3) Ingredienser i radikalisering:

1. Brændstof: sociale og politiske faktorer. Eksklusion.
X: dansk-pakistaner.

2. Medspil: søgen efter et fællesskab

3. Retning: Ideologi og religion.
X: dansk-pakistaner.

4. Trickeren:
»Hvornår slår radikalisering over i vold? Det kan være en kort eller en lang proces. Kernen er, at der opstår en overbevisning om, at modstanderne er umennesker, og at de udgør en eksistentiel trussel mod dig, din identitet og det fællesskab, du er en del af. De, der radikaliserer, sænker barrieren for, hvad man menneskeligt er i stand til. De fremstiller også modstanderen, som om han kun forstår et sprog: Vold. Hvis du ikke går løs på ham - vil han gå løs på dig, lyder argumentet,« siger Anja Dalgaard-Nielsen.
X: Paris-brødre. Syrien-hjernevask.

4) Stigning i radikalisering:

Alene i 2014 havde Københavns Kommune 60 sager om unge københavnere i farezonen for at blive radikaliseret. Til sammenligning var der i alt 94 sager i de tre foregående år. Tallene dækker i ét tilfælde over højrenationalistisk radikalisering, mens størstedelen af sagerne knytter sig til islamisme og især de yderligtgående salafistiske grupper i hovedstaden.

Størstedelen af henvendelser var i årets sidste tre måneder.

I 26 tilfælde var bekymringen direkte, at de unge var på vej til kampene i Syrien og Irak eller ved at blive opfordret til at tage af sted. Ifølge kommunen er »et fåtal« af disse rejst ud.

I dansk regi lyder den seneste melding fra efterretningstjenesten, at »mindst 110 personer er udrejst fra Danmark til Syrien eller Irak for at kæmpe. 16 formodes dræbt«.

For to uger siden kom det frem, at det samlede tal for udrejste til IS ligger på mellem 3.000 og 5.000 for hele EU. Den øverste chef for Europol, Rob Wainwright, vurderer over for BBC, at de tusindvis af hjemvendte personer udgør en potentiel risiko, og at efterretningstjenesterne er dårligt rustede til opgaven: »Virkeligheden er, at sikkerhedsmyndigheder i dag ikke er i stand til fuldt at beskytte samfundet mod denne slags trusler,« siger han.

Ikke desto mindre peger den danske terrorforsker Lars Erslev Andersen på, at de franske terrorister bag attentatet på Charlie Hebdo faktisk ikke falder ind under denne kategori. Intet tyder på, at Kouachi-brødrene havde været i kamp i hverken Syrien eller Irak. Derimod besøgte de to ifølge Berlingskes oplysninger for år siden den nu afdøde Anwar al-Awlaki i Yemen. Al-Qaeda lederen var, før han i september 2011 blev dræbt i et amerikansk droneangreb, kendt for at opfordre vestligt bosatte islamister til at begå terror.

Hvorfor stigning:

1. ”Vi oplever, at flere unge bliver radikaliserede på grund af den internationale konflikt-optrapning.” Kontorchef i kommunen.

2. »De nye islamistiske grupper er blevet bedre til at mobilisere unge og er mere organiserede end før,« siger Fatih Alev. Imam. Prædikanter, fx Anwar al-Awlaki i Yemen.

3. Det øgede fokus på islamistisk radikalisering spiller også ind, siger Tobias Gemmerli fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS): »I forhold til den offentlige debat og den konkrete politik er det forventeligt, at flere henvender sig med bekymringer.« Ifølge DIIS-forskeren er situationen »alt andet lige« eskaleret, efter at Danmark er gået aktivt med i kampen mod Islamisk Stat (IS). »Men eskaleringen ses også i den offentlige debat med eksplicitte fjendeerklæringer og med den meget kontante politik, der bliver ført på området. Der sker en radikalisering på begge sider af den her frontlinje.”

