han kæmper længe med et stykke tyggegummi, som er trådt ned i græsset.
Imens ringer Marias telefon. Det er Bjørn.
’Vi sidder her og venter på dig, hvor fanden blir du af, din orm.’
Bjørn er forsinket. Maria sukker og vender sig for at se efter Torben. Han er faldet i snak med to unge piger. De smiler og gestikulerer. Torben viser dem noget. De bøjer sig ned for at se, hvad det er. Så ler de. Den ene klapper ham på hovedet. Så vinker de farvel og skrår over plænen. Torben kigger efter dem, til de forsvinder. En flue kravler over hans pande.
Maria tænder en cigaret og kalder på ham. Han piler tilbage til sin mor med det samme.

’Sikke da en flink dreng,’ siger en ældre herre, som har sat sig ved siden af
Maria på bænken. ‘Nu om dage gør børn ellers aldrig hvad der bliver sagt.’
Maria hiver Torben op til sig. Han viser hende den sorte sten. Manden smiler og siger: ’Goddag, lille ven.’ Torben gemmer ansigtet ved Marias bryst. Så kommer Bjørn. Han er forpustet. Maria ryster opgivende på hovedet og begynder at gå. Bjørn løfter Torben op på sine skuldre.
Bjørn er Marias bror. De skal alle tre spise på DSB-restauranten. Der kan man få flæskesteg. Bjørn bærer Torben hele vejen gennem byen.
’Hvorfor kommer du først nu, din orm?’
’Forretninger.’
’Forretninger min røv.’
’Jo, jo. Mobiltelefoner, vi scorer kassen.’
’Hvem vi?’
’Mig og Bjerget.’
’Du holder dig fra Bjerget, du gør.’
’Slap af.’
’Du holder dig fra ham.’
’Han har forbindelser.’
’Gu har han da ej!’
’Ta det roligt. Han gider sgu da ikke se Torben. Du kender Bjerget.’
Maria sender ham et rasende blik. Torben synger ’Mæh, mæh, lille lam’, så godt han kan.
’Hold op med at SYNG, Torben.’
’Hvorfor må knægten nu ikke synge?’
’Fordi han ikke må.’
Bjørn himler.
’Du er syg i hovedet,’ siger han og synger med. Han kender ikke sangen, han synger både falsk og meget højt. Torben bliver forskrækket og tier stille. Maria er i mellemtiden gået over på det modsatte fortov. Bjørn tager
Torben under armen og krydser gaden.

‘Ta dig sammen,’ råber han efter hende, ’hva fanden er der med dig?’ De spiser flæskesteg og drikker colalight til. Torben får pølser og pomfritter. Han kan næsten ikke nå op til bordet. De spiser i stilhed.
Så får Maria øje på tyggegummiet, der klæber til Torbens venstre håndflade. ’Din mide,’ hvæser hun og forsøger at hive det af.
Det lader sig ikke gøre. Hun bliver rød i hovedet. Hun griber om
Torbens håndled og klemmer til. Torben stirrer frem for sig. Maria rykker i hans arm, så han knalder hovedet ind i bordkanten.
’La nu ungen være,’ siger Bjørn med mad i munden. ’Maria!’
Så slipper hun. Torben stirrer stadig frem for sig.
’Banker du ham?’ Bjørn slikker sine tænder rene for kød og rødkål.
Maria kniber øjnene sammen og ser på ham.
’Du skal holde dig fra Bjerget, fatter du det?’
Hun skubber tallerkenen fra sig. Hun har spist det hele, også den lille dusk kruspersille der lå oven på kartoflerne som pynt. Der er næsten ikke spor efter sovsen. Torben kommer til at vælte sin cola.
Bjørn tørrer op med servietten.
’Slap nu af, Maria, han er så lille.’
’Han bliver to om en måned.’
’Det er sgu da også lille.’
’Du er dum i hovedet, Bjørn.’
Så rejser de sig og går. Nogle fine, rosa skyer driver langsomt over himlen. Torben og Maria holder hinanden i hånden. De går op ad gågaden. Bjørn standser. Han skal den anden vej. Han skal over til
Bjerget og købe noget hash, de skal tale forretninger.
’Fuck dig, Bjørn,’ siger Maria og trækker af sted med Torben.
Bjørn står et øjeblik og ser efter dem. Den kraftige unge kvinde i sorte bukser og hvid top. Det gule hår, som er mørkt i bunden.

