”Den uskyldige frøken Brandt”, som er Ida Brandt, er hovedkarakteren i Herman Bangs ”Ludvigsbakke” fra 1896, hvilken ligger godt halvejs inde i hans forfatterskab, hvori Bang skildrer den såkaldte ”stille eksistens”, som igen er Ida. Ludvigsbakke er nærmest som et teaterstykke eller i hvert fald et manuskript og derfor er det nødvendigt, for at forstå historien, meningen og kritikken bag den, at tolke på de valg karaktererne træffer og deres valg af ord. Bang er trods alt kendt for, sammen med mange af hans kollegaer under det moderne gennembrud, at ville sætte problemer i debat og kritisere det dårlige ved samfundet og af den grund kan vi forvente at teksten skal provokere. Jeg kommer med en analyse af romanen, herefter tager jeg de to hovedkarakterer Ida og Karl, definerer deres forhold, fremligger hvad der er galt og hvorfor det er galt. Herigennem kan jeg komme frem til Herman Bangs budskab med teksten. Derefter ser jeg på romanen i forhold til resten af hans forfatterskab.
Romanen er af skønlitterær art, skrevet i 1896 af Herman Bang. Romanen bærer nogle af de daværende stiltræk, der gik gennem landet under det moderne gennembrud. Men det er uden tvivl impressionismen, som Bang er mest kendt for og også i denne historie trænger impressionismen igennem. Af Herman Bang vil man altid forvente en kritik, og især det faktum, at hovekarakteren er en kvinde, gør, at jeg med det samme tænker, at han vil skrive noget om undertrykkelse, på en eller anden måde, af kvinder, som er et emne, jeg ved, han flere gange har nærmet sig. Selve opdelingen af romanen gør, at vi får en oplevelse i stil med det af et skuespil. Romanen deles op i tre mindre bøger, som beskriver hver deres egen akt med en handling og scener, især i starten kan det bemærkes at vi bliver introduceret for et væld af personer, som vi senere kommer til at lære igennem romanen. Impressionisme skaber et billede af en præsentation af information som den af et teater, igennem scenisk fremstilling, og det er da også hvad vores første indtryk er. Med en enkel sætningen kan scenen beskrives af Bang: ”Lynene blev mange og fler”. Han sætter hurtigt tonen for den fremtidige død der kommer i kapitlet, samtidig ser man bondelandskabet omspændt af lyn, hvor en storm ligger forude. Ismen tager den mindste detalje og gør den dominerende, og vi skal derfor ikke havde et helheds indtryk, men blot de mindste detaljer, der beskriver personen bedst. F. eks. når studenten sidst i bogen beskrives, tager Bang fat således: ”… Han holdt benene underligt ind til hinanden, som gemte han dem i en fodpose”, Kandidaten er altså nervøs og indadvendt. I 1. akt præsenteres Ida og der lægges en baggrundshistorie for hende, hvor hun befinder sig på det idylliske landsted, med familie og venner. Vi har her at gøre med introduktionen med det første vendepunkt, som er farens død. 1 akt afsluttes med morens død og Idas beslutning om at flytte til København. I 2. akt er hun i København, hvor hun på det hospital, hvor hun arbejder, møder Karl som hun kender fra Ludvigsbakke. 2. akt præges af en blomstrende kærlighed mellem de to, men vendepunktet kommer idet vi introduceres for Muorier familien, og i særdeleshed Kate er vigtig, som danner konflikten herefter. 3. akt er Ida’s stille sammenbrud, hvor vi ser hende forfalde ind til en skal af hendes tidligere selv, for til sidst at ende tilbage på hospitalet. Fortælleren er en neutral flue-på-væggen-fortæller. Vi befinder os i slutningen af 1800-tallet. Det er praksis at havde kvinder på hospitaler, også det at man kan blive rig på smør er noget der bærer præg af slut 1800, start 1900, hvor England oprustede op mod 1. verdenskrig. Det sprog, som Herman Bang bruger er utroligt. Måske burde man måske endda sige manglen på noget sprog. Næsten alt der skrives skal fortolkes, og store bunker af information er noget, som læseren selv må finde frem til. Men hvis man gør det rigtigt, bliver bogen en helt anden oplevelse, end den giver sig udfor. Dette er typisk for impressionistiske tekster, hvor hele stykker, replikker eller ord udelades for læseren. Som et impressionistisk maleri giver det dog først mening når alle små eller store detaljer, er givet til læseren. Men hvilket billede maler denne historie så?
