Onde situationer: Fra eksperiment til virkelighed
Af Jens Lenler bragt i Politiken den 17.5.2005

For 33 år siden foretog en amerikansk psykolog et eksperiment, som på seks dage forvandlede unge studerende til sadistiske monstre. Efter hans mening giver eksperimentet et svar på, hvorfor alting gik så galt i Abu Ghraib-fængslet i Irak.

En historie om bødlen i os alle begynder i august 1971, i en kælder under Stanford University i Californien, hvor psykologen Philip Zimbardo overvåger sit eksperiment fra et kikhul i en skillevæg.

Han skimter en smal og dunkel korridor uden vinduer. Tre fangevogtere patruljerer i kakibrune uniformer. De bærer hver en fløjte, en politistav og store solbriller med refleksglas.

Sceneriet er en tro kopi af et fængsel. Døre med ståltremmer forsegler tre små celler, hvor i alt ni fanger kan ligge på feltsenge. Mændene er iført tynde, kjolelignende bomuldskitler, der når dem til midt på låret. Under stoffet er de nøgne, og på fødderne bærer de gummisandaler. En jernkæde klemmer om deres ene ankel.

De kostumeprægede uniformer var det eneste, der skilte de unge amerikanere, da eksperimentet gik i gang. Det har kun varet i en håndfuld døgn.

Men hvilke døgn. Philip Zimbardo havde ikke i sin vildeste forskerfantasi forudset, hvordan begivenhederne ville udvikle sig.

For i det kunstige fængsel klæder fangevogterne deres fanger nøgne. De tvinger dem til at rense lokummer med de bare næver, hoppe englehop med flagrende kønsorganer og råbe idiotiske remser og tage armbøjninger. Om natten forbyder de toiletbesøg, og stanken breder sig som pest i cellerne, mens fangerne urinerer og skider i spande.

Nu ved Philip Zimbardo også fra videooptagelser, hvad vogterne laver i smug. De må have troet, at forskerne ikke lurede på dem om natten, at eksperimentet lå stille.

Men nattens optagelser viser, at fangevogterne tvinger fangerne til at simulere anal- og dyresex.

Eksperimentet skulle have varet i to uger. Der er gået seks dage. Nu vælger Philip Zimbardo at gøre som en videnskabsmand, der ikke magter at tøjle den maskine, han har sat i gang.

Han trækker stikket ud.

Rådne æbler
I dag, mere end 30 år senere, rejser billederne fra Abu Ghraib-fængslet i Irak et simpelt spørgsmål, der skærer gennem den politiske larm og tumult.

For helt banalt - hvordan kunne de gøre det? Hvordan kunne unge amerikanere smide nøgne fanger i bunker og skræmme dem fra vid og sans med hunde? Hvordan kunne den menige soldat Lynndie England få sig selv til at posere kækt med en cigaret i flaben og tommelfingeren i vejret, mens hun peger med sin anden hånd på en hætteklædt irakers kønsorganer? Hvordan kan noget menneske under nogen omstændigheder få sig selv til at mishandle andre i den grad?

USA's præsident George W. Bush har givet sit bud. Han kalder gerningsmændene for enkeltpersoner, der »ikke afspejler væsenet af de mænd og kvinder, som tjener vores land«. For Bush er fangervogterne brodne kar - nogle få 'rådne æbler', der forpester en tønde med god frugt.

Andre mener dog, at det ikke er æblerne, men tønden, det er galt med.

Professor Philip Zimbardo lod sig ellers pensionere sidste efterår efter en lang karriere, der bragte ham hæder og anerkendelse som forsker, videnskabsteoretiker og præsident for det amerikanske psykologforbund.

Hans største bidrag til psykologien er formentlig 'The Stanford Prison Experiment' fra 1971. Forsøget har med 33 års forsinkelse gjort ham til hot news i de amerikanske medier, der jagter dybere forklaringer på Abu Ghraib-skandalen end sort-hvide floskler om godhed og ondskab.

»De fleste mennesker - ikke mindst præsident Bush - klamrer sig til en tro på, at verden kan deles op i gode og dårlige mennesker. Men når man sætter gode mennesker i onde situationer, er det som regel situationerne, der vinder over mennesket. Begivenhederne i Abu Ghraib ligner mit eksperiment så meget, at det løber mig koldt ned ad ryggen«, siger Philip Zimbardo til Politiken.

