Ridderkultur

1. Indledning

Ordet "ridder" får os til at skælve af begejstring og katapulterer os tilbage i en tid, som stadig fascinerer nutidens mennesker, nemlig middelalderen. Middelalderens glorværdige riddere, såsom vi ser dem, bliver ofte forbundet med romantiske såvel som uovervindelige krigere. Det er ikke så sært at selv middelalderen så på sine riddere med romantiske øjne. Det har man gjort siden, og det er bare et blandt mange vidnesbyrd om, hvor meget middelalderen, endnu fylder en eklatant del i vores verden. Men riddere er mere end blot nogle helte og ærefulde forkæmpere. De var middelalderens sociale krigerelite, hvilke skal forstås i den sammenhæng, at de var den ultimative trænede kriger. Intet kunne matche denne dynamiske krigerform. Dette betød at de var den suveræne militærform i flere århundreder, hvorfor det skyldes at de på daværende tidspunkt dominerede slagmarken. Jeg interesserer mig meget for middelalderhistorie og ridderne er blandt et af områderne, hvorfor det skyldes at jeg har valgt dette emne. Ridderkultur er et bredt emne, men jeg har valgt at fokusere på et område, der ifølge min mening er mest interessant, nemlig hvordan ridderne blev brugt på slagmarken, med udgangspunkt i krigstaktik dette skal tjene til at være mit analysepunkt og kernen i denne opgave. Endvidere vil jeg gør rede for, hvordan og hvorfor denne krigerelite opstod, så jeg har en rød tråd at arbejde udefra. Jeg vil sidst vurdere, hvad der fik til at denne krigerform pludselig forsvandt. Jeg vil gøre flittigt brug af litteratur, dog vil jeg være forsigtig og yderst kritisk med at søge informationer på internettet, da det ikke altid er den mest pålidelig kilde.

2. Problemformulering
For at indskrænke emnet ridderkultur, har jeg valgt at fokusere på et område i stedet for at tage udgangspunkt i hele emnet, da det vil være alt for stort, dog skyldes det også at der er et område, som særligt interesserer mig, virkelig får mig til gruble over. Jeg vil derfor sætte særlig fokus på de militære taktikker, hvilket ridderne gjorde brug af på slagmarken. Min problemformulering lyder derfor således:

* Jeg vil i denne opgave gøre rede for, hvem ridderne var både som personer og hverv. Endvidere vil mit redegørende punkt være hvor og hvorfor de opstod. Endvidere vil mit analysepunkt med særlig fokus på være , hvordan denne sociale krigerelite altså ridderne blev brugt på slagmarken, med udgangspunkt i militærtaktikker. Jeg vil så til sidst vurdere hvad der fik denne krigerelite til at ophøre.

Men for at få en bedre forståelse af problemformuleringen og selve opgaven, og derved konstruere en sammenhæng i min opgave, vil jeg derfor inddrage nogle underspørgsmål, da jeg føler at jeg har en rød tråd at arbejde udefra:

* Hvor og hvorfor opstod denne krigerelite? * Hvilke våben blev der gjort brug af, og hvilken betydning havde det for ridderen? * Hvilke rustninger blev brugt og hvilken betydning havde det for ridderen? * Hvorfor var der både let og tungt rytteri? * Hvad satte et punktum for denne krigerform?

3. Riddernes emergens

3.1 Hvem var ridderne?
De middelalderlige riddere var mægtige krigere, som kæmpede til hest. De var tungt bevæbnede krigere, som var udstyret med lanse, en rustning, et skjold, en stor stridshest, og vigtigst af alt, sværdet. De kæmpede for kongen, landet og forsvarede kongerigets territorier og borge.

