Indledning
I denne opgave vil vi gøre rede for, hvad der førte til landboreformerne, hvori de bestod og hvilke forandringer de skabte. En senere stor forandring udgjorde andelsbevægelsen, derfor behandler vi også den i opgaven. Udviklingen blev fortsat i 1900-tallet, hvor vi kigger på hvordan landbruget klarede sig i krigs- og krisetid. Vi vil generelt også komme ind på forandringer i ejendomsforhold og dyrkningsmetoder.
Én af årsagerne til de omfattende landboreformer i 1700-tallet kan læses i en forordning fra d. 23.4.1781 om udskiftning og udflytning: ”Vi, Christian den syvende, gøre alle vitterligt: At som agerdyrkningen, næst den allerhøjestes velsignelse, er grundstøtten for vort riges Danmarks velstand; så … Vi have derfor først opmuntret til og siden befalet fællesskabets ophævelse, som det første og væsentligste skridt til landvæsenets og agerdyrkningens dermed forbundne forbedring." [1]

1. Landboreformerne
1.1. Kort rids over tiden op til landboreformerne
1.1.1. Landsbyer
Situationen på landet i Danmark så således ud at, gårdejerne var samlet i et landsbyejerlav, hvor de enkelte gårdejere havde retten til en andel af landsbyens jorder. Hvis der fx var 15 gårde, fik hver gårdejer 1/15 af landsbyens jord. Ved agerjord blev hver gårdmands jord opdelt med et reb. Ofte fik hver gårdejer 50-100 små aflange jordlodder, der var ½ td. stor (se bilag 1). Disse jordlodder lå spredt over hele bymarken således at alle gårdmænd på denne måde fik et lige antal gode og mindre gode jordlodder. Denne metode at opdele jord på krævede en tilrettelæggelse af dyrkningsrytmer, således at så-, høst- og græsningstider kunne organiseres. Fordi der ikke fandtes markveje til fæstebøndernes agre, skulle de ofte gå ind over andres agre, og derfor var det vigtigt at organisere, at markarbejdet foregik på samme tidspunkt for alle fæstebønder i landsbyen. På denne tid blev der brugt tre forskellige slags dyrkningsmetoder. Disse metoder var græsmarksbrug (veksling mellem 4-5 års kornavl og græs), alsædsbrug (udelukkende korndyrkning år efter år) og trevangsbrug (en

rotation i dyrkningen af markerne).[2] På denne tid blev hjulploven brugt til dyrkning. Den havde hjul således at den lettere kunne trækkes over marken. Ulempen var at der skulle bruges 6-8 heste for at trække ploven.

Landsbyernes gårdmænd indgik i et bylav, hvor oldermændene var lederne og dette arbejde gik for det meste på rundtur mellem fæstebønderne. Husmænd indgik ikke i dette bylav. Der blev i rigslovgivningen fastlagt en hovedregel der bestod i, at en bymand (grande) ikke kunne afvise hvad bylavet vedtog på bystævnet. Byloven bestemte at der skulle være gensidig hjælp ved fx ildebrand og sygdom, men også at fred og orden skulle bevares i landsbyerne. Hvis lovene blev overtrådt, kunne bystævnet dømme forbryderne med bøder og udpantning.[3]
Indtil opløsningen af landsbyfællesskabet sidst i 1700-tallet var landsbyerne samfundets bærende element.

