MINISTERIET FOR BØRN OG UNDERVISNING
KVALITETS- OG TILSYNSSTYRELSEN
Dansk
Højere forberedelseseksamen
Hæfte i
K l . 9.00-15.00
Torsdag den 31. maj 2012 kl. 9.00-15.00
Prøvemateriale Hæfte 1
Side
Tema Opgaver Fællestekster - udleveres kl. 9.00:
1. Lise Ammitzbøl m.fl.: Det moderne gennembrud 2. Anonym: Idé og Virkelighed 3. Henrik Ibsen: Et dukkehjem 4. Herman Bang: Fattigliv
3 3
4 5 6 8
Billeder:
Side 10: Ilja Repin: Pramdragerne fra Volga (maleri, 1870-73. Det russiske Statsmuseum i Skt. Petersborg) Side 11: Christian Krohg: Kampen for Tilværelsen (maleri, 1888-89. Nasjonalgalleriet, Oslo) Side 12: Elin Danielson-Gambogi: Ved Thebordet (maleri, 1890, udsnit. Privateje)
Hæfte 2
Særtekster - udleveres kl. 10.30:
5. Novelle af Henrik Pontoppidan 6. Romanuddrag af Amalie Skram 7. Tale af Johanne Meyer 8. Artikel af Katrine Winkel Holm
Ortografi og t e g n s æ t n i n g følger originalerne. Trykfejl er dog rettet.
Tema: Det moderne gennembrud
Temaet for hæfte 1 og 2 er perioden Det moderne gennembrud, 1870-1890. Tekster og billeder handler om undertrykkelse og frigørelse, med fokus på kvinders og arbejderes forhold.
Opgaver
Du skal besvare én af opgaverne 1-3. Anfør opgavens nummer, og formuler en overskrift som led i din besvarelse.
Opgave 1
Skriv t i l et hf-hold et analyserende oplæg om kritik af underklassens forhold i tekster fra Det moderne gennembrud. Som en central del af din besvarelse skal du analysere og fortolke Pontoppidans novelle (tekst 5). Desuden skal du inddrage materiale fra hæfte 1.
Opgave 2
Skriv en introducerende artikel om undertrykkelse pg frigørelse som tema i Det moderne gennembruds litteratur. Som en central del af din besvarelse skal du karakterisere, hvordan undertrykkelse kommer t i l udtryk i uddraget fra Amalie Skrams roman (tekst 6). Desuden skal du inddrage materiale fra hæfte 1.
Opgave 3
Skriv en argumenterende artikel om kvinders frigørelse som debatemne i Det moderne gennembrud og i dag. Som en central del af din besvarelse skal du gøre rede for og diskutere de vigtigste synspunkter i teksterne af Johanne Meyer (tekst 7) og Katrine Winkel Holm (tekst 8). Desuden skal du inddrage materiale fra hæfte 1.
Materialet i hæfte 1 og 2 forudsættes ikke kendt af dine læsere
1. Lise Ammitzbøl, Henrik Poulsen, Dorte Østergren-Olsen: Det moderne gennembrud
Teksten er fra Vild med dansk (2009). Lise Ammitzbøl, Henrik Poulsen, Dorte Øster gren-Olsen, lærebogsforfattere. Det moderne gennembrud tager tråden op fra oplysningstiden . Den traditionelle litteraturhistoriske fortælling knytter én mand t i l dette gennembrud: Georg Brandes . Han stillede krav t i l litteraturen - den skulle være realistisk og kritisk og bygge på et naturalistisk menneskesyn. Gud var død, og mennesket et dyr. Det 5 moderne gennembruds forfattere rettede skytset mod alt, der havde præg af magt: kirken, ægtemanden, bondestanden, fabriksejeren, provsten , og de blotlagde samfundets og menneskets sygdomme: fattigdommen, alkoholismen, sindssygen, kvindeundertrykkelsen. Som ved de tidligere perioder kom inspirationen udefra, først og fremmest fra io Tyskland og Frankrig, hvor revolutionære bevægelser rystede samfundene. Brandes' definitive krav t i l litteraturen om at sætte samfundet under debat skabte den moderne litterære prosaform realismen. Det er den litterære norm i dag. Fremstillingen skal være realistisk i betydningen 'genkendelig'. Personerne skal være 'typer', det v i l sige repræsentative for en gruppe eller klasse, og konflikts terne 'samfundsrelevante'. Men også periodens angreb på samfundets magtinstanser, hvad enten det er kirken eller ægtemanden, kan overføres t i l i dag. Gælder forholdene stadigvæk i dag? Hvad blev der af kvindebevægelsen, samfundets forpligtelse over for dets svageste?
