Frygtelig Lykkelig
Skrevet af Mikkel Smedegaard
Frygtelig Lykkelig
Skrevet af Mikkel Smedegaard

Erling Jepsen er vokset op i Gram i Sønderjylland. Lige siden en alder af 16 år, har han lært at stå på egen ben, da han valgte at stikke af hjemmefra på grund af strid i familien. Faderen havde givet lillesøsteren og Erling tæsk igennem en længere periode. Senere fortrød faderen sine ugerninger, og ville derfor trøste datteren, så han tvang hende til at sove sammen med ham. Selvom Erling Jepsen ofte skriver meget bizarre og groteske tekster, formår han dog at holde det på et hvis humoristisk plan. Sproget i hans værker er meget letlæselige og han er god til at fange læserens interesse. Han balancerer i sit forfatterskab mellem latter og tragik, og dette kommer tydeligt frem i hans romaner; ”Ingen grund til overdramatisering” 1999, ”Kunsten at græde i kor” 2002, ”Frygtelig Lykkelig” 2004 og ”Med venlig deltagelse” 2006. Hans store gennembrud ”Kunsten at græde I kor”, efterfølgeren til denne og ”Frygtelig lykkelig” er alle delvist selvbiografiske og beskriver tilnærmelsesvis hans opvækst i Gram og Højer.
Robert har et meget tæt men også et anstrengt forhold til sin mor Sonja. Forholdet mellem de to, bliver vi fortalt om lige fra historiens begyndelse til slutningen af historien. På (s. 5 til s. 6 linje 1-19) I dette uddrag af teksten, som også er de første linjer i teksten, formoder man at det er en mand og hans kone eller kæreste det handler om, men det vider sig at det er Robert og hans mor. Sonja er Invalidepensionist og sidder i kørestol på grund af en bil ulykke. Jeg tolker det som en måde at illustrere det besynderlige forhold Robert har til sin mor, og den kærlighed han føler for hende, som oftest ikke bliver gengældt. Idet Robert besøger sin mor, har han medbragt en pukket gule roser, som symboliserer utroskab. Han har valgt at forlade hende, da han siger ja til sin nye stilling som lokal i Højer i Sønderjylland. Et andet symbol er at Sonja altid sidder ved sminkebordet, når han er på besøg. Ved at tage sminke på, prøver hun både at gøre sig smuk, men også at skjule noget. Sonja opstiller en facade ved at tage sminke på, facaden kan symboliserer at hun lever med signe mange ubehagelig oplevelser, og at vil glemme nogle af de forkerte beslutninger hun har taget igennem sit liv. Man oplever at hun virker stærk og hverken har behov eller lyst til at tale om tabet af hendes mand. Facaden er netop den der skjuler hendes sande følelser omkring det. Sonja føler med stor sandsynlighed det modsatte af hvad hun udtrykker, nemlig stor savn og sorg. Hun er i mine øjne set et svagt menneske da hun ikke trænge gennem sin facade og tale ud om signe problemer. Ved hjælp af facaden føler Sonja at hun beskytter sin søn i forskellige situationer. Som f.eks. da Robert ser den store buket langstilkede røde roser og med gråd i stemmen spørger hvem den er fra, svarer moderen at hun har givet sig selv den, da hun ved at sønnen ikke har villet kunne bære, at buketten var fra en anden. Det at hans mor altid sidder ved sminkebordet, virker til at irritere Robert grænseløst. Hun sidder der altid, også selvom de ikke skal nogen steder. Samt at hun altid spiller på den samme række i tipsfodbold, og så hendes måde altid at skulle virke overlegen på. Robert vil gerne vise hende at han selv kan tage beslutninger og samtidig stå inde for dem, uden han behøver hendes accept, det skal dog nævnes at han heller ikke kan klare når de er uvenner, det er også derfor han bliver ved at finde sig i moderens overlegne væremåde overfor ham.