1.1.2. Hovedgårde
I 1400-tallet var hovedgårde (de senere herregårde) ofte små og integrerede i landsbyfællesskabet, dvs. at de fleste herregårde lå i en landsby og at de havde deres marker spredt blandt bøndernes.
Der begyndte en udskiftning og udflytning allerede på denne tid.[4] Udskiftningen og udflytningen varede ca. hundrede år og bevirkede, at herregårdene flyttede deres jord væk fra landsbyerne. Deres jord kaldtes nu for enemærker, hvilket var en modsætning til landsbyernes fællesmarker. Herregårdene blev flyttet til eftertragtede steder som fx ved en sø, å, skov eller eng. I 1680 var der 731 hovedgårde i Danmark, og dette antal varierede næsten ikke i perioden fra 1500-1800.
I kraft af hoveriet skulle bønder og deres karle dyrke herregårdenes marker. De skulle selv sørge for trækkraft (heste, okser) og redskaber. Dvs. at bønderne og deres karle både skulle så og høste deres egne marker og herregårdenes. Herregårdene skulle ikke betale skat eller tiende (afgift til kirken eller kongen, der udgjorde en tiendedel af en mands afgrøder) for deres produktion og de fik også gratis arbejdskraft hos bønderne.[5] Dette bevirkede en stor social, arbejdsmæssig og økonomisk forskel mellem herremænd og bønder.

Omkring 1500 var det almindeligt, at hovedgårde havde jord som 2-3 fæstebønder, et antal der indtil 1770 steg til 30-50 fæstebondegårde pr. hovedgård. Jorden til disse hovedgårde blev taget fra fæstebønderne, og ofte blev der nedlagt gårde og hele landsbyer til gavn for hovedgårdene. Efterhånden dækkede hovedgårdene ca. 1/10 del af Danmarks areal. De øgede hovedgårdsmarker krævede et forøget hoveri og til dette formål var der brug for mange fæstegårde, der lå i nærheden af hovedgården.
Kongen ejede efter reformationen ca. halvdelen af landets gårde, men solgte mange til herremændene for at dække fx krigsudgifter. Dette betød at fæstebønderne kunne skifte fra at være kronens bonde til at blive bonde for en godsejer. Bønderne havde ingen indflydelse på disse omskiftninger. I Jylland og på Fyn kunne man opsige fæstet og flytte, hvis man var utilfreds med situationen (ombytningen), men på Sjælland gjaldt vornedskabet, der bandt alle folk til det god, de hørte under. Vornedskabet blev ophævet i starten af 1700-tallet, men blev afløst af stavnsbåndet (1733-1788) der gjaldt for hele landet, dvs. at alle mennesker i hele Danmark var forpligtet til at blive på det gods de tilhørte indtil de blev 37 år (og dermed næsten pensioneringsmodne). Aldersbindingen blev senere udvidet til 40 år.
Stavnsbåndet blev indført, fordi godsejerne skulle levere værnepligtige (fæstebønder) til den danske hær (landmilitsen). En anden vigtig begrundelse for indførelsen var, at statens største indtægter kom fra godserne, og hvis bønderne flyttede fra godserne til byerne, ville staten miste deres vigtigste indtægtskilde. Men nogle politikere begyndte at protestere mod stavnsbåndet, da de mente at det stred mod menneskers rettigheder og at de burde fjernes. Disse folk var bl.a. C.D.F Reventlow og Chr. Colbiørnsen. I 1788 ophævedes stavnsbåndet.[6]
Under enevælden (1660-1849) blev godserne brugt som administrative og sociale enheder i landet. Kronen kunne sælge sognekirker til godserne med ret til at besætte et præsteembede, indkassere kirkens indtægter (tiende) og evt. jord. Til gengæld skulle godserne holde kirkerne vedlige. Nogle godsejere byggede en slags ”alderdomshjem”, hvor svagelige fæstebønder kunne leve. Godsejerne foretog udligninger i landsbyerne, således at alle fæstegårde havde lige meget grund og hartkorn og skulle betale lige meget skat, afgifter og hoveri. Danmark var efterhånden opdelt i en slags ”godskommuner”, hvor godsejeren (”borgmesteren”) også ejede "kommunen".

