Jakob Eriksen
10-12-2011
Biologi, 2m
Måling af blodsukker
Formål:
Hvad sker der med blodsukkeret, når man indtager sukker?
Teori:
Kulhydraters opbygning:
Der findes fem slags forskellige kulhydrater: Glukose, fruktose, sukrose, stivelse og cellulose. Glukose og fruktose er monosakkarider. De består kun af én kulstofring. Sukrose er en disakkarid, altså bestående af to kulstofringe. Cellulose og stivelse består er molekyler af mange kulstofringe. De kaldes polysakkarider og er meget mere komplekse end glukose, fruktose og sukrose. Stivelse består af mange hundrede kulstofringe, imens cellulose består af flere tusinde!
Alle kulhydrater stammer fra plantevækst. Planter laver fotosyntese, hvilket skaber glukose. Glukosen bliver derefter brugt til at lave for eksempel stivelse eller plantefibre. Som sagt består alle kulhydrater af et bestemt antal kulstofringe. Disse kulstofringe består af ilt- og brintatomer samt kulstof, selvfølgelig.
Fordøjelse af kulhydrater:
Vores fordøjelsessystem er delt op i to: den mekaniske fordøjelse og den kemiske fordøjelse. Den mekaniske fordøjelse starter så snart, vi putter mad i munden. Tænderne tygger maden i småstykker, så den lettere kan passere igennem fordøjelseskanalen. Når tænderne grovhakker maden, kommer der samtidig et større overfladeareal, hvilket gør det lettere for kemien at virke. Når man tygger, produceres der også spyt, som hjælper os med at synke maden. I maven bliver maden æltet af et lag glat muskulatur, endnu en mekanisk fordøjelsesmekanisme. Samtidig bliver alle mikroorganismer dræbt af en saltsyreholdig væske, hvilket forhindrer os i at blive syge.
Den kemiske fordøjelse starter også allerede i munden. Spyttet har nemlig en til funktion: At spalte kulhydrater i korte stivelseskæder. Væsken kaldes spytamylase. Det skal lige siges at det er kun er polysakkarider, der bliver påvirket af spytamylasen, da monosakkarider og disakkarider jo ikke sidder sammen i lange kæder. Længere nede i systemet spalter bugspytamylase de korte stivelseskæder, så de bliver til maltose, altså disakkarider. Fra tyndtarmen bliver der udskilt maltase. Maltase splitter disakkarider til monosakkarider, altså til glukose hvilket kan passere igennem tyndtarmvæggen og optages i blodbanerne. Kulhydrater som druesukker, der allerede er et monosakkarid, kan selvfølgelig blive optaget direkte i blodbanerne, uden denne lange proces. Den eneste slags kulhydrater som ikke kan splittes til glukosemolekyler, og derved blive optaget i blodbanerne, er cellulose. Cellulose kører direkte igennem systemet og ud af endetarmen. Det er dog stadigvæk vigtigt at spise groft brød, frugt og grønt, da det får en til at føle sig mæt og hjælper med at stimulere rytmiske sammentrækninger i tarmen.
Hormonel blodsukkerregulering:
Et af nøgleordene, med hensyn til blodsukkerregulering, er insulin. Når glukosen når blodbanerne, stiger blodsukkeret. Det registrerer bugspytkirtlen, og der udskilles insulin til blodet. Insulinets funktion er at øge optagelsen af glukose i kroppens celler. Det gør den ved at aktivere nogle proteiner, der gør det muligt for glukose at passere igennem membranen. Når der ikke er en høj koncentration af blodsukker i blodet, bliver der ikke udskilt noget insulin. Det er fordi, at glukosen skal bruges til hjernen, som ikke kan bruge fedtsyrer til at få energi. Muskler kan nemlig bruge fedtsyrer som energi, hvis der ikke er noget glukose at optage, og deres glykogenlagre er tomme. Når muskelceller optager glukose, optager de mere, end de har brug for lige her og nu. De gemmer resten af glukosen som stoffet glykogen. Leveren kan på samme måde opbygge et lager af glykogen. Leverens lager bruges til hjernecellerne. Hvis alle cellernes lagre er fyldte, og blodsukkeret stadigvæk er højt, laver leveren glukosen om til fedt, som bliver lagret i fedtdepoterne. Og det er det fedt, som musklerne bruger, når deres glykogen lagre er tomme.
