Nøgleord: * Synagoge Jøder * Sabbat Ingen arbejde på sabbat * Abrahams datter jødisk slægt * Herren/Satan
Teksten er fra Lukasevangeliet og drejer sig om Jesus, der på en sabbat helbreder en syg kvinde. Synagogeforstanderen mener ikke, at Jesus bør ”arbejde” på sabbatten. Jesus gør dem opmærksomme på, at de vel selv ville trække deres dyr til vand på en sabbat - så dermed er det vel også i orden, at Jesus helbreder kvinden.
Det er vigtigt at lægge mærke til at Jesus går hen til en synagoge, da dette er et sted for jøder. Eftersom at kristendommen en slags ”forbedring” af jødedommen, er det klart at han søger jøderne. Det er dem som skal omvendes til kristne.
Ved at helbrede en syg kvinde, påviser Jesus sin ”guddommelighed”. Jøder ser ikke Jesus som Messias nødvendigvis, og de er ikke overbevist om, at han er Guds søn. Ved helbredelsen vises Jesus’ evner og dermed prøver han jo lidt at bevise, at han er Guds søn.
At synagogeforstanderen bliver vred over arbejdet på en sabbat, viser jødernes uvished om Jesus’ status/ret til det han gør - han er trods alt Guds søn og gør kun hvad Gud beder ham om. Jesus er dermed på sin vis på lige fod med Gud - han har Gud i sig, han er Guds søn.
I det Jesus påpeger, at forstanderen selv arbejder på en sabbat (ved at give vand til dyrene), hæver Jesus sig over Guds lov… han formidler i hvert fald, at det er vigtigere at befri kvinden har ”satans lænke”, end det er at ”holde fri” som Gud siger det.
Man skal altså måske tænke mere med hjertet (det rene hjerte, skaber de gode handlinger), end man skal ”følge protokollen”. Det kan godt være at forstanderen er synagogeforstander, men hvis ikke han kan se at kvinden bør hjælpes (selv på en sabbat), er han måske ikke indehaver af det rene hjerte?
Tekst: Lukasevangeliet, kapitel 18
Nøgleord: * Retfærdig at gøre det rigtige (del ordet op, ”ret færd”), Guds retfærdighed - følge Guds ord. * Tolder Ildeset af jøderne, da de ”arbejder” for romerne… En slags forræder, man ikke bør respektere * Farisærer Jøder i opposition til Jesus * Ophøjelse af sig selv/ydmygelse Konsekvenser
Teksten handler om en tolder og en farisærer der begge mener at de er gode troende og at de handler efter Guds ord - de er retfærdige. Farisæren hæver sig selv over tolderen, ved at takke Gud for at være ”bedre” end andre mennesker - får tolderen til at se ”dum” ud. Han fortæller hvor god en troende han er, i og med at han faster to gange om uden og giver almisse. Tolderen mener, at idet farisæeren har hævet sig over andre og ophøjet sig selv, er han ikke mere værd en resten - nærmere modsat, ”den der ophøjer sig selv, bør ydmyges”.
Denne tekst omhandler hvorvidt man er troende af sind eller af handlinger. Man bliver ikke frelst af bare at følge loven (moseloven), man skal have troens ånd.
TRO Gode gerninger man tror rigtigt
IKKE, Gode gerninger tro… den holder ikke - for så handler man ikke efter det rene hjerte, men efter handlinger og hvordan andre ser en som troende.
I forlængelse af det skal man netop gøre det rigtige i lovens ånd (NT) og tro på Jesus som Messias for at være en rigtig kristen.
Selvom tolderen er ildeset af resten af samfundet, er han måske den der har det rene hjerte - han har ikke behov for at fortælle om hvor meget han tror og hvilke gode gerninger han gør - han er ydmyg i stedet. I øvrigt undskylder han til Gud inden - ”undskyld at jeg siger det, men altså….” .
Dette kan sammenlignes med ”Lignelsen om kongesønnens bryllup og det dobbelte kærlighedsbud”.
Her er de indbudte gæster symbol på jøderne, Guds udvalgte folk. Da gæsterne siger nej til invitationen, brænder kongen deres by og slår dem ihjel (Hvilket er en hændelse der skete i 66-70 e.v.t., hvor romerne brændte Jerusalem → Guds straf for at jøderne ikke gør som han vil).
Hvis de havde lovens ånd, havde de sagt ja - altså sige ja til kristendommen (i hjertet).
De uindbudte gæster er ”alle andre” der vil være med i kristendommen. Her går kristendommen fra at være udvidet jødedom for kun jøder til at blive kristendom, der er åben for alle.
”Onde og gode, bryllupssalen blev fuld af gæster”
På samme måde hænger dette sammen med den første tekst Lukas 13. Synagogeforstanderen ser ud til at være en god troende og ”retfærdig” - men er det ikke nødvendigvis, da han ikke handler efter det rene hjerte. Han kan sammenlignes med farisæren, der kun ”handler” men ikke mener det.
Som sagt: For at være kristen skal man gøre det rigtige i lovens ånd/med det rene hjerte og tro på Jesus som Messias.
