Tommy var blevet en del af jorden. I det mindste følte han det sådan, imens han kiggede på duggen og dagslyset som lavede store skinnende spindelvæv over trætoppene. Solen var endnu ikke stået op og en tåge lå over jorden, som fik skoven til at se endnu mere uhyggelig for ham.
Hans næse kløede og han længtes efter at klø, bare en lille smule, men Pa sagde ikke flytte, ikke spjæt og ikke træk vejret hårdt. Ikke en arm, en hånd og ikke engang en finger, sagde han. ”Han kender skoven” Pa fortalte ham: ”Du vil aldrig vide at han er her, pludselig vil han kigge på dig, bare kigge.”
Det startede for langtid siden huskede Tommy, næsten for et år siden, da han kun var 11år. Den nat i hønsegården med væselts øjne som glinsede i lommelygten. Han affyrede aldrig et skud, stod der bare med munden åben, tåbelig, mens væsel løb ind i skoven igen.
Og Pa rev riflen ud af hånden på ham og spurgte ”hvorfor skød du ikke? Hvad venter du på? Hvad er der galt med dig dreng?” Tommy ”Pa, jeg…. Jeg kunne ikke.”
Pa knælede ned på den ene balle, og tog et græsstrå. Han sagde ingenting for et minut, han knælede bare imens han tyggede på græsset.
”Du har aldrig kunne lide at slå ihjel, vel dreng? Heller ikke da du var lille.”
Tommy kiggede på jorden uden at sige ingenting og hans far sukkede ”Tommy, forhelvede, en mand dør altid lidt når han dræber noget, men det skal bare gøres. Nogle dyr er bare ikke gode og derfor bliver de dræbt, forstået?”
Han nikkede uden at svare, stadig kiggende ned i jorden, og Pa rejste sig med et suk og de gik ind i hønsegården uden at tale. De talte 43 døde høner, som lå i røde og hvide pletter af fjer, blod og forvirring.
Så han begyndte at øve med riflen, skyde på mål som bevægede sig, og riflen blev en del af hans arm. Det virkede så længe siden, at Pa havde øvet med ham så længe. Igen og igen, han ville tag en dyb indånding, lade noget af det komme ude, og derefter at trykke på aftrækkeren. Så lang, virkelig lang.
Tommy følte små svedperler på hans pande, som løb ned af hans ansigt og brændte hans øjne. Der var et lommetørklæde i hans jakkelomme nogle få cm væk, men han kunne ikke række ud efter det. Men snart var det ovre. Snart.
Han fik det så han kunne ramme, det han sigter på, selv tingene som er lidt længere ude. Og nogle gange, da han vendte sig om virkelig hurtigt, ville han se stolthed i Pa’ øjne. Men så ville Pa altid gøre sit ansigt blank og sige ”Meeeeeen Tommy,” rigtig grim agtigt,” du er ved at blive bedre, men du mangler mere øvelse.”
Pa lærte ham at spore dyrene, og hvordan man kan føre vagtler, og hvordan man kan læne sig ind til riflen så man kan tage rekyl op. Og Pa viste ham, hvordan at ligge stille, så skoven glemte at han var der, og at moder natur passede sit eget. Og den tid kom i aftes, da Pa kom hjem og nævnte, at nogle af mændene var på vej ind i skoven for at få en sorteper (Hanhjort), og at der måske ville blive god skydning fordi bukke var hurtige, virkelige hurtige.
Han bøjede hovedet for at spise sine bønner, men han vidste uden at se, at hans far så på ham, ud fra øjenkrogen. Han vidste også, at Pa ikke ville have sagt et ord, hvis Ma var der - hun sagde altid, at han var for ung til et eller andet - men hun var på besøg natten over i Colliersville. Og han tænkte, hvordan det må være for Pa når de andre mænd pralede deres drenge, og når han selv var så bange for at dræbe en væsel, og han vidste, hvad han skulle gøre.
”Pa” mumlede han ”Tror måske at jeg kan få den gamle hanbuk?”
”Dreng, det er ikke en gammel buk, det er en ung en” Sagde Pa, ligesom han var overrasket. ”Dreng, du kan blive skadet.”
”Somme tider, tænker jeg at jeg gerne vil tage min tur.” svarede han, og hans ansigt var nu tættere på hans bønner.
”Hmm. Jeg vil tænke over det, dreng.” Mumlede Pa, men han kunne ikke skjule det glimt i hans øje.