Da dette er skrevet i impressionistisk stil betyder det at fortælleren blot registrer og forholder sig objektivt over for oplevelserne. Det betyder, det er op til læseren selv at tolke på de handlinger, som karaktererne træffer og derigennem give romanen en betydning. Ida opvokser i tre miljøer som alle har indflydelse i, hvordan hun ender ud. Først hendes opvækst i et landgods, derefter en Horsens lejelighed og til sidst et københavnsk hospital kammer. Allerede fra starten dannes et billede af en pige, der er meget stille og forholder sig roligt over for omverden. Som da hun er hos skovridderen og skal gelejdes ud for at leje med de andre børn, som er langt vildere end hende og kaster med hindbær. Hun har egentlig nok i sig selv og behøver ikke andre for at more sig. Dette billede af en stille pige er gennemgående ”Hun løb to gange hen og kyssede Schrøder paa haanden uden at sige et ord…”, en pige der hellere udtrykker følelser igennem handling end ved ord. Idet, at faren dør og fru Brandt tager sig af Ida alene, gør at Ida udvikler sig som en let underkuet person. Moren er dominerende og holder på Ida selvom andre hellere ser at hun afsættes til en mand, sagt af f. eks. skovridderen ”Nej hun sidder sgu på hende” (s. 62 l. 23). Det, at Ida udsættes for moderen, gør, at hun ender ud med at være uden personlig meninger og er let at manipulere med, hvilket kommer til udtryk senere i bogen: ”nu var hun ene. Hun havde ingen Tanker i sit Hoved” (s. 210 l 10). Det er af den grund let for Karl at manipulere med Ida. For det er netop det, det kommer ned til. Hvem der manipulerer og hvem der bliver manipuleret. Nu kommer vi til hendes tid i København. Den voksne fru Brandt giver billedet af en kvinde, der hellere tager sig af andre end at sidde hjemme, selvom hun har råd til at gøre sidstnævnte. Hun er generøs og hjælpsom. Hjælpsom i hendes rolle som sygeplejere og generøs i for eksempel den lille detalje at hun altid har kager med som hun deler ud, eller i den ekstreme grad, at hun giver penge til Karl, men der ligger også noget andet bag dette. Den perfekte Ida, som jeg vil beskrive det, inden hun fordærves, kan vi se beskrevet i følgende stykke: ””hvor gammel er de Brandt?” … Men Ida blev staaende og sagde tilbage mens hun lo: ”Jeg havde sådan en lyst til at gå på vandet”” (s 88 l 25). Hun har overskud til at smådrille sine kollegaer. Noget der i høj grad skyldes det gode forhold med Karl. Senere i bogen arrangerer hun en fødselsdag for en af hendes andre kolleager. Det ligger i hendes natur at være flink og hjælpsom over for andre. Det er dette, der ødelægger Karl og Ida’s forhold, på sin vis da det er Ida, som giver. Ida er den eneste, der bringer til forholdet, og Karl giver ikke det samme tilbage til Ida. Godt nok smiler han og griner og pjatter med Ida, det han bringer, er egentlig bare minder fra Ludvigsbakke, men i forhold til hvor meget Ida opofrer sig selv, skaber det et ikke balanceret forhold. Karl manipulerer nemlig Ida. Formentlig er han oprigtig i starten, måske endda blot høflig, men når Ida sender ham pengene og han ser, hvor generøs hun faktisk er, blot for at hjælpe ham helt naivt, så bliver han ”forelsket…” (tilføj Bangsk sarkasme) og det ender ud i, at vi får et mand-kvinde forhold, hvor kønsrollerne er byttet helt om. Vi, som læser, ved ikke om det er sjovt, hvor mandsmodsløs Karl er, eller om det sørgelige er at Ida er fuldkommen blind over for dette. Et af de steder der illustrere manipulitaionen bedst, og mest indiskret er: ”Karl … ,lod, ligesom tilfældigt , den alleryderste Spids af sin Ridepisk, ganske svagt, røre ved Ida’s kind” (s. 172 l 1) Her danner jeg et konkret billede af Ida der ligger under for Karl. Endnu mere ekstremt udtrykt i ”… der var alligevel noget ved det, naar han kærtegnede hende, ligesom han kærtegnede en jagthund” (s. 163 l. 33). Ida adlyder loyalt og opofrende Karl, mens denne styrer hende efter forgodtbefindende. Her kan det også diskuteres, om Bang prøver at illustrere det hierarkiske i et forhold. Karl von Eichbaum bor hos sin mor, Emilie. Endnu engang har Bang valgt at bringe en matriarkalsk mor ind i billedet. Emilie er både manipulerende og klog, ikke en god