I digtet ”Hun ser godt ud” møder vi en fraskilt kvinde, som mener at nye møbler, fem kilo mindre og en nymalet entre er vejen frem, hvis hendes elsker Peter nogensinde skal kunne elske hende.
Digtets handling udspilles i frokost pausen på gaden hvor kvinden kommer gående mens hun kigger på sig selv i butikkernes vinduer. Hun er bevidst om, at hun ser godt ud. Efterfølgende sidder hun hjemme i hendes fløjlssofa, som er det eneste møbel hun har købt efter hun bliver gift. Hende og børnene har været i bad, nu er børnene puttet og hun sidder og læser mens hun drikker te, senere portvin. Hun sidder og tænker på, hvordan hun kan blive det perfekte menneske og kommer så i tanke om Peter, som hun håber på vil dukke op. Da han ikke gør, ender hun med at drikke al portvinen og falder så i søvn.

Hun finder trøst i meningsløse køb for at kunne udfylde tomrummet.

Hun finder undskyldningerne/årsagerne hos sig selv (Peter vil ikke have hende fordi hun er tyk og ikke har været i bad)

De gamle møbler symbolisere hendes gamle parforhold. (det er hellere ikke blevet som hun har regnet med)

Digtet er et godt eksempel på genrefænomenet ”bekendelselitteratur”, som startede i 70’erne, hvor kvinder erklærede kønskamp ved at skrive om deres egne erfaringer med kvindeundertrykkelse. Det var ikke længere være skamfuldt at skrive om personlige tanker og følelser.
Diget foregår i 70’erne, som i høj grad var et vigtig årti for kvindeligheden i Danmark.

Kønsroller og ligestilling er ikke et udsædvanligt emne for Vita Andersens digte. I digtet ”Det smukke rum” fra samme digtsamling, møder vi endnu en undertrykt kvinde, hvor mandens dominans har givet hende en psykisk ustabilitet.