3.2 At blive ridder
I en alder på 7 eller 8 år, blev drenge fra den ædle klasse sendt til at leve sammen med en stor herre. Her lærte de, de grundlæggende sociale færdigheder fra kvinderne i herrens husstand, og begyndte på en grundlæggende uddannelse i brugen af våben og ridning. I en alder på 14 år blev den unge en væbner, dvs. en ridder i lære eller uddannelse. Væbnere var tilknyttet en ridder, der fortsatte de unges uddannelse. Væbneren var en følgesvend samt tjener for en ridder. Hvervet som væbner omfattede polering af rustninger og våben, hvilket var tilbøjelige til at ruste. Han skulle såmænd også passe på ridderens heste. Endvidere skulle han hjælpe sin ridder med beklædning, passe hans ejendele, og endda sove over hans dør som en vagt. Udover at få færdighed i hård træning, opbyggede væbnerne styrke, gennem spil såsom øvelse i fægtning og brugen af lansen. I det mindste lærte væbnerne dog også at skrive, læse og studerede musik, dans og sang. En sand raritet i middelalderen. I en alder af 21 år, var en væbner berettiget til at blive en ridder. Egnede kandidater blev hermed slået til "ridder" af en herre eller anden ridder af særlig høj status. Ceremonien for at blive en ridder var enkel i begyndelsen, normalt blev man "døbt" på skulderen med et sværd. Ceremonien blev mere omfattende og kirken blev føjet til ritus. Kandidaterne badede, klippede deres hår kort, og blev oppe hele natten for at bede. Om morgenen modtog kandidaten sværdet rustningen og sporerne fra herren væbneren var nu blevet ridder.

3.3 Begyndelsen på en ny krigsform.
Siden Romerrigets storhedstid, var det det primært infanteriet, hvilket dominerede slagmarkerne. De legendariske og disciplinerede romerske legioner, havde marcheret fra sejr efter sejr og eliminerede al opposition, dog med romerrigets gradvise tilbagegang, opløsning og deling i år 395, skulle det vise sig at en anden krigerform ville erstatte infanteriet som den dominerende faktor på slagmarken, nemlig ridderne.

Ridderkulturen havde sine rødder i Frankerriget i 1000-tallet, og opstod i forbindelse med den nye krigsteknik. Rytteriet blev udviklet i 900-tallet. Stigbøjlen var kommet til Europa omkring det 9. århundrede, dog det byzantinske rytteri havde allerede taget den i brug i det 7 århundrede. Rytterens udstyr blev også innoveret. Det var en hjelm, et jernbeslået skjold og en ringbrynje. Vigtigst af våbnene var lansen og sværdet. Hesten blev delvis pansret, da den var særdeles sårbar under kampens hede, det var en essentiel forudsætning, hvis rytteren skulle kæmpe. En rytter var ilde stedt hvis hesten blev såret, hesten ville gå i panik, stampe og vrinske voldsomt, og endda kaste rytteren af sig, hvilket ville få katastrofale følger.
Det var Kejser Karl den Store, der først etablerede, og derved gjorde brug af denne revolutionære krigerform. Disse beredne krigere ville senere blive kendt som ridderne. På Karl den Stores tid, var beredne krigere blevet de militære elite enheder af frankerne, og denne innovation spredte sig rapidt over hele Europa. At kæmpe til hest var anset for at være mest gloriøst og romantisk, fordi den beredne kriger red i kamp, bevægede sig med usædvanlig hastighed, og nedtrampede laverestående klassefjender til fods. Når kavaleri stod over for kavaleri, var angrebet ved høj hastighed, og deraf følgende voldsomme kollisioner spændende. At kæmpe til hest var også anset for at være mest prestigefyldt og sublimt, på grund af de høje udgifter til heste, gode våben og dyre rustninger. Kun velhavende enkeltpersoner, eller følgerne af de velhavende, kunne kæmpe til hest.
Ligesom byzantinerne, betragtede Karl den Stores frankere, det panserklædte rytteri som hærens essens - det prestigefulde våben, hvilket dominerede middelalderens slagmarker. For at sætte ridderens udstyr i perspektiv, havde en ridders hest og eklatante rustning en værdi svarende til 20 af de bedste køer. Endvidere er det blevet beregnet at der gik cirka 50 kg. jern til en enkelt ridders udstyr, inklusive beslagene til hesten, så der er var tale om en kolossal investering, hvilket krævede abnorme resurser.
For at sætte det i et andet perspektiv, var bønderne også heldigt stillede, hvis de kunne skaffe jernbeslag til deres plovskær.

