Vind i håret, ustyrlige nerver, sanser der flyver rundt og frygten for at fejle. Det at kunne mærke at andrealinen pumper rundt i kroppen, hænderne dirrer og koncentrationen er sat på maksimum. Dette er faktorerne for at kunne leve ude på kanten af samfundet og virkelig kunne føle, at man lever. Tendenser til at bryde de kedelige ens formede hverdage er blevet mere og mere populært i vores nuværende senmoderne samfund. Folk sætter sig hele tiden nye mål og udfordringer for sig selv, da man søger at finde sin egen personlighed og identitet. Nogle vælger at søge efter de lidt mere afdæmpede forhold, imens andre går hele vejen, for at finde det indre monster i dem selv. Det indre monster kan karakteriseres på mange måder, men det de fleste monstre har tilfælles, er at de kan udløse en vis vrede og ustyrlighed. Den mest velkendte person med et indfødt indre monster, er jo vores alle sammen grønne mand ”Hulk.” Deltids superhelten Bruce Banner, der ved hjælp af irritation og vrede kan forvandle sig til hulk og gøre livet surt for personen, som har gjort ham vred. Hulk er jo en oplagt figur at pege på, som værende den førende figur for ekstrem udfoldelse i samfundet. Det kan jo også tydelig ses, at denne frontfigur har givet noget inspiration til samfundet. Et godt eksempel kan være i slutningen af det digitale magasin ”Third Ears” program, Monster, som blev udsendt den1. februar 2011, hvor vi hører journalisten Rasmus Poulsen fortælle om sin fascination af det indre monstre og om hans møde med en af de personer, som udfolder det. Men er det egentligt forkert af Poulsen at fremvise et såkaldt monster til offentligheden? Og er den måde, han gør det på okay? Og er der egentligt overhovedet nogle grænser for hvad journalistikken bør formidle?
Vi kan jo hurtigt konstatere at formidlingen sker igennem vores medier, da de er vores oplysningskilde til alt nyt form for ”news.” Vi bruger dem tit til at til skaffe os viden omkring visse emner, som vi synes er interessante og spændende at læse om. Men prøv at tænk på, hvis der pludselig skulle ske en begrænsning af formildelsen, så vil vi f.eks. ikke kunne opleve trainsurferen Martin fra uddraget af ”Third Ear: Monster,” hvor han ytre sig om lysten til at trainsurfe. Denne lyst som kommer af at gøre noget farligt og mærke andrealinen pumpe rundt i hele kroppen. Nogle vil mene, at den lyst som Martin har, er karakteriseret som et monster. Martins monster dikterer til, at han skal anskaffe sig adrenalin ved at udføre denne ekstremsport. Martin ønsker, at slippe sin indre hulk ud ved, at få andrealinen til at toppe. Det er de sider af folk, som andre mennesker nok ville rynke på næsen over at blive præsenteret for, og nogle ville måske endda skamme sig over det. Nogle sider som nogle folk nok vil mene ikke hører til offentligheden. Efter min mening er det helt i orden, at folk viser, at de har en anderledes passion for at bryde lige netop deres grænser. Det er jo akkurat, det som gør dem unikke og specielle. Vi er jo ikke ens alle sammen og gudskelov for det! Vi er jo i et samfund, hvor vi skal afprøve forskellige grænser og holdninger. Jeg synes selv, at det er meget interessant, at udfordre sig selv og det at kunne have muligheden for at føle, at man lever. Ud fra mit synspunkt, synes jeg det ville være en skam, hvis man valgte at afgrænse mediernes formidling. F.eks. Poulsen som fik klager over at ”reklamere” for disse trainsurfing monstre ved at sætte fokus på netop det, der får deres indre monster til at fremvises. Folk brokker sig simpelthen over, at han fører disse monstre ind i offentligheden, men hvorfor skulle man skjule det? Og hvorfor er det forkert at belyse disse monstre, når der faktisk findes andre personer, som indebærer et mere dystert indre, såsom folk der yder voltægt og mord, hvilket man til dagligt kan se i medierne. Disse personer er efter min mening mere chokerende og tabubelagte end drengene som trainsurfer. Så man kan nærmest sige, at trainsurfing er den milde form for det indre monster, imens folk der har begået voldtægt og mord har den voldsomme from for indre monster.
