Grundlovens frihedsrettigheder

Ytringsfriheden er retten hvor man har lov at sige sin mening i skrift og tale, uden andre skal give en godkendelse. Ytringsfriheden indebærer, at staten ikke på forhånd kan blande sig og forbyde borgerne at komme til orde. Man må ikke true eller udøve vold, heller ikke lave hærværk eller noget der svarer til. Man må derimod gerne true med noget som ikke er voldeligt, og for eksempel sige at du ikke vil stemme på borgmesteren hvis han ikke sænker skatten. I retten er det jævnligt at man får bøder eller kommer i fængsel for at slå eller banke en anden person. Der er også noget der hedder anonyme trusler, og de bliver især brugt mod politikere. Det er ikke nemt at finde sådan en gerningsmand. Det er heller ikke tilladt at true grupper, som religiøse eller etniske grupper. Man må overhovedet ikke true nogen som helst. For eksempel har Irak ingen ytringsfrihed. I 2002 fik den muslimske forening>Hizb-ut-Tahrir< 60 dages betinget fængsel for at udgive en løbeseddel hvorpå der stod: Dræb jøderne, hvorend i finder dem, og fordriv dem, hvorfra de fordrev jer. Sedlen blev udlagt på Hizb-ut-Tahrirs hjemmeside, sendt rundt med e-mail og delt ud i flere steder i København. Den dømte talsmand nægtede sig skyldig. Han kunne ikke fordrage jøder, men på den israelske stat og dens repræsentanter blev det opklaret at han hadede dem.

Tavshedspligt er hensyn der skal afvejes i forhold til ytringsfriheden. Sikkerhed i landet er det af dem. Personer der har kendskab til militære hemmeligheder har tavshedspligt, og det betyder at de overhovedet ikke må sige noget til nogen som helst at de kender de hemmeligheder, endda ikke deres ægtefæller, børn, forældre og anden familie. Og slet ikke til pressen, for så ryger det helt sikkert ud til hele offentligheden. Det er sket, at disse oplysninger er sluppet ud i offentligheden. Frank Grevil, som er officer i Forsvarets Efterretningstjeneste tog kontakt til Berlingske Tidende i 2003. Han fortalte dem at Irak havde masseødelæggelsesvåben, men det var ikke helt sikre oplysninger endnu, men statsministeren i folketinget havde sagt og bekræftet det. De våben var der snak om fordi så kunne Danmark gå i krig mod Irak. Grevil brød sin tavshedspligt og det vidste han godt, men offentligheden og den politiske opposition havde krav på at vide sandheden, mente han. Han fik et halvt års fængsel året efter for at have brudt sin tavshedspligt, men retten indrømmede at de var interesserede i at kende sandheden om de oplysninger, der kom frem i pressen, men det var ikke stort nok i forhold til tavshedspligten. Grevil krævede at komme ud af fængslet men fik kun nedsat straffen med 2 måneder.
Hvis man vil have ret til et privatliv, så er det lige så fundamental i et demokrati som ytringsfriheden. Heldigvis er et privatliv beskyttet i den danske lovgivning, det vil sige at offentlige myndigheder ikke direkte kan kræve adgang til ens hjem uden en dommerkendelse. Ens privatliv kan somme tider ende i konflikt med en andens ytringsfrihed, det vil sige at der er nogle som ved mere om os end man kan lide at tænke på. For eksempel en bankrådgiver, som ved at ens økonomi er anstrengt og socialrådgiveren som kender til ens problem angående fester når man drikker alkohol. Det kan også være læreren som ved at barnet ikke kan koncentrere sig fordi at barnets forældre er ved at blive skilt. Alle, som har adgang til det, der kaldes personfølsomme oplysninger, har tavshedspligt. Så de må ikke give oplysninger om dig videre til andre end dem selv. Regler om tavshedspligt rammer mange. Det rammer for eksempel dommere, tandlæger og læger, sygeplejerske, fodterapeuter, dyrlæger, apotekerer, advokater og mange flere. Hvis en familie der har fået tvangsfjernet et barn og synes det er uretfærdigt, så kan journalisterne udtale sig og bede om de sociale myndigheder om at udtale sig, men det må de ikke. De sociale myndigheder har også tavshedspligt, og de må kun give deres oplysninger til journalisterne hvis familien gir dem tilladdelse til det. Det kan medføre skurke i pressen som vil have fat på de oplysninger uden at nogen har givet tilladelse til nogen, men det kan somme tider være nødvendigt da pressen kan bruges som en slags vagthund, for nogle gange har myndighederne lavet fejl som der så bliver rettet når det kommer i medierne.