En dejlig dreng
Jeg trængte så forbandet til den franske hotdog hver aften efter arbejde. Jeg kom hjem med det sidste S-tog, grillbaren lå klinet ind under viadukten. Indtil nu havde jeg styret mig. Jeg var iført grøn uniform med skulderpuder og bælte i taljen. Jeg var tynd som aldrig siden efter Jørgens exit. Han havde været vegetar, vi gjorde det meget i butterbeans. Så fandt han en anden, en rødhåret sangerinde, jeg smed hans dyne ud ad vinduet. Bagefter lå jeg på gulvet i over et døgn, det var sidst i marts. Når den eneste, man vil have ind i sig, ikke længere er der. Det regnede. Jeg skråede over pladsen. Skydedøren sad fast, jeg stod og hev i den. Pigen derinde kom ud og fjernede en klump våde servietter, der blokerede skinnen. Så åbnede hun for mig, gik tilbage til disken. – En fransk hotdog med almindelig dressing, sagde jeg. – Det får du. Hun lagde brød i maskinen. Samlede en cigaret op fra askebægeret og sugede på den. Jeg havde lige penge parat. Hendes hånd var bleg og klejn, håret sat op i en tynd hestehale oven på hovedet. Måske var hun nitten eller tyve, hun smilede med et lidt kantet tandsæt: – Tænk, det er den første franske hotdog på hele aftenen. – Er det rigtigt? Hun nikkede: – Mm. Mærkeligt nok i det her vejr. Så plejer folk ellers at komme ind og stå. Vi kiggede begge ud, hun sugede igen på cigaretten. Jeg ville også ryge og ledte i mit net. Gulvet flød med servietter. Jeg fandt pakken og fik rystet en ud, hun skubbede sin lighter over disken. – Det er virkelig nogle pæne øreringe, sagde hun. – Tak. Jeg er også glad for dem. – Jeg har nikkelallergi, jeg kan ikke tåle noget som helst, sagde hun og pustede røg op i luften, jeg gjorde det samme. Tilfældigvis havde vi begge gemt en mundfuld til en røgring, som vi skød imod hinanden på én gang, ringene mødtes over disken. Vi kom til at grine, hendes latter var i den grad det, man kalder perlende, den trillede fra hende. Hun fik røg i halsen og begyndte at hoste. Brødet faldt ud af maskinen, hun hostede videre, mens hun fyldte det med dressing. Hun smilede, mens hun hostede, hun rystede på hovedet af sig selv. Hun satte håndryggen for munden, det var den hånd, der holdt pølsebrødet. Hestehalen dinglede oven på hovedet. Så ringede telefonen. Hun bankede sig med flad hånd over brystet og løftede røret af. Nu lå pølsebrødet på disken, lidt dressing løb ud af det. – Det er Christina, sagde hun, hendes stemme var usikker efter hosteanfaldet: – Det kan jeg desværre ikke, jeg har ikke taget dem med. De ligger hjemme hos Vibse. Nej. Der blev talt til hende. Hun rømmede sig, hun bankede sig igen over brystet. – Vi lukker jo først halv to. Og jeg har Mathias med, jeg kan ikke gå nogen steder, sagde hun og et øjeblik efter: – Kan jeg ikke komme med dem i morgen tidlig, hallo? Hun blev stående lidt med røret, så lagde hun på. Vendte sig efter pølsetangen, stod over pølserne uden at tage en op: – Ristet eller almindelig? – Ristet, tak. Pølsen kom i brødet. Hun rakte mig den, gik hen til vasken, bøjede sig, tog en tår vand. Jeg havde fået skydedøren halvt op for at komme af sted, da hun kaldte på mig: – Kunne jeg få dig til at gøre mig en kæmpe tjeneste? sagde hun. – Det tager kun et øjeblik. – Hvad er det? – Jeg vil gerne give noget for det. Du skal bare stå her fem minutter. Min dreng ligger og sover bagved, jeg kan ikke lade ham være alene. – Hvor gammel er han? – Fem måneder. Men han sover bare. Det er kun, fordi det er en nødsituation, jeg skal hente noget. – Det kan jeg godt, sagde jeg og gik op bag disken til hende. Hun var virkelig lille, ikke meget