Når folk ser personerne med de voldsomme indre monster, bliver de mere vrede og ryster på hovedet og siger for det meste nu igen. Men når folk ser den mildere form for monster bliver de forarget og det er vel egentligt også logisk nok, da det er svært at forholde sig til noget, som man ikke ser til normalt. Men et eller andet sted er det jo så nok ikke problemet, at det sker, men at folk simpelthen ikke kender til det den trang til at få frigjort andrealinen. Andrealinen er jo en ting, man kan have lyst til, men er sex egentligt ikke også henne i samme boldgade? Eller er det bare mig? For vi indrømmer jo gerne, at sex bliver formidlet dagligt ud til offentligheden og om det er i blandt venner, eller på nettet er lige gyldigt. Faktum er, at det er omtalt over alt. Selv i de daglige ugeblade, hvor det er ekstra lækkert, hvis der lige er en kendt, som har haft en one night stand med Rasmus Seebach eller noget i den stil. Det er jo nok noget af de saftigste nyheder, som kan komme i et blad. Men det er et eller andet sted sjovt at tænke på, at før i tiden var sex jo noget, man gik stille om dørene med. For dengang var det jo anerkendt at være jomfru, da det symboliserer renhed og kontrol. Apropos kontrol er en jomfru jo nok et godt eksempel på en person, som kan finde ud af at styre sit indre monster, da personen ikke giver efter sine lyster. Men i dag ser vi jo nærmest monsteret på forsiden af dagligdags bladene. Så det vil jo rent faktisk sige, at medierne elsker at vise monstrene frem, men som man kan se ud fra Poulsens program, er der åbenbart nogle monstre, som folk ikke vil se i offentligheden, da de nok ikke er særlig bekendte med det, som man er med sex. Kan man så ikke godt argumentere for, at monstrene har fået positivt omtale? Og er det så ikke okay, at Poulsen vælger at ”reklamerer” for drengene, så folk ligesom ved hvem de er, og måske kan komme til at blive lige så anerkendt som sex i sidste ende?
For man kan jo godt sige, at Poulsen har begrænset en smule på selve formidlingen af trainsurfing, for han brude jo nok oplyse folk om, at det er farligt at trainsurfe og det muligvis kan koste en livet, som det gjorde med Martin. Men hovedårsagen til at Poulsen vælger, at formidle programmet på denne måde, skyldes at han har en vis interesse indenfor ekstremsportens verden. Det er farligt at trainsurfe, men det er jo også farligt at køre i bil eller motorcykel, som Poulsen også udtaler ved Martins død. Poulsen mener nemlig, at Martins død skyldtes, at han var beruset og havde derfor svært ved at bedømme afstanden til tunnelen. Mange mennesker dør i dag på samme måde i en bil, men fordi der er mange mennesker der omkommer i biler, er det ikke ens betydende med, at man hver gang skal skrive en sikkerhedsbedømmelse på bilen. Det er meget individuelt, hvad man synes er mest farligt og efter min mening er jeg ikke tvivl om trainsurfing lyder farligt, men er mindst lige så farligt, som at køre i bil og motorcykel. For når man vælger at skrive en artikel, har man ofte fokus på det, man synes er interessant og værd at fortælle om. Vi har derfor et helt individuelt syn på, hvad vi synes, der er interessant at lægge vægt på i artiklen. Så det store spørgsmål er jo så, om der skal være grænser for journalistikkens formidling?
Journalistikken bør ikke have nogen grænser, så længe mediet passer til artiklen. Der bør dog være nogle henførte advarsler, så man eventuelt kan have muligheden for at sige fra. Men der skal ikke være grænser med henblik på selve indholdet. For vi er alle forskellige individer, som opfatter omverden og artikler på vidt forskellige måder. Det er vores egne og personlige mening, der gør os til den person, som vi nu en gang er i dag. Og det ville være en skam, hvis vi skulle gå hen og begynde at gemme det væk. Forskelligheden er det, som gør os stærkere, som ordsproget lyder fra vores alle sammen velkendte Ulrik Wilbek.
