3. Gyrðir Eliasson: Spejlbilleder
Teksten er fra novellesamlingen Mellem træerne (2011). Gyrðir Eliasson (f. 1961) er islandsk forfatter.

5

10

15

20

25

30

35

40

Efter at far rejste, var mor og jeg alene i dette hus ude på landet. Det var egentlig far, der havde villet flytte hertil, hvorimod mor havde strittet imod, men nu var det ham, der tog væk. Jeg kan huske, at der, aftenen inden han flyttede væk, var et program om Rudyard Kipling i fjernsynet, hvor der blev fortalt, at han som seksårig var blevet så dårligt seende, at han havde haft brug for de stærkeste briller, der overhovedet var til at få dengang. Jeg var ni år og så alt det, der kom i fjernsynet, og havde et udmærket syn, men den aften fik jeg en dyb længsel efter at få stærke briller ligesom Kipling og blive forfatter. Af ham havde jeg læst Junglebogen og Den nye junglebog og huskede specielt Rikki-tikki-tavi, der kæmpede imod brilleslangen. Faktisk blev jeg aldrig forfatter, men tømrer. Men det spiller ingen rolle i denne forbindelse. Morgenen efter programmet om Kipling var far rejst. Jeg var ikke engang vågnet, da han tog af sted, og mor sagde, at han ikke havde villet vække mig. Det syntes jeg var ærgerligt, men så sagde jeg til mor, at jeg gerne ville have stærke briller. Hun sagde, at det ikke kunne lade sig gøre, medmindre man så meget dårligt, og bagefter ville hun ikke tale mere om det. Egentlig talte hun meget lidt i de følgende dage. Hun sendte mig ud i hønsehuset for at give hønsene.
Selv sad hun for det meste i stuen og stirrede ud ad vinduet, på de forkrøblede bladløse træer i haven (det var efterår, da far rejste), og hun havde nogle gange radioen tændt. Jeg hørte hende kun græde én gang, og da vidste hun ikke, at jeg befandt mig i huset. Jeg gik ikke hen til hende, men sneg mig ud i skuret til hunden og gav mig til at stryge dens pels.
Jeg gik nogle gange ud i fars værktøjsskur, som stødte op til pulterrummet, og han havde efterladt alt sit værktøj, som han brugte til at lave møbler og forskellige andre ting, som vi brugte.
”Mand skal være sig selv nok,” sagde han tit til mig, når jeg kom ud til ham for at se ham snedkerere. Men nu stod skuret tomt. Der var koldt, og jeg kunne ikke finde ud af at tænde op i petroleumsovnen, som stod midt på gulvet. Nogle gange gik jeg alligevel derud iført min frakke og forsøgte at pusle med at lave et eller andet med værktøjet, men blev hurtigt helt følelsesløs i fingrene, og en enkelt gang skar jeg mig på et stemmejern, så blodet fossede ud af tommelfingeren på mig, og efter det forbød mor mig at gå derud. Det rettede jeg mig naturligvis ikke efter, men jeg gik nu alligevel sjældnere derud efter dette.
Far ringede aldrig, og der kom aldrig breve fra ham eller noget, og jeg tænkte ikke ret meget på ham. Hver morgen kørte jeg med mor i vores Willys-jeep ind til den lille skole i fiskerbyen, hvor hun underviste, og jeg var elev. Jeg brød mig ikke om børnene i byen. Jeg var altid lettet, når dagen var overstået, og mor og jeg kunne køre hjem i vores hus igen.
En aften så jeg noget oppe på loftet, som forekom mig påfaldende. Jeg gik op for at hente noget palmeoliesæbe, som mor bad mig finde. Hun opbevarede alle den
6