5) Hvad kan vi gøre?:
I Folketinget tegner der sig et flertal for at gøre det muligt at dømme danske syrienkrigere, som kæmper med IS mod den vestlige koalition. Forslaget blev først stillet af Venstre i efteråret, men i januar slog justitsminister Mette Frederiksen (S) over for DR fast, at Socialdemokraterne heller ikke er afvisende: »Hvis man rejser fra Danmark og tilslutter sig Islamisk Stat og kæmper imod danske soldater, så mener jeg, at man begår landsforræderi.
”Jeg vil gerne sikre mig, at juraen kommer på plads, men det er mit klare politiske signal.”

Aarhus Modellen
København – Magnus Ranstorp

Hvad kan vi gøre – jer, mig?

Islamisk Stat

6)Hvor kom de fra?

Den 29. juni 2014 blev en skelsættende dag i mellemøstlig historie. Den dag erklærede Islamisk Stat, IS, sin fødsel som kalifat og religiøs-politisk selvstændig enhed
-Dawlet al-Islamiyyah". IS: Daish

Kalifatet er ikke en fast størrelse, men skifter konstant grænser i takt med IS' militære erobringer. Ved sin fødsel i juni 2014 strakte det sig fra Diyala i det østlige Irak til Aleppo i Syrien - et område samlet set så stort som Syrien selv, men på kryds og tværs af den syrisk-irakiske grænse.

Med kort varsel er IS' leder, Abu Bakr al-Baghdadi, blevet en af den arabiske verdens mest magtfulde skikkelser. Baghdadi er en 43-årig iraker, som tidligere var leder af al-Qaeda i Irak og nu bærer titlen ”kalif". Da han den 4. juli 2014 gik på talerstolen i Mosul for at bekræfte, at kalifatet var oprettet, var det første gang, han trådte frem for offentligheden. Det var under ramadanen og i Mosuls store moské, al-Nouri. I mange år havde Baghdadi omhyggeligt undgået at vise sig for omverdenen, og han optrådte kun under pseudonym. Ifølge en af de mange myter, der knytter sig til ham, trak han oftest en pose med huller til øjnene over hovedet, når han deltog i møder. Indtil han blev filmet den 4. juli i al-Nouri-moskéen, fandtes der ingen fotos af ham.

Med den offentlige profil har han gjort livet betydelig mere besværligt for sig selv. Nu er myndigheder og efterretningstjenester i færd med at kortlægge hans færden. FBI har udlovet den betragtelige dusør på ti mio. dollars til den, der pågriber ham. Han vil fra nu af være på mange dødslister.

Formelt bliver han den første kalif siden det osmanniske kalifats ophør i 1924. Titlen betyder ”hærfører for alle troende muslimer" og dermed opkaster han sig til øverste autoritet for alle muslimer i verden - noget af et karrierespring for en tidligere lavere-rangerende irakisk officer. Da han udråbte sig til kalif, ændrede han samtidig navnet ”Den Islamiske Stat for Syrien og Irak", ISIS, til ”Den Islamiske Stat", IS, Daish.

Grunden er, at IS ikke længere kun omfatter Syrien og Irak, men også kommende erobringer i fx Libanon og Jordan. Den Islamiske Stat skal derfor ikke opfattes konkret som en stat, men derimod som et kalifat, der omfatter hele den muslimske menighed, ummaen, uden nogen fysisk afgrænsning. Kaliffens symbolske magt dækker ikke blot over den arabiske verden, men kan også ses som et virtuelt kalifat, der omfatter muslimer i både Europa og Amerika.