1.2. Landboreformerne
1.2.1. Generelt om landboreformerne
Den mest afgørende forandring inden for landboreformerne var udskiftningen. Udskiftningen bestod dels i en samling af de 50-100 jordlodder bønderne havde, dvs. at de blev samlet til nogle store marker, dels i en udflytning af gårdene, så de lå centralt i forhold deres marker. De første udskiftninger fandt sted i 1764-65, på Bernstorff gods ved København, hvor enkelte gårde blev udskiftet. Inden jorden kunne udskiftes, skulle markerne opmåles og vurderes af en landmåler, således at man fik et præcist overblik over hvordan fordelingen af byernes marker og gårdenes lodder var med hensyn til gode og mindre gode jordlodder.[7]
Man lagde derefter en plan med forslag til, hvordan jorden skulle fordeles og hvilke gårde der skulle flyttes ud fra landsbyerne. Gårdejerne skulle selv vedtage planen, og hvor der var en landsby med flere godsejere krævede det tit lange forhandlinger. Hvis planen blev vedtaget, blev markerne opdelt og gårdene evt. udflyttet. Hvis bønderne selv ejede deres jord, kunne de selv bestemme, hvordan og hvornår de ville udskifte deres gård og jord.

I 1770’erne blev mange landsbyer udskiftet. Det var kun godsejere eller præster, der kunne beslutte at udskifte en landsby. Men hvis der var flere ejere, skulle landsbyen udskiftes hvis bare én af ejerne ønskede det. Udskiftningen gjaldt kun for agerjord og for enge, men ikke for tørvemose og heder. I år 1790 begyndte udskiftningen at gå hurtigt, og omkring år 1810 var udskiftningen af Danmarks 5.000 landsbyer og bebyggelser gennemført.

Der var to metoder til udskiftning af landsbyerne. Hvis landsbyerne ikke var særlig store, blev der for det meste valgt en stjerneudskiftning. Dvs. at gårdene blev liggende i landsbyen, mens markerne blev lagt i en ring udenom landsbyerne.
I de større landsbyer og landsbysamfund valgte man ofte en blokudskiftning, da det var godt, fordi bymarken blev inddelt i kvadratiske felter. Blokudskiftningen bevirkede at mange gårde skulle flyttes ud fra landsbyerne, og dette gav bedre resultater end stjerneudskiftningen, da jorden lå omkring gårdene.[8]

De fleste landsbyer valgte at blive udskiftet af en kombination af stjerne- og blokudskiftning (se bilag 1). Udskiftningen af gårdene i en landsby varede ca. et år. Udskiftningen betød ekstraarbejde, så mange godsejere fritog fæstebønderne for hoveri, mens udskiftningen stod på, således at man havde mere tid til udskiftningen. For det meste hjalp landsbyboerne de gårde, der skulle flyttes, med arbejde og materialer.
Udskiftningen betød også, at bønderne havde lettere ved at øge produktionen, fordi de ikke skulle gå så langt hver dag for at høste eller pleje deres marker, da de var samlet på et sted. I 1779 blev svingploven indført, og den kunne i forhold til hjulploven svinge plovskæret om på den anden side, således at det blev en mere regelmæssig pløjning. Derudover skulle der kun bruges 2-3 heste til svingploven (se bilag 2). Man indførte også nye dyrkningsmetoder med anderledes sædskifter: Kobbelbrug med skiftevis vinter- og vårafgrøder efterfulgt af en årrække med græs. Fra England indførte man vekselbruget, hvor der blev dyrket rodfrugter og andre foderafgrøder i sædskiftet. Nye afgrøder var bl.a. kartofler, kløver, hør og raps.[9]

For husmændene, som i forvejen ikke ejede så meget jord, gjaldt følgende forhold: En lov fra 1781 rådede til at husmænd fik tildelt jord som erstatning for den græsning, de havde mistet fra udstykningen. Dette hændte somme tider men ikke altid. For det meste fik disse husmænd uddelt jord i udkanten af bymarken. Husmændenes jord var ofte lagt ved siden af hinanden, dette ses stadig den dag i dag. De fleste husmænds gårde var på ca. 2 hektar og gav græsning til en ko og mulighed for at dyrke korn til familiens forbrug. Gårdmændene stod for jordarbejdet, mod at husmændene arbejdede på gårdene.[10]
Med hensyn til økonomi, besluttede staten at oprette kreditkasser, hvor bønderne kunne låne penge og derved købe deres gårde til selveje. Derved fik bønderne en større indtjening, fordi de nu selv kunne tjene penge på det korn de høstede.[11]