2 3 1
1 2
3
oplysningstiden: 1700-tallet Georg Brandes: (1842-1927), dansk kritiker og litteraturforsker, som traditionelt regnes for teoretikeren bag Det moderne gennembrud provsten: øverste ansvarlige præst for et antal kirker
4
2. Anonym: Idé og Virkelighed
Teksten er trykt i avisen Socialisten i 1871. Som Vandrerens Gang gennem Ørkenen, saaledes har Arbejderens Gang været gennem Historien. Trællende arbejder han sig frem fra Vuggen t i l Graven, medens Sulten sønderriver hans Indvolde, og Sorg og Ulykker, Haan og Foragt gør hans Øjne røde af 5 Graad. Ryggen bøjes, Knæerne mattes , Blikket sløves; mekanisk udfører Legemet sin Dont , medens Sjælen sover. Men naar han v i l t i l at segne under Byrden, da indtræder der et Vendepunkt. En ny Religion eller en og anden Statsomvæltning viser ham pludselig Udsigten til et lykkeligere Liv, en ædlere Anvendelse af Kræfterne. Da luer den udødelige io Sjæl op i det forpinte Legeme, da svulmer Kræfterne, da glimter Aanden, da rejser han sig t i l Stordaad og Heltebedrifter; da viser han sine forbavsede Tyranner, hvorledes Geniet kan skjules under Pjalterne som en Gnist under Asken, for ved det første heldige Lufttræk at blusse op til en Flamme, der kaster sit lysende Skær over en hel Tidsalder. i? Men desværre! Naar overmenneskelige Anstrengelser har bragt ham t i l det Sted, hvor han troede, at Maalet laa, saa er dette igen rykket ud i Horisonten. Lykken var et Fata Morgana , fremgøglet af en eller anden blandt hans snedige Tyranner, der ønskede at benytte Arbejdernes Samsonskræfter i sin Tjeneste. Da gribes han af Fortvivlelsen; Ulykkerne slaar sammen over hans Hoved, han kæm2o per i blinde og ligger under i Kampen. Hans blegede Ben genkalder i fremtidige Slægters Erindring, hvormeget M o d og Kraft der allerede er forbrugt paa den m ø j somme Vej, der fører til Menneskehedens Frigørelse og Lykke! Intet Under derfor at Arbejderen er mistænksom. Intet Under at han med vantro Mine lytter t i l de højere staaende Klassers Fortællinger om de underfulde 25 Resultater, han v i l kunne opnaa, hvis han blot v i l være rolig og lade dem handle. Nej, Luftslottenes Tid maa og skal være forbi. Kraftigt og sikkert maa Arbejderne skride frem ad Enighedens og Organisationens Vej , han maa samle alle Kræfter og selv udføre det Befrielsens Værk, som Alverdens Doktrinære og Absolutister ikke i Aarhundreder har bragt ham et Skridt nærmere mod.