4. En ny samfundsform træder i kraft

Kongerne i slutningen af den mørke middelalder havde ikke mange penge til at betale for store kontingenter af dyrt kavaleri eller endda vedligeholde sådan en formidabel styrke. Endvidere var og kunne ingen stat i Europa forvente at opretholde så kostbar en styrke. Det byzantinske rige, lillesøsteren til det engang mægtige romerske rige, var dog en undtagelse. Dette betød at ridderne måtte være selvfinansierede - de skulle eje jord for at have råd til at udruste sig til krig. Dette var medvirkende til at krigere blev vasaller og fik len i form af jord. Det forventedes af dem, at bruge deres overskud fra deres len, til at betale for heste og udstyr til hæren. Middelalderen var en epoke, hvor den centrale myndighed var svag og kommunikationen dårlig, hvilket betød at vasallen, hjulpet på vej af hans tjenere, var ansvarlig for lov og orden inden for sit len. Til gengæld for sit len accepterede vasallen at yde militærtjeneste til hans herre, dette giver derfor navnet ”feudalisme”. Feudalisme var en kontrakt mellem to adelige, en herre og en vasal. Vasallen aflagde en ed om troskab (trofasthed) til herren og enedes om at udføre opgaver på hans vegne og interesser. De vigtigste opgaver var som regel værnepligt (normalt begrænset til 40 dage om året), der giver soldater til herrens hær, og give indtægter til herren. Herren lovede at beskytte vasallen med hæren på hans kommando og give de nødvendige midler til at kunne opholde vasallens liv. Som allerede nævnt, fik vasallen fik kontrol over et len, der normalt var en stor beholdning af jord, men han kunne også blive tildelt en opgave som enten skattesamler, toldklarerer, eller andre ansvar, som skabte indtægter. En herre med mange vasaller havde derfor konstant indtægtskilder og en hær. En feudal kontrakt blev lavet for livet. En herre kunne fratage lenet, hvis vasallen fejlede i sit hverv. Det var meget sværere for en vasal at forlade en herre. Under den tidlige middelalder var len faktisk ikke arvet, hvilket var til en særdeles stor fordel for Herren. Jo flere len han havde at give ud, desto hårdere ville hans vasaller arbejde for at tjene dem. Eftersom middelalderen skred frem, fandt vasaller muligheder for at gøre deres len arvelige, hvilket efterlod herrerne færre len til at hånde ud som belønning. På denne måde var høje herrer og konger i stand til at skabe hære, når dette ønskedes. Eliten af disse hære var de beredne vasaller, altså ridderne. Eftersom middelalderen skred frem, blev denne beredne krigerelite i Vesteuropa kendt som riddere.

5. Ridderkodekset

Udtrykket "ridderlighed" blev først brugt til at betegne hesteforståelse. Krigereliten fra middelalderen, altså ridderne, adskilte sig fra bønder og præster ved deres dygtige kompetence som ryttere og krigere. Hurtige og stærke heste, smukke og effektive våben, og velsmedede rustninger, var dagens symboler på en høj status i samfundet. Dog i det 12. århundrede fik ordet "ridderlighed" en helt anden betydning.

Eftersom ridderne blev den sociale krigerelite i de middalderlige hære i Europa, opstod der i det 12. århundrede også en adfærdsregel, der skulle gælde for ridderne. En kodeks for adfærd begyndte at udvikle sig, hvilket gav den enkelte ridder en detaljeret beskrivelse af, hvordan de skal opføre sig. De blev besat med ære, både i krig og i fred, dog hovedsageligt kun når det drejede sig om deres jævnaldrende, ikke borgere og bønder, hvilke udgjorde størstedelen af befolkningen. Riddere blev den herskende klasse, der kontrollerede landet, hvorfra al rigdom stammede. De var oprindelige adelige aristokrater på baggrund af deres sociale status, prestige som øverste krigere i en voldelig verden. Dog senere i var deres status og prestige hovedsagligt baseret på arvelighed, og det betød at vigtigheden af at være kriger oplevede en gradvis tilbagegang. I det 12 århundrede, var ridderlighed kommet til at betyde en hel livsstil. De grundlæggende regler for den ridderlige kode, var følgende:

* Beskyt kvinder og de svage.
* Bekæmp uretfærdighed og ondskab med retfærdighed.
* Elsk hjemlandet.
* Forsvar kirken, selv med risiko for døden.