Fortællerformen i romanen er tredjepersonsfortæller da Robert bliver omtalt han. Men der udover er der også en fortæller som er personbunden til Robert, så vi får både et indblik fra hans synsvinkel, og vi bliver fortalt lige præcis hvad han føler og tænker. Dette gør at man bliver fanget som læser, det har nemlig den effekt at historien kommer til at virke mere virkelig. I Dette uddrag er der et eksempel på at den implicitte fortæller modsiger den eksplicitte fortæller, fordi den eksplicitte fortæller, at han faktisk er på vej på vej væk fra huset, men så når der igen bliver fortalt fra den implicitte fortæller Robert, får vi af vide at han faktisk står henne ved huset igen, men uden at vide hvordan. Så der kan man blandt andet se, at der er to fortællere i historien. (s.136 linje22-27) står der ”I stedet for at gå indenfor, besluttede han sig for at gå en tur, for han kunne alligevel ikke finde ro, måtte ryste oplevelsen af sig. Der er ikke den kvinde man ikke kan gå sig fra, var der en der havde sagt engang, men det var vist ikke far. Det holdt nu heller ikke stik, for inden Robert så sig om, var han igen henne ved Jørgen og Ingerlises hus.”
Historiens ”point of no return” er der hvor Robert kommer til slå Ingerlise ihjel. (s.137 linje 29 til s.139 linje 26) Fra dette øjeblik skifter Robert rolle i historien fra ”bløddyret” til den ”Sønderjyske” landbetjent som tager sagerne i egen hånd. Da han bliver nød til at skjule hans ugerning. han opdager hurtigt at befolkningen i det lille samfund begynder at vise Robert mere respekt, og det er for første gang i Roberts liv, hvor han bliver annerkendt og føler sig ønsket blandt de mennesker han omgås.

Jeg syntes bogen har været spændene at læse fordi, teksten føles så tæt på fordi den eksplicitte fortæller nærmest giver læseren sin egen rolle i teksten, og hjælper med at sætte sig ind i Roberts liv. Det er også spændene at følge de humoristiske virkemidler der er i teksten. I ”Frygtelig Lykkelig” formår Erling Jepsen virkelig at gøre en tragisk historie om en ukendt egn og samfund i Danmark, til noget ret humoristisk og underholdene. Hele konceptet omkring romanens historie er genial. Når jeg tænker på Sønderjylland, danner jeg et billede af et gammeldags samfund, hvor de har deres egne uskrevne regler, og hvor alle kender hinanden og ved alt om hinanden. Jepsen opbygger hans hovedpersoner så de bliver helt ekstreme, altså Robert er ikke bare en dårlig politibetjent, han kan overhovedet ikke magte jobbet. Han bliver nødt til at løbe på toilettet når der bare er det mindste galt. Jørgen er ikke bare en bonderøv, men han er en cowboy der redder tyrer fra den nære død. De uskrevne regler er helt også meget overdrevet med at, det skal hænges på en og kun en måde, og man skal have de rigtige par gummistøvler på. Alt dette gør at jeg syntes romanen er meget ironisk, selv når de mest tragiske ting sker, som mord, hustruvold og lig i mosen, så bliver de beskrevet på sådan en ironisk måde, så man får et helt andet syn på det noget så grotesk. Hele princippet i at man propper ligene ned i mosen igen, da det ikke er det rigtige lig, og desuden skal man jo ikke trække op i gamle sager, er jo bare så skørt at det er komisk. En velskrevet roman, med masser af humor og selvironi. Det er sjovt fordi hvis man fjerne alt det ironiske i historien, for den en helt anden drejning da nogle af de situationer der forekommer er så syge at det ville være en gyser historie uden ironien. Sproget i historien er meget læse venligt, da jeg syntes man hele tiden kan danne sig sine ejne billeder inde I hovedet fordi omgivelserne og situationerne er så lige ud beskrevet.
Hisorien kan perspektiveres til filmen “det forsømte forår” da lærene I filmen også vælger at tage hånd om visse situationer selv. Lærene har sine ejne uskrevne regeler, følger man som lære reglerne, bliver der ikke stillet sprøgsmål fra de andre lærere. På denne måde kan de opnå mest respekt fra eleverne. klassen man følger for vikar sitedet for deres normale klasselære. Vikaren står I samme situation sim Robert gør I historien, når Robert flytter til højer og skal til at være landbetnjent. I begge tilfælde kan man se at det ikke altid er invidet der har tilpasser sig samfundet. I disse tildfælde er det er samfundet som tilpasser sig enkelte personer. F.eks. eleverne som I dette tildfælde er et lille “samfund” indretter sig efter efter det enkelte individ som er klassens vikar. Og højer bliver folk nød til at ændre sig efter hvordan Robert vil have det, efter som det er ham der har magten.