Forud for IS’ erobring af Mosul var der rigeligt med advarsler om udviklingen af en ny global terrortrussel, der havde sin baggrund i to forhold, nemlig den politiske situation i Irak og Det Arabiske Oprør i 2011. Men advarslerne blev ignoreret.
– ligesom de utallige advarsler om al-Qaeda og Osama Bin Laden forud for 11. september 2001 var blevet det. Historien syntes på en måde at gentage sig. Mens Europa og USA ivrigt diskuterede, hvor stor risikoen var for, at de såkaldte Foreign Fighters ville vende tilbage fra konfliktzoner i Sahel, Nordafrika, Afrikas Horn, først og fremmest Somalia, Den Arabiske Halvø, Levanten og Sydasien, eller hvorvidt al-Qaeda, trods præsident Obamas effektive antiterror-kampagne mod lederne i Pakistan, var i gang med at få en renæssance, lagde Islamisk Stat fundamentet til sine overrumplende angreb i Syrien og Irak, på samme måde som al-Qaeda trods rigeligt med advarsler og information gennemførte angrebet 11. September. Som tilfældet var med Osama Bin Laden og al-Qaeda i 1990’erne, der i interviews og gennem fatwaer truede og advarede Vesten, redegjorde IS gennem egne publikationer så- som tidsskrifter og årbøger omhyggeligt for bedrifter og hensigter. Det er tillige gennem de her publikationer og gennem beretninger fra frafaldne medlemmer, at vi kender til organisationen og dens opbygning og støtter.
Siden 2010 har ISI været stramt og enevældigt ledet af Abu Bakr al-Baghdadi sammen med hans næstkommanderende, Hajji Bakr, der havde en karriere som oberst i Saddam Husseins hær. Igen ser man næsten historien gentage sig: Når det i 1930’erne lykkedes for den saudiarabiske Ibn Saud at samle det, der blev til kongedømmet Saudi-Arabien, skyldtes det en fasttømret alliance mellem troens og sværdets folk, sådan som det den dag i dag er illustreret på det saudiarabiske flag: Grønt med den islamiske trosbekendelse understreget af et sværd. I dag udgøres ledelsen i IS af en islamisk lærd i samarbejde med den militært udannede oberst. Og organisationens flag bærer som det saudiarabiske også den islamiske trosbekendelse, men på sort baggrund og med profetens segl nedenunder. Alliancen mellem den radikale imam og den krigskyndige oberst er ikke tilfældig: De har, sammen med deres undersåtter og andre grupper, dannet en alliance i vrede over den afgrænsning fra den politiske magt, regeringen i Bagdad under al-Malikis ledelse har udsat dem for.
Dannelsen af IS går tilbage til 2004, hvor den jordanske jihadist Abu Musab al-Zarqawi (Ahmad Fadeel al-Nazal al-Khalayleh) etablerede sin gruppe al-Tawhid wal Jihad (Enhed og Jihad) og lagde grunden til de militante islamistiske oprør mod invasions-styrkerne i Irak-krigen, der var blevet indledt i marts 2003. Gruppen havde sin grobund i Irakisk Kurdistan, hvor der gennem 1990’erne var blevet dannet nogle mindre, men radikale grupper inspireret af al-Qaeda, og som i 2001 gik sammen i dannelsen af Ansar al-Islam under ledelse af Mullah Krekar (Faraj Ahmad Necmeddin) Krekar fik