Fulgte ridderne æreskodekset? I praksis ignorerede riddere og aristokrater æreskodekset, når det passede dem. De ville kun følge den når det var særdeles gavnligt for dem. Det er meget ironisk, eftersom nutidens mennesker har en meget ærefuld opfattelse af middelalderens riddere, som ærefulde og barmhjertige krigere. Dog var der stadig en lille håndfuld, der levede op til æreskodekset. Dette var blandt andet helgener og gode konger.

6. Riddernes kamptaktik Den traditionelle og populære forståelse af den europæiske krigsførelse hævdede, at beredne riddere dominerede de europæiske slagmarker fra årstallene 800-1400. Riddere var iført rustninger, og tordnede langs slagmarkerne med fældede lanser, med hvilket de spredte, spiddede og red fjenden ned eftersom de kolliderede med hinanden for at afgøre slagets gang. Siden kavaleriets opståen omkring år 1000 f.Kr., havde beredne krigere opfyldt mange vigtige roller i kamp. De fungerede som spejdere, forposter, chok styrke for nærkamp, en bagtrop og jagte flygtende fjender. Middelalderens kavaleri blev opdelt i forskellige kategorier, afhængigt af udstyr og uddannelse. Det skal vides at visse kategorier var bedre egnet til visse roller end andre. Middelalderens kavaleri var ikke blot en enhed, dog flere enheder med forskellige funktioner. Det skal vides at opfattelsen af at ridderne dominerede, og middelalderens krigsførelse hovedsagligt bestod af kavaleri angreb er forkert. 6.1 Tungt Kavaleri. Middelalderens riddere, var tungt kavaleri, det betyder at ridderne i denne kategori bar tunge rustninger og våben, i form af ringbrynje og tung lanse. Hesten var også tung, da den var særdeles stor, stærk og trænet. De var primær chok kavaleri, der angreb fjenden. De brugte deres massive vægt og styrke til at knuse og penetrere fjendens kolonner. Det tunge kavaleri var bogstaveligt talt hærens knytnæve. Det var en enhed, som kunne slå hårdest med relativ høj hastighed. 6.2 Let kavaleri. Det lette kavaleri var beredne krigere ofte væbnere, som var meget let pansret, dog ikke i form af ringbrynjer men ofte læder eller polstret rustning. Deres mest almindelige våben var spyddet og et lille sværd. Årsagen til at let kavaleri ikke var så svært udrustet som deres tunge modstykker, var fordi det var en luksus at pansre lette kavalerienheder, hvilket fleste hære på daværende tidspunkt, ikke kunne tillade sig. Det samme gjaldt for bueskytter. En anden grund var at deres opgave var helt anderledes. Det lette kavaleris opgave var at spejde, kæmpe i spredt orden, være hærens bagtrop og jage ridende bueskytter væk. Riddernes fordele i kamp var deres hastighed, intimidering af fjenden, kraft og højde. Eftersom middelalderen skred frem, blev ridderens udrustning forbedret, for at forstærke disse fordele. 6.3 Ridderens våben. Spyddet, og senere den større lanse, var det våben, med hvilket rytteriet åbnede slagets gang med. Den var yderst ideel for spidning af soldater til fods, især dem, der var på flugt. Præsentationen af en ridder med fældet lanse, som kom tordnende langs slagmarken, var et intimiderende syn. Meget af hestens styrke kunne overføres gennem spyddet, og derved have en eklatant samt voldsom effekt på kollision med fjenden. Ridderen blev en dundrende missil. Historikere er dog uenige om vigtigheden af stigbøjlen, i forbindelsen med ridderens krigsførelse. Nogle mener at den havde vital betydning for krigsførelse på hesteryg, da den gjorde rytteren i stand til at holde sig i sadlen altså at få en stabil platform, mens han udførte komplekse manøvrer. Endvidere mener nogle historikere også at den spillede en essentiel rolle i den forbindelse at angribe med fældede lanser, da hele kraften fra hesten kunne overføres til