I 1791 (proprietærfejden) udfærdiges der en lov om god orden ved hoveriet. Den gik ud på at bønderne skulle yde det hoveri, de var pligtige til, men at de også skulle behandles ordentligt. Bønder og godsejere fik selv lov til at blive enige om hoveriets art og omfang, ellers mæglede regeringen.

Den 6. december 1799 udstedes der en ny lov om hoveriet (gårdmandshoveriet), der fastlagde hvor meget bønderne skulle arbejde og på hvilket niveau arbejdet skulle finde sted, men bønderne fik ikke den nedsættelse i hoveriet som de havde håbet på.

1.2.2. Landboreformernes konsekvenser
De store reformer betød en stor effektivisering af landbruget, men krigen mod England (1807-1814) standsede reformarbejdet og matrikelregistreringen- og vurderingen. Landbokommisionen blev afskaffet i 1816. En ny matrikelregistrering blev først startet i 1844.
Socialt havde forbedringerne af landboreformerne ikke ændret særlig meget på afstanden mellem landalmuen og resten af befolkningen. Landarbejdere og husmænd fik stort set ikke noget ud af forandringerne. I 1807 kom der en ny lov om husmænds hoveri, men denne lov gav ikke samme effekt som loven om gårdmandshoveriet i 1799 der gav mere beskyttelse for gårdmændene.
Gårdmændene derimod havde siden landboreformernes indførelse fået det væsentligt bedre, da mange fæstebønder købte deres egne gårde udelukkende til selveje efter 1800 (opgangstiderne). Dette gav en øget produktion fordi motivationen steg ved bønderne efter at de nu kunne arbejde for egne penge. Omfanget af selveje af gårde steg drastisk og i 1814 var omkring 60 % af alle gårde i Danmark overgået til selveje.[12]

Før landboreformerne var der et stort skel mellem fæstebønder på den ene side og godsejere og adelige på den anden side. Med landboreformerne ændredes de sociale skel inden for bondestanden til, at gårdmændene med meget jord stod over for husmænd og landarbejdere med lidt eller ingen jord.

Landboreformerne skabte også et nyt kulturlandskab, dvs. at landbrugsjord og skov blev adskilt fra hinanden og det danske skovareal øgedes langsomt. Udskiftningen og udflytningen ændrede bebyggelsesmønsteret. Gårde flyttede ud på markerne og flere steder blev der bygget husmandsgårde på de lodder der blev afsat i bymarkerne. Efter udskiftningen skete der et rydningsarbejde af sten, krat og vandhuller på markerne, og nye driftsformer, afgrøder og større arbejdsindsats gjorde at produktionen steg. Danmarks natur blev nu styret efter menneskets behov.

Landsbyfællesskabet gik i opløsning med udskiftningen. Udflytterne havde ikke længere del i byens liv. Men gårdmændene blev inddraget i forvaltningen af de lokale sager, der blev ledet af en præst eller herrefoged. Dette var indledningen til det kommunale selvstyre, hvor formanden var sognepræsten. Den nye skolelov fra 1814 betød, at de nye generationer kunne læse og skrive. Dette kunne på længere sigt betyde en væsentlig social forbedring og åbne for landbefolkningens inddragelse i vigtige spørgsmål. [13]

