Ravnkel Frøjsgodes saga
”Der er meget selvdyrkelse og navlebeskuelse indbygget i kernefamilien(...) Den frelste tone siger, at man ikke har oplevet betingelsesløs kærlighed, og at man er på et lavere udviklingstrin, hvis man ikke har børn” [1]
Ovenstående læste jeg forleden i Politiken. En række debattører føler sig tyranniseret af børnefamilier og idealet om, at det gode liv består af mor, far og børn. Det fik mig til, at tænke på slægt i forhold til Ravnkel Frøjsgodes saga. I henblik på Sagernes tid, kan dette så drages til sammenligning?
I Ravnkels saga spiller slægt og ære en stor rolle! Den grundlæggende pille i saga samfundet er ære, etikken er omkring æresbegrebet og synet på retfærdigheden. Ærens rolle kommer især til udtryk i kapitel 6, side 33, linje 12 hvor Ravnkel erkender sin ærgrelse over at skulle dræbe Ejnar. Men hans egne principper, hans ære og hans løfte til sig selv får ham dog til at gøre det alligevel. Tæt forbundet med æresbegrebet er familiens betydning. Man bliver blot dømt ud fra slægtens omdømme, end fra egne handlinger. Slægterne er meget nøje beskrevet for at give et indblik i personernes situation, det vil altså her sige, slægtens status og arvelige egenskaber.
I kap. 1-3 bliver der lagt stor vægt på at beskrive Ravnkels slægt, på side 49 linje 1-7 står der skrevet, ”På Kong Harald Hårfagers tid – han var søn af Halvdan Svarte, der var søn af Gudrød Jagtkonge, som igen var søn af Halvdan den Gavmilde og Madkarrige, en søn af Øjstein Fjært, der atter var søn af svenske-kongen Olav Træhugger – kom en mand ved navn Halfred sejlende til Island og landede ved Breddalen neden for Fljotsdalsherred. Med sig på skibet havde han sin kone og en søn, som hed Ravnkel”. Selv er Ravnkel en høvding der dyrker guden Frøj fra asatroen, han er frygtet på alle egne og anses for at være uovervindelig! Alligevel er Ravnkel god mod sine egne, men strid og stivsindet over for fremmede.
I filmen ”Arven” er sønnen Christoffer, fjerde generation i en familie, der står bag Stålvalseværket Borch Møller A/S. Han lever lykkeligt sammen med sin Maria i Stockholm og har derfor ikke lyst til at overtage ledelsen af virksomheden efter faderens selvmord. Men den sociale arv er lige så tung som det metal, der støbes på det gamle værk. [2]
Som menneskekarakterer kan Ravnkel Frøjsgode og Christoffer, hovedpersonen i Arven, på mange punkter sammenlignes. Christoffer er på samme måde som Ravnkel en stivsindet person, han fyrer ansatte som det passer ham, blot for at vise hvem der bestemmer, og gør ting som han umiddelbart ikke lyster, men han har indgået en aftale og den slags ting bryder man ikke. De er begge overhoved i deres familie og selv om de ikke altid gør det rigtige, så gør de begge hvad de mener der skal til og hvad der er til fordel for deres familie og slægt.
Ens slægt var noget af det vigtigste for folket i vikingetiden. Et individ kunne ikke overleve uden en familie, der kunne støtte ham. Slægten betød endnu mere i Island end i andre lande netop fordi der ikke var nogen stærk central magt. Det var svært at dyrke jorden i det meget kolde klima og de få træer der var blev brugt til skibsbygning. Samfundet blev bygget på familiens støtte, man skulle have hjælp hvis man skulle overleve. Et andet eksempel på slægtens betydning er fx. da Sam møder Torkel. ”… Sam spurgte manden, hvad han hed, og han sagde, at han hed Torkel, og at han var søn af Tjostar. Sam spurgte ham om slægt og hjemsted. Han sagde, at hans slægt stammede fra Vestfjordene, hvor han også selv var vokset op, men at han nu boede i Torskefjord…”
Ære og ydmygelse er temaer som også giver sig tydeligt til kende i begge historier. Anseelse, hæder, respekt og værdighed er nogle af de værdier som synes, at være vigtigst for både filmen og sagaernes tid. I Arven er det tydeligt at se, at traditioner, arv og værdier spiller en stor rolle i den stivsindede familie. Både Sam og Christoffer hjælper deres familie/slægt selvom de ikke har lyst, blot fordi det er familie, Sam hjælper Torbjørn på trods af sin mening om sagen, side 55 linje 31,”...Nødig går jeg i gang med dette, og jeg gør det kun på grund af vort slægtskab; men det skal du vide, at jeg synes du er en ringe mand at hjælpe”. Og Christoffer hjælper sin mor på trods af sin egen og sin kones afsky over for det liv, som de vil komme til at få. Men er det ikke sådan det er med familie? Man hjælper hvor nøden er størst og ikke nødvendigvis fordi vi har lyst, men fordi det er familie. Hverken i Ravnkel Frøjsgodes saga eller Arven viser det sig, at det var det hele værd, faktisk ender begge fortællinger rigtig skidt. Men havde man selv stået i situationen, havde man så ikke hjulpet familien? Hvilket bringer mig til min problem stilling, kunne citatet drages til sammenligning med forholdet mellem slægt og individ i Ravnkel Frøjsgodes saga?
”...man er på et lavere udviklingstrin hvis man ikke har børn” . I år 900 ca. hvor Harald Hårfager er fra, der var det sådan man så på familier der ikke havde børn, hvis de var blevet dræbt i kamp, så havde de dog stadig deres ære. Men børneløse familier ville være en ydmygelse, de ville ikke ha nok arbejdere til at tjene til føden, hvem skulle de sende i kamp og vigtigst af alt, hvem skulle føre slægten videre? Faktisk så er der stadig på nogle punkter hvor ikke kun vi danskerne, men mennesket i det hele taget, stadig ikke har ændret sig. Faktum er, at både tilbage i middelalderen og den dag i dag, så var, er og vil familie og slægt altid være en stor del af vores liv og for de flestes vedkommende være første prioritet. Og som Susanne Bier, der er meget aktuel i øjeblikket, så fint siger ”Min familie er min identitet”. Og det kan de fleste vidst nikke genkendende til.
---------------------------------
[ 1 ]. Citat og kilde fra Politikken
[ 2 ]. Citat og kilde fra Ekkofilm.dk 