lansen før et sammenstød med fjenden. Der er dog talrige eksempler på at visse hære har klarede sig fortrinligt uden stigbøjlen. Da ridderne kolliderede med fjenden resulterede det ofte i tab af lanser og angrebet endte ofte i en nærkamp. Lansen var for stor og byrdefuld at til bruge i nærkamp, i sådan et givent tilfælde, skiftede ridderne til et andet våben, dette var som regel deres sværd. kavalerisværdet udviklede sig til et langt og tungt tveægget sværd. Ridderen kunne, fra sin højde lægge al sin kraft i sværdet, hvorved han så svingede det ned med enorm kraft. Kraften var så eklatant, at det var nok til at hugge en mand i to dele. Under ingen omstændigheder brugte ridderne skydevåben, som buen eller armbrøsten. At dræbe en fjende på afstand med en pil eller kugle blev set som vanærende. Riddere kæmpede imod værdige modstandere dvs. andre riddere af samme eller højere rang. 6.4 Riddernes rustninger. De første riddere var iført rustninger, i form af ringbrynjer. Ringbrynjen forblev populær hos de adelige riddere, fordi den ydede god beskyttelse og var komfortabel. Det var dog dyrt at fremstille sådan en luksuriøs rustning, og det var tidskonsumerende at fremstille den. 6.5 Spektakulære udviklinger. I det 1400 århundrede, var der et våbenkapløb i Europa. Rustninger blev udviklet i et voldsomt tempo, og blev væsentlig forbedret. Ringbrynjen blev udskiftet med bedre beskyttende pladerustning. Årsagen var at pile og sværd kunne trænge igennem brynjen og slå soldaten ihjel. Endvidere blev jernrustninger skiftet ud med stålrustninger. Hvad var årsagen til dette? Jern i middelalderen kunne selvfølgelig bruges til at lave rustninger med, men jernrustninger var af den ringeste kvalitet. Det havde en tendens til at gå let i stykker hvis den var blevet ramt. Dette skyldes jernets mikrostruktur. Stål var en løsning på dette. Stål var betydeligt meget hårdere og ydede fortrinlig beskyttelse. Grundet stålets mikrostruktur. Dog hvad var årsagen til alle disse forbedringer? En af de mest klare og relevante årsager, er franskmændenes ubehagelige erfaringer med langbuen under hundredårskrigen mellem England og Frankrig. To eksempler på langbuens virkning kan ses i disse to skriftlige kilder: "Bueskytterne skød så pragtfuldt, at da hestene mærkede pilenes modtager, ville nogle af dem ikke gå frem. Visse sprang op i luften, som om de var blevet kulrede,, nogle lavede forfærdelige bukkespring og andre vendte rumpen mod fjenden uden hensyn til deres herrer - simpelthen på grund af alle de pile de kunne mærke. (Om det franske kavaleri i slaget ved Crecy i 1346) Jean Le Bel Krøniker ca. 1352. "Skyen af pile slog atter ned fra alle retninger, og man hørte lyden af jern mod jern, mens salver af pile slog mod hjelme og rustninger, og kyradser.Mange franskmænd faldt, gennemborede af pile, her halvtreds, der tres." Thomas af Elmham, Vers om Henrik V( slaget ved Agincourt 1415) ca. 1418. Begge kilder er skrevet af krønikerne Jean Le bel og Thomas as Elmham. Kilderne er sene, da de først er skrevet nogen tid efter begivenhederne fandt sted. Vi kan ikke vide med sikkerhed hvor kilderne blev skrevet den første kunne muligvis havde været skrevet i Frankrig og det andet i England grundet deres navne, men der er tale om skriftlige kilder i form af citater. Kilderne er sikkert skrevet for at give et indtryk om hvor horribel langbuen var. Det kan ikke vides med sikkerhed om kilderne er 1. eller 2. hånds. Kilderne er en beretning, da den giver udtryk for den virkelighed, som fandt sted under slagene. Der er tale om personlige kilder, da de refererer til erindringer. De virker pålidelige da vi selv ved, hvor ødelæggende og farlig et våben langbuen var.
7. De store ridderes endeligt.