Tommy langsomt, aldrig så langsomt havde han gnedet panden langs ærmet og overvågede dysterhed foran ham. Et eller andet sted derude Pa havde kredset rundt og trampet gennem skoven, skræmmer alt væk, væk mod rydningen, hvor han lå og ventede. Han lo i hans sind, da han tænkte på sidste gang, da Pa var gået ned til hytten for en drink med "drengene", som han kaldte dem. Og da han kom ud glimtede hans øjne af fortræd, og han vaklede ind i gården som om han ikke vidste hvordan han skulle gå.
Han var gået nedenunder i hans pyjamas og de sad på den bagerste veranda og lyttede til græshopperne og kiggede på stjernerne. Måske bagefter Pa ville lade ham gå ind i hytten og tale med de mænd og drikke alkohol. Men lige nu måtte han være tilfreds med at lytte til historier som Pa havde hørt på Hut, og derefter presse sin arm i slutningen og grine, åh min, hvordan han ville grine.
Han fyldte sin pibe og stirrede ud over baghaven mod Nord græs.
"Dawn i skoven er en smuk ting, dreng, smuk. Alle farverne og de vilde blomster, friske vandløb, kølige briser, du har lyst, dreng, føle det! Selv om der ikke er en lyd, du føler det. Og du ser noget hvidt, og du ved at nogle kaniner er på vej hjem. Eller du ser måske en spætte, som hækker i jorden. Og træerne ” hviskede han ”De står der bare og betragter dig. De har været der før du kom, og efter du har været her.”
”Gee Pa” mumlede han ”Du får det til at lyde så godt, jeg kender os ikke, jeg vil jage i morgen.
Pa smilede: "Det er rart, dreng, rigtig dejligt, men ting skal gøres for at holde det på den måde. Ræven spiser kaniner, han holder kanin befolkningen nede, ellers vil kaninerne overtage landet. Samme her. Du jager fordi du er sulten, og er nødt til at spise, det er en grund. Måske jager du for sportens skyld – gør dit hoved klar til kamp mod dyrets snuhed, jeg er ikke til det, men det er der nogle der er. Men der er nogle skadedyr som der bliver nødt til at blive dræbt. Forstået?”
"Jeg. . . tror det. Men hvad med det du sagde om en mand dør, når han dræber noget? "
"Mennesket dræber én gang, og han begynder at blive hjerteløs. Næste gang er det ikke så svært. Så du får så er du laver en beslutning om, at noget er nødt til at dø, og du kan dræbe den, ligesom det. Så er du død, dreng. Du har ingen følelse ikke mere, så du lige så godt som død. Du havde bare ikke haft tid til at ligge ned. "
Tommy vrikkede med tæerne og fik intet svar. De følte ligesom pinde af træ, stylter, at nogen havde limet på benene. En myre forlod jorden og begyndte at klatre hans arm, indtil han pustede, sagte, pustede myren ind i en ny verden. Tågen var tyndere og solen begyndte at skinne sløvt gennem træerne. Pa havde ret, tænkte han. Det ser ud som om at alt har sin plads i naturen, fulgene spiserne ormene i jorden, fuglene bliver spist af større fugle. Kaniner bliver spist at ræve og ræve bliver spist af en rødlos, og rødlossen bliver spist af en bjørn eller noget og hele vejen op til elefanter. Og elefanterne bliver dræbt af mænd. Pa sagde at mænd byttede sig selv, hvad så end det betød, men alle ting havde en plads og når de faldt uden for pladsen blev balancen negativ. Ligesom for mange kaniner eller egern eller noget. En kvist knækkede ligesom dynamit, og han frøs på jorden og drejes pistolen til venstre og ventede. Langsomt, klodset, med tre græsstrå vinke ligesom vimpler foran ham, slentrede et hulepindsvin til syne, banede sig vej gennem sollys, og forsvandt ind i græsset.
Tommy lo, højt næsten kunne han næsten ikke holde fra at sprænge han var så lettet, så glad. I stedet slog han sig ned igen for at vente.
Men tingene havde ændret en eller anden måde. Sollyset var mattere, næsten forsvinder, og han følte en chill igen, da han havde før solen kom op. Og stilheden måde nettled ham. . . stilheden! Ikke en lyd! Ingen fårekyllinger, ingen kvidrende, ingen raslen, intet. Der var noget derude! Den glade-bange fornemmelse løb op og ned Tommy ryg og hans ånde kom i smertefulde gisp.