allerede i 1991 norsk asyl som flygtning fra Nordirak, men var i 2001 i Irakisk Kurdistan sammen med andre kendte jihadister med forbindelse til al-Qaeda, og sammen etablerede de Ansar al-Islam, som Zarqawi også var en del af. Det var den gruppe og sammenrend af forskellige ledere, der også talte veteranen Abu Musab al-Suri, som den amerikanske udenrigsminister, Colin Powell, henviste til i sin tale i FN’s Sikkerhedsråd i februar 2003, da han fremlagde begrundelserne for Irak-krigen. Da krigen mod Afghanistan blev indledt i oktober 2001 som reaktion på 11. September-terrorismen, flygtede en del al-Qaeda-folk gennem Iran til Irakisk Kurdistan, hvor de tilsluttede sig Ansar al-Islam, som derved kom under stigende indflydelse fra udenlandske jihadister. For Krekar endte det med, at han blev skubbet til side af de tilrejsende arabiske veteraner fra Afghanistankrigen og via Holland kom tilbage til Norge. Zarqawi tog kontrol over gruppen i 2004 og samlede de tilrejsende jihadister samt irakiske oprørere i sin gruppe al-Tawhid wal Jihad (Enhed og Hellig Krig).
Zarqawi blev kendt for sin radikalisme og brutalitet, dels gennem uhyggelige videoer, hvor gidsler blev halshugget, dels gennem hans gruppes systematiske forsøg på at skabe en borgerkrig mellem sunni- og shiamuslimer ved bl.a. at bombe shia-muslimske moskeer og helligdomme. Især blev filmatiseringen af likvideringen af amerikaneren Nicholas Berg i maj 2004 kendt verden over som udtryk for Zarqawis brutalitet, der i uhyggelig grad ligner de voldshandlinger IS i dag er berygtet for. Zarqawi fremstår i dag som et forbillede og en martyr, som IS beundrer og henviser til, og han indtager i IS samme rolle og status som Osama Bin Laden gør i al-Qaeda.
Zarqawi var ikke al-Qaeda-medlem, og al-Qaeda-ledelsen var kritiske over for både hans brutalitet og angreb på shiamuslimer, fordi den mente, angrebene skulle rettes mod amerikanerne og den nye irakiske regering. Ikke desto mindre blev Zarqawis gruppe i oktober 2004 under navnet al-Qaeda-Komiteen for Jihad i Mesopotamien officielt en del af al-Qaeda-netværket og vedblev at være det efter Zarqawis død.
Det er interessant at konstatere, at der går en lige linje fra Zarqawi og hans uenighed med al-Qaeda til bruddet mellem al-Qaeda og Islamisk Stat i dag. For al-Qaeda og IS er der således tale om to ganske forskellige udviklinger, der giver sig udslag i særdeles forskellig fortolkning af strategi og fjendebillede, akkurat som det var tilfældet allerede dengang.
Det er på en måde denne gamle konflikt, der bryder ud i lys lue mellem ISIL og al-Qaeda hen over vinteren 2013-14 og fører til det officielle brud i februar 2014:
1. al-Qaeda finder det præmaturt at kalde sig stat, når der reelt ikke er etableret en.
2. de er kritiske overfor, at der udpeges ledere, uden at alle og især den øverste ledelse er taget med på råd.
3. de er uenige i den sekteriske voldsdyrkelse. Denne uenighed gentager sig, da al-Baghdadi i april erklærer dannelsen af ISIL.

