Rovmord på Frederiksberg
Et af de blodige Dramaer, som store Verdensbyer saa ofte er Skuepladsen for, er i forgaars Nat foregaaet paa den ensomme folketomme Lampevej. Et Menneske er blevet myrdet og udplyndret. Naar Mordet er sket og hvem Forbryderen er, ligger hidtil skjult i Nattens Mørke.
Ingen har hørt noget Skrig, og ingen har set, hvem Morderen var og hvorhen han gik. Uden at efterlade sig noget Spor er han forsvundet. Det bliver en vanskelig Sag fra de faa og smaa Kendsgærninger. der foreligger, at kunne efterspore og paavise Forbrydelsen, hvis da ikke Morderen, som saa mangen Forbryder før han, omhyggelig med alt det vigtigste, forsømmelig i en enkelt Bagatel, giver Politiet det lille Bevismiddel, han lettest kunde have tilintetgjort,
Et Møde.
En Medarbejder skriver:
Helt ude, hvor de sidste Spor af Lampevejen taber sig i de store snedækte Marker er Mordet gaaet for sig.
Jeg gik derud i den tidlige Morgenstund, uden at ane noget om den blodige Katastrofe, disse ensomme Steder havde været Skuepladsen for.
Sneen laa høj og sprød af Frosten over den smalle Vej. Paa begge Sider op af de dybe, snefyldte Grøfter stak hist og her en Tjørnebusk de sorte, tornede Ris i Vejret. I øst lysnede det bag de graalige Vintertaager, et svagt Skær af Sol gik op over Byen, der vaagnede bag mig. Men foran udover Markerne var der kun lyst af Sneen, der laa i Driver med lange bugtede Kamme, og blot en enkelt Bjælde fra en Bondeslæde klingrede bort i den øde stilhed. Et Stykke foran skimtede jeg noget sort, en mørk, mylrende Klump i den lyse Sne. Den blev til Skikkelser, der uroligt bevægede sig mod hinanden og skiltes igen. Saa rev en af Skikkelserne sig løs og kom løbende hen imod mig.
”Han er myrdet! Et Mord!”, raabte han hæst idet han løb forbi mig. Førend jeg kunde faa spurgt ham ud, var han allerede langt borte. Jeg skyndte mig ud, hvor de sorte Skikkelser endnu mylrede om i Sneen. En Vogn kom lidt efter rullende i stærk Fart bag mig. Jeg var imidlertid kommet saa nær, at jeg tydelig kunde skælne Skikkelserne. Jeg blev uvilkaarligt staaende. Synet var uhyggeligt. Et Par Mænd stod og bar den Døde, hvis Ben hang slapt ned og slæbte i Sneen, naar Mændene bevægede sig. Hovedet, der ludede mod Jorden, var forfærdelig vansiret. Et vældigt Saar. hvor det mørke, levrede Blod var frossen fast i Klumper, gabede en i Møde, Haaret var filtret ind i hinanden i Totter, der klæbede sammen af Blod.
Vognen kom til; de bar ham op og kørte ham bort.

Liget findes.
Det var igaar Morges tidlig. Fem Arbejdere drog ud ad Lampevejen, de skulde paa Befæstningsarbejde. De havde længst passeret Jærnbaneoverkørslen og Frederiksberg Bryggeri og var saaledes helt ude ved de store ubebyggede Marker.
Pludselig standsede de. Paa tværs over den snefyldte og tilfrosne Grøft saa de et Menneske ligge, med Hovedet boret ned i Sneen og Hænderne frem for sig. Manden laa, som om han var snublet og faldet forover. Da de kom nærmere, opdagede de Blodspor rundt omkring; de løftede da skyndsomst Manden frem af Sneen og saa til deres Forfærdelse, at hele hans Baghoved var knust, og at Blodet havde dannet en lang frossen Stribe ned ad hans Ryg.
En af Arbejderne løb da hurtig tilbage til Frederiksberg for at skaffe Politi, og de fire bar Liget op paa Vejen. Da de vendte det om og lagde det paa Ryggen, saa de, at Ansigtstrækkene var rolige og Hænderne aabne. Der var intet Spor af nogen forudgaaet Kamp i Sneen.
Den Myrdede.
Saasnart Politiet havde faaet Underretning om Mordet, blev der sendt en Arbejdsvogn og nogle Politibetjente ud for at hente Liget. Den Myrdede blev først kørt til Frederiksberg Politistation, og efter at der her var foretaget et foreløbigt Syn, blev han kørt til Sygehuset paa Lampevejen, hvor han blev indlagt i Lighuset. Ved Undersøgelse af Lommerne i Ligets Paaklædning fandtes en Sparekassebog og en Del Papirer, hvoraf det fremgik, at den Myrdede var Snedkermester Carl Sørensen, boende i Vandløse By — der ligger ca. 3/4 Mil udenfor Frederiksberg. Da man af Papirerne kunde se, at han havde været paa Søndre Birks Kontor den foregaaende Dag, søgte Politiet nærmere Oplysninger der. Den Fuldmægtig, der havde talt med den Afdøde, forklarede, at denne Mandag Formiddag havde været paa Birkekontoret for at ordne et Prioritetslaan, som han af ”Husmands-Kreditforeningen” havde faaet i sin Ejendom i Vandløse og hvorved han havde faaet udbetalt noget over 2700 Kr. I Ligets Overfrakkelomme fandt man endvidere en Pakke Kaffe, hvis Omslag var mærket med ”Urtekræmmer Debusman, Lavendelstræde Nr. I”.