2. Andelsbevægelsen ca. 1870 og frem
2.1. Tiden op til andelsbevægelsens start: Kornsalgsperioden (ca. 1830-1870)
I 1830´erne skete der en industrialiseringsproces i England, og lidt senere i Tyskland.
Befolkningstallet steg i de industrialiserede lande, og senere i hele Europa. Der kom stor efterspørgsel på landbrugsvarer efter stigningen i befolkningstallet, og der var flere og flere folk der valgte arbejde i byerne frem for arbejde i landbruget. Dette betød at man blev nødt til at købe sin mad, men dette kunne ikke være fra det engelske eller tyske hjemmemarked, fordi de ikke producerede nok.
Danmark kunne levere korn til England og Tyskland takket være de effektive landboreformer og den billige arbejdskraft på landet. Der var vækst i produktionen af landbrugsvarer, bl.a. fordi man fandt ud af, at dræning og tilsætning af kalk gav en større produktion. I et godt år kunne kornudbyttet stige til det dobbelte pga. disse forbedringer. Den store efterspørgsel betød, at kornpriserne steg. De stigende priser på korn gjorde det lettere for de danske landmænd at betale deres gæld og det gav dem store indtægter. Havde man fast ejendom var det let at låne penge i kreditinstitutioner og sparekasser til nye investeringer.
Jernindustrien kunne levere mange nye redskaber til landbruget, som fx forbedrede plove af jern, rensemaskiner og tærskeværk. Der skete også en teknisk udvikling af redskaber, som fx svenskharven, og dette førte til en øget produktion. Man begyndte derudover at få større viden om veksling af afgrøder, så udbyttet blev størst muligt, dvs. man lærte nye dyrkningsmetoder.
Transportrevolutionen i 1800-tallet gav bedre transportmuligheder og gjorde det lettere at fragte korn på veje og til søs (fra forbedrede havne). I 1847 blev den første jernbanestrækning bygget i Danmark (København-Roskilde) og der blev i de senere år bygget jernbaner over hele landet. Dette var til stor fordel for fragt af landbrugsvarer.

Mange landbrug var begyndt at holde flere kreaturer, da man var interesseret i at tilføre jorden kreaturgødning. Da det ikke længere kunne betale sig at producere korn pga. det billige korn fra USA og Rusland gik flere og flere landmænd gik fra kornproduktion over til animalsk produktion. Dermed blev grundlaget for andelsbevægelsen skabt.

2.2. Andelsbevægelsen:
Andelsbevægelsen var et stort skridt inden for dansk landbrug. Oprettelsen af bl.a. andelsmejerier og andelsslagterier gjorde Danmark til et land med størst animalsk produktion i stedet for kornproduktion.

Storbritannien blev Danmarks vigtigste eksportland, da velstanden i England steg og der derfor var mere råd til varer som fx æg, kød og smør. Desuden arbejdede færre og færre mennesker i landbruget pga. industrialiseringen, og derfor var der brug for udenlandske landbrugsvarer.
I perioden fra 1870-1890 blev Danmarks eksport af animalske produkter mere end fordoblet, mens eksporten af korn ophørte. Eksporten af bacon, smør og æg blev for 90%s vedkommende eksporteret til Storbritannien.

Andelsbevægelserne brød først rigtigt igennem i 1880´erne. Andelsprincipperne betyder, at landmænd enten som producenter eller forbrugere slutter sig sammen for selv at styre deres andelsselskaber gennem en demokratisk valgt ledelse (en mand, en stemme). Den første brugsforening kom i Thisted i 1866 og dermed kom andelsbevægelsens principper til Danmark.
Det første andelsmejeri blev oprettet i Hjedding (Vestjylland) i 1882. I løbet af 1880´erne blev der oprettet rigtig mange andelsmejerier over hele landet, alene i 1888 240 nye mejerier (se bilag 3). Andelsmejerierne lavede regler for, hvordan malkekøer skulle fodres om vinteren og mejerierne førte også kontrol over mælkens kvalitet. Herregårdene gik ind i de nye andelsmejerier, da de tidligere selv havde været førende indenfor mejeridriften. Mindre landbrug og husmænd kunne nu tjene penge på mælken ved at sælge den til andelsmejerierne.