7) Hvordan fungerer IS?
Verdens rigeste terrororganisation:
Efter erobringen af Mosul, oliefelter og raffinaderier i både Syrien og Irak, landbrugsområder og kraftværker samt plyndring af banker og overtagelse af det amerikanske militære udstyr, som den irakiske hær efterlod under sin flugt, har IS fået nyt udstyr og nye indtægtskilder, herunder salg af olie på det sorte marked og opkrævning af skatter.
Velorganiseret:
Fra Islamisk Stats eget onlinetidsskrift, Dabiq, får man indtryk af en særdeles velorganiseret gruppe, der sælger sig selv som en stat, der er i stand til at organisere alt fra børneopdragelse, undervisning og samarbejde med stammer, til brutal og effektiv krigsførelse. Men billederne af gruppens succes både på slagmarken og i opbygning af kalifatet samt ikke mindst den ledsagende tekst i form af små essays, reportager og portrætter af fjender viser også et særdeles brutalt og totalitært system, der ikke tillader andre holdninger end dem, der udstikkes fra ledelsen: en om- fattende undertrykkelse, hvor folk, der ikke indordner sig, promte myrdes. De mange videoer, IS uploader, viser f.eks. IS-krigere, der kører rundt og jagter shiamuslimer, som kontant og skånselsløst bliver skudt på åben gade.
Voldelig:
Udover at være effektiv både i organisering og på slagmarken er IS ekstrem voldelig. Volden synes at være en central og integreret del af deres ideologi og man får det indtryk, at volden dyrkes for voldens egen skyld i en form for apokalyptisk voldsrus. Volden virker mere som et mål i sig selv end som et middel, og jo mere vold, desto stærkere og mere sejren- de fremstår IS i sit eget billede. Det er formentlig også denne sejrsikre voldsforherligelse, der sammen med statsbygningsprojektet får sympatisører i andre lande, f. eks. i Europa, til at følge kaliffens opfordring til hijrah: at valfarte til Islamisk Stat for at hjælpe med at opbygge kalifatet.
Præcis på disse punkter adskiller IS sig markant fra al-Qaeda: For det første insisterer IS på at kunne drive en islamisk stat og opbygge et kalifat, hvilket i al-Qaedas tolkning er præmaturt. Al-Qaeda har altid kun været en parasit på andres territoriale kampe og har aldrig selv kontrolleret andet end nogle træningslejre. For det andet insisterer IS på at fremstille sig selv som stærk, sejrende, nærmest overmenneskelig (i den tyske filosof Friedrich Nietzsches forstand) der kompromisløst sætter sin vilje til magt igennem, mens al-Qaedas leder Osama Bin Laden altid brugte en offer-oprørsideologi: Muslimerne er ofre for vestlig imperialisme, udbytning og latterliggørelse, og derfor er det pligt at gøre oprør mod dette.
Med andre ord fremstiller IS sig som meget mere potent end al-Qaeda nogensinde har været i stand til, og derfor har IS også overtaget den globale lederrolle i jihad, mens al-Qaeda reduceres til en blandt mange terrorgrupper. Således ser man tidligere al-Qaeda-tilknyttede personer og grupper skifte over til IS. Lige fra sin start i 2006 og med ideologiske rødder endnu længere tilbage til Abu Musab al-Zarqawis ideologi har IS stået i opposition til al-Qaeda, der sandsynligvis kun omfavnede IS-folkene, fordi den gamle al-Qaeda-ledelse efter flugten til Pakistan havde despe- rat brug for at være repræsenteret i oprøret i Irak efter krigens start i 2003. Med sin kontrol over territorium og ressourcer, sin kompromisløse ideologi og voldsdyrkelse og potente og sejrsikre selvfremstilling i en professionel markedsføring fremstår IS som en betydeligt stærkere og langt vanskeligere fjende, end al-Qaeda nogensinde har gjort.
Propaganda:
På YouTube har der allerede været mange optagelser af IS' brutale fremgangsmåde med halshugning, korsfæstelse og stening af deres fanger. IS bruger disse tiltag som propaganda i dagene, før de rykker frem på slagmarken. De halshugger fanger, der ikke slutter sig til IS, på stedet. Kvinder bliver fanget og stillet til rådighed som hustruer for jihadkrigerne. Det sætter en skræk i livet på deres modstandere og vækker opsigt blandt visse unge muslimer i Europa og USA, hvoraf nogle melder sig under IS' faner. Den britiske udenrigsminister, Philip Hammond, har for nylig blæst til kamp mod den radikalisering af unge, der foregår i europæiske lande.