Riddernes gloriøse æra endte med, at der dukkede nogle nye krigsteknologier og krigsformer op. Krudtet og kanonen var kommet til Europa, hvilket gjorde rustningen forældet, det er dog ikke den primære grund eller årsag, til at det satte et punktum for riddertiden som mange hævder. Infanteriet blev mere og mere disciplineret, dog blev de også iført lange lanser, der kunne stoppe det voldsomme kavaleri angreb. Man kæmpede i noget som lignede den gamle græske eller makedonske falanks. Endvidere blev Infanteriet også udstyret med tidlige geværer kaldet arkebusen, hvilket faktisk blev kombineret med lanserne. Det var en yderst effektiv krigsførelse især når man skulle stoppe et kavaleri angreb. Det er vigtigt at vide, at årsagen til at ridderne var den dominerende krigerelite på slagmarken, var fordi der ikke fandtes disciplineret infanteri på dette tidspunkt, som kunne holde deres formation når de blev angrebet af ridderne. Selvom ridderne ikke længere var den dominerende enhed på slagmarken, og senere hen blev erstattet af det disciplinerede infanteri, vil de altid blive husket som de ultimative krigere.

8. Konklusion

Gennem mit arbejde med ridderkultur, føler jeg, at jeg har været grundigt igennem mine mål, og frem for alt min problemformulering. Der er selvfølgelig områder, hvor jeg meget godt kunne tænke mig at skrive og uddybe lidt mere. På grund af historieopgavens retningsliner, var jeg derfor nødt til at indskrænke emnet relativt meget. Det har været meget svært at tage stilling til, hvad man skulle have med af informationer og hvilke man skulle feje til side. Jeg synes at man ikke kunne undgå at inddrage nogle underemner indenfor mit emne heriblandt feudalismen. Jeg føler at de mål, jeg satte mig i indledningen har jeg opnået med et tilfredsstillende resultat.

9. Litteraturliste

R. G. Grant: Historiens Største Slag. 1. udg. Jyllands-Postens Forlag, 2006. (Bog)

Jeremy Black: Verdenshistoriens afgørende Slag. 1. udg. Nyt Nordisk Forlag, 2006. (Bog)

John B Teeple: Verdens historie - gennem tiderne. 1. udg. Forlaget Aktium, 2005. (Bog)

Rikke Agnete Olsen: Riddertid og romantik. 1. udg. Forlaget Fremad, 1998. (Bog)

Ulrik Grubb, Knud Helles, Bente Thomsen : Overblik - verdenshistorie i korte træk. 7. udg. Forlaget Gyldendal, 2008. (Bog)

--------------------------------------------
[ 1 ]. Ordet kommer fra latin "Medium Aevum" hvilket betyder middelalder. Det er en periode der begynder fra det Vestromerske riges fald og ender med begyndelsen af Renæssancen.
[ 2 ]. En væbner var en ridder i lære dvs. en adelig mand i våbentjeneste hos en ridder.
[ 3 ]. Et kongerige grundlagt af frankerne, som var et germansk folk.
[ 4 ]. Også kaldet det Østromerske rige, eksisterede fra 395-1453. Det var en fortsættelse af det romerske rige.
[ 5 ]. Hedder rigtig Carolus Magnus. Konge over frankerne og romerkejser. Levede fra 742-814.
[ 6 ]. Periode i europæisk historie fra det 5 århundrede til det 10 århundrede, fik sit navn delvist fordi meget af den romerske civilisation blev ødelagt og erstattet af barbarer, og at meget viden gik tabt som kastede lys på civilisationen.
[ 7 ]. Kommer fra latin ”feudum” og betyder len. En samfundsform i middelalderen med et skarpt inddelt hierarki.
[ 8 ]. En person der er underlagt sin lensherre.
[ 9 ]. Det tungeste kavaleri, der nogensinde har eksisteret var den byzantinske ”Kataphraktoi” (katafrakt) som var pansret fra top til tå inklusiv hesten!
[ 10 ]. Chok kavaleri er en form for rytteri, der bruger deres vægt og styrke i et angreb til at slå fjenden på flugt.
[ 11 ]. Alexanders "Hetairoi" de berømte kompagnon kavaleri havde ikke stigbøjlen, det samme havde de normanniske ryttere heller ikke under slaget ved Hastings i 1066 i England dog klarede de sig alle ganske udmærket.
[ 12 ]. Riddere forsøgte at få armbrøsten afskaffet, da det var et våben, som var hadet af ridderne. Den var hadet fordi det krævede beskedent færdighed i at bruge den, og kunne nemt slå en ridder ihjel, der havde trænet hele sit liv.
[ 13 ]. Ringbrynjen blev båret af de sene romere og de invaderende germanske stammer herunder goterne.