1 2 3 4 5 6 7 8 9 10
1
2
3
4
5
6
7
8
9
10
mattes: bliver udmattet Dont: gerning/arbejdsopgave Fata Morgana: luftspejling fremgøglet: fremstillet, "tryllet frem" Samsonskræfter: Samson er en stærk mand fra Det gamle Testamente i Bibelen Ben (her): knogler Intet Under: ikke overraskende Organisationens Vej: gennem fagforeninger Doktrinære: personer som stædigt fastholder bestemte regler eller teorier Absolutister (her): personer, der tror, at visse værdier gælder under alle forhold
5
3. Henrik Ibsen: Et dukkehjem
Teksten er et uddrag af Et dukkehjem (1879). Henrik Ibsen (1828-1906), norsk forfatter. Nora er gift med Torvald, nyudnævnt bankdirektør. Kristine Linde er en ungdomsveninde, som nu er kommet til byen. NORA: Å Gud, å Gud, Kristine, det er dog vidunderlig dejligt at leve og være lykkelig! - - Å, men det er dog afskyeligt af mig -; jeg taler jo bare om mine egne sager, (sætter sig på en skammel tæt ved hende og lægger armene på hendes knæ) Å, du må ikke være vred på mig! - Sig mig, er det virkelig sandt, at du 5 ikke holdt af din mand? Hvorfor tog du ham da? FRU LINDE: M i n moder leved endnu; og hun var sengeliggende og hjælpeløs. Og så havde jeg mine to yngre brødre at sørge for. Jeg synes ikke det var forsvarligt at vise hans tilbud tilbage. NORA: Nej, nej, det kan du have ret i . Han var altså rig dengang? w FRU LINDE: Han var ganske velstående, tror jeg. Men det var usikre forretninger, Nora. Da han døde gik det hele overstyr og der blev ingenting tilovers. NORA: Og s å - ? FRU LINDE: Ja, så måtte jeg slå mig igennem med en liden handel og en liden skole og hvad jeg ellers kunde finde på. De sidste tre år har været som en enei5 ste lang hvileløs arbejdsdag for mig. Nu er den til ende, Nora. M i n stakkels moder behøver mig ikke mere, for hun er gået bort. Og gutterne heller ikke; de er nu kommet i stillinger og kan sørge for sig selv. NORA: Hvor m å du føle dig let FRU LINDE: Nej, du; bare så usigelig tom. Ingen at leve for mere. (står urolig 2o op.) Derfor holdt jeg det ikke længere ud derborte i den lille afkrog. Her må det dog være lettere at finde noget, som kan lægge beslag på en og optage ens tanker. Kunde jeg bare være så lykkelig at få en fast post, noget kontorarbejde NORA: Å, Kristine, men det er så forfærdelig anstrængende; og du ser allerede så anstrængt ud i forvejen. Det ville være meget bedre for dig, om du kunde 25 komme til et bad . FRU L I N D E (går henimod vinduet): Jeg har ingen pappa, som kan forære mig rejsepenge, Nora (...) NORA: Kom herhen, (drager hende ned på sofaen ved siden af sig.) Ja du, - jeg har 30 også noget at være stolt og glad over. Det er mig, som har reddet Torvaids liv. FRU LINDE: Reddet - ? Hvorledes reddet? NORA: Jeg fortalte dig jo om rejsen t i l Italien. Torvald kunde ikke have overstået det, hvis han ikke var kommen derned FRU LINDE: Nå ja, din fader gav jer så de fornødne penge 35 Nora (smiler): Ja, det tror både Torvald og alle andre; men FRU LINDE: Men -? NORA: Pappa gav os ikke en skilling. Det var mig, som skaffed pengene tilveje.