”Det er en barbarisk ideologi, som også truer os herhjemme. Medmindre vi stopper dem, vil de angribe os på britisk jord,” mener han. Et synspunkt, som den danske regering deler.

IS' provokationer har ført til, at USA og en række allierede i Vesten nu gør alvor af aktivt at deltage i krigen mod IS i både Irak og Syrien. Det er tydeligt, at et separat opgør med IS i Irak ikke længere gav mening. IS i Irak og IS i Syrien er forbundne kar, som skal bekæmpes på samme tid: ”Dette er en organisation med en apokalyptisk dommedagsvision, som vi på et tidspunkt bliver nødt til at besejre. Kan islamisterne besejres uden også at tage opgøret med den del af organisationen, der opholder sig i Syrien? Svaret er nej.” Sådan fastslog den amerikanske forsvarschef, general Martin Dempsey, på et pressemøde i Washington den 21. august 2014. Samtidig voksede spekulationerne om, hvorvidt det ville være i Vestens interesse at ændre holdning til Assadstyret, med hvem man nu deler en fælles fjende.

8) Hvad vil de?
Hævn over Vestens ydmygelser

9) Hvorfor har IS så stor tiltrækningskraft?
X: Tareq

10) Hvordan bekæmper man IS?
Der er formentlig kun én måde IS kan bekæmpes på, og det er indefra eller fra neden. Faktisk viste the Surge vejen: Det handler om at få fragmenteret IS, ved at grupper og medlemmer ser deres fordel i at skifte side, i Irak til at støtte centralregeringen, og som det ser ud nu i Syrien til at gå over til den sekulære opposition. Erfaringer med oprørsbevægelser har vist, at de ikke kan bekæmpes alene fra luften, men at landstyrker er nødvendige. Erfaringer i Afghanistan, Irak, Libyen og Somalia har tillige vist at besættelsesstyrker, der kommer udefra, heller ikke er en optimal strategi, for- di lokalbefolkningen ofte vil se de udefrakommende styrker som mere fjendtlige end oprørsstyrkerne – det var akkurat det, David Kilcullen betegnede som The Accidental Guerilla, og som blev til præmissen i udviklingen af the Surge. Luftstøtte kan måske, som tilfældet har været indtil videre ved den irakisk-kurdiske grænse, inddæmme IS og forhindre fremrykning, dersom der er styrker som Peshmerga til at arbejde sam- men med jagerflyene. Men luftangreb alene kan ikke bekæmpe IS. Kun ved at lokale irakiske og syriske tropper får tilstrækkelig styrke til at bekrige IS, kan IS nedkæmpes. Opgaven for koalitionen bliver derfor at bidrage til etableringen af sådanne styr- ker, hvilket i høj grad er en politisk og diplomatisk udfordring, der bestemt ikke bliver mindre vanskelig i lyset af alle de modsætninger og dilemmaer, som gør sig gælden- de både i regionen, internt i koalitionen og i forståelsen af problemerne mellem Rus- land, Iran, Irak, Syrien og Kina på den ene side og USA, EU og den syriske opposition på den anden side, samt et Tyrkiet, der har problemer med at vælge side i valget mellem IS og kurderne. Dertil kommer, at en “Surge-strategi”, hvor lokale militser og institutioner støttes og styrkes med henblik på at bekæmpe en fælles fjende, kan være en særdeles risikabel affære, hvilket IS også bærer vidnesbyrd om: En del af de IS-krigere, der i dag kæmper i Syrien og Irak, er trænet af USA under the Surge. Havde regeringen i Bagdad indfriet løfterne til dem, og havde USA fastholdt Irak på, at de sunnimuslimske stammer i the Surge skulle integreres i den irakiske stat, ville the Surge i dag måske have været en succes. Nu har den bidraget til at fostre det, der uden sammenligning er den største udfordring i krigen mod terror: IS eller Daesh, om man vil.
Den frygt, mange vestlige stater allerede nu nærer, nemlig at IS vil etablere træningslejre for at træne rekrutter til terrorisme på samme måde som al-Qaeda gjorde det i Afghanistan i 1990’erne, er bestemt sandsynlig. Med andre ord synes en laden stå til-strategi, som i alt for lang tid gjorde sig gældende i Syrien, heller ikke farbar.
IS’s styrke er også gruppens svaghed eller i hvert fald sårbarhed. I sit statsbygnings- projekt har IS brug for forsyninger, penge, ressourcer og i sin krig har gruppen brug for våben og ammunition. Meget af dette har IS tilranet sig gennem sine erobringer, men ressourcerne og især lagrene af ammunition og våben er ikke uudtømmelige. IS får brug for nye forsyninger, og derfor vil det være konstruktivt at gøre alt, hvad man kan for at forhindre det ved kontrol af grænser og eftersporing af forsyningsve- je både for mennesker, penge og materiel. Det er afgørende for omverdenen at få standset IS' ekspansion og fremdrift og udstille IS som krigsforbrydere, hvis man skal kunne håbe på at standse rekrutteringen af unge marginaliserede sunnier. Irakkendere er enige om, at IS skal bekæmpes af sunnistyrker, ikke shiastyrker eller ved vestlig invasion.
Indblanding af Iraks shiitter vil nemlig øge tilstrømningen af sunnier til IS, ligesom indblanding af vestlige hærstyrker yderligere vil styrke IS' generelle hvervning af frivillige, da bevægelsens eksistensberettigelse netop er at bekæmpe vestlig indflydelse i den islamiske verden. Det er i erkendelsen af denne vurdering, at Obama-regeringen nu vil skabe en arabisk sunnifront mod IS. Om det vil lykkes, kan kun tiden vise.

Propaganda-videoer:

Meet some of our newest brothers: https://www.youtube.com/watch?v=4tPhOEbpS9U Islamic State providing 2015: https://www.youtube.com/watch?v=IRzdnhKTrW0 Syria Iraq Mujahideen Very Powerful Emotional Nasheed: https://www.youtube.com/watch?v=AoVdvyKNaZw Call of duty, Islamic State:
https://www.youtube.com/watch?v=DiWER1dvwms