Dansk-Samtidshistorie opgave 2011
Problemformulering

Navn: Jesper Mørch
Cpr. Nr.: 080393-2301
Klasse: 2.J

Emne: Modstandsbevægelsen i Danmark under 2. Verdenskrig
Fag: Historie
Vejleder: Ellen Moberg

Problemformulering:
Redegørelse: Den danske samarbejdspolitik, modstandsbevægelsens arbejde.
Analyse: Samtidens opfattelse af modstandsbevægelsen og modstanden, modstandsbevægelsens egen opfattelse.
Vurdering: Hvilken betydning modstanden havde for krigen/besættelsen.

Modstandsbevægelsen i Danmark under 2. Verdenskrig

Af: Jesper Mørch, 2.J
Indhold
Forord 4 Indledning 4 Samarbejdspolitikken 4 Modstandsbevægelsen 5 Modstandsbevægelsens arbejde og aktioner 6 Samtidens opfattelse af modstanden 7 Modstandens betydning for besættelsen 8 Konklusion 9 Kildeliste 10

Forord
Jeg har valgt at skrive om modstandsbevægelsen i Danmark under 2. Verdenskrig, fordi det har min interesse. Jeg finder det rigtig spændende at gå i dybden med, hvordan modstandsbevægelsen udførte deres arbejde, hvem de var og hvorfor de handlede som de gjorde. Samtidig synes jeg også det er spændende at se, hvordan folk opfattede modstandsbevægelsen, samt politikernes og modstandsfolkenes egen opfattelse af modstandsbevægelsen og deres arbejde.
Udover det er det jo en af de mest betydningsfulde perioder for dansk historie. Det var her vores syn på verdenen ændredes fuldstændig og vi begyndte et langt større samarbejde på internationalt niveau.
Indledning
I denne opgave vil jeg komme ind på, hvilken betydning modstandsbevægelsen havde for krigen/besættelsen i Danmark, forskellige opfattelser af modstandsbevægelsen, samt deres arbejde og den danske samarbejdspolitik. Ud fra mine kilder, den undervisning jeg har modtaget og min egen viden, vil jeg redegøre for den danske samarbejdspolitik og modstandsbevægelsens arbejde. Derefter vil jeg analysere samtidens opfattelse af modstanden, samt politikernes og modstandsbevægelsens egen opfattelse. Desuden vil jeg vurdere, hvilken betydning modstanden havde for besættelsens udvikling og resultat.
Dog vil jeg starte med at redegøre for og komme med en masse baggrundsviden om modstandsbevægelsen og deres arbejde, da det er vigtigt for at kunne forstå resten af forløbet og for at have et godt udgangspunkt.
Samarbejdspolitikken
Samarbejdspolitikken er en betegnelse for den politik Danmark førte under 2. verdenskrig fra den 9. april 1940. Danmark accepterede besættelsen af Danmark og undlod at gøre modstand. Under denne samarbejdspolitik bestod regeringen af Socialdemokratiet, Det radikale Venstre, Venstre og Konservative. Valget af denne samarbejdslinie var et forsøg på at beskytte demokratiet og bevare den danske selvstændighed. Den danske modstandsbevægelse så samarbejdslinien som en dårlig ting og var stor modstander af den. Den 29. august 1943 gik den danske regering af. Det skete på baggrund af tyske krav om dødsstraf for sabotage. Hovedformålet med denne samarbejdslinie var netop at opretholde de danske regler og love. Men besættelsesmagten krævede delvis overtagelse, da det danske politi slet ikke viste nogen interesse overhovedet for at stoppe sabotagen og beskytte værnemagten. Dette betød dog ikke et fuldstændigt brud på samarbejdspolitikken, da embedsmænd og politikere stadig hev og trak i trådene fra sidelinjen. Samtidig blev denne dag betragtet som en sejr for modstandsbevægelsen og den blev af mange reelt betragtet som et brud på den danske samarbejdspolitik.