Sextvang
Hans eksperiment begynder en søndag morgen i august 1971, da en politibil ruller gennem Palo Alto i Californien og anholder ni unge universitetsstuderende.

I baggrunden lurer Philip Zimbardo. Den unge psykolog har allerede markeret sig som et akademisk naturtalent på flere universiteter, men voksede op under ydmyge kår i ghettoen South Bronx i New York. Som dreng undrede han sig over, at mange af hans ellers fornuftige kammerater pludselig skejede ud i hærværk og kriminalitet. Tanken om, at det var de barske situationer i Bronx - og ikke kammeraternes personlighedstræk - der provokerede deres handlinger, satte sig dybt i ham.

I 1971 er det de mekanismer, Philip Zimbardo vil undersøge med sit eksperiment. Hvad gør et fængselsmiljøs barske og uvante situationer ved almindelige mennesker?

Han efterlyser forsøgskaniner blandt unge universitetsstuderende. Han tester deres personligheder med fem forskellige prøver, afholder psykologinterview og kontrollerer deres straffeattester og helbred. Ud af cirka 75 frivillige vælger han de 24 mest intelligente, socialt begavede og fysisk og psykisk sunde mænd.

Han skaber et troværdigt fængsel i universitets kælder. Og han designer karikerede kostumer, der fremhæver forskellen på fangerne og deres vogtere. Da fangevogterne som de første dukker op og trækker i deres kakitøj og solbriller, præsenterer han sig som fængslets opsynsmand.

Philip Zimbardo instruerer eller uddanner stort set ikke sine fangevogtere. Men han lader dem forstå gennem insinuationer og opfordringer, at det er ekstremt vigtigt, at de håndhæver ro og orden. Ellers mislykkes eksperimentet.

Da de ni tilfældigt udvalgte fanger ankommer til det kunstige fængsel efter en realistisk anholdelse af det lokale politi, tager begivenhederne fart.

Fangevogterne vækker fangerne med fløjter kl. 2.30 om natten for at skabe disciplin. De beordrer armbøjninger. Næste dag gør fangerne oprør og barrikaderer sig i deres celler. Fangevogterne slår oprøret ned, klæder fangerne nøgne og ydmyger dem som straf. De forbyder toiletbesøg efter kl. 22 om aftenen, så fangerne må bruge spande.

For hver dag udvikler fangevogterne nye magtmetoder, mens fangernes modstandskraft smuldrer. Begge parter lever sig sygeligt ind i deres roller, indtil fangervogterne på sjettedagen stiller nogle af de indsatte op på række og kommanderer dem til at bøje sig forover.

Da fangernes nøgne bagdele stikker frem under bomuldskitlerne, råber fangevogterne til resten af flokken.

»Knep dem«.

Faktisk er Philip Zimbardo - hvilket han indrømmer senere - også selv ved at leve sig ind i sit eksperiment. Men han er åndsnærværende nok til at trække i nødbremsen.

Skulle gå galt
I disse dage ser den pensionerede psykolog så billederne og de lækkede rapporter om Abu Ghraib-fængslet. Og han bliver ramt af en uhyggelig følelse af, at et gammelt eksperiment gentager sig.

For de anklagede, amerikanske soldater er tilsyneladende netop havnet i Abu Ghraib-fængslet uden ordentlig uddannelse eller instruktion. De har manglet opsyn og ledere, der greb ind og trak tydelige grænser. Samtidig lå der efter alt at dømme et pres på dem om succes - formentlig ikke som klokkeklare og lovlige ordrer fra overordnede, men snarere som insinuationer og ideer og opfordringer og en accept fra blandt andet efterretningsfolk.

Abu Ghraibs øverste leder, reserveofficeren Janis Karpinsky, var højt dekoreret, men hun anede næsten intet om fængsler. Og hun trådte ikke i karakter som leder. Hun holdt sig i baggrunden - ganske som Philip Zimbardo.