Det første andelssvineslagteri blev etableret i 1887 i Horsens. Da der i forvejen allerede fandtes private slagterier var der stor konkurrence mellem parterne. Andelssvineslagterierne var bygget op på samme måde som andelsmejerierne, og bredte sig ligesom andelsmejerierne meget hurtigt.

I 1894 dannedes Dansk Andels Ægeksport som ordnede forskellige producenter i Danmark i forskellige kredse og kontrollere deres eksport af æg til Storbritannien.
Den øgede animalske produktion betød en stigende import af foderstoffer. I 1898 blev den første andelsfoderstofforretning i Århus, den hed Jysk Andels- Foderstofforretning (JAF) og forsynede andelshavende med foderstoffer.
I 1899 blev Andelsudvalget oprettet, der virkede som en paraplyorganisation for landbrugets andelsvirksomheder og brugsforeninger. Brugsforeningerne blev i 1896 organiseret i Fællesforening med Danmarks Brugsforeninger (FDB).
Andelsmejerierne og svineslagterierne fik en dominerende stilling i årene op til første verdenskrig. Andelsorganiseringen kom til at dække mange funktioner i landbosamfundet. Omlægningen af landbruget skabte et produktions- og eksportmønster som holdt til ca. 1960. Tidligere havde de store landbrug været førende indenfor landbruget, men i andelsbevægelsen blev de mellemstore landbrug førende.

Medvirkende til øget produktivitet og effektivitet var dannelsen af landbrugsskoler og Folkehøjskoler, som hævede uddannelsesniveauet, og der blev også dannet en forsøgs- og rådgivningsvirksomhed.
Hos landbruget var der behov for organisationer der kunne fremsætte landbrugets krav til Folketinget og regeringen. Dette påtog bl.a. Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab sig.
I årene før 1. Verdenskrig var de fleste landmænd medlemmer af faglige og økonomiske foreninger, dette betød at det danske landbrug blev mere organiseret.

Husmandsbrug havde siden landboreformerne tjent til underhold for landhåndværkere og landbrugets arbejdere. Deres produktion af korn, kød og mælk blev brugt til egen husholdning. Omlægning fra kornproduktion til animalsk produktion og andelsbevægelsens gennembrud gav de mindre landbrug muligheder for en forbedret indtjening af produktion og afsætning. Man forsøgte i 1880´erne at organisere husmændene, og gennembruddet skete først ca. i 1890. Over hele Danmark blev der dannet husmandsforeninger. Disse dækkede oftest et sogn, og der blev også oprettet landsdelssammenslutninger.

3. Krige og krise i 1. halvdel af 1900-tallet
3.1. Første Verdenskrig og krise
I slutningen af 1. verdenskrig blev der mangel på råvarer, bl.a. gødning (bl.a. pga. ubådskrigen i 1917), og dette betød at produktionen af landbrugsprodukter faldt og priserne steg. Dette var der nogle mennesker der udnyttede og derved kunne opnå store gevinster på det. Nogle af disse var gullaschproducenter (kaldet gullaschbaroner) der solgte dåsemad til de krigsramte lande og derved tjente rigtig mange penge. Dåsemaden bestod af blandede madvarer, der ofte var af tvivlsom kvalitet.

Efter 1. verdenskrig startede en stor landbrugskrise i USA i 1929, efter et drastisk krak på New Yorks børs. Hurtigt bredte denne krise sig til Europa og resten af verden, fordi USA under 1. verdenskrig var blevet verdens økonomiske centrum. Mange lande (ført an af USA) lavede toldforanstaltninger mod udenlandske varer. Dette betød en stor indskrænkning på verdenshandelen, og da Danmark var et af de lande i verden, der havde størst udenrigshandel i forhold til produktion, fik det stor betydning for den danske økonomi, da landbrugsvarer var meget truet af andre landes toldregler. Det betød en nedgang i indtægterne for landbruget, og mange danske landmænd gik derfor konkurs; der blev i årene fra 1929-1935 i alt holdt 7202 tvangsauktioner i landbruget.[14] Regeringen trådte til med en redningsplan, der regulerede landbrugsproduktionen, men til gengæld garanterede landmændene mindstepris for varerne. Sidst i 1930'erne var den værste vise overstået.

