Den Fordømte Pige

Der var engang en pige der boede med sin mor og far på en gård midt ude i ingenting. Pigen hed Bodil og havde aldrig fået af vide hvad hendes forældre hed. Hun havde langt grønt hår og røde øjne. Men forældrene undrede sig aldrig over det. Hun var forholdsvis normal men forældrene behandlede hende som en slave dag ud og dag ind.
Hun voksede op med hele tiden at skulle alting så hun var blevet vant til det. Men det gjorde hende psykisk trist og træt

En hel almindelig dag, fik Bodil lyst til lidt frisk luft væk fra lugten af dyr og gødning. Hun vandrede ind i skoven for at se om hun kunne finde nogle søde pelsdyr, eller finde noget interessant. Hun gik, og gik i timevis uden at finde noget liv overhovedet.
Som et lyn fra en klar himmel begyndte hun at løbe mod en statue hun syntes hun havde drømt om før. Statuen havde formen som et abehovede og hun betragtede det nøje. Statuens store øjne begyndte at lyse gult og hun stirrede direkte ind i dem. Der lød en høj stemme remse et ritual oppe fra himmelen. Hun blev skrækslagen og begyndte at spurte væk fra statuen.
Hun spottede røgen fra gårdens skårsten og løb mod den så hurtigt hun kunne. Forældrene så hun kom løbende men til Bodils store overraskelse sagde de ikke noget. De sagde derefter, at hun kun havde været væk et par minutter, og havde hørt tordenen så de vidste hun ville komme tilbage af frygt. Bodil var helt forvirret men fortalte dem ikke noget.
Samme nat da Bodil var faldet i søvn drømte hun om statuen, men denne gang var den i live, og fortalte hende hun var blevet forbandet. Hun ville blive en ustyrlig kannibal hvis hun ikke fandt ud hvordan man stoppede det. Hun vågnede brat op, og gik ind til sine forældre, for at ville fortælle det. Men inden hun fik sagt noget begyndte moderen at skrige, for Bodils øjne var blevet helt sorte, som hvis det var to huller. Faren styrtede ud i bilen og kørte ind til den nærmeste by. Han gik rundt i byen og fortalte det til alle i håb om, at nogen vidste hvad det gik ud på. Han snakkede med den lokale læge, som også var spåkone, og hun skulle se Bodil før hun kunne finde ud af noget. Faren var meget mod at nogen så hans datter men han havde ikke noget valg.

De kørte tilbage til gården og spåkonen så på Bodil med skræk i sit blik. Hun havde set det før, og det var ikke noget godt tegn. Spåkonen begyndte at sætte stearinlys op som et ritual, der skulle få abeånden frem og forklare hvad der skulle gøres. Lysene blev tændt og efter kort tid efter slår der et lyn ned gennem taget og rammer en stol. De var alle ved at dø af skræk da de så at abeånden sad på stolen i kød og blod. Den sagde at hun skulle bevæge sig ud i skoven alene medført et afhugget gedehovede som hun skulle sætte på statuen som et offer til abeguden.
Hvis hun fik hjælp var de alle dømt til samme skæbne som bodil så hun måtte gøre det helt selv. På gården havde de grise, får, køer, høns og geder. Bodil havde ikke lært de forskellige dyrs navne så hun blev nødt til at finde ud af hvilket af dyrene der er en ged.

Moderen fortalte hende at der stod en på den anden side af gården. Der lød et højt skrig og moderen krøb sammen mens hun skreg. Hendes hud begyndte at falde af, men hun rejste sig roligt op og gik hen til faderen. Faderen skyndte sig og tage imod hende men de var jo allerede blevet advaret om at hjælpe hende, så moderen rev faderens hoved af og slugte det råt. Bodil og spåkonen begyndte at løbe hurtigt væk for at tage bilen og køre væk. Men konen kom i tanke om at hun ikke måtte hjælpe Bodil så hun efterlod hende. Moderen løb efter bilen og hoppede op på taget ganske lydløst uden at konen bemærkede det.
Bodil skyndte sig om bag gården efter hun havde været ude i skuret og hente en økse. Hun så et dyr med to horn, og håbede på det var det rigtige, hugger hovedet af og løb ind mod skoven.
Mens Bodil ledte efter statuen var Moderen kommet ind i byen og gjorde alle andre til ustyrlige zombier der rendte rundt uden hoveder fordi de kun blev forvandlet hvis de fik revet hovedet af. Hele byen var et rent kaos og menneskekroppe rendte rundt uden hoveder.
Bodil fandt statuen og satte den på statuens hoved med det samme. Et lyn slog ned i statuen og slog den i tusinde stykker. Hele byen stoppede brat op, og de kroppe uden hoveder faldt til jorden, mens moderen så sig forvirret om og forstod ikke hvad der var sket. Hendes reaktion var iskold, som om hun var ligeglad med at der lå døde mennesker på vejene og hun havde ondt i maven, som om hun havde spist noget hun ikke kunne tåle. På vejen hjem faldt moderen om og var sten død. Der kom en latter fra hendes mave og alle hovederne sprang ud af maven og havde vinger i stedet for øre. De forbandede mennesker ved at bide dem, og sådan startede det hele på ny, men det spredte sig bare over et større område.

Slut