kombination som Ida finder ud af. Hun minder som en start at Ida faktisk er en god pige. Med det menes det jo selvfølgelige at hun har en medgift, ind i forholdet gennem hendes arv. Det kan tilføjes her, at Ida er ufattelige rig, godt og vel 5,5 - 6 millioner kroner i nu danske penge. Men hun er ikke i samme stand som Karl, hun har nemlig ikke noget navn at hæfte på de penge og dette er, hvad, der gør hele forskellen. Det skal dog siges, at begge mødre (fru Brandt og Emilie) kun vil deres egne børn det bedste. Begge mødre er bare utrolig ekstreme sat op mod den indesluttede Ida. Når Mourier familien kommer ind i billedet ser Emilie at Kate er et meget bedre parti. Karl forelsker sig også hurtigt, underligt når man tænker, at han kan lide en underkuet kvinde som Ida. Emilie og hendes søster Generalinden, Lotte, er utrolig tætte, og de arrangerer sammen forskellige foranstaltning, som fører Karl og Kate tættere sammen. Det kunne være at foreslå en ridetur. Kate er den absolutte modsætning af Ida i egenskab af hendes frembrusende natur. Den eneste ting de har tilfældes og derfor det, som må tiltale Karl, er deres selvstændighed. Det eneste der gør, at han går efter Kate er stands forskellen. Kates familie er nemlig rig, langt rigere end Ida. Kate og Karl passer bedre sammen i funktion af, at de er i samme stand. Et eksempel på deres måde at distancere sig fra Ida er, at de taler fransk, et sprog der på dette tidspunkt betragtes som yderst fint, også det, at de rider rundt på heste ryg i stedet for at gå som Ida, hæver dem op over hende. Men det kan være svært at se, hvad Kate ser i Karl. ””Hm hvad hører der til en god Ægtemand” sagde Kate ”At han skal være et ægte mandfolk” sagde Karl”: Igen må man tage hatten af for Bangs ironi, fordi er, der noget Karl ikke er, så er det et mandfolk. Egentlig besidder han ingen positive karaktertræk, som kunne få os til at tænke, at han var noget for en kvinde at forelske sig i. Han er doven, møder ikke på sit arbejde (s. 195 øverst), han bander ufattelig meget når han først er uden for Emilie or de fine herrer og frøkners ørevide. Og han er simpelthen ikke ansvarsfuld nok ”Man skal ikke bilde hende noget ind” (s. 179) siger han om Ida for at retfærdiggøre for at forlade hende. Dette gør han dog først efter, at Ida har købt en lejelighed til dem. Men han har en glat tunge og det rette navn og det er hvad der bringer ham i kridthuset hus unge piger som Kate og Ida.
Hvis vi skal konkludere på dette skal vi altså kigge på de spørgsmål vi stiller. Selv mener jeg, at Bang får os til at tænke på følgende og håber, at vi vil kritisere: Hele vores forståelse af mand/kvinde forholdet, han vil havde os til at stille spørgsmål om det er det rigtige at der skal være en mandlig forsørger for at det skal kunne være accepteret. Han går heller ikke ind for, at kvinden skal være den eneste, der kommer ind i noget med forholdet. Begge partnere skal være med til at gøre forholdet til noget godt. Det næste emne, der kommer fra ham er samfundshierarkiet. Tydeligt er det at når Ida prøver at gifte sig med Karl, afslår han hende, for han ved godt hvorfor de ikke kan være sammen. ”Og hvorfor Fanden skulde vi ikke kunne gifte os?” (s. 159 nederst) siger Karl til sig selv, men han ved udmærket godt, at det er standsforskellen, der skiller dem ad. Til sidst leder dette til, at Ida må vende hjem til hospitalet slået, og dette er, hvad, der er typisk Bangske hovedpersoner af det feminine køn. Vi kalder dem de ”stille eksistenser” og med det går vi videre til den sidste del; perspektiveringen.
De stille eksistenser er, hvad vi betegner de kvinder som Bang skildrer som ellers aldrig ville få den såkaldte ”litterære stemme”, det er kvinder som Ida. Indadvendte kvinder, der, som Ida, går for sig selv. De kan så bryde ud af flokken for at, så og sige, danse med stjernerne. Og det virker som om de kan lykkes. Det ser ud, som hvis de kan bryde deres sociale arv og normerne i samfundet. Men de vender altid tilbage til hverdagen, som det også afsluttes med i Ludvigsbakke. ”Nu er den fest vel forbi” (s. 236) både referende til den faktiske fest, men også til hendes eventyr med Karl. Nu hører hun til en masse igen.