Glykogen bliver brugt ved hjælp af stoffet glukagon. Når blodsukkeret bliver lavt, bliver glukagon lavet i bugspytkirtlen som insulin. På grund af det, spalter levercellerne glykogenen til glukose, som så kan blive optaget af kroppens celler.
Hypotese:
Efter indtagelsen af sukker vil blodsukkeret stige relativt hurtigt, og derefter vil det falde støt og så glatte ud.
Materialer:
Blodsukkermåler, sukker, vægt, nåle, computer.
Fremgangsmåde:
1) Man vejer forsøgspersonerne.
2) Man putter ligeså mange gram sukker som forsøgspersonen vejer i kg ned i en kop sammen med noget vand. Rør rundt indtil sukkeret er opløst.
3) Tag forsøgspersonens blodsukker ved at prikke hul på fingeren, presse en bloddråbe ud og bruge blodsukker måleren.
4) Vent 10 min. og tag blodsukkeret igen.
5) Vent 15 min. og tag blodsukkeret igen.
6) Gentag skridt 5.
7) Vent 10 min. og tag blodsukkeret igen.
8) Gentag skridt 7.
Resultater:
Forsøgspersonernes vægt og sukkerindtag
Forsøgspersonernes blodglukosekoncentrationer på måletidspunkterne
Diskussion:
Alle mennesker er forskellige. Det er blevet tydeliggjort i vores forsøg. Aller forsøgspersonerne havde nogenlunde den samme blodglukosekoncentration, da forsøget startede. Og alles blodsukker steg efter indtagelsen af sukkeret, præcis som man ville forvente. Som man kan se på grafen ovenover, følger alle forsøgspersonerne hinanden mere eller mindre. Det er den samme figur, der går igen. Først stiger blodsukkeret, hvorefter det falder. Der er stor forskel på, hvor hurtigt det stiger, og hvor hurtigt det falder, men det må man forvente, da alle mennesker er forskellige. Frederiks blodsukker stiger, for eksempel, i hele 50 minutter helt op til 14 mmol/L! Mit (Jakobs) blodsukker stiger kun i de første 10 minutter og kun op til 8 mmol/L. Men hvordan kan det være, at der er så stor forskel? Det kan være, at jeg er enormt hurtig til at udskille insulin, som så hurtigt får mit blodsukker til at falde, da glukosen bliver optaget i cellerne. Og Frederik er på den anden side måske meget langsom til at udskille insulin, hvilket er, hvorfor blodsukkeret blev ved med at stige i så lang tid. Der er stor forskel på, hvor hurtige forsøgspersonerne var på at udskille insulin, men vi følger alle sammen den samme figur: Først stiger blodsukkeret, hvorefter kroppen udskiller insulin så det falder igen i takt med, at vores celler optager glukosen.
Fejlkilder:
Der er et par ting, som kan have gjort vores data mindre ”rigtigt”. For det første havde vi ikke fastet, før vi lavede forsøget. Det vil sige, at vi ikke var på vores fastende blodsukker, som er 4-5 mmol/L, da vi startede forsøget. Desuden kan det være, at nogen af forsøgspersonerne havde spist noget som ikke var blevet nedbrudt endnu, hvilket kan have gjort, at blodsukkeret steg af andre ting, end bare sukkeret vi indtog. En anden ting, der kan have ændret vores data, er, at vi ikke målte vores blodsukker i samme sekund. Nogen var hurtigere til at få stukket sig i fingeren end andre. Desuden skulle forsøgspersonerne også forholde os i ro, altså blive siddende, imens forsøget var i gang, men det var ikke alle, der gjorde det.
Konklusion:
Formålet med forsøget var at finde ud af, hvad der sker med blodsukkeret, når man indtager sukker. Det har vi fundet ud af, og vores resultater stemmer i overens med teorien! Efter indtagelsen af sukker stiger blodsukkeret, indtil man udskiller insulin, hvorefter det falder igen. Vores hypotese lød: Efter indtagelsen af sukker vil blodsukkeret stige relativt hurtigt, og derefter falde støt og så glatte ud. Vi havde ret med hensyn til, at det vil stige hurtigt og falde bagefter. Men kun mit eget blodsukker nåede at glatte ud. Alle andres blev ved med at falde. Det er selvfølgelig muligt at alles blodsukker ville glatte ud efter en tid, men det havde vi ikke tid til at vente på under forsøget. Alt i alt; et veludført forsøg!