3.2. Anden Verdenskrig
Da Danmark blev besat af Tyskland i 1940 skete der en stor forandring for dansk landbrug. Handlen med korn og animalske produkter til Storbritannien blev komplet standset, fordi Tyskland ikke var interesseret i, at England fik fødevarer fra Danmark, da de var i krig med dem. Tyskland købte og betalte derimod landmændene godt for korn og animalske produkter. Dette var et opsving i landmændenes økonomi. Men det var slet ikke Tyskland, der betalte for de danske varer, der blev fragtet til Tyskland og fronterne, men derimod en dansk konto i Nationalbanken, som nazisterne rådede over, dvs. at det nærmest var den danske befolkning der betalte for de tyske indkøb af levnedsmidler.

Når man tænker på, at Danmark var et besat land, gik det rigtig godt med at få tilpasset produktionen og afsætningen efter forholdene, og befolkningens levestandard kunne nogenlunde bevares.

Dyrkningsmetoderne ændrede sig i 1900-tallet. Det blev normalt at eje en tærskemaskine i stedet for le og rive. Tærskemaskinerne kunne adskille korn, halm og avner. Tærskemaskinernes trækkraft var først damplokomotiv, men senere elmotorer. Omkring 1950 kom der flere redskaber som fx traktorer, malkemaskiner, mejetærskere, grønthøstere. Samtidig skete der en modernisering i staldene, såsom anlæg til udmugning, korntørring, kværne og halmpresser. Dette gjorde arbejdet på landet og i staldene meget lettere.

4. Konklusion
Vi har i vores opgave arbejdet med udviklingen på landet, hvor vi specielt har taget fat i landboreformerne og andelsbevægelsen. Herunder har vi arbejdet med ejendomsforhold og dyrkningsmetoder og konsekvenserne af disse.

Landboreformerne blev ikke indført uden protester, men set med nutidens øjne er det helt klart disse reformer, der skabte grundlaget for det moderne landbrug og landbosamfund. Udskiftningen og udflytningen af gårdene fra landsbyerne skabte en fremgang for dansk landbrug og dermed for livet på landet. Reformerne blev gennemført i løbet af relativt få år, og selvom ikke alle fik deres krav igennem med det samme, bevirkede reformerne, at man begyndte at se på sociale og ejendomsmæssige forhold på en ny måde.

Rent geografisk skabte reformerne også det åbne, bebyggede landskab, der er kendetegnendes for Danmark i forhold til andre lande i Europa. I disse lande ligger bebyggelsen endnu samlet den dag i dag. Reformerne gjorde de mellemstore gårde til kernen i det danske landbrug - det er også kendetegnende for Danmark i forhold til andre lande. I Danmark bidrog forandringerne også til indførelsen af undervisningspligt for alle børn på landet, og dermed var vejen banet for en større ligestilling af fæstebønder og gårdejere med andre grupper af befolkningen.

Pga. at dyrkningsmetoder og redskaber konstant blev forbedret og udviklet, steg produktiviteten i landbruget hele vejen fra 1750 til 1950. Konsekvensen var, at Danmarks landbrugseksport først i 1960erne blev overgået af industrieksporten.

I løbet af de 200 år fra 1750 til 1950 er der altså sket en stor omvæltning på landet, ikke blot med hensyn til det rent landbrugsmæssige, men også med hensyn til sociale, økonomiske, ejendomsmæssige og politiske forhold. De fleste af disse forandringer var gode for landbefolkningen og for samfundet, men man kan i dag godt spørge sig selv, om den konstante forbedring af produktionen ikke efterhånden havde og har dårlige sider, hvis man fx tænker på skovfældning, miljøbelastning, dyrevelfærd og dominansen fra de store producenters side.