Dertil kommer fangevogternes baggrund. De mænd og kvinder, der venter på at få deres sager for en krigsret, er måske nok ikke blomsten af Amerikas studenterungdom, håndplukket gennem fem psykologtest. Men journalister gennemtrawler for tiden deres hjembyer, borer i deres fortid, og det eneste snavs, der for alvor springer i øjnene, sidder på den 35-årige fangevogter Charles Graner. Hans ekskone skaffede polititilhold mod ham - angiveligt fordi han slog hende, efter at de var blevet separeret i 1997. Han optræder tilsyneladende også som hovedfigur i vidneudsagn fra irakiske fanger og i de forklaringer, den første anklagede fangevogter, Jeremy Sivits, netop har afgivet.

Men resten af flokken er tilsyneladende gennemsnitlige, unge amerikanere, som deres hjembyer ikke tøver med at rose og tage i forsvar.

»I mit eksperiment puttede vi gennemsunde unge amerikanske mænd i et kulissefængsel. Efter seks dage stod vi med vaskeægte sadistiske monstre. I Abu Ghraib var der tale om almindelige, unge mennesker uden tidligere sygelig adfærd, men som var underlagt præcis de samme uheldige mekanismer som i mit forsøg plus en hel del flere, fordi deres fængsel var ægte«, siger Philip Zimbardo.

Generalmajor Antonio M. Taguba, der i februar afsluttede sin 53 sider lange rapport om Abu Ghraib, opsummerede i sidste uge forholdene som »manglende disciplin, ingen uddannelse og intet opsyn«.

»Forskellen i magt mellem fanger og vogtere er jo enorm, og total magt korrumperer, hvis ingen sætter grænser. Vogterne opfatter efterhånden fangerne som dyr. De grynter jo og ser anderledes ud. De er også nøgne og beskidte og stinker. Og da det er kedeligt at være fangevogter, bliver fangerne også legetøj. Det en ond spiral, og i mit eksperiment blev hver dags aktiviteter en platform, som fangevogterne byggede ny og værre ondskab på næste dag«.

Kritisk chok
Men ligger ondskaben virkelig så naturligt i menneskets psyke?

Tja, den kendte psykolog Stanley Milgram udførte et andet berømt eksperiment i 1960'erne. En gruppe almindelige amerikanere blev bedt om at give et menneske elektriske stød som medhjælpere i et forsøg. De vidste ikke, at ofret i den elektriske stol var en skuespiller, der simulerede smerte, og at de selv var de virkelige forsøgspersoner.

Deltagerne kunne trykke på fire falske kontakter - den sidste med påskriften '450 volt' og 'Fare: kritisk chok'.

Stanley Milgram havde på forhånd beskrevet sit eksperiment for 40 amerikanske psykiatere, som vurderede, at færre end én ud af 100 almindelige, amerikanske borgere ville bruge den sidste knap. Men i forsøget valgte to ud af tre at gå hele vejen og dosere 450 volt, alt imens skuespilleren jamrede over dårligt hjerte, skreg af smerte og tiggede om nåde. Situationen og pligtfølelsen over for forsøget forvandlede folk til bødler. Eksperimentet er også lavet i Danmark med et lignende resultat.

Så selv om vores verden uden tvivl huser fuldblods voldspsykopater og sadister og mordere, griber helt almindelige mænd og kvinder til ondskab, når situationen ansporer dem til det. Det er den pointe, professor Philip Zimbardo prøver at få frem.

»Hvis de involverede soldater er skyldige i deres handlinger, skal de naturligvis have en straf. Men som psykolog har jeg ondt af dem, fordi de er landet i et system, som fik dem til at gøre ting, så de nu må leve i ufattelig skyld og skam. De har fået ødelagt deres liv, mens de ansvarlige, som har skabt situationerne, formentlig slipper for ansvar«, siger han.

For tiden bølger diskussionen frem og tilbage om, hvor højt i det amerikanske hierarki mishandlingerne udspringer. Menig Lynndie England forklarer eksempelvis, at hun poserede på billederne efter ordre, selv om hun ikke vil sige, hvem der afgav den. Udsagnet fritager hende ikke fra ansvar, men river muligvis en stribe overordnede med i købet.

Præsident Bush må indstille sig på flere rådne æbler.

Men for at føre professor Zimbardos argumentation til ende: Hvis kimen til ondskab ligger i os alle - hvem bærer så skylden? Æblerne? Eller de mennesker, der vælger at putte dem i tønder?

The Stanford Prison Experiment er beskrevet på internettet på adressen www.prisonexp.org.