1 Litterær artikel Maries historie
__________________________________________

Hvad afgør, om man har fundet sin egen identitet? Kan man skifte identitet ud fra hændelser i sit liv, og vil det påvirke individets identitet resten af livet, eller kan man skifte igen? Det er nok ikke noget så mange almindelige mennesker går og bryder deres hjerner med i en travl hverdag – altså tænker over hvem de er, hvilken identitet de har, og hvordan og hvad der har været afgørende for, at man er er blevet til den person, man er, og hvad der gør, at man lever efter specielle normer og værdier. Måske prøver nogle at flygte fra den identitet, de har skabt, eller nogle ender måske i en kasse, hvor de egentlig ikke rigtigt hører hjemme, men de ved ikke, hvordan de flygter fra det…
Ovenstående tankevækkende spørgsmål kan man bl.a. læse om i Christina Hesselholdts novelle: ”Maries historie,” som blev bragt i ”Ud og SE” i Januar 1994.

Christina Helleholdts novelle ”Maries Historie” handler om en kvinde, der bærer på en stor sorg efter tabet af hendes veninde Marie mange år tilbage. ”Vi var begge fyldt ti et år, Vi var ikke født den samme dag, men det føltes sådan.” (s 1 l 76.)
Novellen er fortalt i første person som en jeg-fortæller med indre synsvinkel ”Jeg var udrustet til at møde et menneske der græd mere end jeg selv.” (s. 1 l. 5) På den måde får man virkelig jeg personens indre tanker og følelser med, som er vigtige for netop denne novelle, der bygger meget på tanker og følelser. Historien er fortalt i datid, men præget af et stort flashback. Dog er der helt i starten en fortællertid i nutid, hvor der står: ”Jeg kalder ham Tårer og muskler…. Jeg ved ikke.” Komposition er altså bygget op af en erindring og flashback.

”Hun var altings begyndelse. Jeg forbandt hver eneste begivenhed i fortiden med hendes navn.” (s. 1 l. 78 ) Marie bliver her beskrevet som en meget god veninde. Jeg-fortælleren har altså tilbragt hele sin barndom med denne veninde Marie. Tabet på veninden har derfor sat sig dybe spor, som jeg-fortælleren stadig bøvler med på en daglig basis.
I novellen står jeg-fortælleren midt i en krise med sin mand, og derfor har hun har lejet sig ind på et værelse lagt fra ægteskabet og problemerne. ”Jeg tænkte ikke på mit vanskelige ægteskab et par hundrede kilometer syd for, hvor jeg havde slået mig ned- for at være, hvor arbejdet var, og for med afstandens hele klarsyn at kigge ægteskabet efter sømmene.” (s. 1 l. 20) Kvinden er flygtet fra problemerne og mener, at det er meget bedre. ”Jeg har ikke grædt siden jeg lejede mig ind.” (s. 1 l. 53) Men problemerne flytter med. Vinduet er nemlig utæt, og der kommer luft ind så gardinet duver. ”Jeg stirrede helt sløvt på gardinet. Det duvede. Det duvede og duvede.” Problemet bliver altså løst samtidig med, at der dumper en erstatning for ægteskabet ind af døren og bliver der. Én der endelig vil lytte, én hun føler sig tryk ved… Én der minder om Marie. ”Så så jeg Maries ansigt gemme sig i hans ansigt, samme hage, samme øjne.” (s. 1 l. 45) Hun fortæller ham historien om Marie.
Marie døde, da hun blev ramt af en bil, mens de to små veninder var ude at gå med Maries hund. Jeg-fortælleren holdte hunden men taber snoren, hvorefter hunden løber ud på vejen. Marie vil redde sin hund, men hun dør, da hun bliver påkørt af en bil. ”Jeg brød mig ikke om dens eksistens. Den lagde beslag på Marie. Jeg elskede hende og fandt mig i hunden.” For kvinden har hunden en stor medskyld i Maries død og er derfor hadet.

Jeget har lukket sig inde på værelset og føler intet, når hun er der. Hun flyder hen i en rus og græder aldrig, når hun er der. Hun lukker andre ude, glæden, bedrifterne og begæret ude af sit liv, hvilket hun har gjort hele livet. Indtil hun møder manden, der løser problemet med vinduet og dermed alle problemer. ”Den nat lukkede jeg ikke et øje. Min døs var ovre. Jeg var forelsket i et skråt, lysende blik og Maries hage, svingende.” Hun har endelig fundet noget i livet, der minder hende så meget om Marie, at hun endelig kan tillade sig selv at nyde det. I hendes ægte skab var et af problemerne, at der var ”Mangel på rørelse i sjælen.” Den rørelse har hun fået i sin nye elsker. Hun ser nemlig Marie hver gang hun kigger på ham. Marie rør ved hende igen.
De danner sammen et paradis i værelset. ”Vi blev hinandens fest, og værelset et paradis af brudstykker, af brudstykker af knuste og ødelagte ting. Han stødte ind i møblerne. Han kom ustandseligt en smule til skade. Jeg tabte alting, eller spildte når jeg drak.” Før mødet med kvinden blev manden fremstillet som en verdensmand, der kom og lukkede hullerne, fjernede vinden og løste problemerne. Men nu er han pludselig blevet klodset og ustabil. Er det rusen af kærlighed, der får ham til det, eller er det jegets evige ødelæggelse af alt og alle, der nu også har ødelagt ham ligeså langsomt? ”Muskler og tårer er sådan en vidunderlig blanding.” Han var altså hård uden på, men blød inden i. Havde hun måske endelig fundet noget ordentligt siden Maries død? Svimmel af mangel på søvn træder hun i sine støvler om morgenen og kigger ned på dem ”De lignede tanks til lægge land øde med, og det havde jeg gjort, mit eget, og til at invadere nyt. Der var ingen vej hjemad.” (s. 2 l. 177)
Her finder kvinden endelig tilbage til en identitet, som hun havde inden Maries død, eller er den måske endnu bedre nu? Hun går ikke længere side om side ved Marie og følger hendes liv, men er klar til at nedlægge verden selv og med en mand, der endelig forstår hende, er som hende, og får hende til at mindes om Marie - men på en god måde, for første gang siden hendes død. Hun er klar til at skabe sin identitet og bekæmpe verden, som den nye person hun er blevet.

Sorgen er hård, og den er hård for alle, men den er mulig at komme igennem. Nogle mister sig selv igennem det, men finder et nyt og bedre jeg til sidst. Det samme mener jeg, at jeg-fortælleren i Christina Hesselholdts novelle gør. Hun ser alt som for store mundfulde, brækker sig, flygter fra problemer og lever i sin egen verden uden nogle former for begær. Indtil hun giver slip, åbner op, lukker nogle ind og lever livet fuldt igen.
Hun fortæller manden ”Maries Historie,” men måske er det ligeså meget hendes egen historie. Den dag Marie døde, døde jeg-fortællerens sjæl ligeså meget som Maries, og ingen har kunne røre hendes sjæl siden. Kvinden mistede ikke kun Marie den dag. Hun mistede også hele sin identitet.