Pia Juul er en dansk forfatter, der i 2005 skrev novellesamlingen ’Dengang med hunden’, hvori ’Grønt lys’ er at finde.
I novellen bliver der fremstillet en historie, med en simpel hverdagsagtig handling. Et problem som fortælleren står overfor, da han går tur med sin søn. Han er distanceret og lytter ikke til hvad drengen fortæller ham, fordi han bliver distraheret af alt muligt andet, som for læseren forekommer ligegyldigt. De mange problemer der nemt kan komme op til overfladen, på helt almindelige mennesker.
Pia Juul har et enkelt, men beskrivende sprog og som læser forstår man uden problemer hvad teksten omhandler. Sproget er nærmest så banalt, at det kan minde om sproget i en børnebog; man er i ikke i tvivl om handlingen. Et godt eksempel på en enkel, men velbeskrevet handling, hænder i de første par linjer:
”Sneen var efterhånden meget grå og lå i store hårde dynger langs med vejen. Jeg gik ind gennem parken med drengen, og det var halvmørkt.”
Tekstens miljø bliver anslået, så man kan se den halvmørke, grå park, de går igennem, for sig. Man kunne sagtens argumenterer for at den starter in medias res, da vi ingen baggrundsviden får om karaktererne. Men det er der heller ikke brug for. Man er ikke fortabt som læser, på noget tidspunkt i novellen. Den begynder så hverdagsagtigt, at en større introduktion ville forekomme ligegyldig. Man bliver så bidt af den, pga. dens enkelhed.
Sproget er ikke poetisk. Hvis det havde været poetisk, ville de forskellige miljøbeskrivelser, have fået ekstra poetiske adjektiver på og besjælinger, men Pia Juul smører ikke poesi på sproget. Det er enkelt. Men selvom sproget er enkelt, er der mange lange sætninger, uden punktummer. Man kommer ind i fortællerens forvirrede hjerne; hans stimer af tankestrømme og forundring. De lange sætninger starter for alvor, da han tror at han har mødt en person ved navn Una. Han bliver forvirret over, om det var hende, og hvis det så var hende, hvorfor hun ikke hilste på ham:
”Det var strikhuen, der narrede mig, den lignede hende ikke, men da hun var næsten forbi, fik jeg øje på hende, og det lignede Una, så jeg pludselig; jeg standsede halvt op, og drengen trak i mig, han var jo ved at fortælle mig noget, og det var koldt, vi var på vej hjem, men jeg ville lige se efter, om det var hende, og det kunne jeg jo ikke se nu, for hun var forbi, hun var væk, der var kun ryggen på vej ind i parken og den underlige hvide strikhue med kvasten, der hoppede op og ned.”(linje 14-23) En sætning, hvor man som læser bliver konfus og det er dét, der er virkemidlet her. Man kommer ind i hans hoved og oplever hvor mange bolde han har i luften. Det er næsten skræmmende, at han er så optaget af alt andet end sin søn, især da de er ved krydset. Da fortælleren nævner, hvor mange lige-ved-og-næsten ulykker der hænder hver dag og at han har forbudt drengen, at gå over krydset alene, så drager man nærmest en konklusion om at drengen kommer ud for en ulykke, da vi ved hvor optaget fortælleren er af alt muligt andet og at det nærmest ville være en ’logisk’ proces i historien. Drengen kommer så ikke ud for en ulykke, hvilket er en nærmest absurd antiforløsende følelse for læseren, men samtidig en lettelse. Man kan være optaget af novellen, selvom sproget er enkelt og plottet hverdags-simpelt.
Pia Juul bruger også symbolik. Det forbipasserende par der ryster på hovedet og siger at der var rødt lys, er et symbol på hans indre stemmer, der ser situationen udefra, genovervejer beslutningen og om der var grønt eller rødt lys. Han bliver frustreret over hele situationen, fordi at en vildtfremmed mand troede ondt om ham, hvilket også er et symbol på hans indre stemmer der kommer med modsætninger og ham selv der genovervejer situationen, at gå over for rødt lys. Men også en overvejelse om dét at gå over for rødt lys, betyder at han er en dårlig far; at han ikke har lyttet til hvad drengen sagde, at han har nærmest begæret efter en anden kvinde og været fraværende i hans selskab. Han for dårlig samvittighed.
En anden symbolik er kontrasten mellem trafikken og caféen, hvilket jeg tror er et symbol på det hektiske liv. Trafikken er normalt et hektisk sted, med støj, bedømmende mennesker, biler der kører hurtigt, vinden der suser, og de mange lys der forvirrer en. De er ude i trafikken, ved krydset, og fortælleren kan ikke koncentrerer sig om hvad drengen siger og alt virker hektisk, hvilket kan ses i de lange sætninger der gør det hele kringlet og hektisk. Da de så kommer ind på caféen, bliver alt roligt. Der er intet støj, ingen bedømmende mennesker, ingen biler der kører hurtigt, ingen vind der suser, ikke noget lys der forvirrer en og ingen lange sætninger, der gør det kringlet. Der er korte sætninger, hvilket gør det mere overskueligt og ligesom fortælleren får en pause til at lukke øjnene og trække vejret dybt, så får læseren det samme.
Hele situationen omkring, at han bliver så besat af kvinden Una har også en dybere mening med at der kan opstå problemer i et langvarigt ægteskab og at der også er i dette tilfælde. Han begærer kvinden og bliver opsat af hende. Én ting er i hvert fald sikkert for ham: han skal ikke hjem. Han slæber drengen med ind på caféen og da drengen spørger om de ikke har kaffe derhjemme så de bare kan tage hjem, ignorerer han fuldstændig den forespørgsel og spørger om han vil med eller ej.
