Nyhedsnarcissisterne

D. 1. marts 2007 udgav Noa Redington som er redaktør på Ugebrevet Mandag Morgen artiklen Nyhedsnarcissisterne kommer, hvori han kommer med sit syn på moderne nyhedsformidling. I sin artikel udtaler Redington, at "nyheden er død", og peger herefter på to primære årsagsforklaringer til netop dette. For det første mener han, at nyhedernes indhold ikke længere er væsentligt, og samtidig ikke giver nyhedsforbrugerne ny viden. For det andet mener Redington at forholdet mellem producent og forbruger ændrer sig, og at forbrugerne i højere grad selv skabe nyhederne, og det er netop disse han kalder nyhedsnarcissisterne. Gennem sin brug af retoriske virkemidler forsøger han, at sætte et fokus på den stigende individualitet i det senmoderne samfund.
Først i sin artikel opstiller Noa Redington krav som skal forekomme for, at en nyhed er en nyhed, nemlig at den; "ændrer vores verden, afdækker nye brudflader eller giver os en ny viden." (s. 1). Disse krav bliver i følge Redington ikke opfyldt i det senmoderne samfunds traditionelle nyhedsmedier, såsom TV, radio og aviser, fordi alle nyhederne allerede er historier der er blevet hørt før. Han mener at dette er et problem fordi, at nyhederne som vi kender dem, er en væsentlig del af industrisamfundets demokratiske kultur, f.eks. fordi et medie som avisen, har været afgørende for formningen af den nationale bevidsthed og identitet (s. 1-2). Han beskriver denne kultur som en massekultur, og nyhederne som præger denne, optræder i det offentlige rum, hvori de er underlagt regler som afgør nyhedens værdi, men Redington mener at reglerne og rollerne i det offentlige rum er under pres: "Med internettet er de regler og roller, der gennem de seneste små 200 år har udgjort fyldet i det offentlige rum blevet udfordret dramatisk." (s. 2). Her henviser han bl.a. til det faktum at internettet er meget billigt i forhold til de andre massemedier, og at det er grænseløst. At internettet er så billigt betyder, at der ikke nogen grænser for at gøre brug af det, hvilket betyder at alle kan være med. Det at internettet er åbent for alle, skaber et stort skel mellem kulturer som der ikke er set før i tiden, og det giver mulighed for brugerne at skabe individuelle og fælles værdier verden over.
Nyhedsnarcissisterne som er det Noa Redington kalder de nye nyhedsforbrugere, kan altså vælge ikke kun at holde sig opdateret med nyhederne, men skabe deres egne. Tidligere har der været en klar proces for nyheders fødsel, hvor nyheden først findes af en journalist, derefter udvælges de bedste og største nyheder af redaktørerne, som har mediehusene i ryggen der står for det økonomiske aspekt. Sidst i processen har vi så læserne, seerne og lytterne, der er forbrugerne af nyheden (s. 1). Uden denne essentielle proces hvor kvaliteten af nyheder tidligere er blevet sikret, og forbrugerne nu i stedet er blevet producenterne, gør at det vi i det senmoderne samfund kalder for nyheder, vil være mere tilbøjelige til at være subjektivt prægede, og derfor ikke have noget egentlig substans. Netop denne tendens mener Noa Redington frembringer nyheden om nyhedens død. Men er nyheden virkelig død, eller bevæger den sig bare i mod en mere tidssvarende form?
I løbet af sin artikel mærkes det tydeligt hvordan Redington forsøger at fremme sin egen nyhed og holdning, ved at underminerer de fagfolk som burde være uddannede og derfor kvalificerede til at skabe de bedst mulige rammer for nyhederne: "Men herregud. Vi har hørt historierne før. Vi kommer til at høre dem igen. Det til trods for, at de på ingen måder kvalificerer sig som nyheder, der ændrer vores verden, afdækker nye brudflader eller giver os en ny viden." (s. 1). Med denne udtalelse er det tydeligt at Redington kritiserer journalisternes evne til at finde og videreformidle nyhederne, og redaktørernes evne til at udvælge det mest væsentlige.
Ydermere forsøger Redington, at understrege at han har fundet den mest væsentlige nyhed af dem alle, nemlig nyheden om nyhedens død. Dette gør han allerede i artiklens indledende sætning: "I virkeligheden er det meget simpet" (s. 1), hvori han også benytter sig af appelformen logos. Med denne udtalelse påpeger hans, at det han siger rent naturligt er det eneste rigtige, og appelerer derfor til læserens fornuft. Ved at gøre dette modsiger Redington rent principielt sig selv, da han først kritiserer hans eget erhverv nemlig redaktører, men også til sidst i sin artikel peger han på at folk gang på gang fejlagtigt forsøger at fremhæve vigtigheden af deres egne nyheder. Redington benytter sig også af ironi når han forsøger at beskrive hvordan dem der arbejder med nyhederne fejler; "Kvinden i kampen mod den slemme fagbevægelse. Kosmetologen, der bliver udnyttet af en fæl kapitalist og svigtet af den fagbevægelse, hun måske ikke er medlem af." (s. 1). De værdiladede ord såsom slemme og fæl understreger hans ironiske intention med disse udtalelser, og bidrager til hans underminering af nyhederne.
På den anden sige kan man dog også argumentere for vigtigheden og aktualiteten af de moderne nyheder, for selvom vi har hørt nyheder lignende dem vi hører, gør det dem ikke mindre vigtige eller aktuelle end dem vi hørte første gang. I sin artikel virker det som om Redington mener nyheder som ligner hinanden, nødvendigvis kun bør blive hørt en gang pr. mand. Denne tankegang virker unaturlig, for hvis nu der er sket noget som kunne være væsentligt for lige netop de læsere som læser nyheden, er det så ikke det optimale udbytte man kan få af en nyhed?
Redington slutter sin artikel af med sætningen: "Om udviklingen er død? Døm selv." (s. 3). Her forsøger han at lægge op til, at læseren skal danne sin egen holdning om emnet, selvom han igennem hele sin artikel indirekte har forsøget at påvirke læseren til det modsatte, nemlig at antage hans. Redington fremviser kun sig selv en enkelt gang i sin artikel: "Vi er en sørgelige flok, der fortrinsvis består af mænd..." (s. 2), her bruger han ordet vi, for at få læseren til at føle sig som en del af en helhed der igennem længere tid har formidlet nyheder forkert. Han inddrager sig selv i udtalelsen, selvom han andre stedet i artiklen viser tydeligt, at han ser sig selv som en bedrevidende, og forsøger altså derfor at skabe en smule sympati omkring hans holdning.
Spørgsmålet er måske i virkeligheden om internettets frie nyheder, overhovedet kommer som en erstatning for de nyheder som Redington mener er de rigtige. Er bloggingnyheder osv. egentligt ikke bare et adskilt rum hvori det senmoderne menneske kan udtrykke egne holdninger, og andre mennesker kan følge med hvis de finder dem interessante? Nyhederne bør snarere se internettet som en forstærkning, som kan hjælpe med at påpege hvilke nyheder læserne finder mest interessante, og hvordan de bedst muligt får formidlet disse. Det må altså kunne konkluderes at nyheden i virkeligheden ikke er død, men at den snarere hår fået mulighed for at blive forstærket ved hjælp af teknologiens mange muligheder.