2. Simon Emil Ammitzbøll og Merete Riisager: Nu vil Big Mother også styre dit rødvinsforbrug

Vi kan vel alle være enige i, at man gerne vil have lov til at træffe sine egne valg og beslutninger. Men er disse valg altid de bedste for os, eller skal det offentlige være med til at bestemme, hvornår vi drikker, ryger og spiser for usundt? Børn der mistrives i hjemmet skal selvfølgelig have hjælp af pædagoger, lærere og det offentlige i det hele taget. Det kan man ikke være uenig i. Men, hvor meget skal det offentlige blande sig? Skal individet have lov til at træffe sine egne valg, selvom de kan være sundhedsskadelige eller skal det offentlige gribe ind? Er trivsel og sundhed nødvendigvis det samme?
I artiklen ”Nu vil Big Mother også styre dit rødvinsforbrug” fra Politiken den 24. november 2012 har er Simon Emil Ammitzbøll (f. 1977) og Merete Riisager (f. 1976) taget stilling til netop dette emne. Ammitzbøll og Riisager er begge folketingsmedlemmer for Liberal Alliance. I artiklen kommer de med deres subjektive holdning til individets og det offentliges ansvar. Der fokuseres primært på, at det offentlige bestemmer mere over individet end det burde have lov til. De pointerer at Københavns Kommune har sat plakater op på Østerbrogade ledsaget af teksten ”Mindre vin - mere mor” og ”Min mor og far drikker en flaske vin her aften. Er det for meget?” og så med et telefonnummer, man anonymt kan ringe til. Derudover er plakaterne et led i en offentlig betalt kampagne, som indebærer, at pædagoger og lærer skal hive fat i forældre, der mistænkes for at drikke for meget. Ifølge Ammitzbøll og Riisager, er det den forkerte kampagne der er sat i gang. De mener, at der burde være retten en kampagne mod det røde politiske flertal i kommunen, og så skal den hedde ”Mindre Kommune - mere mor”.
At Kommunen har lov at bestemme for meget over, hvordan individet skal leve sit liv, argumenteres der flere steder i teksten for. Forfatterne kommer blandt andet ind på, at tidligere i 2012 var det de ressourcesvage rygere i Sydhavnen og Nordvest, som kommunen slog ned på. Her fik rygerne enten et telefonopkald eller et venligt besøg i deres private hjem. Derudover belyses deres argumentation med ”Forstil dig det lige: Du er hjemme. Det ringer på døren. Og så er der minsandten en kommunal sundhedsvejledere, der står og tripper ude på måtten - og hun vil gerne tale med dig om dine rygevaner”, hvilket gør, at vi som læsere kan sætte os ind i situationen og forstå, hvorfor Ammitzbøll og Riisager påstår, at det er ekstremt grænseoverskridende, både principielt og helt konkret. Der påpeges efterfølgende at grunden til, at vi ikke har hørt nogen brokke sig over dette i medierne er, fordi det netop er de ressourcesvage kommunen har udsat. Her bruger forfatterne patos, i det de taler til vores følelser. Vi får nemlig medfølelse med rygere og de ressourcesvage. Derudover bruger forfatterne logos, da de blandet andet påpeger at Københavns Kommune har planer om at gøre byen helt røgfri i 2015. Det vil sige, at det vil være forbudt at tænde en cigaret, mens man venter på bussen eller går ned langs strøget. På en sarkastisk måde bliver der begrundet for, at kommunen bestemmer mere over individet end det burde - ”Hvad bliver det næste så? At pædagogerne skal hive fat i overvægtige forældre? At man laver plakater med teksten ”Min mor og far dyrker aldrig motion?” Forfatterne svare jo faktisk selv på dette retoriske spørgsmål, idet de hævder at kommunen i Sydjylland allerede nu griber ind, hvis børnenes madpakke ikke er sund nok ifølge det offentlige. I København tog man også initiativ til at ’regulere’ forbruget af saftevand på plejehjem. Politikere har altså ikke tænkt sig at stoppe ved rygningen eller rødvinen, men de er også begyndt at bestemme vores kost. I artiklen bliver politikerne derfor ironisk omtalt som ”Omsorgsfulde politikere”. Ammitzbøll og Riisager fremhæver, at politikerne gør det svært for os borger at bestemme selv, hvor sundt et liv vi har lyst til at leve. Politikerne har altså meget faste meninger om, hvad der er godt og dårligt for os. Og de udvikler hele tiden flere meninger om, hvad vi må putte i munden - og handler på det.