Noget af det første der slår en om fortælleren, er hans distance til drengen, hvor fraværende han er og hvor selvisk han er. På side 1, linje 2 nævner han at han gik igennem parken med drengen. Det faktum at han kalder ham ’drengen’ og ikke hans søn, illustrerer distancen fra ham, ned til hans søn. Næste linje illustrerer også at han er fraværende over for sin søn: ”han fortalte mig om den fødselsdag, han havde været til. De havde ikke fået lagkage, det var han ked af. Andet husker jeg ikke.”
I stedet for at fokusere på sin egen søn, koncentrerer han sig om alt muligt andet. Han vil vide hvorfor Una, hvis det var hende han så, ikke hilste og han bliver opslugt af at overbevise det forbipasserende par, der rystede på hovedet af ham, om at der var faktisk var grønt lys. Han fokuserer på alt det ligegyldige, i stedet for på sin søn, som han omtaler drengen. Besættelsen af hvorfor hun ikke hilste fremkommer nærmest som om han er forelsket i Una. På linje 28, side 3 nævner han hvor slank hun er, at hun aldrig bliver forpustet og nederst på siden siger han: ”Ville hun ikke være mig bekendt? Var jeg alligevel for gammel, var det det?” hvor han efterfølgende nævner at hans kone har sagt, han var i sin bedste alder. Man bliver lidt i tvivl, om hvorledes det er en gammel forelskelse, som han møder igen. Han fremkommer i hvert fald også selvisk her.
Men hans selviskhed opstår primært to steder og det første illustrerende sted i novellen er på side 3, linje 38: ”Hun kunne ikke have undgået at genkende mig. Jeg til gengæld var i tvivl på grund af den tåbelige hue.” Han fremstiller sig selv som en kendt person, som ingen kan tage fejl af hvem er, når de ser personen gå på gaden. Han er nærmest helt forarget over det. Al ansvaret, om hvorfor hun ikke hilste på ham og ikke genkendte ham i det mindste, smider han over til Una, selvom han ikke selv kunne genkende hende, hvorpå han smider al ansvaret over på huen.
Et andet sted det selviske opstår, er på side 5, linje 93:
””Vi går herind”, sagde jeg og styrede mod en café lid længere henne. ”Vil du have en kop kakao?” Han tager ikke forbehold for drengens ønsker, men er optaget af sig selv. Lige inden dette har drengen sagt ”fa-ar”, som et ønske om at komme hjem, da han er træt.
Til sidst i novellen tager hans karakter en U-vending. Han bliver ramt af en selverkendelse; en erkendelse af en fejltagelse. Han bliver nostalgisk og tænker på dengang drengen blev født. Der er en anden ro over sætningerne, da de ikke er lange mere. Han bliver helt melankolsk og snakker om døden; hvordan man skal huske ham efter han er død. Det er også her hans selverkendelse kommer til udtryk. Han indser og erkender, hvor dårlig en rollemodel han har været for sin søn og han bliver pludselig opmærksom på sin søn, der sidder lige foran ham, der sidder og venter på at han drikker kaffen færdig, og sin besindelse tilbage. Drengen sidder overfor ham og har en tålmodighed, som han ikke selv havde tidligere. Hans syn på sig selv, er også helt ændret:
”Jeg gik aldrig over for rødt; det kunne man sige om mig. Man kunne skrive det på min gravsten. Men man kunne også lade være, og det ville nok være det bedste.” Alt hvad han har lært sin søn og alt han troede han var, er nu knækket over. Det bliver også understøttet af, at drengen spørger om han skal have øl som det første, da han siger at han skal have noget at drikke. Han har set sin far drikke øl før, og går nu ud fra at det er det eneste han vil drikke. Derefter erkender han så selv, hvor dårlig en rollemodel han har været overfor drengen.
Noveller er episke tekster ligesom romaner. Det er tekster, der fortæller en historie, og som gengiver et handlingsforløb indenfor et kort tidsrum. De episke tekster adskiller sig fra dramaet, der ikke fortæller en historie, men fremviser den på scenen. Og de adskiller sig fra lyrikken, der fokuserer på øjeblikkets stemninger og følelser i stedet for en handling. Noveller og romaner kan dog bruge dramaets eller lyrikkens måde at fremstille sin historie på. De kan for eksempel være fyldt med replikker som et drama, eller de kan være domineret af en jeg-fortællers refleksioner over livet som et digt, ligesom fortælleren i ’Grønt lys’ gør, på den sidste side og det med selverkendelse. Selverkendelse er et klassisk træk indenfor novellen som genre. At det der sker i novellen forandrer personen liv. Det har det også gjort for ham. Han erkender sit bedrag overfor drengen og det ændrer ham, som person og er et vendingspunkt for ham.
Men romaner og noveller er dog ikke ens. Noveller er korte tekster, mens romaner er lange tekster og tidsmæssigt forløber handlingen i en novelle over kort tid, typisk én dag, mens tidsforløbet i en roman er markant længere, hvor der ikke er nogen grænser på hvor langt det er. Noveller har ét handlingsforløb, én begivenhed og det er få personer der er involverer og de personer der så er med, har læseren ikke noget godt kendskab med. ’Grønt lys’ er en moderne novelle, fordi fortælleren står midt i situationen og at historien kompositorisk set har en åben begyndelse og en åben slutning. Alle disse novellegenre træk, er også træk der præger ’Grønt lys’.
