Der var engang en prinsesse, der boede på et stort slot med sin mor Dronningen og sin far Kongen.
Prinsessen var altid glad, hun trippede hver dag rundt på slottet og nynnede en glad melodi.
Alle i landet elskede prinsessen, fordi hun altid var i så godt humør.
En dag da hun var alene hjemme, bankede det på porten. Prinsessen åbnede porten, og udenfor stod en fattig ung mand. Han spurgte, om hun var interesseret i at sælge sin skygge til en stakkels hjælpeløs mand. Prinsessen havde medlidenhed med manden, og da hun så, at han var klædt i laset tøj, og ikke havde sko på, sagde hun, at han godt måtte få hendes skygge. Hun havde alligevel aldrig brugt den til noget. Det kunne jo være den kunne muntre den stakkels mand lidt op, tænkte hun.
Prinsesse gav sin skygge til manden, og da han tilbød et par skillinger, som var det eneste han havde, afviste hun. Hvad skulle hun med dem, når hun var så rig i forvejen? Han kunne jo købe sig noget mad for de penge, tænkte hun. Da prinsessen lukkede porten følte hun sig med ét ensom. Som om Prinsessen savnede sin skyggen. Det var jo noget mærkelig noget, for hun havde aldrig skænket den en tanke, men der var pludselig blevet så tom syntes hun.
I 7 måneder og 7 dage gik prinsessen nedtrykt rundt på slottet, hun kunne ikke forstå, hvorfor hun pludselig var blevet så trist og ensom.
Men den syvende dag bankede det på porten. Da prinsessen åbnede stod der en flot, høj, rig mand.
Manden fortalte, at han var en prins, og at det var ham der engang havde fået hendes skygge. Han havde været på jagt efter den perfekte prinsesse, og da prinsessen havde været så rar ved ham, og foræreret ham sin skygge, vidste han, at han måtte fri til hende.
De holdt et stort bryllup, der varede 7 dage, og siden den dag har prinsessen aldrig været ensom.