1 2 3
1
2 3
liden: lille gutterne: drengene et bad: et kurbad, hvor man kommer til kræfter, evt. behandles for en sygdom
6
FRU LINDE: Du? Hele den store sum? NORA: Tolv hundrede specier. Fire tusend otte hundrede kroner. Hvad siger du til 40 det? FRU LINDE: Ja men, Nora, hvorledes var det muligt? Havde du da vundet i lotteriet? NORA (med ringeagt): I lotteriet? (blæser.) Hvad kunst havde det da været? FRU LINDE: Hvor fik du dem da fra? e NORA (nynner og smiler hemmelighedsfuldt): Hm; tra la la la! FRU LINDE: For låne dem kunde du j o ikke. NORA: Så? Hvorfor ikke det? FRU LINDE: Nej, en kone kan j o ikke låne uden sin mands samtykke. NORA (kasterpå nakken): Å, når det er en kone, som har en smule forretningdyg50 tighed, - en kone, som forstår at bære sig lidt klogt ad, så FRU L I N D E : Men, Nora, jeg begriber aldeles ikke NORA: Det behøver du j o heller ikke. Det er jo slet ikke sagt, at jeg har lånt pengene. Jeg kan jo have fået dem på andre måder, (kaster sig tilbage i sofaen.) Jeg kan j o have fået dem af en eller anden beundrer. Når man ser såvidt tiltræk55 kende ud som jeg FRU L I N D E : Du er en galning. NORA: N u er du visst umådelig nysgerrig, Kristine. FRU LINDE: Ja hør nu her, kære Nora, - har du ikke der handlet ubesindigt? NORA (sidder atter oprejst): Er det ubesindigt at redde sin mands liv? 6o FRU L I N D E : Jeg synes det er ubesindigt, at du uden hans vidende NORA: Men han måtte j o netop ikke vide noget! Herregud, kan du ikke forstå det? Han måtte ikke engang vide, hvor farligt det stod t i l med ham. Det var til mig lægerne kom og sagde, at hans liv stod i fare; at intet andet kunde redde ham, end et ophold i syden. Tror du ikke, jeg først forsøgte at lirke mig frem? «5 Jeg talte t i l ham om, hvor dejligt det vilde være for mig at få rejse t i l udlandet ligesom andre unge koner; jeg både græd og jeg bad; jeg sagde, at han værs'god skulde huske på de omstændigheder, jeg var i , og han måtte være snil og føje mig; og så slog jeg på, at han gerne kunde optage et lån. Men da blev han næsten vred, Kristine. Han sagde, at jeg var letsindig, og at det var hans pligt TO som ægtemand ikke at føje mig i nykker og luner - som jeg tror han kaldte det. Ja ja, tænkte jeg, reddes må du nu; og så var det jeg gjorde udvej FRU L I N D E : Og fik din mand ikke vide af din fader, at pengene ikke kom fra ham? NORA: Nej, aldrig. Pappa døde j o netop i de samme dage. Jeg havde tænkt at 75 indvie ham i sagen og bede ham, ikke røbe noget. Men da han lå så syg - . Desværre, det blev ikke nødvendigt. FRU L I N D E : Og har du aldrig siden betroet dig t i l din mand? NORA: Nej, for himlens skyld, hvor kan du tænke det? Han, som er så stræng i det stykke ! Og desuden - Torvald med sin mandige selvfølelse - hvor pinligt so og ydmygende vilde det ikke være for ham at vide, at han skyldte mig noget. Det vilde ganske forrykke forholdet imellem os; vort skønne lykkelige hjem vilde ikke længer blive, hvad det nu er.
