Debat: Ghettoerne har altid været samfundets losseplads
Politiken | 01.03.2014 | | Sektion: Debat Side 2 | 1501 ord | Artikel-id: e4496914 | Original artikel

SYSTEMKRITIK Det pisser mig af, at vi rappere har råbt op om den rå virkelighed i ghettoerne i årevis, uden at det fine Danmark har taget os alvorligt. Vores samfundskritik blev fuldstændig ignoreret. Først da der blev skrevet en digtsamling, der rettede brodden indad mod indvandrerne, kunne Middelklassedanmark lugte stanken fra ghettoerne, siger den pladeaktuelle rapper Marwan. af TAREK OMAR Det er, som om alle unge indvandrere i de her dage tror, at de kan få taletid i medierne, hvis de bare tæsker løs på deres egen baggrund, forældre og religion. Men hvor er kritikken af magthaverne blevet af? Den er væk! Men hvem var det lige, der byggede ghettoerne? Hvem fyldte boligblokkene med syge, arbejdsløse og kriminelle og derefter flygtninge og indvandrere? Hvem er det lige, der ikke har formået at give de unge uddannelser og skabe arbejdspladser til beboerne i ghettoen? Ja, forældrene svigtede deres børn, men hvad med samfundet, der opgav dem, før de kunne gå? Selvkritik er godt, men ikke når den lukker kæften på folk og freder magthaverne. Selvfølgelig har vi selv et ansvar, men det har samfundet også!«. Sådan siger den 33årige aarhusianske rapper, der i 2007 sparkede døren ind til den danske offentlighed med albummet ' P. E. R. K. E. R.' og redefinerede dansk raps forståelse af underklassen, ghettorap og randeksistens. Han er klar med en ny plade, og da jeg møder ham, går der ikke længe, før snakken falder på de seneste måneders ' oprør' i de nydanske kredse. »Det er pissearrogant, at der først skulle en digtsamling til, før Danmark fik ' øjnene op' for livet i ghettoerne. Anmelderne, journalisterne og politikerne lod, som om de hørte historien om svigt, tæsk, vold og kriminalitet i indvandrermiljøerne for første gang. De virkede virkelig overraskede. Det var det rene skuespil. Det er lettere at være overrasket end at tage ansvar for de problemer, samfundet har skubbet ud i ghettoerne for ikke at se på dem i det daglige. Ghettoerne er samfundets losseplads, og en gang imellem bliver stanken så stor, at den trænger igennem betonmurene og ind til Middelklassedanmark. Det, der pisser mig af, er, at vi rappere faktisk har råbt op om den rå, hårde og barske virkelighed i ghettoerne i årevis, uden at det fine Danmark har taget os alvorligt. Når jeg rapper om mine erfaringer, som er så fjerne fra deres, ja, så er det lettest at lade være med at tage mig seriøst og sige; ' Hallo, du er ikke i Harlem eller Compton'«. Men der er jo en kæmpe forskel på de sortes forhold i ghettoerne i USA og så de unge nydanskeres i de socialtbelastede områder.

Glemmer du ikke det? »Jeg har aldrig sammenlignet mig selv med de sorte fra USA. Ja, min opvækst har været anderledes end Brian eller Mettes fra Hellerup og Østerbro. Da vi flyttede til Trillegården i Aarhus, boede alle de kriminelle, syge og arbejdsløse danskere der i forvejen. Allerede dengang blev der solgt hash og begået kriminalitet. Når jeg taler om ghettoen, tror folk, at jeg har et problem med etniske danskere. De kunne ikke tage mere fejl. Ghettoerne er fyldt med etniske danskere. Vi er i samme båd. Så når jeg kritiserer regeringen, kritiserer jeg ikke Danmark, der har beskyttet mig og min familie og givet mig et hjem, men de magthavere, der vender os alle ryggen herude. Jeg piver ikke, og jeg hader offerrollen, men jeg har haft andre kort på hånden end middelklassens børn. Og det startede, lige da vi kom til Danmark«. Hvordan? »Jeg kom hertil som statsløs palæstinenser. Mit tidligste minde er fra Sandholmlejren, hvor mit største ønske var at få opholdstilladelse. Hver onsdag stod alle familier foran en opslagstavle og håbede, de havde fået opholdstilladelse. Engang så jeg en arabisk kvinde få afslag. Hun løb ind på sit værelse og satte en seng op for døren og gemte sig med sine børn. Forestil dig lige, hvordan det er som barn at se politiet brække døren op og hive hende ud, mens hun skriger, og børnene græder og løber efter hende i deres nattøj. Jeg så også engang en mand hænge sig ud fra tredje, fordi han fik afslag. Han brækkede ryggen og overlevede. Jeg så folk løbe på gangene med snittede håndled, fordi de fik afslag. Men vi fik opholdstilladelse, og familien flyttede til Aarhus, hvor jeg startede i skole«. Opgivet af skolen Marwan husker skoletiden som et helvede. Han kunne ikke følge med og droppede ud efter 8. klasse. Han mener selv, han blev opgivet for hurtigt - som mange unge nydanske drenge bliver det i dag. »Alle elever læste bedre end mig efter modtagerklassen. Jeg havde et underskud, og det kunne alle se. Så jeg pjattede for at gøre op for mine mangler. Til sidst opgav lærerne mig. En lærer sagde engang til mig, at så længe jeg ikke forstyrrede undervisningen, måtte jeg gøre, hvad jeg ville. Jeg måtte lege på gangen, sidde og tegne - bare jeg ikke forstyrrede de andre. Det var i 5. klasse. Hvorfor var der ingen, der tog fat i mig? Min far prøvede, men han kunne ikke hjælpe med lektier. Men hvordan kunne lærerne bare opgive mig? Det forstår jeg ikke i dag«. Havde du ikke en eneste god oplevelse i skoletiden? »Der var én dag, hvor jeg glædede mig til at komme i skole. Vi måtte holde et referat for klassen om et selvvalgt emne. Jeg valgte at holde et kort oplæg om Palæstina. Jeg begyndte oplægget ved at tage verdenskortet ned og vise klassen, hvor Palæstina er. Jeg var nervøs, og allerede da jeg havde peget på landet, afbrød min lærer mig og sagde; ' Nej, Marwan. Det er ikke Palæstina, det er Israel, jødernes hjemland'. Og dengang vidste jeg jo ikke noget om de besatte områder, så jeg satte mig ned uden at fortsætte mit oplæg. Jeg

