Novellen er fortalt i datid af en objektiv, alvidende 3. personfortæller. Fortælleren, der er lig med forfatteren, har overvejende en ydre synsvinkel, men somme tider fortælles novellen også med en indre synsvinkel, hvor læseren bliver informeret om Stines tanker og følelser. ”Fra det øjeblik, det blev hende klart, at hendes Modstand var foegs og at Arbejdsanstalten tidlig eller silde v ille blive hendes sidste Asyl, slap alle tøjler henhæanfde” (s. 11, 17-19). Den indre synsvinkel bevirker, at læseren oplever Stines verdensbillede og derigennem opbygger sympati for hende.

De ironiske beskrivelser af Kassen
Som sagt indledes novellen med kort at antyde, at Stine tvinges over i Kassen gør modstand, sidste ende ender hun der. . Efter denne indføring følger der i novellens andet afsnit en beskrivelse af Kassen og dens beboere. Kassen bliver indledningsvis gennem adjektiviske vendinger beskrevet som ”egnens stolthed og pryd(s. 7), der er kongeligt placeret ”på toppen af en kratbevokset banke ud mod fjord(sn. ”7). Der fortælles tilmed om ”majestætens navnetræk funklende i guld på blåd ver indgangsdøren”( s. 7) og om
”de mægtige trappegange, varmeapparaterne og dredrekdoe lofter” (s. 7).
Efter denne statslige og storslåede beskrivelse af Kassens ydre ”træder” fortælleren ind i anstalten og beskriver dens beboere, der går under betegnelsen ”Lemmerne” (s. 7). Lemmerne består af de fattige folk, der er afkræftet og ude af stand til at arbejde - ”og hvor findes de hyppigere end blandt skrøbelige gamle”( s. 9).
Under fortællerens beskrivelser af Lemmerne og deres liv på Kassen, kan læseren ikke umiddelbart danne associationer til andre anstalter for gamle mennesker. Selvom Lemmernes liv på
Kassen beskrives som værende normalt, virker Kassen langt fra som et tiltrækkende sted at tilbringe sine sidste dage. Fortælleren beretter blandt andet om, hvordan Lemmerne sidder ”ens i dragt ligesom søskende, med rent linned og så velkæogeren vaskede(s . 8). Endvidere fortæller han senere om, hvordan der ”hersker en punktlighed og disciplin, der ikke v æ re bedre end på nogen rekrutkaserne” (s. 9). Lemmerne er som et led i en maskine, hvor de humanitære dele af deres velbehag nedprioriteres. De skal fremstår som rene og velbehagede udadtil ved at være beklædt i rent, fint vidt tøj, således at deres liv på Kassen på overfladen fremstår indbydende. Lemmernes eget velbehag har derimod ingen betydning. Selvom fortælleren senere beskriver, hvordan Lemmer er utilfredse med deres liv på Kassen, danner dette tilsyneladende ikke grundlag for redigering af
Kassens regler og normer. ”Besynderligt nok synes nu herredets fattigfolkt iklke taknemmeligt for dette palads, hvormed man så rundhåndet har betderes gamle dag ( s. 10).

Når fortælleren først beskriver Kassen med rosende ord for senere at berette om dens beboeres hverdag, der ikke umiddelbart virker tiltrækkende, og til sidst om, hvordan det er ”besynderligt”, at
Lemmerne ikke nyder deres liv på Kassen, hvilket for læseren absolut ikke er besynderligt, anvendes en ironisk fortællemåde, hvorigennem Kassen kritiseres. Denne metode virker kraftigere på læseren, end hvis fortælleren direkte havde udtrykket sin kritiske holdning om Kassen.