1 2
sttit: rar (' det stykke: i den henseende; på det område
4. Herman Bang: Fattigliv
Teksten er et uddrag af en artikel i Nationaltidende Bang (1857-1912), dansk forfatter. 19. december 1880. Herman
Men hvorledes male Dem kulden i dette rum, hvorledes barheden, tomheden? Det var sultens tilberedningssted, dette rum. Bag ved lå stuen. Stil op fire vægge, hvis nøgenhed er kold og skiden , læg i fantasien et gulv så snavset som bordet i det bare køkken. Fyld dette rum, hvis loft 5 er revnet, så det regner ned, med "fattiglugtens" stinkende fugtighed, og De v i l vide, hvordan dette værelse så ud. I et hjørne stod en seng med nogle bylter af klude, en grå, farveløs masse, pjalter af noget, som en gang har været tæpper og klædningsstykker; på gulvet to stole, rørstole med gennembrudte sæder. På en knage ved døren hang et skørt. Pantets låneren ville have givet det tilbage med et hovedrystende smil. Men det var vel derfor, det hang her. Således så her ud. På gulvet lå indpakket i et gråt sjal det yngste barn. To andre krøb skrålende sammen bag døren. Jeg ved ikke, om de skjulte sig, fordi de var nøgne, men rimeligt er det næppe, de vidste vel ikke stort af, hvad det ville sige at i5 have pjalter på, som kunne dække. Politimanden trak det ene barn frem. Det var skrækkelig magert, denne rystende magerhed hos børn, der sulter. Kinderne indfaldne, blåagtige; øjnene store, men helt inde i hovedet, sløve. Blikket var ængstet, ældre end dets år. Sult giver børn en egen gammelklogskab i udtrykket. 2o Og skindet - bronzegult hos dem alle - der var trukket over disse tynde knogler, var dækket med sår. Der var sår på ben og arme, væmmelige, opbrudte sår om næsen. "Sult," sagde politimanden. "De sulter." "Jeg vidste ikke, det så sådan ud," sagde jeg. Og der m å have været noget som 25 en gysen i tonen, thi vor fører så op. "Disse er de lykkeligste," sagde han. Han slap barnets arm og vendte sig for at gå. Og v i stod allerede på gangen. Der hang et reb ned fra loftet. Værtens menneskekærlighed havde hængt det op for at spare livet for dem, som betalte 10 kroner månedlig for kvistetagen, og som 30 skulle op ad denne stige. Trinene gyngede lidt. Der var mørkt deroppe. Politimanden ravede lidt, stødte på noget træ, bankede. Indefra hørte man en grynten. Så åbnede v i en dør, nogle sammenslåede brædder, og kom ind. Jeg for lidt tilbage. "Behøver v i at gå ind?" spurgte jeg. 35 Det var luften, som jog mig tilbage. Man smagte den væmmelighed. Det var en stank af syges uddunstninger, af fordærvet føde, af snavs; man måtte være født i denne luft for at kunne ånde den. Når man havde vænnet sig t i l mørket, så man i skumringen et bord med en
1 2 3
1
2 3
skiden: snavset Pantelåner: person, der yder lån mod indlevering af ting som pant/sikkerhed spare (her:) redde
8
uendelighed af skår, ituhugne urtepotter, ubestemmelige stumper, og i alle disse m redskaber halvrådne levninger af nødens måltider. Det var disse levninger, som stank. Ved vinduet stod en kommode, skufferne var trukket ud, de var overfyldte med pjalter, klude, ubestemmelige rester, dyppede i snavs. Sengens dyner var plyndrede af sulten, tilbage lå der noget ubegribeligt stof, a opløste levninger af halm ... Men hvorfor er alle ord dog misbrugte, så intet udtryk kan fortælle Dem, hvor forfærdelig denne byldebesatte nøgenhed var, intet udtryk male Dem denne kommodes stinkende indhold, dette bords elendige svineri? Der var ikke en plet på dette gulv, der ikke var blevet til en mødding af pjalter 50 og skarn, ikke en plet. I væggene var der huller, utøjkolonier. (...) Hvad v i så på hin vandring, kan jeg ikke male; men er der i mine ord blot en understrøm af forfærdelig medlidenhed, en understrøm, som har gjort mig fattig på billeder, fattig på lignelser, fattig på farver til at male de farveløse - da forstår 55 man af min mangel på evne, at hvad v i så, var forfærdeligt. Og forstår man det, så vid, at denne elendighed rummes i et ord: Sult - og mæt for en eneste dag disse mennesker, som råber på brød.
9
10
1
Elin Danielson-Gambogi: Ved Thebordet (maleri, 1890, udsnit)
12 