Københavns Kommune bryster sig altid af at være mangfoldig. Dette argumentere forfatterne for at være dobbeltmoralsk for, hvor bliver mangfoldigheden af, når rygere og rødvinsdrikkere ikke længere må være der? De hævder, at vi er ved at skabe en samfund, hvor der ikke er plads til alle. Der er ikke plads til at stikke ud, begå fejl eller leve usundt, det sørger kommunen for, ”Det er, som om de københavnske politikere simpelthen ikke har fantasi til at forestille sig, at nogle borgere ønsker at leve på en anden måde, end de selv gør”. Hvad politikere ikke tager hensyn til, er at der faktisk er en mulighed for, at nogle mennesker fortrækker McDonald’s frem for det nye nordiske køkken. At selvom man kender de sundhedsrisici, som følger med, kan man godt have lyst til at tænde en cigaret. Forfatterne hævder altså, at det offentlige bestemmer over individets sundhedsvalg, hvilket ikke er altid er positivt. De mener, at man skal have lov til at træffe sine egne valg, selvom det måske ikke altid er de mest fornuftige. Derudover hævder Ammitzbøll og Riisager, at skattekronerne bliver brugt de forkerte steder, der ikke hjælper de borger, som faktisk har brug for hjælp. Pengene burde bliver brugt på børn, der mistrives derhjemme, men i stedet bliver de spildt på at skræmme, ensrette og moralisere borgerne.
Problemstillingen angående individets og det offentliges ansvar er dog mere kompliceret end Ammitzbøll og Riisager antyder. For på den ene side skal der selvfølgelig være hjælp at hente for de børn, som har forældre, der drikker for meget. Men på den anden side skal det offentlige ikke blande sig for meget i borgernes privatliv. Som teksten også fremhæver skal vi ikke bare sidde og se på, mens Big Mothers favntag bliver fastere og fastere. Vi skal selv have lov til at træffe vores egne valg, og passe på ikke at komme til at skabe en samfund, hvor der netop ikke er plads til alle. Det kan være svært, at finde den konkrete balance mellem, hvornår det offentlige skal gribe ind, og hvornår det er op til individets selv at træffe sine egne beslutninger, selvom de kan være sundhedsskadelige. Som Ammitzbøll og Riisager fremhæver, skal der i dag ikke meget til før kommunen griber ind. Dette kan resultere i, at børn bliver tvangsfjernet fra hjemmet. I dag ser vi også børn og unge blive fjernet hjemme fra, fordi kommunen er bange for, at de er blevet radikaliseret. Man kan endvidere diskutere om dette er i orden eller ej. Er de en trussel for samfundet, må man antage, at det er på sin plads, at de bliver fjernet. Men når det er sagt, må man til gengæld også holde fast i, at netop at tvangsfjerne børnene/de unge ikke altid er den rigtige beslutning. For ligesom der i artiklen ”Nu vil Big Mother også styre dit rødvinsforbrug” bliver påpeget skal man vel have lov til at tænke selv og træffe sine egne beslutninger, så længe det ikke er skadeligt for sine omgivelser eller samfundet.
Det, der står tilbage, er dog hvornår det er det offentliges ansvar at blande sig i individernes liv. Og derfor må vi konkludere, at det offentlige ikke altid skal blande sig i, hvad vi individer træffer af valg, også selvom de kan være sundhedsskadelig. Der, hvor der skal gribes ind er der, hvor børnene mistrives i hjemmet. Man bliver nødt til at skille tingene ad ordentligt. For trivsel hænger ikke altid sammen med sundhed.

--------------------------------------------
[ 1 ]. Side 8 linje 3-5
[ 2 ]. Side 8 linje 9-11
[ 3 ]. Side 8 linje 16
[ 4 ]. Side 8 linje 41-42