Individualismen har sejret - præmien er ensomhed
Vores samfund har alt for længe været forkrampet og forskrækket ved tanken om organisering, fællesskab, kampgejst og solidaritet. Derfor efterlades de unge, der ikke bliver opfordret af kammerater og forældre til at blive en del af et fællesskab, alene og ensomme
24. september 2010
Udgivelsesdata
[X]
Online: 23. sep 2010 kl. 19:59.

Senest opdateret: 24. september 2010 kl. 09:55.

Version i den trykte udgave: 24. sep 2010
Debat
Af * Pernille Rosenkrantz-Theil * Anbefal artikel * Printervenlig version * Send by email * Twitter * Google+ * Facebook fællesskabsolidaritetungdomspolitik Pernille Rosenkrantz-Theil
Danmark
Dine venner på Facebook
En femtedel af alle piger og en tiendedel af alle drenge i niende klasse skærer i sig selv eller har forsøgt at begå selvmord. Sådan stod der for nyligt i Politiken. Noget rystet spurgte jeg på min facebook, hvad årsagen kunne være. En fyr skrev:
»Mennesker er meget alene i vor tid«. Hans svar kendetegnede den efterfølgende debat.
Idealet har i mange år været at blive direktør i sit eget liv og blive rig og berømt. De fleste når selvsagt aldrig deres mål. Det er trods alt de færreste, der bliver professionelle fodboldspillere eller den nye Michael Jackson. De unge i dag skal leve op til at være deres forældres projektbørn, samtidig med at forældrene selv har alt for travlt med at arbejde, arbejde, arbejde til at være nok nærværende.
De lærer, at samfundet bedømmer dem på en masse ydre ting, i stedet for bare at acceptere dem, som dem de er. De fleste unge præsenteres slet ikke for, hvordan de kan få fat om tøjlerne i deres eget liv. Mange af de unge, som jeg taler med, når jeg besøger uddannelsessteder, forestiller sig ikke et liv på en arbejdsplads med et solidt fællesskab med kollegaerne. De forestiller sig et liv med skiftende arbejdspladser og ingen stabile relationer.
De kan ikke overskue, hvilken plads de selv har i det flygtige arbejdsliv, når de bliver voksne. De finder det ikke naturligt at stille krav til omgivelserne eller række ud efter hjælp. Det er en hård tid at være ung i.
En kvinde på min facebook skriver om årsagen til, at de skader sig selv: »Fordi vi ... har alt for travlt med karriere og stræben efter det perfekte job, hus, familieliv, udseende og sociale liv, at vores piger vokser op med den tro, at de ikke er gode nok, som dem de er i sig selv. Fordi ... vi lærer vores børn, at de helst skal passe ind i nogle bestemte kasser, og passer de ikke ind i dem, er der noget forkert ved dem. Fordi vores medier formidler ... overfladiske og røvsyge budskaber, der mest af alt kører på form og præsentation, og ikke indhold. ... Og når vi så som forældre ikke er tilstede og nærværende, ... , er pigerne ofte overladt til deres egne tanker og ensomhed. Hvem lytter til dem?«
Fællesskab forandrer
Ja, hvem lytter til dem? Godt spørgsmål. I lørdags sad jeg så til et arrangement med nogle hundrede unge fra hele landet, som der faktisk bliver lyttet til. De har nemlig sagt ja til at deltage i et ungdomstopmøde om en ny ungdomspolitik. Nogen af dem har været med før, men mange var med for første gang.
Omkring disse unge har været nogle kammerater eller voksne, som har opfordret dem direkte til at blive en del af et organiseret fællesskab. Det er unge fra tekniske skoler, gymnasier og videregående uddannelser. De emmede af regnvåd sensommer, virkelyst og fællesskab. De satte dagsordenen, de bestemte farten. De bad os politikere om at lytte - og det gjorde vi. De unge mennesker var samlet, fordi de ville noget med deres fremtid. De ville forbedre den ikke kun for sig selv, men for hinanden og for os alle sammen. Og de har fundet en kraft, som, jeg er sikker på, vil forandre deres liv. De har fundet fællesskabets kraft. De har fundet ud af, at de kan forandre på deres egen hverdag uden hverken at skulle være direktører, professionelle fodboldspillere eller popstjerner. De skal bare rotte sig sammen - så lytter det voksne Danmark opmærksomt til dem. De skal bare lægge deres kræfter i at bygge et allerhelvedes stort og stærkt fællesskab, så er de ikke til at komme udenom.
Den indsigt vil forandre deres liv. Både i det store og i det små. I det store, fordi de kommer til at sætte den politiske dagsorden lige nu og her. I det små i deres egne liv og familier, fordi de får lært et helt fundamentalt redskab til, hvordan man styrer sit eget liv - altså ikke på den der individuelle måde, som kun er netop direktørerne og popstjernerne forundt. Nej, på den måde, hvor alle kan være med, hvor alle har en rolle at spille, og hvor alle får noget ud af det. På den måde, hvor man i fællesskab formulerer, hvordan man gerne vil have tingene og derefter fremsætter det som et forslag, og så kæmper og forhandler det bedste, man har lært for at få det gennemført. Så begynder klaveret pludselig at spille helt anderledes og kønt. Den følelse af styrke og sammenhold giver ensomheden og magtesløsheden kamp til stregen.
Massiv modreaktion?
I 20 år har vores samfund være forkrampet forskrækket ved tanken om politik, organisering, fællesskab, kampgejst og solidaritet. Og derfor efterlades de unge, der ikke bliver opfordret af kammerater og forældre til at blive en del af et fællesskab, alene og ensomme. De har ikke lært, hvad de fællesskaber går ud på og er ikke blevet slæbt med til møder i fagforeningen eller i fodboldklubbens bestyrelse, for forældrene har for travlt med deres eget individuelle arbejde til at involvere sig i den slags fællesskabsorienteret fritidsaktivitet.
Mange uddannelsesinstitutioner har en vedtaget politik om, at partier og fag- og elevbevægelse skal holde sig langt væk. En rundspørge har vist, at 80 procent af de unge på erhvervsskolerne aldrig er blevet spurgt, om de har lyst til at melde sig i fagforeningen. De unge er vokset op i individualismens guldalder, hvor de politiske ledere forventer, at alle er født med slips, og at man er sin egen lykkes smed. Forældrene jager rundt på arbejdsmarkedet for ikke at blive hægtet af som ofre for globaliseringen eller i konkurrencen med en kollegaer, som løb endnu hurtigere. Individualismen har i sandhed sejret i de seneste 20 år, og præmien er ensomhed.
Jeg håber, at sidste weekends unge vidner om en massiv modreaktion, og at de trænger ud i alle samfundets kroge og får vist alle de andre unge, at der er en vej ud af ensomheden og magtesløsheden og en mulighed for at få grundigt fat i tøjlerne over tilværelsen - bare man gør det sammen.
Pernille Rosenkrantz-Theil er folketingskandidat for S. Hun skriver på skift på denne plads med Mette Bom, Renée Toft Simonsen og Emilia van Hauen