Livets mening
Da menneskeracen var på sit primitiveste, handlede livet primært om to opgaver: Reproduktion og overlevelse. Begge var essentielle for stammens videre fremgang. Der måtte fødes nye krigere og arbejdere, og disse måtte hjælpe med at skaffe føde og skind til resten af fællesskabet. I tiderne derefter og helt op i vor tid handler livet stadig om disse to nødvendigheder, men da vores samfund er så langt fremme i dets udvikling, at det ikke længere er besværligt at overleve og reproducere sig, har vi nu tid og overskud til at fundere over, hvad meningen med livet er, ud fra f.eks. religiøse og filosofiske synspunkter. Gennem næsten alle tider har mennesket haft religion. Religionen har været en måde at forklare det uforklarlige på, og også en højere kraft man kunne bede til om f.eks. god høst og held i kamp. Til gengæld for disse guddommelige tjenester må vi dødelige vie vores liv til at tilbede og adlyde Gud –Lige meget om hans/hendes navn er Allah, Thor eller Afrodite. Hvis vi funderer over livets mening fra et religiøst synspunkt, er det gældende for de fleste religioner, at man skal tjene Herren og følge de leveregler, der er påkrævet for til sidst at få frelse og komme i Himlen eller Nirvana. I en af kristendommens hellige bøger står der: “Now all has been heard; here is the conclusion of the matter: Fear God and keep his commandments, for this is the whole duty of man. For God will bring every deed into judgment, including every hidden thing, whether it is good or evil.” ~ Ecclesiastes 12:13-14 Vi skal altså frygte Gud, for hvis ikke vi er ham tro og følger hans bud, bliver vi dømt herefter. Skræmmende. Hvorfor skal man leve med restriktioner i håb om at opnå frelse, når man ingen garanti har for, at dette vil ske? Der er ingen beviser på liv efter døden, ud over folk der har været tæt på at dø og eftersigende skulle have set et hvidt lys og set flashbacks fra deres liv. Dette er også meget muligt, men ifølge hjerneforskere er disse påståede indikationer på liv efter døden blot hjernens tegn på, at den er ved at lukke ned. Personligt synes jeg, at Himlen er en behagelig tanke. Det er dejligt at tænke på, at man kan forenes med sine afdøde elskede, når ens dage på denne planet er ovre, og derfor vil jeg ikke nægte Himlens eksistens. Dog ser jeg ingen grund til at leve med en masse forbehold og kun få halvt så meget ud af livet, som man kan, hvis man lever efter sine egne regler (som naturligvis befinder sig inde for den danske lovgivnings rammer). For mig at se finder vi ikke svaret på, hvad meningen med livet er i religion, så måske burde vi ty til kristendommens såkaldte modsætning darwinismen, der i høj grad modsiger Biblens beretninger om menneskets tilblivelse. "In the struggle for survival, the fittest win out at the expense of their rivals because they succeed in adapting themselves best to their environment." ~Charles Darwin (engelsk naturforsker 1809—1882) Selvom dette lyder en smule for primitivt til stadig at være gældende i dag, er jeg dog overbevist om at vi, som i Darwins ”survival of the fittest” teori, stadig er under konstant udvikling. Vi bliver ved med at nedarve vore bedste gener til den næste generation, og de, som er for svage og ikke har tilpasset sig til ændringerne i miljøet, dør i en tidlig alder. Ud fra et darwinistisk synspunkt er meningen med livet altså blot at nedarve gode gener for til sidst at have et slags supermenneske, der er perfekt tilpasset til sit miljø. Vi moderne mennesker bryder os ikke om tanken om, at hele vort eksistensgrundlag er så primitivt. Eftersom vi er selvtænkende, og de eneste væsener på jorden der er i stand til at filosofere over vort eksistensgrundlag, synes vi ikke, det kan passe, at meningen med vor eksistens er lige så primitiv som meningen med dyrenes eksistens. Selvom jeg er stor tilhænger af Darwins teori, tror jeg nu heller ikke, at menneskenes eneste formål er at udvikle sig. Menneskets langsomme udvikling er blot en slags bonus, der medfølger vore faktiske formål her på jorden.. Hvad med nutidens mennesker? Hvilke værdinormer sætter vi