Kildeangivelser:

Bøger: 1) Erland Porsmose og Claus Bjørn, Landbrugets historie – kort fortalt, Landbrugsforlaget, 1997. 2) Torben Hansgaard, Landboreformerne i Danmark i det 18. århundrede – Problemer og synspunkter, Landbohistorisk selskab, 1981. 3) Claus Bjørn, Bonde, Herremand, Konge – Bonden i 17-tallets Danmark, Gyldendal, 1981. 4) Ebbe Kühle, Historie, Samfund – Hovedfaser i Danmarkshistorien, Gyldendal, 2002. 5) Torben Hansgaard, Danmark under forvandling- på lanboreformernes tid, Marko, 1988. 6) Ebbe Kühle, Hovedfaser i Danmarks-historien, Gyldendal, 1989 og 1994. 7) Torben Hansgaard, Lanboreformerne i Danmark i det 18. århundrede, Lanbohistorisk Selskab København, 1981. 8) Annette Hoff og Finn Tuxen-Petersen, Landboliv i Danmark 1750-1850, Munksgaard, 1988.

Bilag 1:[15]

Bilag 2:[16]

Bilag 3:[17]
-----------------------
[1] Annette Hoff og Finn Tuxen-Petersen: Landboliv i Danmark 1750-1850, Munksgaard 1988, s. 42.
[2] Torben Hansgaard: Landboreformerne i Danmark i det 18. århundrede. Landbohistorisk selskab, Kbh. 1981, s. 13.
[3] Erland Porsmose og Claus Bjørn: Landbrugets historie – kort fortalt. Landbrugsforlaget, Århus 1997, s.47-48.
[4] Erland Porsmose og Claus Bjørn: Landbrugets historie – kort fortalt. Landbrugsforlaget, Århus 1997, s. 49.
[5] Erland Porsmose og Claus Bjørn: Landbrugets historie – kort fortalt. Landbrugsforlaget, Århus 1997, s. 50-51.
[6] Torben Hansgaard: Danmark under Forvandling – på landboreformernes tid. Forlaget Marko 1988, s 124.
[7] Erland Porsmose og Claus Bjørn: Landbrugets historie – kort fortalt. Landbrugsforlaget, Århus 1997, s. 57.
[8] Erland Porsmose og Claus Bjørn: Landbrugets historie – kort fortalt. Landbrugsforlaget, Århus 1997, s. 57.
[9] Erland Porsmose og Claus Bjørn: Landbrugets historie – kort fortalt. Landbrugsforlaget, Århus 1997, s. 64-65.
[10] Erland Porsmose og Claus Bjørn: Landbrugets historie – kort fortalt. Landbrugsforlaget, Århus 1997, s 59.
[11] Erland Porsmose og Claus Bjørn: Landbrugets historie – kort fortalt. Landbrugsforlaget, Århus 1997, s. 61-62.
[12] Erland Porsmose og Claus Bjørn: Landbrugets historie – kort fortalt. Landbrugsforlaget, Århus 1997, s. 66.
[13] Erland Porsmose og Claus Bjørn: Landbrugets historie - kort fortalt. Landbrugsforlaget , Århus 1997, s. 69.
[14] Ebbe Kühle: Danmark, Historie Samfund – Hovedfaser i Danmarkshistorien. Gyldendal, 2002, s.150.
[15] Erland Porsmose og Claus Bjørn: Landbrugets historie – kort fortalt. Landbrugsforlaget, Århus 1997, s. 59.
[16] Erland Porsmose og Claus Bjørn: Landbrugets historie – kort fortalt. Landbrugsforlaget, Århus 1997, s. 65.
[17] Erland Porsmose og Claus Bjørn: Landbrugets historie – kort fortalt. Landbrugsforlaget, Århus 1997, s. 82.