Hans bryst hamret, næsten skubber hans lunger i munden med sin rytme, der syntes at være at sige: Soon! Soon! Snart ville de være at kalde ham Tom Grimes ligesom sin far. Snart ville han være i stand til at gå ind i hytten og drikke spiritus med resten af mændene. Snart venter ville være overstået. Snart ville han blive vokset. Snart. Snart. Snart. Soon! Soon! Soon!
Der! I buskene! En lille knivspids farve bag Tornebusk flytter lys og let, så meget let, bag buskene. Han gled ned endnu længere agterud pistolen og bredte meter bred, tæer grave i den bløde jord. "Put det hele side af kroppen bag pistolen til at tage rekyl," Pa havde sagt. "Spred dine ben bred til at afstive dig selv. Gør pistol, din arm, din hofte, dit ben i en lang kø. "Tommy trak hans ånde i og næsten mundkurv forsøger at holde det, sigtede langs de rene sorte højderygge af riflen.
Skitsen var klart bag busken, krybende, sniffing, svæveflyvning sammen. "Du vil ikke se det, eller høre det, eller lugte det, eller noget," Pa havde fortalt ham. "Du vil bare føle det, og det vil være der."
Tommy åndede ud og ind, lade nogle af luften ud og chokingly begyndte at presse på aftrækkeren. Ville det aldrig gå væk, hans sind spurgte, oprulning og snublende og klamrer desperat til virkeligheden, og jorden stammede. Lyset blinkede. Hans ører ringede. Hans næse reagerede på lugten af røg og smagen af blæk krøb ind i hans mund.
Der var en frygtelig prygl og raslende, men den stoppede. Pludselig stoppede. Tommy blinkede. Det var over, ligesom det var det forbi.
Han kom på benene og stivhed tvang ham til at læne sig mod en træstamme. Før havde der været noget, så pludselig var der noget, et lille plaster på farve det samme som Pa jakke. Tommy blinkede og lyttede til Crash lyden af nogen kommer gennem skoven - men der var ikke noget. Nothing.
Han anstrengte sine ører og hørte nye affjedrede græshopperne og fulgesang, men ingen bryder, ingen knitrende, ingen stemme, og han begyndte for Bush og stoppede, rysten.
"Pa?" Hviskede han, "Pa-aa" Der var ingen lyd, undtagen sin egen stemme, snoet og uformelig og spottende, snurrer gennem træerne ligesom dampe i den kedelige, kølige luft. "Pa! Pa! Pa! "
Så kom farende og ned til venstre og den høje husky tal kommer ud af mørket siger, "Boy? Hvad er der galt, dreng? "Og Tommy løb over og smækkede sit hoved mod sin fars bryst. "Pa! Jeg troede, jeg dræbte dig, Pa, jeg troede jeg dræbte en mand! "
"Nu, Tommy, det er okay, alt er okay," Pa sagde, gå bag busken og knælende og derefter stigende og kommer tilbage. "Se," sagde han. "Hvad sagde jeg? Lige gennem hjertet. Nu er det godt skydning. Kom herover og se, kom nu. "
Så han så, og så var det ikke så slemt.
Senere meget senere, at de gik mile fra by til Hut og gik inde sammen. Der var nogle mænd sidder ved borde og de så op som Pa hejst ham på bar, kører fingrene gennem hans mørke blond hår.
"Drenge, I wanna fortælle min dreng blev en mand i dag. Ja, dræbte hans første nigger ". "Nej!" Sagde en mand. "Hvem?" "Swamp-buck fik væk fra kæden banden ja-ryddeligt." "Git out!" Sagde manden. "Ja, fik ham lige igennem hjertet."
Manden greb Tommy og omfavnede ham rundt knæene. "Du en mand nu, dreng!" Råbte han, "du en rigtig levende ærlige-til-godhed 'forgrunden Gud mand!" Og Pa, hans blå øjne agleam, råbte, "Bartender! Må ikke bare stå der! Giv denne mand en drink! " Manden satte Tommy ned på baren og spiritus gjorde ham hoste en smule, da det coursed ned i halsen, og det gjorde hans ører ring ligesom vejafgift af klokker. Men han smilede lykkeligt, da følelsen af varme som Mississippi solskin spredes gennem hans indvolde. For nu er han tilhørte.