over halvanden meter. Hun trak en hvid regnfrakke ned fra knagen og tog den på, mærkede efter i lommerne: – Jeg er her om fem minutter, sagde hun. – Hvis der skulle komme nogen, så giv dem en gratis Cocio. Men det gør der helt sikkert ikke. Da hun havde lukket bagdøren efter sig, smed jeg min hotdog i skraldespanden. Jeg fortrød og samlede den op, pakkede den ind i en serviet og lagde den i skraldespanden igen. Dækkede den med flere servietter. Så åbnede jeg bagdøren. Barnevognen stod lige udenfor under halvtaget, den var beskyttet af et mørkt regnslag. Jeg kiggede ned i åbningen ved kalechen, jeg kunne høre vejrtrækningen. Jeg åbnede bagdøren helt, så lyset kunne falde derned. Han lå på siden med en sut i munden, sutten kørte frem og tilbage. Hovedet var stort og buttet, dækket med tykt, lyst hår. Han var en dejlig dreng. Jeg lænede mig frem og rørte ved hans kind, han fik en lille trækning ved øjet, men han vågnede ikke. Så trak jeg dynen op omkring ham, vuggede barnevognen et par gange og gik ind. Nu stod der en mand ved disken. Det var en ranglet mand i vindjakke. Han så på mig uden noget særligt udtryk i ansigtet. Jeg nikkede til ham. Han nikkede tilbage. – Hvor er luderen henne? sagde han. Jeg troede, jeg hørte forkert og smilede til ham: – Vil du have en gratis Cocio? sagde jeg. – Der er lige lidt ventetid. – Er hun gået? – Hun er her om et øjeblik. Han havde ikke trukket skydedøren i, det susede gennem rummet. Jeg trådte tilbage, lænede mig imod vasken. Pengekassen stod åben under disken, den var nærmest tom. Der lå nogle knækkede pølsebrød og en masse ristede løg i en bunke på gulvet, jeg tog kosten ved bagdøren og begyndte at feje. Jeg fejede sirligt og grundigt. Jeg kiggede mig rundt efter et fejebræt, men kunne ikke se noget, så jeg lod bunken ligge. – Du har forstand på det, sagde han fra den anden side af disken. – At hvad siger du? sagde jeg. – Det er heldigt, hun har dig. Ellers var der aldrig blevet fejet. – Nå, mon ikke der var? sagde jeg og smilede lidt for gævt. Det svarede han ikke på. Jeg trak op i mit ærme, som om jeg havde ur på. Nu væltede kosten ved bagdøren, jeg benyttede lejligheden til at forsvinde under disken. Der lå alligevel noget tilbage på gulvet ovre bagved. Jeg lænede mig frem, det var en halv frankfurter, endelig fik jeg fat i den. Da jeg kom på benene, var han forsvundet. Jeg satte mig på skamlen med mit net i skødet. Hestehalen var helt tynd og våd, da hun kom susende gennem skydedøren lidt efter, regnen sprang fra hendes frakke: – Du skal virkelig have tak, pustede hun og blev stående på gulvet med en hånd på hvert lår: – Det var sødt af dig. Har der været nogen? – Kun en mand. Han gik igen. – Gav du ham en Cocio? – Han ville ikke have nogen. – Sagde du ikke, den var gratis? – Jo. – Hvordan så han ud? – Helt almindelig. Ranglet. I vindjakke. Hun rettede sig op og gik om bag disken, vi var ved at støde ind i hinanden, mit net svingede imod hende. Nu ville jeg gerne hjem, men før jeg var ude ad skydedøren, gav hun en høj lyd efterfulgt af en klagen oppe fra bagdøren: – Han har taget Mathias, han har taget ham med på Jydepotten. – Har han taget ham? Jeg rystede på hovedet, jeg blev ved med at ryste på hovedet: – Han var slet ikke heroppe bagved. – Nej, men han har taget ham. Han er gået bagom så. Han har taget ham med. Hun stod med regnslaget fra barnevognen hængende i den ene hånd, den lille dyne i den anden: – Åh, vil du ikke nok gå med mig derhen? – Jamen, hvorfor har han taget ham? – Jeg skylder hans bror en nøgle. Det var hans bror, der ringede. – Var det den, du