45

50

55

60

65

70

75

80

slags ting deroppe, så jeg tog lommelygten med op og var lidt bange, for der var bælgmørkt deroppe og lyset var meget svagt. Da jeg nåede op på trappeafsatsen, lyste jeg ind på loftet, og da så jeg noget bevæge sig og mente, at jeg så det skinne i nogle briller. Jeg rakte lynhurtigt ud efter palmeoliesæben og skyndte mig ned, var nær faldet på trappen.
”Der er nogen deroppe,” sagde jeg til mor.
”Måske din far?” sagde hun og prøvede at smile, men fik bare et underligt udtryk i ansigtet.
Jeg genlæste Kiplings Junglebog det efterår og fik så fat i Lyset, der svandt i fiskerbyens læseforening, men jeg fandt den kedelig og gav op. Jeg forstod overhovedet ikke, hvordan disse bøger kunne være af den samme mand. Jeg ville stadig være forfatter og skrev da også nogle historier, mest om hønsene og hunden, og så en enkelt om det, jeg havde set oppe på loftet. Den historie viste jeg til mor, og så kiggede hun på mig, så skarpt på en eller anden måde, og krøllede arkene sammen for øjnene af mig.
”Hvad er det, du gør, mor?” råbte jeg, men hun puttede de sammenkrøllede ark i brændeovnen. Derefter hentede hun en tændstik. I samme sekund som flammerne grab fat i arkene, og idet jeg hørte den lille jernlåge falde i hak, holdt jeg op med at have lyst til at blive forfatter. Dagen efter, da mor var på vej i seng, smed jeg begge bindene af Junglebogen ind i samme ovn som hun havde smidt min historie i. Jeg lod Lyset, der svandt følge efter, selv om den ikke tilhørte mig selv.
Jeg holdt fuldstændig op med at have lyst til stærke briller, og nu gav jeg mig til at øve mit syn, skærpe blikket og forsøge at gøre det lige så skarpt som hos en falk. Efterhånden blev mit blik så skarpt, at både hunden og hønsene halvvejs blev bange for mig, det følte jeg i hvert fald. Mor spurgte engang, hvorfor jeg altid stirrede sådan.
”Jeg spejder efter far,” sagde jeg barsk.
Måden, hvorpå hun kiggede på mig, fik mig halvvejs til at fortryde at have sagt det. Men så kom jeg i tanker om, at hun havde smidt min historie ud, og så var jeg ligeglad. Jeg begyndte igen at gå ud i fars skur, som nu egentlig var mit, og som regel, når skolen var forbi, gik jeg derud, lige meget hvad mor sagde. Jeg gav mig til at skære nogle figurer ud af nogle birkestumper, der lå henne i en krog. De blev halvvejs til djævle, med horn og stikkende øjne, som jeg malede ildrøde. Disse djævle stillede jeg op i vinduet i skuret, og det var skægt at se dem stå og glane ud over det efterårsgule tun1 med deres røde glugger. Hvis græsstråene ikke havde været falmet i forvejen, ville de være visnet under dette blik.
Det var mor, der underviste mig i skolen. Det var meget ubehageligt for mig, for hun var skrappere over for mig end over for de andre børn, og de drillede mig i frikvartererne. En dag spurgte jeg hende på vej fra skole, hvorfor hun skældte mig mere ud end de andre børn. tun: indhegnet jordstykke

1

7

85

90

95

100

105

”Hold op med at skabe dig,” sagde hun og greb fastere om rattet. Da vi kom hjem på gårdspladsen, bestemte hun sig for at gå om bag huset og se til hønsene, og da var det, at hun fik øje på gubberne i vinduet i skuret. Hun sagde ikke et eneste ord, men storkede lige ind på værkstedet og tog dem alle sammen ned fra vinduet, gik så med dem ind i køkkenet og puttede dem i brændeovnen, ligesom hun havde gjort med historien. Det mærkelige var bare, at jeg ikke af det mistede lysten til at skære og lave ting i træ, i stedet begyndte jeg allerede ind under aften den dag at udskære nye djævle af samme slags og male øjnene på dem ildrøde, ja, tilmed gule på nogle af dem. Men denne gang stillede jeg dem på række bag ved høvlebænken, og nede under den stirrede de på mig med disse mærkelige galsindede øjne, og det var, som om deres små horn stangede til halvmørket under bænken. Mor talte ikke til mig om aftenen, men kiggede ind imellem på mig, når hun troede, at jeg ikke lagde mærke til det.
Om foråret ændrede alting sig, da kom far tilbage. Alligevel var ingenting sådan, som det havde været, inden han rejste, og jeg var ikke den samme. Jeg vidste, at de kunne mærke det, og de havde også forandret sig. Det eneste, der var ens, var hunden og hønsene og huset og tunet rundt om det (som dog faktisk forandrede sig, som foråret gik). Far opførte sig, som om han slet ikke havde været væk, og mor opførte sig også, som om han hele tiden havde befundet sig samme sted, men jeg var ikke den samme og vedblev med at skære små djævle ud. De kunne ikke længere alle sammen være under høvlebænken, og jeg gik så med dem ned til elven2, hvis bredder var ved at tø op. Jeg måtte gå adskillige ture med dem i favnen, og de stirrede ondskabsfuldt på mig, mens jeg holdt på dem. Jeg satte mig ved siden af dem på brinken3 ved elven, som de lå dér i græsset, der stadig var vissent, men snart skulle vækkes til live, og jeg tog dem én for én og smed dem ud i den grumsede strøm.

elv: stor bæk eller vandløb brink: bakke

2
3

8