Fortælleren gør tilmed brug af ironi, når han beskriver instruktøren, der leder Kassen med hård hånd. Fortælleren starter med at beskrive, hvordan ”man i den nuværende instruktør, har fundet en mand, der i en sjælden grad er som skabt til dlle”( s. 9). Det viser sig imidlertid kort tid efter at være dybt ironisk, idet han argumenterer med, at instruktøren er ”stor og frygtindgydende (…) en gammel underofficersu getige majestæt og upåvirkelig koldblodig”
(s. 9), hvilket man ikke skal være, hvis man skal lede en anstalt for gamle mennesker. I sidstnævnte citat hentyder ordet ”fugtige” til, at inspektøren er fordrukken, hvilket underbygger, at han ikke er den rette mand til jobbet. Bedre bliver det ikke, da der senere i novellen fortælles om, hvordan instruktøren er til stor rædsel for Lemmerne (s. 8).
Inspektørens holdning til Lemmerne er, at de behøver en stærk autoritet, hvorved de mister retten til at bestemme over deres eget liv. Hvis nogle af Lemmerne ikke følger Kassens regelmæssighed eller på andre måder bryder reglementet, bliver de sat i ”Brummerne” (s. 10), der er
”en række små, mørke, vel aflåsede ru(s.”10).
Pontoppidans antisympati for inspektøren og den måde han behandler Lemmerne på, bliver endeligt udtrykt i skildringen af Lemmernes måltider. ”Om morgenen består måltidet af en halv pot, brunt vand - øl kaldes det officielt - og et kputnd tørt rugbrød, hvilket sidste de ihærdigt og begærligt sutter i sig med de tandløse gummer am)t sduften af inspektørens bø(fs”. 8-9). Der eksisterer en stor ulighed mellem Lemmerne og inspektøren. Samtidig fremgår det også i citatet, hvordan Lemmernes middag virker god udadtil, idet deres vand officielt kaldes øl.
For endeligt at antyde hvor elendig en anstalt Kassen er, afslutter fortælleren ironisk med at sige, at ”det kan nu efter alt dette umuligt vække forb, a t anstalten fra alle side berømmes som en mønsteranstal(s. 10). Alt i alt er fortællerens positive beretninger om Kassen, som nævnt tidligere, dybt ironiske. Fortælleren ser Kassen, som værende en anstalt, hvor man smider gamle, svage mennesker hen, og får dem til at se fine ud på overfladen, så de ikke udstråler fattigdom og elendighed udadtil. De gamle, svage mennesker har ingen indflydelse på deres liv. De umyndiggøres og undertrykkes af en frygtindgydende inspektør, der i øvrigt er dybt fordrukken.
Stines kamp
For at vise hvor magtesløse de gamle svage mennesker er, når myndighederne vil sende dem på
Kassen, beretter fortælleren i novellens sidste afsnit om, hvordan Stine mod sin vilje blev sendt på
Kassen. Det fremgår, at fortælleren er kendt med Stines fortid, da han starter med at fortælle om, hvordan Stine efter sin mands død har arbejdet hårdt i marken for at forsørge sig selv og sin familie.
Ved et uheld bliver hendes hånd kvæstet, og hun falder da hen og finder trøst i brændevinens rus.
Myndighederne synes derfor, at hendes fremtid bør være på Kassen, og selvom hun kæmper hårdt for at blive hjemme, er magten for stor, og myndighederne, der er ledet af sognefogden, tvinger hende til at skulle bo på Kassen.
Sognefogedens overlegenhed kommer til udtryk i beskrivelsen af forskellen på kropsholdning og fysiske placering i rummet, da han kommer for at afhente Stine. Sognefogden er ”stående midt på gulvet med skrævende ben og de udspilede hændlen dhev ipå hofterne”(s. 12). Fortælleren fortsætter sin beretning med at beskrive hvordan Stine skulende må søge tilflugt i ”den inderste krog som i en forsvarsstilling( s. 12). Fortælleren illustrerer hermed Stines håbløshed og afmagtsfølelse i situationen. Det eneste hun kan gøre er at sætte sig ned og bede.