højest? Så langt tilbage jeg kan huske, har mine venner og jeg snakket om, hvordan vores liv skulle være, når vi engang blev voksne. Vi havde selvfølgelig vidt forskellige planer, men fælles for dem alle var, at de altid involverede en ægtefælle og et godt job. På en eller anden måde havde vi alle fået en opfattelse af, at det er sådan, livet skal være. Selvom jeg nu er blevet ældre og forhåbentlig også klogere, er det stadig karriere og familie, der går igen på listen over, hvad jeg vil opnå. Det må være en almen opfattelse, at det er netop disse elementer, som vores liv skal indeholde for at være fuldendt. Især familien er vigtig, da denne giver os tryghed, opbakning og kærlighed. Uden denne solide klippe til at støtte sig til ville livet være en svær størrelse at komme igennem. “If you were all alone in the universe with no one to talk to, no one with which to share the beauty of the stars, to laugh with, to touch, what would be your purpose in life? It is other life, it is love, which gives your life meaning.” ~Mitsugi Saotome (Aikido sensei 1937-) Med andre ord skal vi elske og elskes. Dog er der ikke én sand mening med livet som gør sig gældende for alle. Vi er alle forskellige, og ligeledes har vi alle forskellige værdinormer, vi sætter højest. En meget vis dansker sagde engang: ”Det gælder om at finde en sandhed, som er sandhed for mig, at finde den idé for hvilken jeg vil leve og dø… Alene subjektiviteten er sandheden”. ~Søren Kierkegaard (dansk filosof og psykolog 1813-1855) -og det vil jeg give ham ret i. Det er umuligt at generalisere, når det kommer til at finde sandheden. Men hvad er sandheden for mig? Hvad er mine livsværdier? Først og fremmest gælder det om at vide og lære. For rent faktisk lærer vi ikke kun i vor skoletid, som så mange måske umiddelbart vil synes –vi lærer hele livet. I skolen lærer vi basisfærdigheder så som sprog og naturvidenskabelige fag. Dette er dog kun en brøkdel af den viden, vi skal tilegne os. Der undervises f.eks. ikke i kærlighed eller børneopdragelse der jo i stor grad også er viden, vi alle burde have. Denne viden samt så mange andre nyttige kundskaber må vi selv lære gennem livet, og i stedet for lærere, lektorer og professorer som vi kender fra skolen, finder vi vore egne lærere og mentorer i form af venner, bekendte og andre mennesker, hvis viden vi ønsker at komme i besiddelse af. Ligeledes fungerer vi selv som disse lærere og deler den viden, vi har anskaffet os med andre, der har brug for den. En anden væsentlig værdi for mig er at have det godt med sit liv og nyde det. Man har som bekendt kun et af slagsen (med mindre man er hindu), og det liv har jeg i sinde at leve fuldt ud. Jeg kunne ikke drømme om at dyrke en religion, hvor jeg var bundet af regler og bud. Dette betyder dog ikke, at jeg har tænkt mig at gå ud og slå ihjel. Jeg slår ikke ihjel, fordi det er stik imod min overbevisning og ganske almindelig sund fornuft –ikke fordi en religion fortæller mig, at jeg ikke må! Ligeledes forsøger jeg at være god og elske mine næste, ikke fordi Jesus sagde, at man skal det, men fordi jeg har lyst! For mig er meningen med livet, at man skal leve et liv, man kan være stolt af. Når jeg bliver gammel, vil jeg gerne kunne kigge tilbage på mit liv som helhed og tænke ”det var ’æ så ring endda!” Jeg vil gerne have en følelse af, at jeg har opnået noget. Både i privatlivet med en fantastisk og kærlig familie men også rent arbejdsmæssigt. Min eksistens på jorden må ikke bare gå ubemærket hen. Det er lykkedes mig at finde et ordsprog, der for mig præcis indkapsler, hvad jeg har forsøgt at forklare i det ovenstående afsnit:”Grædende kom du til verden, mens alle omkring dig smilede. Stræb efter at leve således at du kan tage herfra med et smil, mens alle omkring dig græder” ~Indisk ordsprog -og med den bemærkning vil jeg afslutte min søgen på livets mening. Det er mærkværdigt, hvordan et flere tusinde år gammelt ordsprog stadig kan gøre sig præcis ligeså gældende nu, som det kunne dengang. Måske har opfattelsen af livets mening ikke ændret sig så forfærdelig meget, selvom vor verden har?