Der er i dag stadig meget delte holdninger om samarbejdspolitikken og den danske regering tilbage under besættelsen. Nogle mener, at regeringen skulle have modsat sig det tyske memorandum og gjort modstand - og at regeringens holdning virkede fej. På den anden side mener andre, at det var fornuftigt og at der ikke var andre muligheder på daværende tidspunkt. Den danske regering havde ingen mulighed for at gøre modstand. I dag ses samarbejdspolitikken som en af de ting, der bragte Danmark og danskerne uskadt gennem besættelsen uden større tab eller skader.
Modstandsbevægelsen
Man kan ikke fastlægge nogen dato for, hvornår modstandsbevægelsen blev oprettet, da det startede som individuelle initiativer rundt omkring i hele landet. Der fandtes flere forskellige modstandsgrupper, men blandt de største og mest kendte kan nævnes Holger Danske og BOPA. ”Flammen” og ”Citronen” var bl.a. nogle af medlemmerne af Holger Danske.
Holger Danske var som nævnt en af de største modstandsgrupper under besættelsen, og de stod for likvideringer af ca. 200 stikkere og over 100 sabotageaktioner i krigens periode.
BOPA hed til at starte med KOPA, stående for Kommunistiske Partisaner. Men eftersom det strømmede til med nye medlemmer, der i blandt mange unge og studerende blev navnet skiftet til BOPA, stående for Borgerlige Partisaner. Under besættelsen stod BOPA for mere end 1000 forskellige aktioner, hvoraf størstedelen var sabotageaktioner.
Tyskerne havde udtalt, at Frankrig og England ville gøre Skandinavien til en krigszone. Dette havde tyskerne intet ønske om og forventede derfor også at danskerne ville gøre alt for at holde fred og ikke gøre modstand, eftersom dette i tyskernes øjne bare ville føre til unødvendig blodudgydelse.
Modstandsbevægelsens arbejde og aktioner
I begyndelsen af besættelsen begyndte der allerede stille roligt at optrappe noget, der kunne ligne oprør. Til at starte med blev der trykt og udsendt illegale blade fra Dansk Kommunistisk Parti også kaldet DKP. Efterfølgende begyndte flere andre også at udsende illegale blade. I alt under besættelsen er det blevet antaget, at der blev trykt op imod 24 millioner eksemplarer af illegale blade fordelt på over 500 forskellige blade.
Efter et stykke tid begyndte sabotagen stile og roligt. Det startede med mindre hærværk så som nedrivning af tyske vejskilte, klipning af kabler og sabotage af tyske biler. Blandt de første sabotagegrupper kan nævnes Churchill-gruppen som blev dannet af nogle drenge fra Aalborg.
Blandt de forskellige former for sabotage og modstand kan nævnes industrisabotage, jernbanesabotage, ulovlige radioforbindelser, illegale ruter, våbenmodtagelse og likvideringer.

Industrisabotage gik ud på at gå efter de virksomheder der leverede eller producerede varer til tyskerne. I perioden 1943-1945 hvor modstanden var størst, fandt der over 2500 industrisabotager sted. Hovedmålene var større og mindre industrivirksomheder, reparationsvirksomheder, slagtere, købmænd og lignende, skibe, elektricitet, og nogle mod værnemagten. Den største sabotageaktion under besættelsen fandt sted d. 22. juni 1944. Det var BOPA som stod for denne aktion, hvor de anvendte omkring 400 kilo sprængstof mod våbenfabrikken Riffelsyndikatet i København.

I alt blev der udført over 1500 jernbanesabotager, hvoraf størstedelen fandt sted i Jylland. Det gik hovedsageligt ud på at forhindre tyskerne helt i at transportere råvarer og tropper, eller i hvert fald forsinke dem. Det var ikke alle sabotager, der havde lige stor indflydelse eller virkning. Den største forsinkelse, forårsaget af sabotage, var på 12 dage, ved Langå i november 1943. Langt størstedelen af jernbaneaktionerne fandt sted i 1945.