var hjemme efter? – Ja, nu sidder han ovre på Jydepotten med ham. – Med broderen? – Nej, med Mathias, jeg er nødt til at lukke før tid. Hold den her, sagde hun og rakte mig den lille dyne: – Kan du ikke folde den sammen til en pakke, så den ikke er så tydelig. Jeg forstod ikke, hvad hun mente. Jeg rullede dynen sammen og tog den under armen, det var øjensynligt godt nok, hun kommenterede det ikke. Hun låste skydedøren indefra, jeg fulgte med hende op bag disken, hun slukkede lyset. – Vent lidt, sagde hun og rodede med pengekassen og så: – Nej, jeg gør den op i morgen. Vi forlod grillbaren og gik hurtigt gennem regnen ned ad Jernbane Alle. – Han har aldrig opsøgt mig på arbejde før, han hedder Leif, han er syg, sagde hun. – Men hvorfor har han taget Mathias? Hun var ved at græde, stemmen dirrede: – Det er jo for at have noget på mig, hvordan ser jeg ud? Hun purrede op i håret, trådte ind under markisen ved Jernbanebageren, forsøgte at spejle sig i den mørklagte rude: – Du skal aldrig købe noget derinde, jeg fik engang en snegl i et rundstykke. Med hus og det hele, sagde hun. – Dynen bliver våd, sagde jeg. – Vi hænger den over noget, kom nu. Hun gelejdede mig foran sig hen ad fortovet: – Hørte du ham slet ikke? Hvad lavede du, mens jeg var væk? sagde hun. – Jeg sad bare. Jeg fejede også under disken. Hvad er nøglen til? – Til et sted nogen har ude ved Damhussøen. Jeg har ikke engang været der, det var bare på grund af en, der hedder Vibses lillebror. Vi drejede om hjørnet ved Jydeholmen. Vi kunne høre musik inde fra værtshuset, noget med tommelfingerbas. Døren stod på klem, en lugt af røg og gamle gulvtæpper kom imod os. Ham, der hed Leif, sad med ryggen til oppe i baren. Der var ikke noget barn at se nogen steder. Hun nikkede hen mod et rundt bord ude i siden, vi satte os. Jeg lagde dynen på mit skød under bordet. Dynen var klam, det var min uniform også. Heldigvis stod der en stærk varme ud fra radiatoren ved vinduet. Bartenderen kom ned til os: – Hvad siger I? – To sæt, sagde hun og til mig: – Jeg er ved at besvime. Nu har han set, vi er her. – Er du sikker på, det er ham, der har taget Mathias? sagde jeg, da bartenderen var gået igen. – Ja, det er ham. – Hvorfor går du ikke op til ham med den nøgle så? – Jeg skal lige sidde lidt. Jeg skal lige være rolig. – Hvor tror du, Mathias er henne? Hun rystede på hovedet, hun havde tårer i øjnene: – Han er her et sted. Det er så ondt. Jeg kunne ikke lade være med at række ud og røre hendes skulder. Det fik øjnene til at løbe over. Hun smilede skævt imens: – Engang gik jeg rundt med nogle syge typer, jeg var en stor idiot, sagde hun. – Hvad med din drengs far? – Han var fra Køge af. Oprindeligt, sagde hun og duppede sig under næsen med sit ærme. Bartenderen kom med øl og Nordsøolie i to små glas. Vi drak. Det brændte i svælget. Vi tændte begge en cigaret, ikke noget med røgringe nu. Jeg kunne mærke, hvor træt jeg var hele vejen gennem kroppen. Mine ben værkede, jeg havde stået op det meste af dagen. – Jeg ved slet ikke, hvad du hedder, sagde hun. – Jeg hedder Helle. – Helle, sagde hun. – Det hedder min søster også. Jeg hedder Christina. – Ja, det hørte jeg godt. Det hedder min søster også. – Nej, gør hun? Så hedder vi det samme, hvor er det mærkeligt. Med C? – Ja. – Nej, hvor mærkeligt. Min søster sejler med Oslobåden, hun fylder fyrre i næste måned. – Så må hun være meget ældre end dig. – Ja, vi har hver sin mor, sagde hun og fik tårer i øjnene igen, hun satte en lille knyttet hånd for munden. – Min søster er zoneterapeut, sagde jeg. – Det har jeg prøvet engang, det