Politifuldmægtig Bramsen, der leder Undersøgelsen, sendte straks en Betjent ind i den paagældende Forretning for at faa nærmere Oplysninger. Man forklarede her, at Snedkermester Sørensen i Mandags Aftes Kl. Ca. 10 havde været i Forretningen og købt et halvt Pund Kaffe. Han ytrede da, at han nu skulde et Par Steder paa Vesterbro for at betale nogle Penge, inden han gik hjem. Politiet opsøgte de paagældende Folk, men den Afdøde havde ikke været der, og hos en Uhrmager i Knabrostræde, hvor han havde omtalt, at han vilde gaa ind med sit Uhr for at faa det istandgjort, søgte Politiet ogsaa forgæves Oplysning. Sent paa Aftenen er han derimod blevet set paa et Par Beværtninger paa Frederiksberg, men han har kun opholdt sig der i kort Tid, og de paagældende Værter har til Politiet forklaret, at han da var i en fuldstændig normal Tilstand.
Den Myrdedes Hustru mødte efter Tilsigelse af Politiet igaar tidlig paa Birkekontoret. Man havde saa skaansomt som muligt meddelt hende den forfærdelige Ulykke, som aldeles overvældede hende. Da hun kom til Kontoret kunde hun ikke længere modstaa den voldsomme Sindsbevægelse, men besvimede, og først efter nogen Tids Forløb var hun istand til at afgive den nødvendige Forklaring.

I Lighuset, en lille skummel Bygning paa Hospitalets Grund ind imod Jærnbanestationen, saa vi igaar Middags den Myrdede. Lægerne og Politiet havde lige været det. Liget laa fuld-stændig afklædt paa et stort Bord.
Den Afdøde var noget over Middelhøjde, kraftig bygget med muskelstærke Arme og Ben. Han saa ud til at være ca. 50 Aar gammel. Et stærkt markeret Hoved med krum Næse og graasprængt Overskæg og Haar, Tænderne var stærkt sammenbidte, Øjne og Læber lukket og der hvilede over Fysiognomiets sammentrængte Linjer et smærtefuldt Udtryk. Paa venstre Kind fandtes et dybt Hul og Baghovedet var saa fuldstændig knust, at hele Hjærnemassen var trængt ud. Paa Gulvet laa hans Klæder. Deres Tilstand tydede ikke paa, at der havde fundet nogen Kamp Sted. Kun ned over Frakkeryggen laa en bred Blodstribe. I Ligets Lommer fandtes af Penge kun to Tokronestykker. Resten med samt den Myrdedes Uhr er bleven Morderens Bytte. Det frygtelige Drama er paa den sparsomt beboede Vej foregaaet saa hurtigt og ube-mærket, at Rovmorderen har faaet god Tid til at forsvinde med sit Bytte. Politiet vidste igaar ikke, mod hvem det skulde rette sin Mistanke. Omstændigheder, der har en svag Mulighed for at kunne lede paa Sporet, er, at Pengene var bleven den Myrdede udbetalt; FemhundredkroneSedler og en mulig Omsætning af det røvede Uhr.
Formodninger.
Det er som tidligere bemærket yderlig smaat med Materiale til Forbrydelsens Efterspo-relse. Der fandtes paa Gærningsstedet intet, der kunde henlede Mistanken paa nogen bestemt, og hvad der hidtil er opklaret, er derfor af ringe Betydning.
Formodningerne om Tidspunktet og Maaden, hvorpaa Mordet er sket, er derimod af Interesse. Som det fremgaar af det Referat, der er givet, kan man følge Sørensen, efter at han havde forladt Debusmans Urtekramhandel i Lavendelstræde i forgaars Aftes Kl. 10, til nogle enkelte Restavrationer paa Vesterbro. Fra da af og til Liget fandtes, ved man endnu intet bestemt, men man antager, at han har været inde paa nogle flere Beværtninger paa Vejen hjemad til Vandløse. Sørensen, der var en meget talende Mand, har da sandsynligvis udtalt sig om de næsten 3000 Kr., han havde hos sig. Han sad i temmelig smaa Kaar, havde aldrig før haft en saa stor Sum mellem Hænderne og var særdeles glad over, at han havde faaet sin Prioritet ordnet.
En eller anden Bandit har hørt Sørensens Fortælling om de mange Penge, han havde hos sig, og har givet sig i Følge med ham. Da de langt ud paa Natten er naaet til den tyndt beboede Del af Lampevej er Sørensens standset et Øjeblik og har af en eller anden Grund vendt sig mod Grøften. Morderen har benyttet Anledningen, har stødt Sørensen, saa han er styrtet, og har derefter, da han laa paa Maven tvært over Grøften, givet ham det dræbende Hug i Hovedet, der sandsynligvis øjeblikkelig har medført døden. Ansigtet var nemlig som tidligere meddelt aldeles roligt og Hænderne ikke knugede sammen som almindeligt ved voldsomme Dødskampe. Efter at have røvet de 2700 Kroner og Sørensens Uhr har Morderen derefter taget Flugten. Som det vil ses, antager man, at Mordet er foregaet temmelig sent paa Natten. Da nemlig Liget en Stund havde ligget i Ligstuen, hvor der ikke som udenfor var Kuldegrader, dampede det af det, hvad der bestemt tyder paa, at kun temmelig kort Tid var forløbet siden Mordet.
Mordvaabnet.
Efter det Ligsyn, Distriktslæge Poulsen og Stiftslæge Lund i dag foretog, afgav de Erklæring om, at Morderen havde benyttet et stumpt Vaaben.