Drengen i røde shorts og T-shirt. Så ryster han på hovedet og drejer omkring. Han stikker hænderne i lommen og går bag om rådhuset.
Han beslutter sig for at gå hele vejen ud til den nordlige ende af byen, hvor Bjerget holder til. Det er virkelig en dejlig forårsaften, lyset er forunderligt, nu nærmest blåt og mælket; en solsort synger et sted i nærheden.
Maria slår sit lille barn. Sin søn, Torben. Hun banker ham. Hun kyler ham ind i væggen. Hun sparker til ham, når han kravler ind under spisebordet. Hun stikker ham en flad, hvis han piller næse. Hun rusker ham, når han kommer til at falde i søvn på sofaen. Hun binder ham til tremmesengen. Det behøver hun slet ikke. Han ligger altid stille. ’Du skal slå ham i røven, så han ikke får mærker,’ siger hendes mor.
’Ellers får du vuggestuen på nakken.’
Og det kan hun godt have ret i. De er da begyndt at undre sig.
Torben er så sky. Men han er også voldsom. Han slår efter de andre børn, når de kommer i nærheden af ham. Han bider. Og han har ofte buler og hævelser, både på kroppen og i hovedet. De har talt om det indbyrdes. Men på den anden side, hun virker jo god nok, Maria.
Man kan ikke sådan uden videre stille sig til dommer over for andre mennesker. Børn i den alder kommer let til skade, de tumler jo og falder og slår sig.
Og så er Torben bare ikke sådan et barn man har lyst til. Han er ikke indbydende. Han stråler ikke. Han er faktisk direkte ucharmerende.
Grim og snottet. Sådan et barn, man helst er fri for, hvis man nu skulle være ærlig. Der er forskel på børn, det er der bare. Og måske er det derfor, der ikke er nogen i vuggestuen, der rigtig får styr på det her med Torbens skrammer. Der er ingen, der rigtig har lyst til ham. Måske er det derfor.
Maria låser sig ind og tænder lyset i entreen.

Hun roder efter fjernbetjeningen og får tændt for tv’ et. Stuen er mørk. Hun sætter sig med et suk i sofaen. Torben kravler op til hende. Hun aer distræt hans hår, han putter sig ind til hendes bryster.
De ser et program om Afrikas kyststrækninger. Torben falder snart i søvn, og Maria bærer ham ind i seng. Bagefter kryber hun sammen i den ene ende af den store, nougatfarvede sofa med en sodavand og cigaretterne, og bliver siddende dér til langt over midnat.
Åh, Maria.
Bjørn er din bror, Torben er din søn.
Jeg er Bjerget.
Husker du, da vi først mødte hinanden? Du fortalte mig om de flade marker i skumringen, og jeg måtte tage dig på brysterne. Vi gik op og ned ad gågaden i timevis. Og jeg måtte nulre dit hår, mens du sad med ryggen op ad min mave på bænken nede ved springvandet. Vi spiste flæskesteg på banegården. Det er efterhånden længe siden. Du var så ... ny! Det var vist den sommer du fyldte 17. Og jeg, jeg er jo efterhånden en gammel dreng. Du var så rastløs, ikke til at holde fast. Nu har du fået tyngde. Jeg ved så meget om dig nu. Og du skal ikke bekymre dig om Torben. Jeg er ligeglad. Han er ikke noget særligt. Jeg tænker aldrig på, at han er min. For han er din, Maria.
Gør med ham, hvad du vil. Små børn siger mig virkelig ingenting.
Jeg kan forstå på Bjørn, at du er vred på mig. Det passer mig fint.
Vi har haft vores tid sammen, og nu nøjes jeg hellere end gerne med at følge med på afstand. Ikke som en besættelse, nærmere som en slags tidsfordriv. Du går i ring, Maria, og det morer mig at følge dig: gågaden, vreden, tævene, du lader regne ned over drengen, indkøbene af billigt tøj, drukturene på diskoteket og den smule sex, det så bliver til.
Gågaden, vreden, tævene.
Jeg ved, hvor jeg har dig nu. Det passer mig fint.
Torben fylder to år. Marias mor er der, og Bjørn.

