Siden tidernes morgen har litteratur, især journalistik, fungeret som samfundets vagthund. Imidlertid ser det ud til, at populariteten af den traditionelle journalistik er dalende. En af grundene til denne udvikling kunne være den voksende popularitet af faktionsgenren. Men hvad vil denne udvikling betyde for den fremtidige journalistik? Vil den almene læser/seer være i stand til at skelne realiteten fra den iscenesatte virkelighed? Vil dette endvidere føre til negative eller positive konsekvenser for samfundsdebatten? Denne problematik bliver taget op til diskussion i forbindelse med Karstens Wind Meyhoffs og Andreas Harbsmeiers artikel ”En æstetisk fornyelse af journalistikken” trykt i magasinet ”Lettre Internationale #17” (vinter 2007). I kølvandet på debatten, skabt af en række kontroversielle faktionsgenrens film og romaner, mener artiklens forfattere, at vi indtil videre har behandlet og bedømt faktionsgenren forkert. Ifølge dem skal man nemlig undlade at sammenligne den traditionelle journalistik og faktion, hybridgenren mellem fiktion og fakta, i forhold til deres saglighed og generelt undlade at vurdere faktion på journalistikkens præmisser. De mener nemlig, at man skal behandle faktion som en genre for sig selv. Samtidig kritiserer artiklens forfattere også den traditionelle journalistik, da den efterhånden er blevet ”blodløs”, ”karakterløs” og ofte omhandler ”polerede og velforberedte presseudtalelser”, som er baseret på kilder, hvis troværdighed kan diskuteres. Ifølge artiklens forfattere har den traditionelle journalistik glemt at fokusere på formidlingsformen, hvilket i sidste ende kan afskrække læsere eller seere med en stort personlig interesse i stoffet og begrænse den offentlige debat. Så hvordan kan man forhindre, at det sidstnævnte opstår? Ifølge artiklens forfattere er det nemlig her, hvor faktion kommer til udtryk. De mener, at denne genre har en bedre evne til at fremprovokere en igangsættelse af tanker, alternative perspektiver på emnet og refleksion i gang end den traditionelle journalistik. De hævder endda, at faktion er ”et nødvendigt supplement til den demokratiske proces”, som kan supplere journalistikkens rolle som samfundets vagthund. Til sidst påpeger artiklens forfattere, at idet at kunstnere, der behandler faktionsgenren, leverer et subjektivt billede af realiteten og deres værker kan være kontrafaktiske, skal de stå til ansvar for de holdninger, der kommer til udtryk i deres værk. Artiklens forfattere påstår, at faktion er en unik genre, som kan medvirke til udvidelsen af samfundsdebatten og oplysningen af folket om et vist emne fra et andet perspektiv end den traditionelle journalistik. Artiklens forfattere belægger denne påstand ved at kritisere den traditionelle journalistik, som ifølge dem ofte er ”poleret” og er stagneret med sine gængse fremstillingsformer. I indledningen af teksten benytter forfattere sig af en slags rygdækning, som er den voksende popularitet af faktionsgenren. Det er vigtigt at bemærke, at deres rygdækning stadig forbliver et postulat, idet de ikke henviser til nogen form for dokumentation, som kunne eftervise denne ytring. Imidlertid er det vigtigt at bemærke, at tekstens forfattere også prøver at se emnet fra en anden vinkel, da de gendriver sit argument ved at bemærke, at faktionsgenren aldrig kan fungere som en erstatning til den traditionelle journalistik, da faktionsgenren ikke har formålet ”at sige sandheden om tingenes tilstand”. Til sidst er det vigtigt at bemærke, at artiklens forfattere benytter sig af en del eksempler, da de henviser til en række værker, der skabte debat om faktionens saglighed, hvilket gør læseren det indtryk, at artiklens forfattere er belyste om deres emne. Desuden disse mange velbekendte eksempler medfører et præg af appelformen etos til teksten. Et andet interessant træk i teksten er ordvalget, hvorpå artiklens forfattere vælger at beskrive de diskuterende parter. Et af de steder lyder således:
”I forbindelse med disse genrer har det været interessant at observere en genkommende rygmarvsreaktion hos de involverende parter”
I denne passage ordene ”genkommende” og ”rygmarvsreaktion” beskriver det samme, men de er brugt lige efter hinanden for at understrege ensidigheden i debatten om faktionens saglighed. Apropos ordvalget får ordene, som normalt har en positiv konnotation og bliver brugt til at beskrive den traditionelle journalistik, ”professionel” og ”kompetent” en negativ klang i teksten, da de kommer efter ordet ”sandsynligvis” og flere sætninger, der kommenterer den tendens, at journalistikken ofte er baseret på nogle velforberedte og indøvede presseudtalelser. Det er også ret interessant at bemærke de tre sidste linjer af artiklen, hvor forfattere remser deres forslag op, som er skrevet i imperativ, hvilket kan medføre et lille præg af etos. Artiklen påpeger, at løsningen til den stagnerende journalistik kunne være en mere udbredt anvendelse af faktion i medierne for eksempel i form af en skildring af en begivenhed fra et subjektivt perspektiv eller en skildring af en begivenhed, som aldrig fandt sted, som det er set i mockumenterfilmen AFR, 2007. Men hvis disse fiktive og/eller subjektive skildringer af virkeligheden udbredes, hvilke konsekvenser kan dette have for samfundsdebatten? Dette spørgsmål er naturligvis svært at besvare, men et af de mulige scenarier, som kunne vække uro, kunne være, at nogle ville