Der fandtes en del illegale ruter under besættelsen, som førte til Sverige. De første ruter blev benyttet i efteråret 1943. I alt regnes der med at være transporteret omkring 6000-7000 flygtninge fra Danmark til Sverige. Der i blandt 6000 jøder under jødernes flugt.

Under besættelsen var der også våbenmodtagelser/våbennedkastninger. Det fandt hovedsageligt sted i Jylland, da det var det nærmeste, idet våbnene kom fra England. Det var en Engelsk organisation kaldet SOE (Special Operations Executive), som stod for nedkastningerne. Den første modtagelse fandt sted d. 12. marts 1943 ved Mariager. I alt under besættelsen blev der modtaget 670 tons materiale fordelt i 6400 containere, hvor der var alt fra maskinpistoler til sprængstof.

Der fandt også rigtig mange likvideringer sted under Danmarks besættelse. Det var bl.a. også Flammens og Citronens speciale. Modstandsbevægelsens farligste fjender var stikkerne. Nogle af stikkerne kom fra egne rækker, men mange udgav sig blot for at være med i modstandsbevægelsen for at komme i kontakt med modstandsfolk, så de kunne angive dem. De to hyppigste grunde til, at stikkerne angav modstandsfolk var enten, at de var danske nazister og holdt med besættelsesmagten - eller også var det nogle af de store dusører, der lokkede, og som kunne svare til flere års løn for en almindelig arbejder. Som gengældelse for likvideringer på danske nazister og andre stikkere, påbegyndte tyskerne noget, der hed clearingdrab, hvor de dræbte uskyldige danskere. Det første offer for clearingdrab var Kaj Munk, en berømt præst og forfatter, som havde skrevet og talt mod tyskerne. I alt blev op imod 100 mennesker ofre for clearingdrab. I alt under besættelsen var der officielt ca. 400 likvideringer fra modstandsbevægelsens side.
Samtidens opfattelse af modstanden
Danskernes opfattelse af modstanden og sabotagen var meget delt under besættelsen. En modstandsorganisation ved navn Ringen lavede en undersøgelse under Augustoprøret i 1943 om danskernes holdning til sabotage. Den undersøgelse viste, at et flertal støttede op omkring sabotagen og gik ind for det. Men der var alligevel mange, som var imod sabotage. Samtidig var der jo endda nogle, som arbejdede sammen med tyskerne. Under retsopgøret efter befrielsen blev alle danske nazister og andre som havde modarbejdet modstandsbevægelsen anholdt og dømt. Heriblandt blev 3900 dømt fængselsstraffe for deres sabotagevagtarbejde under besættelsen.
Eftersom at danskerne blev befriet og vi sejrede, blev det opfattet som om at modstandsbevægelsen havde haft en stor betydning for besættelsens udvikling og det så man jo helst også gerne. Da den britiske general Montgomery d. 12. maj 1945 kom på sit triumftog gennem Danmark udtalte han også, at den danske modstandsbevægelse havde været af meget stor betydning.
Modstandsbevægelsen opfattede nok sig selv som en form for håndhævere. Grunden til at de gjorde det, de gjorde, var, at nogen var nødt til at gøre det og at de ikke ville finde sig i uretfærdighed og ingen frihed. Jeg tror dog til tider, at de kunne føle sig som ”stik i rend drenge”, da de udførte ordrer fra både SOE og Frihedsrådet. Men de opfattede sig selv som nogle der gjorde en forskel, hvilket var grunden til, at de fortsatte med deres farlige erhverv.
Modstandens betydning for besættelsen
