Ordet billede er nærmest blevet synonymt med ordet fotografi. Men egentlig er billeder jo så meget andet. Billeder kan være fotografier men også malerier, metaforer, allegorier, symboler og forestillinger. Men taler billedet sandt og i så fald, er vi i stand til at forstå og reagere på den virkelighed, billedet fortæller os? Et billede kan have sin virkelighedskarakter både i kraft af det, det forestiller, og i kraft af det, det er i sig selv. Ordet billede betyder en synlig repræsentation, illustration eller gengivelse af noget. Men samtidig betyder billedet, at noget er gjort synligt og dermed, at det ’noget’ har fået sin eksistens på dette bestemte billedes betingelser[1].

Billedet er som symbol og allegori en traditionsrig udtryksform såvel i religiøs som i kunstnerisk fremstilling. Men hjælper billedet modtageren til at fornemme virkeligheden bag billedet? Eller gør billedet det blot muligt for modtageren at danne sig sit eget billede af virkeligheden? Når jeg tænker over det, passerer en masse forskellige billeder forbi min nethinde – forestillinger om hvad billedet egentlig gør ved vores forståelse og opfattelse af motivet og dets forudsætninger. Digtet ”Billeder, billeder” af Erik Knudsen[2]

behandler emnet billeder og dets effekt på mennesket. I digtet beskrives det, at det lyriske jeg ustandseligt får informationer om verdens uredeligheder bragt fra alle vinkler og kanter. Det lyriske jeg beskriver, at han ikke kan undgå at se og høre verdens råb om hjælp. Men selvom det lyriske jeg har fået øjnene og sindet åbnet for virkelighedens billede, er det alligevel ikke muligt for ham at ændre på den virkelighed, billederne bringer ham. I hvert fald beskrives det hvordan det lyriske jeg følelsesmæssigt er blevet påvirket af de billeder, han har set, men alligevel ikke ved, hvordan han skal nå de mennesker, han føler med. Jeg har selv haft det på samme måde. Vi ved godt, at der sker forfærdelig ting ude i verden – vi har jo set billederne af det. Men hvordan skal vi handle? Hvordan er det muligt at nå ud til alle mennesker og vise dem den medfølelse, man har? Jeg tror måske, at det bliver uoverskueligt for én at handle, fordi der er så mange billeder, man skal forholde sig til. Måske er billederne blevet overeksponerede? For hvis man dagligt ser en strøm af billeder, kan det være svært at forholde sig til dem alle. Jeg tror, at det lyriske jeg opfatter billedet som en gengivelse af virkeligheden. At det lyriske jeg således ser billedet som sandheden fanget på at stykke papir, så det konkret kan stå frem og vise sig selv. Han sætter ikke spørgsmålstegn ved billedets sandhedsværdi. Det lyriske jeg fortæller om billederne, der danser for hans øjne, påvirker ham og får ham til at ønske at nå ud til de afbildede mennesker. Men kan man virkelig stole på billeder? Artiklen ”Selvfølgelig skal I se det billede”[3] af Per Folkver[4]

omhandler krigsbilleder og den danske befolknings holdning til sådanne. Artiklen indeholder et billede af et stærkt forkullet lig, hvilket folk blev forargede over. I artiklen problematiseres danskernes forargelse over og afstandstagen fra billeder af død og ødelæggelse. Artiklen fik mig til at tænke over det levende billedes betydning for Vietnamkrigen. Under Vietnamkrigen blev befolkningen, specielt i USA, enormt påvirket af medierne. Dette skyldes, at Vietnamkrigen var den første krig, hvor medierne for alvor blev taget i brug. Det visuelle medie havde aldrig før været på slagmarken og dermed vist billederne i dets samtid. På denne vis kom krigen helt ind i stuerne hos befolkningen, og derfor blev man provokeret til at forholde sig til de billeder, man så. Der opstod en enorm modstand mod Vietnamkrigen, fordi det pludselig blev mere virkeligt for befolkningen, at folk led. Men hvorfor er reaktionerne hos nutidens befolkning da så vage i forhold til dengang? Er vi blevet immune over for billeder af krig, ødelæggelse og død? Har vi set så meget, at det er blevet hverdagskost at se død og vold på tv-skærmen, mens vi indtager vort velfortjente måltid? Har vi set så forfærdelige ting, at vi ikke vil tro på, at det faktisk er virkeligheden? Per Folkver skriver i artiklen: ”Hvorfor er virkeligheden værre end alskens voldelige fiktion, om det så er Harry Potter eller voldsomme Disney-tegnefilm?” Hvilket fik mig til at tænke på, at virkeligheden måske er værre, fordi vi ikke kan ryste den af os. Virkelighedens død og vold eksisterer – og det eksisterer stadig, når vi slukker for fjernsynet eller computeren. Per Folkver kritiserer, at forældre forarges over krigsbillederne og ønsker dem gemt væk i stedet for at tage dem alvorligt og forklare børnene, hvad billederne egentlig forestiller. For nogle af de slags billeder har børn jo allerede set som fiktion. Der har igennem de senere år været en massiv kritik af voldelige pc-spil, hvor mange af kritikerne har proklameret, at børn på den måde danner sig et forvrænget billede af verden. Nogle mener, at disse spil vil forårsage, at børn udvikler mere voldelige tendenser. Men man kunne også fristet til at spørge, om ikke det gør børn immune over for vold og katastrofer? Fokus har i lang tid været på, hvordan det visuelle medies voldelige karakter i fiktion har påvirket børns adfærd udadtil. Men det er måske også værd at overveje, hvilken betydning det har for børns opfattelse af vold og ødelæggelse i den virkelige verden. Med denne artikel tror jeg, at Per Folkver forsøger at sætte fokus på, hvad billedet forestiller og ikke på billedet selv. Vi skal forholde os til, hvad billedet viser - forholde os til, hvad baggrunden er, for at et sådant billede har været muligt at tage. Han skriver, at det undrer ham, at folk bliver forargede over, at billederne tages og bringes i medierne i stedet for at forarges over det, billederne egentlig viser. Dvs. at man i stedet for at skulle lade sig forarge over, at forfærdelige billeder kan komme på forsiderne af aviser, fordi de skræmmer vores børn – burde forarges over, at sådanne forfærdelig ting finder sted. Hermed tror jeg, at han mener, at man burde forholde sig til, hvorfor sådanne ting kan finde sted, og hvordan det kan modarbejdes. Men jeg spekulerer alligevel over, om der ingen grænser er? Findes der ikke billeder, vi ikke bør vise? Gavner det faktisk at vise de forfærdelige billeder? For hvis ikke det hjælper noget - hvorfor så bringe dem, når folk ikke bryder sig om at se dem? Per Folkver ser billedet som et kommunikationsmiddel, der bør benyttes til at vise den ucensurerede virkelighed. Men spørgsmålet er, om han tror på, at billedet formår at indtage denne plads? Om vi lader billedet tale dets eget sprog, og tvinger os til at forholde os til det tavse og direkte billede af virkeligheden? Eller er vi blevet immune over for billedet og dermed dets motiv? Er vi nødt til at finde nye kommunikationsmidler, for at få mennesket til at forholde sig til virkeligheden? Jeg tror at Per Folkver, modsat det lyriske jeg i Erik Knudsens digt, tror på, at han og andre er i stand til at gribe ind over for det billederne viser, for på den måde at ændre virkeligheden.