anvende disse værker som deres primære kilder for nyheder frem for en mere saglig form af journalistik, hvilket kunne være skadeligt for samfundsdebatten, idet den enkelte kan have svært ved at skelne mellem virkeligheden og fiktionen. Ligesom artiklens forfattere påpegede, de omtalte værker vil hverken skrive under på, at de er fiktive, eller at de er saglige. Disse fiktive og subjektive skildringer kan egentlig også blive brugt af visse parter som et middel til at manipulere med folket. En saglig og objektiv dokumentar for eksempel om oprørerne i Syrien vil prøve at fremlægge om borgerkrigen både fra al-Assads side og oprørenes side, og dermed vil efterlade behandlingen af stoffet til seeren. Det er op til ham/hende selv at bedømme, om oprørsstyrken består af terrorister eller frihedskæmpere. På den anden side en mockumentarfilm, der indeholder mange dystre filmiske virkemidler og handler om nogle fiktive mænd, der kommer tilbage hjem fra kampen mod al-Assad og begynder hensynsløst at myrde vestlige borgere som følge af den lille Jihad og radikaliseringen, efterlader ikke meget stof, som man selv skal reflektere over. Sådan ensidige og manipulerende mockumentarfilm, som tager udgangspunkt i virkelige hændelser og ekstrapolerer nogle fremtidsscenarier, kan muligvis påvirke samfundsdebatten til en mere ensidig og unuanceret retning. Desuden ville det blive indviklet at følge med i debatterne blandt politikere, hvis de anvendte halvfalske og halvsande statistikker til at underbygge sine påstande. På den anden side kan man dog også spørge sig, om det allerede er sket.
I indledningen af artiklen prøver forfattere at rygdække sit argument ved at omtale den voksende popularitet af faktionsgenren, hvilket er ret interessant, da det i sidste ende kan overtage den informerende rolle, som før i tiden blev tildelt til den traditionelle journalistik. Nogle af faktions genrens værker har en populistisk natur, da sådan nogle værker ofte er kontroversielle og meget lukrative. Sådanne værker vil ofte være præget af en mere ”kontraproduktiv” form for journalistik. En journalistik, der forenkler fremstillingen af meget vanskelige samfundsforhold, som ikke kan forsimples, oppuster en lille ting til noget enormt frem for at fokusere på noget, der er langt vigtigere, og vildleder læsere ved at lege med deres følelser og appellere til følelser frem for fornuften. Men måske er det allerede sket? Mere eller mindre subjektive hjemmesider som BT og Ekstrabladet har oplevet en uhørt vækst i den sidste tid, og nu fungerer de for mange som en primær kilde for nyheder. Det er også ret ofte disse mere eller mindre kontroversielle sider, der beretter folket om de store skandaler og afsløringer. Dermed kan man argumentere for, at artiklens forfattere har et godt argument ved at sige, at den subjektive vinkel kan fungere som et middel til at få gang i debatten. På den anden side kan de subjektive og ensidige faktions værker vildlede læseren/seeren til at fokusere på de forkerte problemfelter, hvilket kunne have været tilfældet med den kontroversielle faktions film ”Pigen, der ikke ville dø”, produceret af Danmarks Radio. I dette værk blev overlægen, der har begået en uheldig skønsfejl, fremstillet som en ubegavet person, der ikke skulle have sin læge status. Presset på lægen blev i sidste ende så stor, at hun blev nødt til at tage på førtidspension. Imidlertid kan man diskutere om, dokumentarfilmen kunne have behandlet emnet på en lidt mere professionel/konstruktiv måde. Måske skulle den have berettet seeren om kompleksiteten af en menneskekrop og de utalligt mange mulige udviklingsscenarier, som lægerne skal skønne sig frem til. I stedet så man gentagende gange nogle subjektive og dramatiske rekonstruktioner af samtalen mellem lægen og pårørende. Det kan i sidste ende være meget skadeligt for journalistikken, hvis journalister vælger at benytte sig af ad-hominem argumenter frem for en mere objektiv og fornuft præget argumentationstype. Imidlertid har dokumentarfilmen ”Pigen, der ikke ville dø” antændt en række debatter om det danske sundhedsvæsnets problemer og begrænsninger. Men på den anden side var det måske forkert at undlade at informere seeren mere om de problemer og grå zoner, lægerne støder på som følge af diagnoseringen af deres patienter?
Alt i alt kan man nok sige, at den helt klare opdeling mellem journalistikken og fiktionen står for forfald. Det ser dog også ud til, at denne nye hybridgenre allerede har sat sig fast i manges hverdag i form af nyheder og dokumentarfilm, der kraftigt benytter sig af typografi, rekonstruktioner, subjektive fortolkninger, dramatiserede fremstillingsformer og andre virkemidler, som man før anså for at være noget, som slet ikke tilhørte den objektive journalistik, men tilhørte til de fiktive genrer. Som Karstens Wind Meyhoff og Andreas Harbsmeier understreger, må denne blandingsgenre aldrig komme til at fungere som en erstatning for den traditionelle journalistik, men kun som et supplement. På den anden side kan man stadig frygte for, at værker af denne blandingsgenre bliver den primære og eneste kilde for nyhederne og information til en stor del af samfundet, hvilket i sidste ende kunne medføre en mere ensidig samfundsdebat. Imidlertid kan denne blandingsgenre også medføre, at der bliver flere, som bliver interesseret i samfundsdebatten, da nyheder bliver mere spændende og attraktive at læse eller se.