gjorde virkelig nas, sagde hun inde fra hånden. Vi sad begge to og nikkede lidt. Tog et par mundfulde af vores øl. – Og jeg arbejder ude på Bakken, sagde jeg så. – Det havde jeg regnet ud på dit tøj, jeg har set dig gå forbi nogle gange. Hvad laver du derude? – Jeg sælger turpas og sådan noget. – Det må være sjovt. Jeg trak på skuldrene: – Det er bare en overgang. – Det er mit også, sagde hun. – Jeg skal være jordemoder. Jeg begynder på HF til næste år. – Det er da en fin plan, sagde jeg. Nu steg han ned fra sin barstol deroppe, vindjakken stumpede over lænden. Han forsvandt gennem døren til et sidelokale, måske var toilettet dér. Hun rettede sig op, tog en indånding: – Jeg følger efter ham og giver ham den nøgle mod at få Mathias med det samme, sagde hun og kom på benene: – Jeg er sikker på, Mathias er derude, de har sådan en lille sofa, han ligger sikkert der. – Du er lidt sort under det ene øje. Dér. – Tak. Det er sødt af dig. To sekunder, sagde hun og gik. Jeg drak min Nordsøolie ud. Jeg tændte en cigaret mere, undlod at kigge rundt i lokalet. Jeg kiggede på den blyindfattede rude i kulørte farver, blå, rød, gul og grøn, jeg talte felterne, fem gange syv, fem og tredive i alt, minus de tre sorte felter i midten, to og tredive. Jeg tog et stykke tyggegummi fra mit net. Hev op i mit ærme. Jeg skulle tisse, men jeg ville ikke derud, jeg ville gerne hjem, jeg ville have tingene bragt i orden nu. Jeg rejste mig for at gå op til baren og betale, bartenderen var der ikke, det klirrede af opvask ude bagfra et sted. Jeg lænede mig frem over bardisken for at kigge derud. Drengen lå og sov på en overfrakke på gulvet bag disken. Nu kunne jeg se, hvor stor han var. Buttede arme og ben, runde kinder, sutten kørte frem og tilbage. Det var mærkeligt, at den store dreng var kommet ud af det lille menneske. Det klirrede voldsomt fra køkkenet nu, jeg lænede mig helt frem, jeg kunne ikke se bartenderen. Jeg hentede hurtigt dynen og mit net, gik ind bag disken og løftede drengen op. Han vågnede ikke, hovedet lagde sig til rette på min skulder. Jeg baksede med ham i favnen, dynen hang fra min underarm. Vi kom ud af Jydepotten, jeg krydsede over vejen, ind i den lille port ved slagteren. Jeg lænede mig op ad muren derinde, jeg var helt forpustet. Jeg fik dynen op omkring ham. Der var virkelig gods i drengen, jeg fandt en måde at bære ham på med begge arme og nettet viklet om den ene. Sådan stod vi et godt stykke tid. Det regnede ikke mere. Vandpytterne lå spejlblanke på Jydeholmen. Jeg ventede, med blikket rettet mod værtshusdøren. Længe efter hørte jeg høje lyde fra baggården derovre, den umiskendeligt perlende latter underlagt stød og stønnen, nu med en lykkelig klagen. Jeg stod sådan med drengen, til det hele var overstået. Jeg havde nærmest ikke flere kræfter i armene til sidst. Så forlod jeg porten og gik tilbage til grillbaren. Jeg gik bagom og lagde den sovende dreng i barnevognen, puttede dynen omkring ham dernede. Jeg gik ud på gaden igen, op og ned ad fortovet mange gange, til sidst gik jeg hjem. Jeg tog et langt bad, jeg brugte alt det varme vand. Næste morgen sov jeg over mig og måtte styrte ud ad døren. Da jeg stod ved linje C mod Klampenborg, var min pengepung ikke i nettet. Den havde været godt tyk, Karen og jeg havde lige smugvekslet alle de svenske sedler. Næsten fire tusind. Måske havde jeg glemt den på bardisken, det blev jeg ved med at forestille mig. Men jeg fik ikke undersøgt sagen. To dage senere holdt jeg op på Bakken og afleverede uniformen, min hidtil eneste, ugen efter begyndte jeg på forfatterskolen.