droppede ud i 8. klasse. Det er det, jeg fortryder mest i dag, men det mest sørgelige er jo, at der er flere, som falder fra i dag, som jeg gjorde«. De vil have perkeren Marwan husker en episode fra en koncert, hvor en lille dreng havde maset sig forrest til scenen og rappede med på sangene. »Han var ikke mere end 8 år, den her dreng. Og her stod han og sang med på mine sange om stoffer, vold og sex. Jeg husker, at jeg fik øjenkontakt med ham og blev ramt af en flovhed. Ja, jeg beskrev virkeligheden på gaden, men var jeg også med til at opfordre til den livsstil? Jeg gik hjem efter den koncert og måtte gentænke min musik, så jeg fortsat kunne tale om den barske opvækst, men også inspirere de unge til at søge væk fra den slags«. Var det derfor, du udgav albummet ' Mennesker', hvor der er luget ud i stoffer, våben og narkosnakken? »Ja, jeg rappede stadig om slummen og dens mørke sider, men med et indbygget håb om, at de unge kan vende deres liv om. Jeg fik ikke halvt så gode anmeldelser, og journalisterne kontaktede mig ikke for at lave interview som på første plade. Folk var skuffede«. Kunne det bare være, at anmelderne var skuffede over musikken? »Musikken fejlede ikke noget, men de fik ikke, hvad de forventede. De ville ikke have den bevidste indvandrer, der rapper kritisk om samfundet, nej, de vil have den dumme perker, der uden at sætte spørgsmålstegn ved sin sociale status fortsætter med at sælge stoffer og er kronisk kriminel. Den hvide middelklasse vil have perkeren. Ikke for at blive klogere på hans erfaringer fra ghettoerne, for dem tager vi ikke seriøst, men for underholdningens skyld. En af de ting, der fik mig til at tænke meget over mit liv, var, da jeg kom i fængsel i 2007. Dengang var der mange, der syntes, det var sejt på gaden. Jeg synes, det var pisse pinligt og nedværdigende«. Du vil ikke være en del af det såkaldte ' nydanske oprør', men fortæl mig, hvor du ser den største udfordring internt i de nydanske miljøer? »Når jeg bliver far, vil jeg have langt større tillid til mit barn, hvis han ønsker at vælge at gå en kreativ vej. I indvandrermiljøet ser man stadig ned på folk, der vælger musikken som levevej, og det er forkert. Det er vigtigt, at vi bliver en del af den danske musikkultur. Den manglende anerkendelse fra forældrene gør ondt, og den vil jeg aldrig videreføre, når jeg får børn. Når jeg kigger på gutterne på gaden, og nu er jeg helt ærlig, så er det ofte basal kærlighed, støtte og opmærksomhed hjemmefra, som de mangler, og som gør, at de taber kampen på gaden. Det er også en af grundene til, at mændene herude ikke sætter nok pris på kvinderne. Vil du have en stærk kvinde, skal du ikke lede efter hende i toppen af erhvervslivet, men i ghettoerne, hvor palæstinensiske kvinder holder familier, økonomier og lokalsamfundet sammen. Jeg har så meget respekt for kvinder. Alle kvinder. Det er der, jeg har min styrke fra«. Læs anmeldelse af ' Marwan' i kultur side 20. tarek.omar@pol.dk

Vil du have en stærk kvinde, skal du ikke lede efter hende i toppen af erhvervslivet, men i ghettoerne, hvor palæstinensiske kvinder holder familier, økonomier og lokalsamfundet sammen. Fakta: BLÅ BOG qMARWAN Marwan Ahmed Mohamed (f. 1980) Opvokset i Trillegården og Bispehaven i Aarhus. Har udgivet pladerne: ' P. E. R. K. E. R.' (2007), ' Mennesker' (2010) og senest ' Marwan' (2014). Han er også ambassadør for bandeexit-programmet ved ' HeadON',.