Omvendt nyder sognefogden sin magt og position til at bestemme over fattige mennesker som
Stines. Fortælleren fremhæver, at han står med et smil afledt af ”en ubehagelig følelse af sin magt”
(s. 12). Der eksisterer alt i alt klar ulighed mellem sognefogden og Stine.
Den eneste, der føler en smule medfølelse for Stine, er Zacharias Smed, der sammen med et par andre tilskuere istemmer råbet ”Å - lad hende være”(s. 12). Trods tilråbene er der dog ingen, som griber til handling, og for de fleste synes afhentningen af Stine også blot som ren underholdning. Ligegyldigheden overfor den dårlige behandling af Stine understreges endeligt i novellens afslutning, da katastrofen accepteres med et skuldertræk. ”Det var bare Stine Bødkers, der skulle på Kassen(s. 13).
Den stærke satire, der dominerer novellen flere steder, kommer også til udtryk i novellens afslutning, hvor præsten kommer kørende forbi Stines gamle hus, kort efter hun er blevet sendt på
Kassen. Præsten, der burde varetage Stines interesser i kristendommens navn, kommer for sent.
Kritik ¨
Med novellen skaber Pontoppidan en skarp kritik af dels samfundets ulighed, de riges undertrykkelse af de fattige, svage gamle mennesker og dels af kirken og kristendommen. Pontoppidan illustrerer hvordan uligheden og undertrykkelsen af de fattige sker ved at beskrive, hvordan øvrigheden bruger sin magt til undertrykkelse. De sender fattige, svage mennesker som Stine hen på en anstalt, hvor de behandler dem som skidt. Pontoppidan skaber et modsætningsforhold i sin novelle, hvor han på den ene side illustrere den fattige Stine samt Lemmerne og på den anden side den rige sognefoged. Han viser, hvordan de fattige svage mennesker godt kan bruges, så længe de er i stand til at arbejde for de rige bønder, men så snart de bliver for svækkede af for eksempel arbejdsskader, overlades de til sig selv, mange af dem forsumper derfor i brændevinens trøst, som det var tilfældet med Stine.
Øvrigheden gemmer dem derfor af vejen på en anstalt og klæder dem i fint vidt tøj, så de ikke udstråler fattigdom og elendighed. Pontoppidan viser tilmed klasseforskellene ved at beskrive, hvordan den fattige fordrukne Stine skal sendes på Kassen, hvorimod den højere stillede inspektør, der er mindst lige så fordrukken, får lov til at bevare sin status. Pontoppidan viser alt i alt med sin novelle de klasseskel og den undertykkelse af fattige, der eksisterede i samtidens samfund.
Ud over den ovenstående kritik skaber Pontoppidan med sin novelle også en kritik af kirken og kristendommen. Det gør han ved dels at sammenligne Kassen med en kirke; ”disse store, højtidelige rum, hvor lyset fra de høje vinduer falder ind sn o verjordisk glans, og hvor den mindste hosten eller harken giver genlyd under loftet som en k”irk(s. 8) og inspektøren med Vorherre, da han beskrives som den ”store Gud-Fader skikkelse(s. 8). Pontoppidan lader tilmed senere inspektøren berette Guds ord. ”Synderne sættes ind til en træbriks, en halmsæetnyt Testemente for der er par dages tid i ro at overveje og angre deres b”(s10). Pontoppidan lader med andre ord den ubarmhjertelige anstalt fremstå som en kirke og den onde, fordrukne inspektør fremstå, som en præst. På den måde sætter han spørgsmålstegn ved den ubetingede godhed, som mange på den tid synes at kirken og kristendommen havde.
Samtidig kritiserer Pontoppidan også kristendommen gennem præsten. Da Stine i slutningen af novellen bliver hentet, beder hun til Vorherre i al sin fortvivlelse og afmagt, ”helt ind i himmelens riger” (s. 12). Men præsten som symbol på Vorherre ankommer først, da det er for sent.