The issue
Hvad skal jeg gøre? jeg står ved en skillevej som ikke har nogle direktioner. To veje som førere til hvert sit liv. Det ene med ulykkelig kærlighed samt længsel til noget andet, og den anden med frihed men også med en svær beslutning som jeg er bange for at tage? Hvad nu hvis jeg vælger forkert? Hvad nu hvis jeg ender op med at fortryde min beslutning? Vil jeg kunne lave den om igen? Men hvad nu hvis jeg vælger rigtigt. Vil jeg så blive lykkelig? Vil jeg blive lige så glad for vej nr. 1 som vej nr. 2? Vejene er vidt forskellige.. ved den ene ser jeg det klare billede af at alting fortsætter som det er nu. Den anden er fuldstændigt dækket med tåge. Tør jeg satse? Er det værd at satse? Jeg kan bare ikke stå mellem disse to veje for evigt.. det hårdt, ligesom arbejde. Man bliver træt.. ikke af livet, men af sig selv. Træt af at skulle tilpasse alting efter noget. Træt af at have halve aftaler som egentlig ikke interessere en længere fordi man er træt. Jeg vil gerne give mig selv 100 % til noget.. ikke bare sådan, at den ene dag giver man 30 % og den anden 80 %. Nej 100 % hele tiden. Så vil jeg med garanti få noget ud af det hele. Måske er jeg bare træt af at stå stille? Måske vil jeg bare gerne rykke mig fordi jeg ikke gider stå det samme sted længere? Er en fast position sundt for mig? – burde jeg ikke prøve noget nyt? Hvad vil jeg egentlig?..
Jeg prøver at holde mig til mine faste rutiner ved at gå i god tid i seng, spise ordenligt, træne, arbejde, passe min skole. Alt dette for at tænke på noget andet end DET. Men kan jeg komme udenom? Kan jeg komme uden om at skulle vælge mellem de to skilleveje? Er det muligt at sige nej til det hele og derefter begrave mig under dynen indtil jeg er glemt? Det jo ikke fordi det er pinligt. Men det bare svært.. jeg skulle jo bare have sagt fra, fra start af. Hvorfor gjorde jeg ikke det? (fordi jeg nok er bange for resultatet af min egen beslutning). Jeg søger vejledning næsten dagligt. En venten på en der kan give mig det rigtige svar. Men hvad er det rigtige svar? Jeg føler en mangel på vejledning.. hvor er min lommelygte til at finde vej i tågen på vej nr. 2 med? Det er alt sammen frustrerende. Kender jeg slet ikke mig selv? Måske har jeg fokuseret så meget på at ignorere problemet at jeg har glemt at stoppe op for at tænke mig om? – det ville i hvert fald forklarer hvorfor jeg ikke er kommet længere med den åndsvage beslutning. Det kører bare oppe i hovedet.. 1 eller 2. 1 eller 2, 2 eller 1. Og når man så tror man har den!? – så kommer man lige i tanke om nogle ting om det andet som egentlig også var vigtigt. Jeg prøver at læse nogle citater med små råd dagligt. Jeg er enig med hver og én. Et eksempel:”people lie, actions don’t” eller” Don’t find reasons to stay with someone who always finds a reason to leave”. Jeg føler med hver og en. Og de giver god mening. Nogle af dem retter jeg til mig selv, og andre til problemet. Men hvilken forskel gør det hvem jeg retter dem til, hvis jeg alligevel ikke kan tage en beslutning? Og hvad sker der for at jeg både lyver for mig selv, men også for en anden? Når jeg skal ud bliver en til nogle når jeg fortæller det. For det der med at være alene det får jeg ikke lov til. Det åbenbart forkert ifølge et eller andet skræddersyet codex der er blevet lavet til mig af en eller anden grund? Hvorfor kan jeg ikke bare få lov at have det sjovt med en enkelt person?! Hvorfor skabe en frygt for noget som ikke kan eller vil ske? Det jo ikke min frygt, men en andens? alligevel er det mig den frygt går udover. Jeg har indrømmet et par ting som jeg ikke bryder mig om. Men det er åbenbart blevet tolket til at jeg ikke bryder mig om noget som helst. Og det passer jo ikke. Jeg har bare den indstilling til tingene at jeg ikke bryder mig om social kontakt med hjerter mellem to personer som ikke ”har noget sammen” for hjerter hører til kærlighed og forelskelse! Ligesom at jeg ikke accepterer løgne. For hvem gør lige det?! Alligevel har jeg måttet finde mig i dem i over 2 år nu.. igen flytter mine tanker sig hen på hvorfor jeg ikke har sagt fra noget før.. mine betingelser er ret simple. Jeg har lige nævnt to meget væsentlige. En anden er at jeg forventer mødepligt ved aftalt tid eller en besked i god tid om at man enten ikke kan nå det eller ikke kommer. Uanset årsagen er det bedre end at komme for sent. Jeg vil da hellere høre at man måske ikke liiiige orker at ses i dag, eller at man måske har fundet noget bedre at tage sig til. Mine tårer kommer frem når jeg skriver og læser de ting jeg skriver, men de trækker sig ind igen. Hvorfor? Hvorfor er det så svært? Og hvorfor skal folk altid lyve omkring det? Alle mine spørgsmål står stadig ubesvaret foran de to skilleveje..
Jeg skal vælge en vej på et tidspunkt. Og det kan jeg ikke uden svar…