Hvilken betydning modstandsbevægelsen og deres arbejde havde, kan man ikke sige med sikkerhed. Der er flere forskellige syn og vurderinger. Kort efter befrielsen havde man jo den opfattelse, at modstanden var af stor betydning og havde sat sit præg på besættelsens udvikling. Men i dag mener mange andre - blandt andet historikere - at modstanden har haft langt mindre betydning end man tidligere har tillagt den. F.eks. har historikeren Aage Trommer undersøgt, hvor stor indflydelse jernbanesabotagen havde på tyskernes transport af råvarer og tropper. Det har vist sig, at sabotagen ikke førte andet med sig end små forsinkelser. Samtidig er industrisabotagens omfang blevet vurderet. Problemet her er, at det har været vanskeligt at måle skadernes omfang, men det menes at sabotagens indflydelse har været minimal. Men på den anden side var det med til at ændre folkets syn på modstanden og tyskerne. Det fik folk til at indse, at der skulle gøres modstand. Den illegale presse er også en vigtig faktor, der skal nævnes. Uden den havde den danske befolkning bare svømmet i nazistisk propaganda. Derfor har den illegale presse givetvis været med til at holde moralen og kampgejsten oppe.
Samtidig havde de forskellige former for sabotage både en strategisk og taktisk betydning. Strategisk havde al modstandsbevægelsens sabotage dog ikke den store indflydelse på tyskernes krigsøkonomi. Jernbanesabotagen havde derimod en strategisk betydning for tyskernes transport af råvarer og tropper via forsinkelser. Taktisk kan man f.eks. nævne sabotagen af Riffelsyndikatet, som havde en relativ stor betydning i den periode.
Vurderingen af hvilken betydning modstanden havde, afhænger meget af, hvem man spørger. Hvis man udspørger en gammel modstandsmand vil han højest sandsynligt sige, at de gjorde en forskel og forhindrede tyskerne i mange ting. Folk fra modstandsbevægelsen har deres at skulle have sagt, de ved hvad det handler om og har en stor indsigt i tingene, men de har måske sværere ved at se tingene fra andre perspektiver.
Og hvis man så ser på forskellige historikere og journalister, som har kommenteret dette gennem tiden, har de ofte et helt andet syn på det. Nogle mener, at modstandsbevægelsens indflydelse var begrænset. Hvis man udspørger disse, kan de jo også se tingene fra deres eget og andre perspektiver, men de har ikke det samme indblik i og viden om, hvordan det hele virkelig gik til dengang.
Konklusion
Man kan sagtens dokumentere at modstandsbevægelsen var flittig og havde mange aktioner mod tyskerne. F.eks. via sabotage, illegal presse osv.
Samtidens opfattelse af modstanden var derimod meget delt under besættelsen. Der var dem, der måske gjorde passiv modstand i stedet, ved ikke at sympatisere med tyskerne, og så var der størstedelen, som støttede op om sabotagen.
Om modstandsbevægelsen og deres arbejde havde nogen betydning for krigen/besættelsen er også meget splittet i forskellige meninger. Som sagt så vil en gammel modstandsmand selvfølgelig sige, at de gjorde en forskel. Og på den anden side vil en kritisk historiker måske sige, at det var begrænset, hvad modstandsbevægelsen udrettede. Det er svært at slå fast, om der er nogen, der har mere ret end andre.
Men det er i hvert fald helt sikkert, at selvom det måske ikke har haft den store indflydelse på et strategisk og taktisk niveau, så har det haft stor betydning for den danske befolkning. Der har været nogen, der har turdet gøre noget - nogle at se op til. Og så har det haft en stor symbolsk værdi både under besættelsen og for eftertiden.

Kildeliste

Bøger:
Gyldendal – Danmark under 2. Verdenskrig, Bind 1
Lademann Leksikon Bind 1, 1987
Lademann Leksikon Bind 4, 1987
Lademann Leksikon Bind 19, 1987

Hjemmesider: www.natmus.dk www.sa.dk www.besaettelse-befrielse.dk www.befrielsen1945.dk

Video:
Flammen og Citronen, 2008