Der er købt slik og chips og sugerør til Torbens sodavand. De har alle fire sat sig i sofaen. Tv’ et kører og Bjørn hjælper Torben med at pakke gaverne ud. Bagefter tager han Torben med ind i soveværelset for at lege med de nye biler. Kvinderne tænder cigaretter. De kan høre Bjørn sige som en ambulance.
Torben ligger på maven på gulvet, og kører frem og tilbage med en gul traktor.
’Torben. Se her. Jeg har noget mere til dig.’
Bjørn tager en lille pakke op af lommen. Det er en af den slags små plasticbobler, som hvis man ryster den, får det til at sne ned over for eksempel en julemand. Men der er ingen julemand i denne her. Der er et lille grønt grantræ. Baggrunden er mørkeblå med stjerner på.
Bjørn viser drengen, hvordan man får det til at sne. Torben stirrer med åben mund på de tykke, dalende fnug, og får selv lov at prøve.
’Den er fra din far, Torben. Din far.’
Men Torben hører ikke efter. Han kan ikke få nok. Han ryster kuglen igen og igen og glor forundret på miraklet. Bjørn rejser sig fra gulvet og går ind i stuen. Moderen har lavet popcorn i mikroovnen. Bjørn propper en håndfuld i munden, mens han tænder en cigaret.
’Så huskede han det sgu, Bjerget. Det havde jeg alligevel ikke troet.’
’Hva´ snakker du om?’
’Knægtens fødselsdag.’
’Pis af.’
’Han er glad for gaven.’
Maria holder op med at tygge.
’Hva for noget?’
’Gaven fra Bjerget. Ungen er vild med den.’
Maria rejser sig og går truende frem mod Bjørn.
’La nu være, Maria,’ siger moderen.
Maria skubber hårdt til Bjørn, da hun passerer ham på vej ud ad stuen. Hun river grantræet ud af hånden på Torben og går hen og åbner vinduet. Drengen begynder at tude. Hun kaster så hårdt hun kan og ser hvordan den lille kugle går i stykker, da den rammer fortovet.
Torben hager sig fat i hendes bukser. Hun gør sig fri af ham, smækker døren til soveværelset i og går tilbage til stuen. Sætter sig tungt i sofaen ved siden af sin mor.
Bjørn tager sin jakke og går.
Næste gang Maria og Torben kommer ned på gaden, får Torben øje på resterne af grantræet. Han vil samle det op, men Maria sparker det ind under en bil. Og bare rolig, Maria, jeg sender ikke flere gaver til din snottede unge. Det var bare et lille eksperiment. Jeg ville se, om jeg kunne få dig til at afvige fra din cirkel. Men det lader sig vist ikke gøre. Og I går op og ned ad gågaden, du og Torben, op og ned.
Du sætter dig på bænken ved springvandet. Torben løber ind under kastanjetræerne. Du taler med Bjørn i telefonen. I spiser flæskesteg og skændes. Du løfter Torben op og smadrer ham ind i det skarpe hjørne på køkkenbordet derhjemme. Det eneste jeg ikke kan sige om dig, er hvad du sidder og tænker på i sofaen om natten.
Måske ved du det ikke engang selv.
Når du er færdig med at læse, noterer du, hvor mange sekunder du brugte til at læse.
Besvar derpå opgaverne
Der er kun et korrekt svar.

.